søndag den 8. marts 2015

Festival
Tusindvis af irula’er havde samlet sig på stranden i Mahamalipuram i dagene omkring fuldmåne til en årlig festival. Tæt pakket i kilometervis havde de slået lejr på stranden. De fleste irulaer er som resten af Tamil Nadu regionen og resten af Indien primært hinduer, men der findes forskellige traditioner i de forskellige samfund. Det var derfor interessant at gå på stranden en tidlig morgen og opleve et virvar af candy floss-sælgere, mennesker der havde camperet bag små indhegninger, vielser og dramatiske ceremonier med ofringer til guder for at tilkalde ånder.

Samme aften var der kulturelle indslag med sang, dans og taler om Irulaernes problemer og rettigheder. Da vores partnere alligevel var i byen, tog de os med på stranden for at opleve disse ting og vores partner Selvam fra SEAS fortalte, at de for mange år siden havde været med til at starte traditionen med kulturelle indslag. Forskellige organisationer som dem selv skiftes til at stå for programmet.


















Netværksseminar
Svalerne støtter, ved hjælp af penge fra Danida/CISU, at vores tre partnere er sammen i et netværk. De holder seminarer sammen, hvor deltagerne fra forskellige landsbyer mødes og lærer af hinanden. Seminarerne giver meget viden og motivation til både lederne i organisationerne og de 30 deltagere fra landsbyerne, der hver gang er med. Denne gang er programmet sammensat af SEAS, som Svalerne har kendt igennem 30 år.
Vi skulle blot observere lidt, men blev taget flot i mod med denne hilsen.

Der afholdes tre om året og temaerne er fx menneskerettigheder, ledelse og organisering – altid med mulighed for at dele erfaringer og med indslag fra oplægsholdere udefra. Der er gruppearbejder og præsentationer – suppleret med øvelser og en sang eller to.

Det lyder til, at foråret er på vej til Danmark og som svaler nu gør i foråret, vil disse to svaler også vende tilbage fra de varme lande. Tak for at du læser med. Der er varme hilsner fra de stærke rettighedsforkæmpere i Indien til de frivillige Svaler og alle støtterne i Danmark!

God 8. marts derude.

onsdag den 4. marts 2015

Bangladesh 2015: partnerskabsrejsen uden landsbybesøg


 Af Lis Rasmussen Kazal

Partnerskabsrejsen uden landsbybesøg – det er nok sådan vi vil huske denne partnerskabsrejse. For selv om vi har arbejdet og også fået mange gode diskussioner og ny indsigt i vore partneres arbejde, så er vi vendt tilbage til det samme punkt igen og igen – hvis vi bare havde været ude i landsbyerne og mødt grupperne. Men vi har prøvet at få det bedste ud af den situation, der nu var. Vi har respekteret vore partneres vurdering af, at det var for farligt for os at rejse ud i landet. De var bange for vores sikkerhed. Denne gang er udlændinge også et mål, sagde de – sådan har det aldrig været før, hvor alle altid har forsøgt at beskytte udlændinge.  

Vi har besøgt et land i krise. De har prøvet det mange gange før, siden landet blev selvstændigt i 1971 efter en bloddig befrielseskrig. De har levet under militærstyre og under militærlignende styre. De har kæmpet og overvundet også disse forhold.

Og nu oplever de en opposition, der vil afsætte den siddende regering og har erklæret at de vil ”besætte” landet og erklæret strejker konstant til de opnår målet. Også det har de oplevet før, også afbrænding af køretøjer og andre voldsomheder. Men alligevel er det de oplever lige nu helt anderledes. Fremtrædende og mest aktiv i oppositionen er de fundamentalistiske kræfter, nogle af dem grupper, der under befrielseskrigen støttede det pakistanske militær i at forhindre dannelsen af Bangladesh. De voldsomme begivenheder falder sammen med, at en international krigsforbryderdomstol arbejder med retssager mod krigsforbrydere fra 1971. De fleste dømte eller under anklage kommer fra de fundamentalistiske, islamiske partier.

Fremgangsmåden i protesterne er også anderledes end set tidligere. Det er ikke den siddende regering og dens allierede eller bestemte grupper, de går til angreb på. Det er tilfældige, uskyldige mennesker volden går ud over. Benzinbomber kastes mod busser og lastbiler og anden vare- eller persontransport. Hensigten er klart at lamme landet og skabe kaos, så regeringen går af. Over 100 mennesker er omkommet som følge af angrebene og flere gange så mange er sårede, vansirede.

I hovedstaden Dhaka er situationen nogenlunde under kontrol, men alligevel lykkedes det for ekstremister at dræbe en mand, der har blogget for et ikke religiøst baseret Bangladesh. Biler sattes i brand så sent som i går aftes.

