tirsdag den 21. februar 2012

Netværksmøde

I indiensgruppen har vi i flere år talt om at danne et lille netværk bestående af de 3 af vore partnere, der arbejder med stammefolk, Irulaer. De hører alle til i den nordlige del af Tamil Nadu og arbejder med mange af de samme problemstillinger, selvom der dog også er forskelle. Alligevel havde vi en fornemmelse af, at de kunne profitere af at mødes og få fælles træning etc.
Vi havde på forhånd luftet tanken for vores partnere, og alle var positive, så i år tog vi endelig initiativ til at holde et 2-dages seminar for 3 repræsentanter fra hver organisation efter selve partnerskabsrejsen.
Det var med stor spænding og bekymring vi tog imod dem d. 14. februar. Forud havde været en masse forberedelse med at finde et sted til overnatning og spisning, et mødelokale, en ressourceperson, der kunne fortælle dem noget nyt og spændende, der ville fænge dem etc. Vi havde sammen med vores tolk brugt ret meget tid på det, været forbi og se lokaliteterne, diskuteret forløbet etc.
Efter at alle var ankommet, og vi gik i gang, viste det sig meget hurtigt, at vores bekymring om, at ingen måske ville sige noget, hurtigt blev gjort til skamme. Selve præsentationsrunden tog nærmest en time, men en stor del af intentionen med mødet var også, at folk skulle lære hinanden at kende, så det var vigtigt med lidt baggrundsinformation.
Efter vores velkomst, lidt snacks og drikke – nogle var trods alt kommet langvejs fra – præsenterede vores tolk, Ganga, netværks konceptet. Hun fortalte om diverse netværk, også på højt plan, f.eks. G7 og EU for at sige, at alle har brug for at indgå i relationer med ligesindede. Det gik hurtigt over i en diskussion, og folk var meget deltagende, nogle mere end andre selvfølgelig.

Tiden var desværre alt for knap, for vi havde arrangeret, at vi skulle på restaurant og spise aftensmad. Kl. 19 blev vi hentet af 4 rickshaws og kørt til en restaurant med europæisk præg, dvs. man kan få lov at sidde og hygge sig, og skal ikke bare hurtigt spise og videre, som ellers er standarden på indiske restauranter. Igen var vi spændte på, om det ville fungere, ville de hygge sig, ville de snakke sammen eller kun med dem, de kendte. Igen var vore bekymringer helt grundløse. Folk satte sig tilfældigt, og der blev snakket og grinet, hygget og joket, så man skulle tro, vi drak øl. Faktisk havde vi regnet med, at hele seancen højst kunne tage 2 timer, men snakken gik så livligt og stemningen var så god, at vi blev der dobbelt så længe. Igen er en stor del af dette initiale møde jo, at folk skal lære hinanden at kende.

Dagen efter startede med morgenmad på skift. Nogle startede med at tilse Aviaja, der var syg. 2 mænd var gået sammen om at hente kokosnødder og glukosepulver til hende. Lidt senere sørgede 2 kvinder for at hælde sennepsfrø og vand ned i halsen på hende. Stakkels Avi måtte bare tage imod.

Kl. 10 var alle parate og spændte på at høre Antony Samy, en advokat og Irula forkæmper med 20 års erfaring. Han holdt et meget spændende oplæg og diskuterede med deltagerne i 3 timer. Det var tydeligt, at alle lyttede opmærksomt og deltagende. En af Samy’s væsentligste pointer var, at det er bedre at lære folk at fiske end at give dem fisk. Altså, det er bedre at lære folk, hvordan de selv kan forbedre deres liv, end at kæmpe for, at de får kastecertifikat, så de kan få en masse gratis goder af regeringen.

Faktisk ramte det plet, for alle vore 3 partnere kæmper en brav kamp for at skaffe kastecertifikater til landsbybeboerne. Samy foreslog, at de i stedet meget mere aktivt skal bruge skoven og dens produkter, som jo er Irulaernes naturlige habitat, og hvor deres forfædre har boet i generationer. Hvis de fik træning i at samle og anvende langt flere produkter, ville de reelt være meget bedre stillet end ved ’bare’ at få tildelt et kastecertifikat, var Samys pointe. Altså hjælp til selvhjælp – som jo netop også er Svalernes motto!

