Moon walk

Vi befinder os i Tiruvannamalai, som ligger for foden af at helligt bjerg (Arunachala). Det er en meget spirituel by med flere ashrams og templer. Lige nu er her mange guruer, som holder møder og undervisning, hvilket lokker mange spirituelle vesterlændinge til byen. Det smitter af på udbuddet af restauranter og butikker, så vi har for første gang fået kaffe uden tonsvis af sukker og pandekager! Vi bor lidt i udkanten af byen med en dejlig stor terrasse og udsigt til det hellige bjerg. Vi skal gå et godt stykke for at komme op til hovedvejen, men det er besværet værd. Her er dejlig fredeligt. Og vi har påfugle i baghaven!

I går nat var det fuldmåne. Så går tusindvis af troende rundt om bjerget, hvilket er en strækning på 14 km. Vi havde talt om, at det kunne være rigtig sjovt, hvis det passede med, at vi var i Tiruvannamalai ved fuldmåne, og heldigvis passede det med vores tidsplan. Det bliver mørkt omkring kl. 18 her, så man kan starte ruten forholdsvist tidligt. Man kan begynde, når man vil, men nogle tidspunkter er mere hellige end andre (hvilket kommer an på, hvordan stjernerne står). Nogle går rundt om bjerget tre gange, og der er derfor mennesker hele natten på ruten. 

Vi havde været på besøg hos vores partner RPWO hele dagen, og mødet trak lidt ud, så vi var først tilbage i Tiruvannamalai kl. 21.30. Vi skulle lige have lidt at spise og følge vores tolk hjem til værelset, for hun havde ikke lyst til at gå med, og vi kom derfor først af sted kl. 23. Vi var ret nysgerrige omkring det hele og lidt nervøse for, om vi ville kunne finde vej. Det var dog ikke et problem! Når det siges, at der går tusinder rundt om bjerget ved fuldmåne, så er det vist ikke helt forkert! Vi gik op på ’hovedgaden’, og så var det ellers bare at følge strømmen. Normalt går inderne ikke så hurtigt, når man ser dem i bybilledet, men der var god fart på denne aften/nat. Det er sikkert fordi, at temperaturen tillader lidt mere fysisk aktivitet efter solnedgang. 

Vi gik på en asfalteret vej, og langs vejkanten var der utallige små boder, der solgte frisk juice, kokosnødder, oliestegte snacks, the, tasker, husholdningsudstyr, planter etc.! Vi havde svært ved at fornemme, hvor langt vi var nået, da der ikke var skilte eller lignende. Men vi fulgte bare strømmen og håbede på at komme tilbage til vores udgangspunkt. For at vise deres hengivenhed går inderne på bare fødder, men vi havde taget sandaler/sko på. Det var meget rart, selvom hele turen foregik på asfalt. Vi stoppede et sted og fik et stykke vandmelon og en velfortjent pause.

Vi kom forbi flere templer på vejen, og mange af vores med-måneskinsgængere gjorde holdt for at bede. Flere steder var der lange køer for at komme ind i de små templer og hellige steder. Kun få henvendte sig til os – de fleste var optaget af at gå eller holde pause ved boderne. Efter ca. 2 timer fik vi at vide, at der kun var 3 km. tilbage. Det blev vi ret overraskede over. Men da trætheden var ved at melde sig ovenpå en lang dag, var vi nu også godt tilfredse med, at turen lakkede mod enden. Vi endte ved det store tempel inde i byen, og der var hektisk aktivitet. Ved indgangen til templet stod vi som sild i en tønde. Vi blev enige om at komme lidt væk fra al virakken, og vi gik derfor ned af en mindre gade. Alle steder blev der solgt souvenirs og mad fra små boder. Vi købte frisklavede chips lavet af maniok. Det smagte dejligt, men der var bestemt ikke sparet på chilien! Da vi endelig kom hjem i seng slog kl. præcis 02. Vi havde absolut ingen problemer med at falde i søvn!