Folk er bange og frustrerede, især fordi det er svært at bekæmpe ukendte fjender, angsten kommer efterhånden til udtryk i vrede og trods – de skal ikke få os og ødelægge, det vi har opnået. Folk slutter op om de arrangementer, der er og er begyndt at protestere på forskellig måde. Men hele tiden det underliggende – ingen kan føle sig sikker. Som en af vores partnere galgenhumoristisk sagde; 'hver dag jeg tager afsted til arbejde tænker jeg – vender jeg hjem i aften uden mén?' Men han tager afsted.

En af de lejligheder, hvor vi har oplevet, hvordan folk trodser truslen var ved markeringen af modersmålsdagen 21. februar. Denne dag i 1952 trodsede en række mennesker et forbud mod store forsamlinger i det daværende Østpakistan, for at protestere at Urdu alene skulle være nationalsprog, ikke Bangla. Flere døde, da politiet åbnede ild mod demonstrationen. De bliver mindet denne dag med store optog gennem byen og nedlæggelse af kranse og blomster ved det store mindesmærke i området, hvor mordene skete i 1952. Det er meget stemningsfuldt. Arrangementet starter ved midnat 20. februar, hvor præsidenten og premierministeren lægger de første kranse og det fortsætter hele natten og formiddagen 21. februar.

Ebbe og jeg havde taget fri for møder og skriveri denne dag for at kunne opleve begivenheden. Vi fulgte med op til mindesmærket og kom helt op for at lægge blomster. Vi havde god lejlighed til at kigge på blomsterhavet – se hvordan unge kunststuderende sidder og tager blomsterhoveder fra kranse og buketter og med dem skaber smukke billeder, der lægges foran mindesmærket. Et fantastisk skue. Det er et arrangement, der viser folks følelser for deres land og deres sprog.

Disse linjer skrives efter, at Ebbe er nået til Danmark og partnerskabsrejsen er slut. Vi vil sikkert komme til at diskutere, som vi har gjort undervejs, ”skulle vi have insisteret på at komme ud”, men det blev altså partnerskabsrejsen uden landsbybesøg og derfor ikke så mange indslag undervejs. Lis bliver her en måned endnu og følger udviklingen. 



 

tirsdag den 3. marts 2015

Indien 2015


Af Pia Myrthue og Signe Pejstrup


Siden vores sidste blogindlæg har vi haft travlt med Svale-arbejdet. Vi har rejst på kryds og tværs af det nordlige Tamil Nadu med bus, tog og rickshaw. Vi har besøgt to organisationer, der har ansøgt os og vi har besøgt vores to faste partnere, RPWO og RDC, og nogle af de landsbyer, de arbejder i. 
Det har givet trætte svaler og en træt tolk, lange dage, men også inspirerende møder med engagerede partnere, nysgerrige unger og energiske mænd og kvinder i irula-stammernes landsbyer, der så fremgang og var klar til det fortsatte arbejde for at få de rettigheder, de har behov for og ret til. Men fremskridtene er små. Irula-folket støttes af vores partnere i at stå sammen om at kræve deres rettigheder overfor lokale myndigheder, men selv at få de ID-papirer, der giver dem status som anerkendt stamme – og borger i landet – kan være en tung proces igennem en jungle af myndigheder og praktiske udfordringer.

Alle vores partnere i Tamil Nadu støtter udsatte grupper i at organisere sig på forskellig vis. Dels for at stå stærkere over for myndigheder, men også for at hjælpe hinanden i det daglige. I landsbyen vi besøgte sammen med organisationen RPWO har landsbyens beboere købt geder. De blev vist stolt frem, for det er ikke en billig investering. Det giver dem dog både den mulighed for sund mad og en levevej, der er så hårdt brug for. Det har været muligt, fordi de har dannet en såkaldt selvhjælpsgruppe, hvor de i fællesskab har sparet sammen og søgt billige lån. Det er primært kvinderne, der organiserer sig i denne slags grupper – mændene deltager, når det er de større beslutninger. På den måde bliver det et fælles projekt for hele irula-landsbyen at passe godt på dyrene og afdrage lånene. To gedekid var allerede kommet til verden på grund af denne investering.

Efter dagens møder i dag kommer irula-folket til denne by, hvor vi er nu, og holder en fuldmåne-fest på stranden. Der bliver eftersigende både afholdt bryllupper, lavet bål og en række hindu-ceremonier. Det glæder vi os til at opleve sammen med vores partnere.   

 Varm velkomst med en lille ceremoni, hvor Pia tænder lys.

Herunder billeder af den stolte fremvisning af geder.