Herefter en hurtig frokost, vi skulle også lige nå at afrunde. Næste træk er, at vi i Indiensgruppen skal søge penge til netværket. Hvis vi oplevede, at interessen var der, havde vi hjemmefra aftalt, at vi så vil gå i gang med at søge midler. Og man må sige, at interessen var der! På intet tidspunkt under netværksmødet har det været et spørgsmål om det skulle blive til noget, kun hvordan. Der blev hurtigt opnået konsensus om navn, antal møder, facilitator, emner etc. De udvekslede adresser og kontaktoplysninger. Og hele seancen sluttede med et gruppefoto og stor tilfredshed over vores initiativ. Vi var også selv rigtig godt tilfredse!

Således sluttede vores partnerskabsrejse af på en noget nær fantastisk måde. De sidste dage tilbringer vi i Mahabalipuram med at diskutere, evaluere og ikke mindst skrive. Der er mange ting, der skal færdiggøres, og vi skal gerne være enige om de væsentligste ting.
Aviaja fortsætter sydpå med et par veninder, Kirsten tager først til Chennai for at mødes med vores tolk, Krithika, der blev syg undervejs, og en ny potentiel tolk, Muttu, fordi vores 2 tolke fra i år og sidste år, ikke regner med, at kunne være sammen med os næste gang. Derefter videre til Goa og holde ferie.
Dette er således sidste blog indlæg herfra. Mange varme hilsner, Aviaja og Kirsten

Janakas fortælling


Janaka er en midaldrende kvinde. Hun er aldrig blevet gift, hvilket er højst usædvanligt i en lille indisk landsby kontekst. Hun har mistet sin mor, og bor nu alene med sin meget gamle far i en lille lerhytte med bambusblade som tag.

I de to øvrige hytter, der ligger ved siden af, bor nogle af hendes familiemedlemmer, hendes bror med familie i den ene hytte og hendes farbrors datter i den anden. Janaka hører således til og er en del af den lille samling hytter. Resten af landsbyen tilhører en anden kaste, og er ikke på samme måde direkte relateret til hende. Til gengæld ligger der kun få km væk en anden lidt større samling hytter, der ligesom Janaka, tilhører Irula stammen. Det er ikke hendes familie, men de har et vist tilhørsforhold, og sammen har de dannet en selvhjælpsgruppe, som Janaka er leder af. De holder møder regelmæssigt, sparer penge op og låner i banken til deres fornødenheder.
Janaka fortæller, at hun har boet i landsbyen altid, og før hende også hendes forældre og bedsteforældre. Alligevel er det endnu ikke lykkedes hende at få brugsret over den jord, hvorpå hendes hytte ligger. De to andre hytter har søgt og fået denne ret, men fordi Janaka er ugift, har den lokale øverste myndighed valgt at slette hende af listen. Tilmed har de valgt at bruge pladsen ved siden af til losseplads for at genere hende mest muligt. Janaka er analfabet og har ikke selv mulighed for at klage over en sådan uretfærdig behandling, men da Svalernes partner Seas for ca. 7-8 mdr. siden er begyndt at arbejde i denne og den nærliggende landsby, har de valgt at støtte Janaka i hendes sag. De har bl.a. skrevet et brev til Chief ministeren i Tamil Nadu, som har taget sagen op, hvilket har ført til, at hun har fået lov at blive boende.

I mellemtiden har der været valg til lokalrådet, og den højeste landsby myndighed er nu udskiftet. Janaka gør rent for den nye leder og har et godt forhold til ham, så hun er overbevist om, at inden for kort tid vil hun få patta, brugsret, over den jord, hvorpå hendes hus ligger.

Dette er bare ét af mange eksempler på, hvad vore partnere laver udover det mere ’almindelige’ arbejde med at organisere kvinder i selvhjælpsgrupper og lære dem at kæmpe for deres rettigheder. Overalt støder de på sager som Janaka’s, som de selvfølgelig tager op og forsøger at klare. Dette giver især i nye landsbyer beboerne en fornemmelse af, at organisationerne kæmper beboernes sag og vinder dermed deres tillid.

onsdag den 15. februar 2012

Moon walk

Vi befinder os i Tiruvannamalai, som ligger for foden af at helligt bjerg (Arunachala). Det er en meget spirituel by med flere ashrams og templer. Lige nu er her mange guruer, som holder møder og undervisning, hvilket lokker mange spirituelle vesterlændinge til byen. Det smitter af på udbuddet af restauranter og butikker, så vi har for første gang fået kaffe uden tonsvis af sukker og pandekager! Vi bor lidt i udkanten af byen med en dejlig stor terrasse og udsigt til det hellige bjerg. Vi skal gå et godt stykke for at komme op til hovedvejen, men det er besværet værd. Her er dejlig fredeligt. Og vi har påfugle i baghaven!


