Dette blog-indlæg er skrevet af Sanne
Fra kontaktrejse til Indien, 2010
At komme fra Chennai (storby – med fed streg under stor – med ca. 8 millioner indbyggere og alt hvad dertil hører af larm, kaos, menneskemylder og køer i trafikken; og i forhold til sidstnævnte tænkes både på lange bilkøer, men også drøvtyggende muhkøer) og til det landlige Indien, hvor Svalernes partnere arbejder, er så sandelig at komme fra én yderlighed til en anden.
Generelt for vores partnere i Indien gør det sig gældende, at de arbejder i afsidesliggende landsbyer, hvor de fattigste kasteløse og ’stammefolk’ (dalitter og irulaer) oftest er bosat. Irulaer er et kasteløst stammefolk og hører til i bunden af det traditionelle kaste-system, hvor de typisk lever isoleret fra resten af samfundet, som end ikke opfatter dem som mennesker (køer i Indien har det bedre end Irula-folket).
Uden rettigheder og uden adgang til selv de mest basale samfundsgoder lever Irula-folket oftest meget afsides, hvor de opretter deres livsgrundlag ved at finde rødder og andet spiseligt i skovene og ved at tage sæsonarbejde indenfor landbruget til kummerlig løn. Her bor de i grupperinger/små lokalsamfund på ”ingenmandsland” – typisk jordlodder med knap 20 familier bosat i 3-4 siv & jord-hytter uden nogen legal ret til at være bosat, hvor de er.
På besøget hos en af Svalernes partnere i Indien, SEAS, og på besøg i de landsbyer, hvor organisationen arbejder, bliver vi igen og igen mindet om, hvorfor der stadig er meget arbejde at udføre, før end man kan tale om et retfærdigt Indien, hvor befolkningen på lige kår har adgang til det offentlige system.
Vi har hørt historier om lavkaste-kvinder, der voldtages og som bliver afvist ved politiet, når de vil anmelde det; om hvordan højkaster nægter at dele landsbyernes eneste adgang til rent drikkevand med de kasteløse; om udelukkelse fra skolesystemet og sygehusvæsenet pga. manglende ID-kort (lidt á la vores danske sygesikringsbevis), som kun kan fås ved, at man er registreret ved indiske folketællinger, som mange stammefolk ikke er, og meget mere.
Historier om elendigheden, urimelighederne og skævheden i det indiske samfund er der desværre rigelige af og vi har på vores rejse mødt mange af de mennesker, som til daglig er hovedpersoner i historierne. Alle har de det til fælles, at deres grundlæggende rettigheder som mennesker krænkes massivt. Derfor er den vigtigste del af U-landsforeningen Svalernes udviklingsarbejde netop arbejdet med rettigheder og kapacitetsopbygning. Folk skal vide, hvad de har ret til – og hvad de har ret til at blive fri for. Herunder skal de lære, hvordan de siger fra og hvordan de kræver deres ret.
Svalernes partnere arbejder på at organisere folkene i grupper, hvor de lærer vigtigheden af at stå sammen, fordi man i samlet flok opnår meget mere og lettere kan lægge pres på f.eks. myndighederne. Desuden tjener organiseringen det formål at give folk en tro på, at de selv kan forbedre deres økonomiske og sociale situation. Gennem støtte til uddannelse og bevidstgørelse, opsparing, retshjælp og indkomstskabende aktiviteter, bidrager vi til at mobilisere menneskelige ressourcer - såkaldt ’hjælp til selvhjælp’, som det populært formuleres.
Men tilbage til vores landsby-besøg… Af hullede mudderveje gik turen i lokalbusser, auto-rickshaw (i andre lande bedre kendt som en ’tuk-tuk’) og bag på motorcykler ud til små spartanske landsbyer, hvor vi blev modtaget med store smil af samtlige børn i landsbyen. Foran landsbylederens hus var der i anledning af besøget fremsat plastikstole til os, hvorfra vi fik serveret the og Marie-kiks. Stort set alle i landsbyen var stimlet sammen for at se os, og iført det fineste tøj og med vandkæmmet hår stod der i omegnen af 20 børn i alle aldre og kiggede nysgerrigt på os og vi på dem… mens svalerne (og her menes bogstaveligt talt fugletypen) symbolsk fløj over hovedet på os og tordenskyerne lurede i det fjerne.
Fra kontaktrejse til Indien, 2010
At komme fra Chennai (storby – med fed streg under stor – med ca. 8 millioner indbyggere og alt hvad dertil hører af larm, kaos, menneskemylder og køer i trafikken; og i forhold til sidstnævnte tænkes både på lange bilkøer, men også drøvtyggende muhkøer) og til det landlige Indien, hvor Svalernes partnere arbejder, er så sandelig at komme fra én yderlighed til en anden.
