Fra kontaktrejse til Indien, 2010

Besøg i en landsby

”Hello! Hwart is your name?” Efter at have kigget småfnisende og undrende på os et stykke tid, var der endelig et af de mange børn i stammelandsbyen Kayrambadu, der tog mod til sig og spurgte om vores navne. Og pludselig turde de alle sammen spørge om vores navne. Og så føg det rundt med spørgsmålet alle vegne fra. Og der blev trykket hænder. Selvfølgelig gentog vi spørgsmålet og måtte have gentaget de fremmedartede navne flere gange. ”Nice name” eller ”nice to meet you” var vores svar, som blev modtaget med endnu en fnisen.

Denne lille landsby består af 10-12 lerklinede hytter med stråtag, lavet af bananblade. Der er 25 familier, så i de fleste hytter bor der flere familier. Hytterne ligger på et smalt stykke jord mellem nogle marker og en skole. Her har den ligget i 45 år. Jorden er ikke ejet af nogen, heller ikke de, der bor der. De er flere gange blevet bedt om at flytte, men som de siger; ”Hvor skal vi flytte hen?”. De får ikke anvist andre steder, og de er flere gange blevet chikaneret af højere kaster, som har revet tagene af hytterne. For at få anvist et andet sted, skal landsbybeboerne bevise, at de tilhører stammefolket og tidligere har levet i skoven. Det kan de ikke, og da en emsig lokal myndighedsperson har erklæret dem for ikke-stammefolk er udsigterne til forbedringer langvarige.

Det er blevet mørkt, da vi skal fra landsbyen og med bussen videre. Der er et stykke vej til busstoppestedet, og vi bliver fulgt af en lille gruppe af børnene. Jeg mærker en hånd i min. Det er 11-årige Lakshmi. Ved siden af går hendes lillebror, og forsigtigt lægger han også sin hånd i min. Vi går forbi nogle butikker og de peger og fortæller; ”Here is a shop”, ”Here is movies and videogamesl”. Lidt efter spørger Lakshmi: ”Your house, swimmingpool?”. Jeg ryster benægtende på hovedet og tænker på, hvor svært det må være for hende at leve så fattigt og så fjernt fra den verden, som hun ser på film.


Selvhjælpsgrupper

I hele Indien bliver der i disse år dannet selvhjælpsgrupper blandt kvinder. Det er et program som regeringen står bag, og det er ngo´er som Svalernes partnere, der udfører programmet. De tager ud i landsbyerne, fortæller om fordelene og hjælper dem til at danne grupperne. Der skal mellem 12 og 20 kvinder til for at danne en gruppe. Der skal vælges en leder, en kasserer og en sekretær, og de får undervisning i, hvad det vil sige at være i en selvhjælpsgruppe. Alle skal spare 50 rupies op om måneden. Når de har gjort det regelmæssigt i 6 måneder, får gruppen 10.000 rupies af regeringen. Disse sættes i banken, og kvinderne kan individuelt låne op til 2000 af disse penge. Meget ofte bruges dette lån til at betale af på gæld. Efter et år kan de låne 30.000 rupier, dernæst 60.000 og så fremdeles.

Mange selvhjælpsgrupper vælger at starte små virksomheder op. Vi besøgte en landsby, hvor de har købt geder for lånene. Hver kvinde har fået råd til et par geder. Samtidig har de sørget for, at gederne er forsikret. Gederne kræver ikke meget arbejde, og de giver et tiltrængt tilskud til familiens økonomi, når kiddene kan sælges.
Selvhjælpsgrupperne er kun for kvinder. Mange af de mænd vi mødte i landsbyerne bakker op om konceptet. Programmet er snart udbredt til selv de mindste landsbyer, og det må siges at være en succes. Ikke alene lærer kvinderne at spare op og håndtere penge, de får også et større selvværd, når de således kan bidrage til familiens overlevelse.

Ngo´erne hjælper i starten kvinderne med at føre logbog i selvhjælpsgrupperne og med at gå i banken. Kvinderne skal selv skrive deres navn i logbogen, men da mange, især blandt stammefolkene, er analfabeter, sætter de i stedet deres fingeraftryk. En af Svalernes partnere, RDC, har lært en gruppe stammekvinder at skrive deres navn. Vi mødte T. Nilamma, som viste os hvordan hun skrev det. Det tog lang tid og blev meget sirligt. Hun var tydeligvis meget stolt af sin nye kunnen. Den feltarbejder, der havde undervist dem, fortalte, at det havde taget 3 måneder at lære disse kvinder at skrive; de skulle nemlig først lære at holde på pennen.
Vi hørte fra den landsby, hvor de havde fået geder, at beboerne løb væk, da ngo’en først kom til landsbyen. De blev simpelthen bange. Det siger noget om, hvor isoleret stammefolkene har levet fra det øvrige samfund. Kvinderne i denne landsby fortalte, at de nu er blevet rigtig glade for samarbejdet og synes, at de har lært en masse.



Stammefolk

Der er 574.000 stammefolk alene i Tamil Nadu, hvor der bor 62,1 mio indbyggere i alt. Der er 36 forskellige stammer.

For vores utrænede blik er det svært at se forskel på dem og de øvrige indbyggere i Tamil Nadu, men stammefolkene har eller har haft deres egen kultur, religion og sprog som er meget forskelligt fra andres.Stammefolkene har tidligere levet i skoven, hvor de har ernæret sig ved jagt og ved at samle rødder og urter. Det har dog været problematisk i mange årtier. Helt tilbage til 1927 besluttede briterne, at skovene og vildtet skulle bevares, men i virkeligheden handlede det om, at de fik lettere adgang til tømmer. Dengang blev der indsat skovfogeder, som fik stor magt og chikanerede stammefolkene. I 1980 kom der endnu en lov til bevarelse af skovene, og fra den ene dag til den anden betød det, at stammefolkene blev illegale beboere i skovene. Selvom mange stammefolk blev fordrevet fra skovene. undlod regeringen at genhuse dem, og de slog sig ned, hvor de kunne finde egnede steder. I 2006 kom en lov som gav stammefolkene retten tilbage til at ernære sig fra skovene. De skal dog bevise, at de tidligere har levet i skovene, og at deres forfædre de sidste 75 år har levet af skoven. Desuden skal de bevise, at de tilhører stammefolkene. Vi har hørt om nogle, som er blevet nægtet identitetskort, fordi de ikke længere gik i deres originale tøj, eller børnene ikke længere kunne synge deres traditionelle sange. I en af de landsbyer, vi besøgte, havde de ventet i 6 år på at få deres identitetskort. Disse kort giver dem mulighed for at få ret til ordentlige huse og andre faciliteter såsom elektricitet, rent drikkevand mm. Desuden er identitetskortene vigtige for de børn, som skal til 10. klasses eksamen. Det er ikke mange børn fra de samfund, der går i skole så længe, og har de ikke identitetskortene, kan de bare ikke faa deres eksamen.

Fra kontaktrejse til Indien, 2010
”Ganga, jeg skal tisse”!
En ikke ualmindelig sætning, når man er på landsbybesøg i mange timer i træk. For god ordens skyld, skal det nævnes,at Ganga er vores fantastiske tolk. ”åh åh” var hendes forståelige svar, for hun anede garanteret, hvilke problemer, det kunne afstedkomme. Hun kontaktede den kvindelige feltarbejder for at høre, om der var et toilet i landsbyen. Uden tøven var svaret benægtende, men som hun tilføjede, ”man kan bare sætte sig hvor som helst udenfor landsbyen”. Og det er lige præcist, hvad de lokale gør. Det kan føles temmelig grænseoverskridende for os andre, der ikke går med en lang sari, der trods alt kan skjule det meste.
I netop denne landsby er regeringen endda i gang med at bygge nye og relativt store huse til nogle af de fattige stammefolk som et led i regeringens plan med at give de fattigste bedre boliger - MED toiletter. Men som den kvindelige feltarbejder sagde, ”det er fint nok, men ingen kommer til at bruge dem”. Og det har hun sikkert ret i. Vi har tidligere set eksempler på, at folk har fået huse med toiletter, som de bruger til gedehold, opbevaring el. lign. Det er simpelthen så indgroet i folk, at man går ud i busken. Vi har tilmed fået en ansøgning gående ud på at lære folk at bruge toiletter – det viser lidt om behovet.
Toiletpapir er heller ikke nogen almindelig forbrugsvare. Det er både dyrt og ofte svært at købe, og hvad skulle man ellers bruge venstre hånd til? Da vi spurgte efter det i en halvstor by på apoteket var svaret, at de ikke havde noget, og det var i øvrigt slet ikke muligt at købe i byen. Hmmm, og vi var på det tidspunkt 3 kvinder med ’tynde’ maver, snotnæse etc.
Nå, men det endte med at vi måtte sætte os bag en busk, den kvindelige feltarbejder følte åbenbart samme trang, men satte sig midt på stien. Knapt havde hun rejst sig, før en gruppe mænd kom gående…. Alternativt skulle vi holde os i 13 timer!
PS Ingen billeder denne gang!!!


Dette indlæg er skrevet af Kirsten

”Der er noget, der er druknet i min lassi!”

Fra kontaktrejse til Indien, 2010

”Der er noget, der er druknet i min lassi!” -

Saaledes udbryder jeg og kigger forundret på et lille insekt, der ad vanvare er havnet i min yoghurtdrik, da vi sidder på tagterrassen i min favoritrestaurant i Mamabalipuram. Hurtigt kommer en opmærksom tjener mig til hjælp, griber glasset og med indisk sædvane begynder at stikke sin finger ned i glasset for at fjerne det uønskede indtil jeg får stoppet ham med et: ”Don´t put your finger in my lassi”. Men da var det for sent! Han undskyldte pænt og jeg fik da også en ny lassi uden druknede elementer.
Hele episoden udløste et grineanfald blandt os, - lige den aften. Andre gange, når vi ser hvordan maden bliver serveret med de bare hænder, kan det være svært at lade være med at tænke på, hvad disse hænder mon sidst har berørt! For at sige det som det er, så er hygiejnen ikke i top her i Indien. Gaderne flyder med affald og man må være forsigtig med ikke at træde i en kokasse, da køerne går frit på fortovene og gaderne mellem bilerne og al øvrig trafik. Det er som om, at de ved at det vil koste den dyrt, som kommer til at køre dem ned både penge- og karmamæssigt, for de går rundt uden at kere sig det fjerneste om noget som helst andet end at finde noget at tygge i.
Men lad mig vende tilbage til vores restaurantbesøg. Her er det nemlig interessant at iagttage, hvordan alle tilsyneladende har deres faste plads og funktion i hierarkiet: Når vi først har sat os ved et bord kommer der typisk en og stiller en kande vand og nogle vandglas. Dette er så hans funktion i restauranten. Ret hurtigt efter kommer en anden og rækker os et menukort og noterer vores bestilling, hvorefter han også serverer maden, når den er færdig. Dette er vores faste tjener og ham vi helst skal henvende os til. Så er der ham, der deler bananblade ud. Det er især frokostmåltidet, som oftest er ris og forskellige små sovse, der indtages på et sådant, når det altså lige er rengjort. Dette foregår ved, at man lige selv pjasker lidt vand på bladet og gnider det lidt rundt og så ryster man det overskydende vand ud på gulvet. I nogle restauranter har de endnu en person til at gå rundt med en lille metalspand og fylde op med karrysovs. Når vi er færdige med at spise kommer der endnu en og fjerner servicet ned i en medbragt spand og til sidst kommer ham, der gør bordet rent. Det foregår ofte med en skraber a la dem vi bruger til at vaske vinduer med og nogen gange også en gammel klud. Meget ofte er det bare drenge, der udfører disse opgaver. Til sidst er der ham, der udskriver regningen; han sidder ofte bag en skranke ved indgangen, nogen gange sågar bagved et glasbur. Som regel ser han også meget alvorlig ud, måske skal han også passe på, at der kun kommer ordentlige mennesker i restauranten. Da vi gerne skal have kvitteringerne med hjem, får han også lejlighed til at udøve endnu en vigtig funktion, nemlig at stemple regningen som betalt.
Sådan ser enhver ud til at have sin faste plads i hierarkiet. Det kan vel give en vis tryghed at vide, hvad man skal og hvad man ikke skal, men samtidig må det blokere for den smidighed, der skal til for at skabe udvikling og forandring.
Den værste form for dette bureaukrati oplevede vi dog i en offentligt drevet butik, der solgte kunsthåndværk. Her var mange ansatte og mange skranker. Regningen blev printet ud i 3 lag med kalkerpapir imellem og vi blev sendt rundt mellem skrankerne for at få vores små souvenirs debiteret, betalt, pakket ind og udleveret. Jeg skal spare jer for detaljerne, blot fortælle, at vi bagefter var forundrede. Især fordi det foregik i Bangalore, verdens it-by nr. 2 efter Silicon Valley, hvor man skulle tro, det var mere effektivt. (Der var dog heldigvis andre mere moderne butikker, hvor man snildt kunne køre visa-kortet igennem).
I samme offentligt drevne butik blev vi også vidner til morgenrengøringen, idet vi ankom omtrent som den åbnede. Dette foregik ved at de fleste ansatte havde en kæp, hvorpå der var bundet en noget snavset klud, som de så daskede på de udskårne figurer, ophængte sjaler, tasker og tæpper med. Jo gulvet blev også vasket, så vi måtte passe på ikke at glide på de våde fliser. Når dette er måden at gøre rent på, er der ikke noget at sige til, at der er ret snavset overalt. Det er i hvert fald ikke noget, der ville udløse smileys i Danmark!

Dette blog-indlæg er skrevet af Birthe

Smaa ceremonier

Dette blog-indlæg er skrevet af Kirsten

Vores faste blog-skribent, Sanne, har desværre forladt os lidt før tid pga. skulderen, der tidligt på turen gik af led og de problemer det har medført. Det betyder, at Birthe og jeg nu må i gang.
Sanne nåede vist at fortælle lidt om de yderst kummerlige vilkår, Irulaerne lever under. De lever nærmest på kanten af samfundet uden de mest basale fornødenheder og rettigheder. Begge dele søger nogle af Svalernes partnere at råde bod på.
Ikke desto mindre er de meget gæstfri, når vi kommer på besøg. Et typisk velkomstritual består først og fremmest af, at der udenfor deres hytter er tegnet fine mønstre på jorden med noget farvet pulver. Når vi er fremme ved det sted, vi skal holde møde, træder et par kvinder frem foran de øvrige, tænder en flamme i en skål med noget rødt vand. Vi får alle et lille skvæt af det i panden som en slags velkomst og måske velsignelse? Og endelig får vi en blomsterkrans om halsen og et sjal eller håndklæde om skuldrene. Det bruges udpræget som en slags udmærkelse/hædrelse. I flere tilfælde har vi også skullet indvie et skilt ved, under store klapsalver og hele landsbyens bevågenhed, at trække et stykke stof væk, så det blev synligt. Skiltet er en slags navngivning, og henviser til, at landsbyen har en velfungerende selvhjælpsgruppe eller sangam, som det også kaldes her, altså en organisering af 12-20 kvinder i en gruppe.
Og så er det tid til at sætte sig – vi på plasticstole, de nøjes med at stimle sammen på nogle måtter på jorden, der bliver serveret te og kiks og snakken går i gang. Det er alt sammen meget fint og ærefuldt, ingen tvivl om, at de sætter stor pris på vores besøg, Vi glæder os hver gang over den utrolige gæstfrihed, men sidder tilbage dels med en underlig fornemmelse af, at de måske ikke får aftensmad den dag, fordi de har ofret alt på os, - dels med en rygsæk fyldt med sjaler og håndklæder!
Vi støtter pt. 3 organisationer, der arbejder med Irulaer, og har i alt været på foreløbig 6 landsbybesøg og alle steder er det det samme. Vi kan tydeligt se de kolossale forandringer, der langsomt men sikkert sker ad åre på godt og ondt. Folk har fået nogle goder, som de ikke tidligere har haft mulighed for, f.eks. adgang til rent drikkevand, elektricitet, en vej etc., men de har også fået en viden om deres rettigheder, en viden, der kan være svær at håndtere, fordi deres rettigheder hele tiden tilsidesættes af lokalmyndighederne.
Vi har aldrig sat spørgsmålstegn ved vigtigheden af at støtte lige netop denne gruppe stammefolk, men i år er vi blevet yderligere bekræftet i, at Svalerne yder en helt speciel opgave. Vores tolk, som er helt ny i Svaleregi, er blevet så dybt betaget af vore partneres arbejde, at hun vil indstille dem til en pris. Som hun siger, alle andre hjælpeorganisationer spørger efter antal medarbejdere, antal biler etc. som parameter for at støtte. Vore partnere er meget små organisationer med kun få mere eller mindre fast tilknyttede feltarbejdere og nogle frivillige og ingen store biler, og så bliver de automatisk sorteret fra af større organisationer. Ingen andre kommer åbenbart helt derud, hvor Svalerne kommer; det er simpelthen for langt væk fra Alfarvej.

Besøg hos partner & på landsby-besøg

Dette blog-indlæg er skrevet af Sanne
Fra kontaktrejse til Indien, 2010

At komme fra Chennai (storby – med fed streg under stor – med ca. 8 millioner indbyggere og alt hvad dertil hører af larm, kaos, menneskemylder og køer i trafikken; og i forhold til sidstnævnte tænkes både på lange bilkøer, men også drøvtyggende muhkøer) og til det landlige Indien, hvor Svalernes partnere arbejder, er så sandelig at komme fra én yderlighed til en anden.  

Generelt for vores partnere i Indien gør det sig gældende, at de arbejder i afsidesliggende landsbyer, hvor de fattigste kasteløse og ’stammefolk’ (dalitter og irulaer) oftest er bosat. Irulaer er et kasteløst stammefolk og hører til i bunden af det traditionelle kaste-system, hvor de typisk lever isoleret fra resten af samfundet, som end ikke opfatter dem som mennesker (køer i Indien har det bedre end Irula-folket).

Uden rettigheder og uden adgang til selv de mest basale samfundsgoder lever Irula-folket oftest meget afsides, hvor de opretter deres livsgrundlag ved at finde rødder og andet spiseligt i skovene og ved at tage sæsonarbejde indenfor landbruget til kummerlig løn.  Her bor de i grupperinger/små lokalsamfund på ”ingenmandsland” – typisk jordlodder med knap 20 familier bosat i 3-4 siv & jord-hytter uden nogen legal ret til at være bosat, hvor de er.

På besøget hos en af Svalernes partnere i Indien, SEAS, og på besøg i de landsbyer, hvor organisationen arbejder, bliver vi igen og igen mindet om, hvorfor der stadig er meget arbejde at udføre, før end man kan tale om et retfærdigt Indien, hvor befolkningen på lige kår har adgang til det offentlige system.

Vi har hørt historier om lavkaste-kvinder, der voldtages og som bliver afvist ved politiet, når de vil anmelde det; om hvordan højkaster nægter at dele landsbyernes eneste adgang til rent drikkevand med de kasteløse; om udelukkelse fra skolesystemet og sygehusvæsenet pga. manglende ID-kort (lidt á la vores danske sygesikringsbevis), som kun kan fås ved, at man er registreret ved indiske folketællinger, som mange stammefolk ikke er, og meget mere.

Historier om elendigheden, urimelighederne og skævheden i det indiske samfund er der desværre rigelige af og vi har på vores rejse mødt mange af de mennesker, som til daglig er hovedpersoner i historierne. Alle har de det til fælles, at deres grundlæggende rettigheder som mennesker krænkes massivt. Derfor er den vigtigste del af U-landsforeningen Svalernes udviklingsarbejde netop arbejdet med rettigheder og kapacitetsopbygning. Folk skal vide, hvad de har ret til – og hvad de har ret til at blive fri for. Herunder skal de lære, hvordan de siger fra og hvordan de kræver deres ret.

Svalernes partnere arbejder på at organisere folkene i grupper, hvor de lærer vigtigheden af at stå sammen, fordi man i samlet flok opnår meget mere og lettere kan lægge pres på f.eks. myndighederne. Desuden tjener organiseringen det formål at give folk en tro på, at de selv kan forbedre deres økonomiske og sociale situation. Gennem støtte til uddannelse og bevidstgørelse, opsparing, retshjælp og indkomstskabende aktiviteter, bidrager vi til at mobilisere menneskelige ressourcer - såkaldt ’hjælp til selvhjælp’, som det populært formuleres.

Men tilbage til vores landsby-besøg…  Af hullede mudderveje gik turen i lokalbusser, auto-rickshaw (i andre lande bedre kendt som en ’tuk-tuk’) og bag på motorcykler ud til små spartanske landsbyer, hvor vi blev modtaget med store smil af samtlige børn i landsbyen. Foran landsbylederens hus var der i anledning af besøget fremsat plastikstole til os, hvorfra vi fik serveret the og Marie-kiks. Stort set alle i landsbyen var stimlet sammen for at se os, og iført det fineste tøj og med vandkæmmet hår stod der i omegnen af 20 børn i alle aldre og kiggede nysgerrigt på os og vi på dem… mens svalerne (og her menes bogstaveligt talt fugletypen) symbolsk fløj over hovedet på os og tordenskyerne lurede i det fjerne.

Vi har ved selvsyn set, at U-landsforeningen Svalernes støtte til organisationer i Indien virkelig batter noget, selvom ”kapacitetsopbygning” ikke kan vejes og måles på samme måde, som det f.eks. er tilfældet ved støtte til materielle ting. Fattigdom er dog ikke kun et spørgsmål om mangel på ressourcer eller social og økonomisk ulighed. Det er i lige så høj grad et spørgsmål om undertrykkelse og mangel på viden om egne rettigheder. Derfor støtter vi det vigtige arbejde med at give folk en stemme.