I går nat var det fuldmåne. Så går tusindvis af troende rundt om bjerget, hvilket er en strækning på 14 km. Vi havde talt om, at det kunne være rigtig sjovt, hvis det passede med, at vi var i Tiruvannamalai ved fuldmåne, og heldigvis passede det med vores tidsplan. Det bliver mørkt omkring kl. 18 her, så man kan starte ruten forholdsvist tidligt. Man kan begynde, når man vil, men nogle tidspunkter er mere hellige end andre (hvilket kommer an på, hvordan stjernerne står). Nogle går rundt om bjerget tre gange, og der er derfor mennesker hele natten på ruten. 

Vi havde været på besøg hos vores partner RPWO hele dagen, og mødet trak lidt ud, så vi var først tilbage i Tiruvannamalai kl. 21.30. Vi skulle lige have lidt at spise og følge vores tolk hjem til værelset, for hun havde ikke lyst til at gå med, og vi kom derfor først af sted kl. 23. Vi var ret nysgerrige omkring det hele og lidt nervøse for, om vi ville kunne finde vej. Det var dog ikke et problem! Når det siges, at der går tusinder rundt om bjerget ved fuldmåne, så er det vist ikke helt forkert! Vi gik op på ’hovedgaden’, og så var det ellers bare at følge strømmen. Normalt går inderne ikke så hurtigt, når man ser dem i bybilledet, men der var god fart på denne aften/nat. Det er sikkert fordi, at temperaturen tillader lidt mere fysisk aktivitet efter solnedgang. 

Vi gik på en asfalteret vej, og langs vejkanten var der utallige små boder, der solgte frisk juice, kokosnødder, oliestegte snacks, the, tasker, husholdningsudstyr, planter etc.! Vi havde svært ved at fornemme, hvor langt vi var nået, da der ikke var skilte eller lignende. Men vi fulgte bare strømmen og håbede på at komme tilbage til vores udgangspunkt. For at vise deres hengivenhed går inderne på bare fødder, men vi havde taget sandaler/sko på. Det var meget rart, selvom hele turen foregik på asfalt. Vi stoppede et sted og fik et stykke vandmelon og en velfortjent pause.


Vi kom forbi flere templer på vejen, og mange af vores med-måneskinsgængere gjorde holdt for at bede. Flere steder var der lange køer for at komme ind i de små templer og hellige steder. Kun få henvendte sig til os – de fleste var optaget af at gå eller holde pause ved boderne. Efter ca. 2 timer fik vi at vide, at der kun var 3 km. tilbage. Det blev vi ret overraskede over. Men da trætheden var ved at melde sig ovenpå en lang dag, var vi nu også godt tilfredse med, at turen lakkede mod enden. Vi endte ved det store tempel inde i byen, og der var hektisk aktivitet. Ved indgangen til templet stod vi som sild i en tønde. Vi blev enige om at komme lidt væk fra al virakken, og vi gik derfor ned af en mindre gade. Alle steder blev der solgt souvenirs og mad fra små boder. Vi købte frisklavede chips lavet af maniok. Det smagte dejligt, men der var bestemt ikke sparet på chilien! Da vi endelig kom hjem i seng slog kl. præcis 02. Vi havde absolut ingen problemer med at falde i søvn!       




Besøg hos RPWO

Det plejer altid at være ret hyggeligt at komme på besøg hos RPWO, fordi vi kender hinanden så godt efter en del års samarbejde. Stemningen er rar og afslappende og der er også plads til privat snak om familie, de andre Svaler etc.

Denne gang var stemningen noget anderledes, desværre. Det skyldes, at organisationen i maj måned mistede deres eneste kvindelige og mangeårige feltarbejder, Mahadevi, på tragisk vis. Hun valgte efter mange skænderier med sin voldelige og drukfældige mand at springe i en brønd uden ret meget vand og omkom af det.

Det er desværre noget, vi hører om af og til i det indiske samfund, altså at mændene drikker og ofte er voldelige overfor deres koner, det er for eksempel ikke usædvanligt i landsbyerne, enten fordi kvinderne har fået for meget magt, eller fordi manden ikke kan acceptere, at han er ude af stand til at forsørge familien. Her kan organisering af kvinder i SHGer – selvhjælpsgrupper, ofte være noget nær en redning for kvinderne. De mødes med de andre kvinder i landsbyen, taler om tingene, finder ud af, at mange har samme oplevelser og taler om, hvad de kan gøre. Bare det at finde ud af, at man ikke er alene om det, kan ofte være en kæmpelettelse.

Mahadevi har hjulpet mange kvinder med at organisere sig, men måske fik hun ikke selv den hjælp, hun havde brug for. Måske syntes manden ikke om hendes arbejde, der ofte involverede aftenarbejde med sene hjemkomster, måske var han misundelig på, at hun arbejdede sammen med andre mænd. Vi ved det ikke. Men trist er det.

En anden ting, det fyldte meget ved besøget var det nyligt overståede lokalvalg. RPWO arbejder med en meget tilbagestående gruppe stammefolk. Hensigten er, at de skal integreres i det indiske samfund. De er kommet et godt stykke vej, og nu er det så ved den tid, at de er klar til at deltage i lokalpolitik. RPWO har opfordret mange af de ledende figurer fra selvhjælpsgrupperne til at blive trænet i at stille op og deltage i lokalrådene for derved at få indflydelse på lokalsamfundet og forbedre forholdene for især stammefolkene. Mange var meget motiverede og stillede op.

Desværre blev det en beskidt affære. Flere af dem, der stillede op, blev truet til at trække sig før valget, andre er blevet snydt, stemmer er talt forkert op, der er manipuleret med tallene etc. etc. Og det er ikke ualmindeligt, at man ’køber’ sig til stemmer, altså giver de fattige gaver mod at de stemmer på én. Så selvom man egentlig har sympati for en person, kan man blive fristet til at stemme på en anden, der giver penge eller gaver. Dette er ikke svært at forstå, når man har været på landsbybesøg hos folk, der nærmest intet har, så vil en husholdningsmaskine, et tv, penge og lign. være kærkomment. Disse korrupte metoder har RPWO i den grad modsat sig, og ingen af de opstillede er faldet for fristelsen – de har ganske enkelt heller ikke råd. Men under vores møde med nogle af de opstillede, hvor vi evaluerede valget, talte flere om, at næste gang måtte de nok også betale folk. Her var RPWO helt klare i spyttet, der skal arbejdes videre med at bevidstgøre dem; valget skal ikke vindes ved korruption. Heldigvis havde ingen af de opstillede trods den enorme skuffelse mistet modet, og alle er klar til at stille op igen om 5 år. Vi overrækker dem hver et sjal for deres gode arbejde. Det er så landsbydemokrati i verdens største demokrati! 

Udover ovennævnte var vi på landsbybesøg i 2 meget afsides liggende landsbyer. Selve køreturen var ufattelig smuk. Måske har det lidt at gøre med, at vi hele tiden får nyheder hjemmefra om, at der er mange graders kulde. Vi kørte igennem meget frodigt landskab med masser af afgrøder mere eller mindre klar til at høste, ris, selvfølgelig, i alle stadier, jordnødder, gurkemeje, bananer, papaya, chili, og masser af palmetræer. Vi savner slet ikke kulden derhjemme.

Til gengæld fik vi for alvor varmen i den ene landsby. Vi ankom lige til frokost, som de havde sørget for, det sædvanlige meal, bestående af masser af ris (alt for meget) + diverse små grønsagsretter, linser, papadum etc. Normalt kan vi sagtens spise det uden problemer, men denne gang var det simpelthen så stærkt, at sveden haglede, og der var ikke nogen fan (ingen elektricitet). Det var på alle måder en MEGET varm affære.

Selv efter en del partnerskabsrejser bliver det ved med at være spændende at komme på landsbybesøg. Det er ret utroligt, hvor lidt de kan klare sig med. Mange steder bor der 2-3 familier sammen i en lille lerhytte med tag af palmeblade. Mange har ikke ret til at bo der, og kan i teorien blive smidt væk af myndighederne. Mange steder må de gå langt efter vand, når det bliver mørkt, bliver det for alvor mørkt. Med RPWOs hjælp har flere dog med tiden fået både vand og el samt en vej etc. De fleste kvinder i landsbyerne har dannet selvhjælpsgrupper og sparer op, sætter penge i banken og kan derved få lov at låne penge til favorable priser, efter en vis periode. Det går fremad, men langsomt.



I en krisetid som den RPWO lige nu oplever, betyder det virkelig meget, at de får både moralsk og økonomisk støtte af Svalerne. De betegner os mere som venner og samarbejdspartnere end donorer, hvilket vel egentlig også er vores overordnede mål.




søndag den 12. februar 2012

Besøg i stammelandsbyer

Vi har forladt Trichy og befinder os i Denkanikottai, som ligger tæt på grænsen til Karnataka. Vi tog en natbus, hvilket vist er ved at blive en vane… Denne gang var det en semi-sleeper bus, så vi kunne næsten (!) ligge ned. Vejen lod meget tilbage at ønske i forhold til komfort – ujævn grusvej kan man kalde den, hvis man er positivt indstillet. Vi skulle skifte bus i Hosur, og der ankom vi kl. 04.45. Der var meget koldt og mørkt, og næste bus gik først kl. 07.30. Da vi endelig ankom til Denkanikottai fik vi os derfor en velfortjent lur. Byen er ikke særlig stor og er ikke at finde i vores Lonely Planet (så ved man, at man har bevæget sig uden for turistkomfortzonen). Vi har fået at vide, at her bor 3 lakh (300.000) men det ser bestemt ikke sådan ud! Vi gætter på et nul mindre.

I går var vi på besøg hos RDC, som arbejder med irulaer (et stammefolk). Vi holdt møde på RDCs kontor, og ægteparret, som leder organisationen, havde inviteret de ansatte, frivillige samt nogle af landsbybørnene. Vi var derfor 20-25 mennesker. Vi blev taget rigtig fint imod med velkomstdans og sang.


Først fortalte lederne og de ansatte om det nuværende projekt, som blandt andet drejer sig om at danne uformelle uddannelsescentre og SHG (self help group) i landsbyerne for kvinderne. De arbejder på flere planer, og forsøger eksempelvis også at få oprettet børnecentre til gravide kvinder og små børn, for at de kan få ordentlig mad. Regeringen er forpligtet til at sørge for mad i sådanne centre. RDC har med Svalernes økonomiske støtte lavet en undersøgelse omkring kvinder og børns ernæring for at understøtte deres formodning om målgruppens tilstand. 

RDC er begyndt at arbejde i 20 nye landsbyer, og de fortæller, at der sidste år døde 19 små børn og 3 kvinder under fødsel. Det er derfor påtrængende nødvendigt at arbejde for, at helbredstilstanden bliver bedre i landsbyerne.


Da vi er på landsbybesøg, oplever vi, hvordan nogle af irulaerne lever. Den første landsby er relativt ny i RDC regi og har eksisteret i 5 år. Husene er bygget med regeringsmidler, hvilket er noget, alle landsbyer kan søge om. RDC siger om dem:  ”They just came out of the forest”. Irulaer er traditionelt et stammefolk, som har boet i skoven og ernæret sig gennem skovens produkter. Men de ligger i bunden af hierarkiet. Børnene i den første landsby er utroligt beskidte og har totalt sammenfiltret hår. Først får vi at vide, at de går i skole, men det viser sig ikke helt at stemme overens med den faktiske praksis i landsbyen. 

Nogle forældre klager over, at deres børn diskrimineres i skolen, og pludselig opstår der en større diskussion, hvor læreren hentes og inddrages i problematikken. Alle involverer sig – selv vores chauffør! Det er en højlydt diskussion, og der følger også tårer med. Men heldigvis ender det i al fordragelighed, og alles mening er blevet hørt. Vi håber, at der nu kommer noget godt ud af det, og at forældrene vil sende deres børn i skole og lærerinden være opmærksom på den diskrimination, irula-børnene udsættes for (af børn fra en anden lavtstående kaste, men som ligger lidt højere placeret i hierarkiet end irulaerne).


Alle involverer sig – selv vores chauffør! Det er en højlydt diskussion, og der følger også tårer med. Men heldigvis ender det i al fordragelighed, og alles mening er blevet hørt. Vi håber, at der nu kommer noget godt ud af det, og at forældrene vil sende deres børn i skole og lærerinden være opmærksom på den diskrimination, irula-børnene udsættes for (af børn fra en anden lavtstående kaste, men som ligger lidt højere placeret i hierarkiet end irulaerne).

Til mødet på RDCs kontor møder vi Poongodi, som er 15 år. Hendes ægteskab var blevet arrangeret, og hun var forlovet, hvilket ikke er en ualmindelig alder at blive gift i for irulaerne. Her kan de være helt ned til 12 år, når de bliver gift. RDC kæmper dog for at få forældrene til at vente med at gifte deres børn, og de forsøger at oplyse forældrene om de problemstillinger, der kan følge med meget tidlige ægteskaber. 

RDC hørte om Poongodis forlovelse og opsøgte derfor familien. De fik overtalt familien til at udskyde ægteskabet to år. Manden (eller rettere sagt drengen) og hans familie er indforstået med at udskyde ægteskabet. Poongodis mor samt ældre søster er begge døde under børnefødsler, så nu har hun kun sin far og lillesøster. Hun har gået i skole ind til 7. klasse, men er stoppet, dels fordi drengens forældre ikke vil have, at hun uddanner sig mere, dels fordi hun skal tage sig af faderen og søsteren. 

Skolegang er normalt en god måde at udskyde pigernes ægteskab på, da de så har noget at give sig til, og forældrene er samtidig også mere villige til at vente med ægteskab. En af pigerne, vi mødte, har en ældre søster på 14 år, som ikke går i skole, og hun blev gift tidligt og har nu to børn. Poongodi er kommet under RDCs vinger og er nu leder af en klub for unge piger i landsbyen. Der er 15 medlemmer, og hun lærer dem om at vente med sex til ægteskabet og derefter kun have sex med deres mand, at huske at vaske deres tøj og gå regelmæssigt i bad. 

Nogle af pigerne vil gerne blive medlemmer af en SHG, når de bliver gamle nok, og derfor lærer Poongodi dem at skrive deres signatur, så de kan skrive under på dokumenter. Alle aktiviteter for klubben er fint skrevet ind i notesbøger med dato for møderne og navnene på deltagerne. Poongodi er blevet en rollemodel for de andre piger i landsbyen.

De landsbyer, RDC arbejder i, er svært fremkommelige og ligger i et meget bakket og bjergrigt område. Der er kun asfalteret noget af vejen, og resten består af smalle grusveje og skarpe hårnålesving. Det kuperede terræn gør det svært at komme frem og tilbage, så vi kører i en slags landrover, selvom Svalerne ellers gør meget ud af at anvende lokal transport. De landsbyer, vi besøger, er meget forskellige, og det er nemt at se forskel på de landsbyer, hvor RDC har arbejdet i mange år, og dem hvor de kun har arbejdet kort tid. 

Den sidste landsby, hvor Poongodi bor, er en af deres ’præmielandsbyer’, hvor der er sket mange fremskridt. Beboerne har regeringsbyggede huse, elektricitet, vand og en skole tæt på. Men det, de mangler, er en asfalteret vej til landsbyen. Beboerne har rent tøj på og ser sunde og raske ud. Det står i kontrast til den første landsby, hvor alle er meget beskidte og ser fejlernærede ud. Der er derfor meget arbejde endnu for RDC, men det er en fornøjelse at se den gode forandring, de er med til at skabe!


søndag den 5. februar 2012

Proaktive og kreative kvinder

Vi er efterhånden ved at være inde i rytmen med partnerskabsbesøg og har desuden fået sovet, spist og vænnet os til det indiske liv. Fra vores midlertidige base i Trichy tog vi mandag morgen kl. 7 bussen til Dindigul for at besøge vores 1-årige partner NEED. Det var en rigtig behagelig bustur, da hovedvejen mellem de to byer er helt ny og uden bump – hvilket er lidt af en luksus her i Indien!

NEED består af en enkelt kvinde (Mrs. Ethirajam), som er en alvorlig og arbejdsom dame. Vi tog med det samme ud for at besøge de kvinder, hendes projekt når ud til. Vores program bestod af tre dele: besøg på et syværksted, besøg på et gartneri samt besøg på et værksted for gaveartikler. Projektet var egentlig i udgangspunktet centreret omkring at lære kvinder fra en af de laveste dalitgrupper (kasteløse) at sy tasker af jute for at supplere deres indkomst fra dårligt betalt og tvivlsomt rengøringsarbejde eller for helt at skifte ’branche’. Men her kommer det proaktive og kreative ind! 


I starten af projektet gik det hurtigt op for Mrs. Ethirajam, at ikke alle kvinder, der deltog i projektet, havde interessen i eller færdighederne til at lære at sy på en symaskine. Men i stedet for blot at lade stå til tog hun udgangspunkt i hver enkelt kvindes ønsker og færdigheder og trak på sine forbindelser i byen. Derfor besøgte vi ikke kun et syværksted, men også et gartneri samt et værksted hvor de laver gaveartikler. Mrs. Ethirajam havde nemlig fundet på andre erhverv, som kunne være interessante for kvinderne i projektet.

På syværkstedet mødte vi de kvinder, som efter træning i syning har besluttet sig for at forsøge at gøre syning af tasker af jute til deres levevej. Disse kvinder er alle i den samme SHG (self help group). De syr enkle indkøbstasker men tager også imod bestillinger af syning af eksempelvis rissække, små poser til bryllupper etc., som alle laves af samme materiale. En enkelt kvinde er dog beskæftiget med strygning, og vi besøgte hendes lille strygerum, som ligger i forlængelse af familiens hus. Kvinden fortalte, at det er rigtig godt for hende med dette job, da hun både kan passe hjem og børn samtidig med at tjene penge ved at stryge andres tøj fra hjemmet.


På gartneriet så vi, hvordan de gror bomuld, ’lady fingers’ (okra), bønner og betel blade. Vi smagte på betel bladene, og det gav anledning til stor morskab for både vores tolk og rundviser, da vores ansigtsudtryk tydeligt viste, at det var en meget særlig smag! Først smagte det bare lidt af blad for så lige pludselig at blive enormt stærkt. Vi fik efterfølgende en frisk kokosnød, og det hjalp lidt på den kradse fornemmelse i halsen!


Vi besøgte også det værksted, hvor en gruppe kvinder har involveret sig i at lave gaveartikler. Størstedelen af kvinderne laver dekorationer ud af plastikblomster, som sættes på en snor i forskellige mønstre. De bruges som pynt til eksempelvis bryllupper, housewarmings og andre glædelige begivenheder. Vi blev med det samme tilbudt en stor dekoration til at hænge rundt langs dørkarmen med kraftigt gule og grønne blomster. Da vi forklarede, at vi syntes den var mægtig fin men altså lidt for stor i forhold til at skulle pakkes ned i vores rygsæk og for sart til at blive presset ned i samme rygsæk, blev vi tilbudt en mindre. Den takkede vi også pænt nej til. 

Vi mødte fire kvinder fra projektet, og de var enormt søde og begejstrede. En ældre dame viste stolt både smykker, malerier og en slags dekorative tallerkner frem, som hun havde lavet. De forskellige smykker var især udfærdiget med henblik på bryllupper, og en af de unge piger blev udpeget til model, og kvinderne viste os, hvordan smykkerne skal anvendes på bruden. Da kvinderne rigtig gerne ville give os en gave, fandt de også andre ting frem, som de havde lavet, og vi endte med at få en hæklet telefon-underdug (en slags dug hvor telefonen kan stå på) i kraftig gul og blå samt en lille hæklet borddug i rød. De vil pynte hjemme på kontoret.


Formanden for denne SHG var meget glad, engageret og enormt taknemmelig for de muligheder, hun har fået gennem Svalernes støtte til NEED. Det samme udtrykte alle kvinderne. Det var en fornøjelse at se og opleve deres glæde og engagement. Mrs. Ethirajams proaktive tilgang til at lære disse kvinder en ny profession samt kvindernes egen kreativitet, giver kvinderne en ny mulighed for at udforme deres liv i en retning, som de ønsker. – Og det er virkelig positivt!














onsdag den 1. februar 2012

Mange oplevelser allerede - på alt for lidt søvn! Aivaja & Kirsten er ankommet til Indien

Pyha, så er vi atter på farten i Indien på årets partnerskabsrejse. Denne gang har jeg fået ledsagelse af Aviaja, som er startet i Indiensgruppen for ca. 1½ år siden, men har været i Indien flere gange.
Aviaja & Kirsten
Efter en meget lang tirsdag, 24. januar, som gik med at flyve til Bangalore, og en efterfølgende meget kort nat, vågnede vi onsdag morgen op ad formiddagen. Vi fik dog hurtigt lukket øjnene igen, for lyset var simpelthen alt for skrapt til vores nordlige, og stadig meget søvnige øjne. Vi brugte dagen på praktiske gøremål såsom at veksle penge, købe billet videre, vænne os lidt til den dejlige indiske mad, og få væskeniveauet normaliseret igen, især kaffeniveauet. Samme aften (onsdag) tog vi med natbus videre til Trichy, arriverede næste morgen, hvor vi blev mødt af vores dejlige tolk, Ganga Vidya, som havde arrangeret hotel for os.
Her kommer så den første årsag til at starte indlægget med ’pyha’. Blot 48 timer efter afgang, dvs. 43½ med tidsforskellen, har vi rejst i ca. 24 timer, sovet i 5, spist i 2, og brugt resten af tiden på at finde rundt og få ordnet ting. Især brugte vi lang tid på at få togbilletter, hvilket viste sig at være umuligt, da den afgang, vi ønskede, havde været udsolgt i 10 dage. Men efter flere forespørgsler rundt omkring, fik vi arrangeret busbilletter.
Efter vi var blevet installeret på Kudumbam Trust Hostel i Trichy, fik vi et par timers velfortjent hvile, men så gik det løs igen. Ganga kom, og så skulle der arrangeres og ringes, og for resten skulle vi lige møde hendes professor fra universitetet udi kvindestudier, som inviterede os på frokost. Lettere omtumlede kørte vi bag på hendes scooter, én af gangen, af sted. Hen på eftermiddagen blev vi ladt alene til at forberede næste dags møde med den første partnerskabsorganisation på vores liste: VCWS. Vi var totalt færdige, og kunne overhovedet ikke holde os vågne. Vi gik ud for at spise aftensmad omkring kl. 19, længe før alle andre, så vi måtte bare spise, hvad der var. Kaffen måtte vi tage i en coffee shop på vej hjem, det kunne restauranten ikke klare på den tid. Det er noget man drikker om morgenen og sidst på eftermiddagen. Heldigvis har coffee shoppen altid kaffe til den beskedne pris af 7 rupees, ca. 80 øre. Og så hjem i seng, endelig!!!
coffee shop
Hele fredag (bogstaveligt talt!) og en del af lørdag gik med besøg hos VCWS. Resten af lørdagen arrangerede Ganga alt muligt. Hun ringede, skrev, sendte mails etc. De næste to møder med vores partnerskabsorganisationer er aftalt til fingerspidserne. Det netværksmøde, vi i Indiensgruppen har talt om de sidste par år, er ved at materialisere sig, takket være Ganga. Og så fik hun også lige arrangeret et frokostmøde med Oswald Quintal (fra organisationen Kudumbam) og nogle svenske kvinder fra Red Barnet. Kl. 21.30 tog vi ind til byen for at spise dejlig aftensmad, grøntsager i karrysovs og naanbrød, uhm.
Her kommer det næste ’pyha’. Med Ganga i nærheden sker der hele tiden noget. Det kan være svært at følge med, især fordi vi knapt har fået udsovet og er kommet ovenpå efter den lange rejse hertil og den efterfølgende natlige busrejse. Til gengæld er der styr på tingene! Og vi er i helt trygge hænder.
Søndag er det helligdag, og vi har fri – sådan da. Vi skal på politistationen og anmelde et tyveri af en pung (som højst sandsynligt skete i bussen) samt forberede møde på mandag, men der skulle også være plads til lidt sightseeing, så nu det er slut med at sige ’pyha’ – det skulle da lige være pga. varmen.