Generelt for vores partnere i Indien gør det sig gældende, at de arbejder i afsidesliggende landsbyer, hvor de fattigste kasteløse og ’stammefolk’ (dalitter og irulaer) oftest er bosat. Irulaer er et kasteløst stammefolk og hører til i bunden af det traditionelle kaste-system, hvor de typisk lever isoleret fra resten af samfundet, som end ikke opfatter dem som mennesker (køer i Indien har det bedre end Irula-folket).
Uden rettigheder og uden adgang til selv de mest basale samfundsgoder lever Irula-folket oftest meget afsides, hvor de opretter deres livsgrundlag ved at finde rødder og andet spiseligt i skovene og ved at tage sæsonarbejde indenfor landbruget til kummerlig løn. Her bor de i grupperinger/små lokalsamfund på ”ingenmandsland” – typisk jordlodder med knap 20 familier bosat i 3-4 siv & jord-hytter uden nogen legal ret til at være bosat, hvor de er.
På besøget hos en af Svalernes partnere i Indien, SEAS, og på besøg i de landsbyer, hvor organisationen arbejder, bliver vi igen og igen mindet om, hvorfor der stadig er meget arbejde at udføre, før end man kan tale om et retfærdigt Indien, hvor befolkningen på lige kår har adgang til det offentlige system.
Vi har hørt historier om lavkaste-kvinder, der voldtages og som bliver afvist ved politiet, når de vil anmelde det; om hvordan højkaster nægter at dele landsbyernes eneste adgang til rent drikkevand med de kasteløse; om udelukkelse fra skolesystemet og sygehusvæsenet pga. manglende ID-kort (lidt á la vores danske sygesikringsbevis), som kun kan fås ved, at man er registreret ved indiske folketællinger, som mange stammefolk ikke er, og meget mere.
Historier om elendigheden, urimelighederne og skævheden i det indiske samfund er der desværre rigelige af og vi har på vores rejse mødt mange af de mennesker, som til daglig er hovedpersoner i historierne. Alle har de det til fælles, at deres grundlæggende rettigheder som mennesker krænkes massivt. Derfor er den vigtigste del af U-landsforeningen Svalernes udviklingsarbejde netop arbejdet med rettigheder og kapacitetsopbygning. Folk skal vide, hvad de har ret til – og hvad de har ret til at blive fri for. Herunder skal de lære, hvordan de siger fra og hvordan de kræver deres ret.
Svalernes partnere arbejder på at organisere folkene i grupper, hvor de lærer vigtigheden af at stå sammen, fordi man i samlet flok opnår meget mere og lettere kan lægge pres på f.eks. myndighederne. Desuden tjener organiseringen det formål at give folk en tro på, at de selv kan forbedre deres økonomiske og sociale situation. Gennem støtte til uddannelse og bevidstgørelse, opsparing, retshjælp og indkomstskabende aktiviteter, bidrager vi til at mobilisere menneskelige ressourcer - såkaldt ’hjælp til selvhjælp’, som det populært formuleres.
Men tilbage til vores landsby-besøg… Af hullede mudderveje gik turen i lokalbusser, auto-rickshaw (i andre lande bedre kendt som en ’tuk-tuk’) og bag på motorcykler ud til små spartanske landsbyer, hvor vi blev modtaget med store smil af samtlige børn i landsbyen. Foran landsbylederens hus var der i anledning af besøget fremsat plastikstole til os, hvorfra vi fik serveret the og Marie-kiks. Stort set alle i landsbyen var stimlet sammen for at se os, og iført det fineste tøj og med vandkæmmet hår stod der i omegnen af 20 børn i alle aldre og kiggede nysgerrigt på os og vi på dem… mens svalerne (og her menes bogstaveligt talt fugletypen) symbolsk fløj over hovedet på os og tordenskyerne lurede i det fjerne.
Vi har ved selvsyn set, at U-landsforeningen Svalernes støtte til organisationer i Indien virkelig batter noget, selvom ”kapacitetsopbygning” ikke kan vejes og måles på samme måde, som det f.eks. er tilfældet ved støtte til materielle ting. Fattigdom er dog ikke kun et spørgsmål om mangel på ressourcer eller social og økonomisk ulighed. Det er i lige så høj grad et spørgsmål om undertrykkelse og mangel på viden om egne rettigheder. Derfor støtter vi det vigtige arbejde med at give folk en stemme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar