Endelig nyt fra Indien!

Dette blog-indlæg er skrevet af Sanne

Ankomst til Indien
Jeg beklager den rungende tavshed, der indtil nu har været på bloggen – dette har flere forklaringer, men den primære, som jeg vil lade det blive ved indtil videre, er den, at vi simpelthen har haft lynende travlt og derfor slet ikke haft tid til at komme på internet-café. Det er nemlig langt fra en badeferie at være af sted for Svalerne på kontaktrejse....

Men nok udenomssnak, og i gang med historierne fra de varme lande (og I må så bære over med, at indlæggene nu falder på stribe)…

Vi er ankommet til Indien og for en førstegangsbesøgende som undertegnede var det noget af en brat ankomst at lande i Chennai (tidligere Madras), som  med sine 8 millioner indbyggere må siges at være noget anderledes i tempo end København. Hvis jeg skal forsøge at beskrive Chennai, så må det være med ord som larmende, mennesker overalt, vild (for ikke at bruge det mere oplagte ord ’sindssyg’) trafik og smog, duften af eksotiske krydderier blandet med stanken af menneskeligt affald, bilers dytten, hellige køer på gader og fortove, og frem for alt VARME (og her menes både temperaturmæssig varme med sine omtrent 35 grader, men også menneskelig varme med en utrolig imødekommenhed og store smil fra alle kanter). Indtrykkene er rigtig mange og generelt er Indien svær at indfange på et foto, endsige beskrive med ord. 

Og apropos ord, så taler vi ikke det lokale og mest udbredte sprog i Tamil Nadu, tamilsk (som blot er 1 ud af 22 andre officielt anerkendte sprog i Indien), på samme måde som vores partnere og projekt-målgruppe ikke taler engelsk, hvorfor vi rejser rundt med en lokal tolk, som dagen lang oversætter for os.


Det fattige Indien
Selvom dansk udviklingsbistand til Indien blev afsluttet i 2005 med det argument, at Indien – ifølge sit Brutto National Produkt (BNP) – nu var for rigt og udviklet til fortsat at modtage støtte, så er faktum desværre, at den fattigste del af Indien stadig er ekstremt fattigt og kløften mellem rig og fattig bliver fortsat større.

I procentvise termer lyder det f.eks. godt, at kun 1 % lever under FN’s fattigdomsgrænse, men med en estimeret befolkning på 1,15 milliarder svarer det til 10 millioner mennesker, som lever på sultegrænsen.

Det fattige Indien er dog ikke kun fattig i økonomiske termer, men også fattig på basale rettigheder, såsom adgang til drikkevand, skolegang, stemmeret og andre lovmæssige rettigheder.

U-landsforeningen Svalernes partnere arbejder blandt de fattigste i Indien, som primært er kasteløse. Formelt set blev kastesystemet forbudt ved lov i Indien i 1947, men i praksis fungerer det desværre i værste velgående. Kaster er den gennemgribende struktur i det indiske samfund og bestemmer det enkelte individs sociale og økonomiske position lige fra fødslen. Forældrenes kaste arves af børnene og personer af forskellig kaste gifter sig normalt ikke. Folk er inddelt i fire grundlæggende kaster, der yderligere er inddelt i tusinder af grupper, som ofte men ikke altid er forbundet med erhverv. Under de fire kaster er de kasteløse. Kasteløse (som igen udgøres af flere forskellige grupper med forskellige navne, såsom ’dalitter’, og forskellige stammefolk, bl.a. ’irulaer’, m.fl.) udgør cirka 25 % af befolkningen i Indien. Kasteløse lever under apartheid-lignende forhold, hvor de diskrimineres og tilsidesættes på næsten alle områder i samfundet.  De udfører traditionelt kun de ringeste jobs som gadefejere, toiletrensere og andre erhverv der betragtes som urene.

Kastesystemet er en virkelig kompliceret størrelse, som på alle plan er svær at forstå. Dels er det svært at begribe, at et så gammeldags system stadig eksisterer, men også dets opbygning er et sindrigt system, som for udefrakommende er svær at hitte rede i – f.eks. er det umuligt for danskere som os at se på folk i Indien, hvilken kaste de tilhører, mens de selv kan genkende kaste-tilhørsforhold med blot et enkelt blik. 


Det indiske sygehusvæsen indefra
Min anden undskyldning for, at der først nu er kommet indlæg på bloggen, er, at jeg (ufrivilligt) har studeret det indiske sygehusvæsen indefra….

En monsun-regnvåd morgen i plastic-sandaler på vej ned af den udendørs trappe på vores hotel resulterede kort fortalt i et fald med en afvredet skulder som følge. Så med venstre arm dinglende fra en deform skulder gik turen mod feltstudie på indisk hospital, og jeg kan med glæde berette, at den nu igen - efter en kort tuk-tuk-bumletur, en højlydt og længerevarende diskussion mellem vores ellers rolige & gemytlige tolk og en taxichauffør om prisen for at køre os på nærmeste hospital, noget der føltes som en meget lang køretur, en masse bureaukrati og ineffektivitet på et ellers yderst fint og velfungerende hospital, 2 bedøvelser uden virkning, en røntgen og slutteligt en halv narkose og et par hurtige vrid fra en kompetent læge – sidder som den skal, dog fastholdt i en slynge de næste par uger…. Men så fik jeg lejlighed til ved selvsyn at se, at indiske læger virkelig kan deres kram og dermed lever op til deres gode ry.

Med ovenstående in mente og det faktum at jeg nu kun kan bruge 1- og 2-finger systemet mod mit normale 8-10-fingersystem, mener jeg at have endnu en legal undskyldning for forsinkede blog-indlæg. At skrive med én hånd tager en del tid, men heldigvis kan jeg glæde mig over, at det er den venstre hånd, her i Indien bedre kendt som ’toilet-hånden’, og ikke min højre hånd, ’spise-hånden’, som er sat ud af drift for en stund.

Følg fortsættelsen af vores rejse, når der igen snarligt kommer indlæg på bloggen….