På partnerskabsbesøg med Svalerne i Bangladesh, 2017

De første indtryk fra Bangladesh

Af Charlotte Wagner Santos Petersen

 

Det er en uges tid siden, at jeg ankom til Bangladesh som ny partnerskabsrejsende for Svalerne. Selvom tiden er gået utroligt hurtigt med et travlt program, føles det alligevel som om, at Lis og jeg har været her meget længere end én uge. Vores program startede mandag den 16. november, hvor Lis hentede mig i lufthavnen i Dhaka og dagen efter rejste vi nordpå til Thanapara, tæt på den indiske grænse. Her har vi haft base hos Thanapara Swallows Development Society, mens vi har besøgt den første partnerorganisation, RULFAO (Rural Underprivileged and Landless Farmers Organization), som arbejder i området med de jordløses rettigheder.

 

Forud for rejsen havde jeg, udover deltagelse i Bangladesh-udvalgets møder, også mødtes et par gange med Lis, som delte ud af hendes mangeårige personlige erfaring med selve landet og Svalernes arbejde, men også hendes store viden om landets politiske historie og sociale forhold. Inden jeg stiftede bekendtskab med Svalerne har mit kendskab til Bangladesh været forholdsvis begrænset og Lis’ beretninger derfor udgjort nogle af mine første indtryk af landet.  
Jeg har tidligere besøgt flere lande i Sydasien, så denne partnerskabsrejse udgjorde ikke mit første møde med subkontinentet. Den første uge i Bangladesh har dog stadig været en ny og spændende oplevelse. Det har særligt været spændende at opleve livet på landet, da meget af Svalernes arbejde i Bangladesh foregår meget langt fra de større byer. Når jeg har forsøgt at forklare bekendte derhjemme om, hvordan Bangladesh er anderledes end naboerne, er det svært ikke at ty til sammenligningerne. Ved første øjekast kan landet minde om Indien: infrastrukturen i Dhaka minder om en indisk storbys, gaderne er travle med både street food-boder, biler, cykel-rickshaws og auto-rickshaws, og folk på gaden klæder sig i en blanding af saris, salwar kameez, kurtaer, lungis og vestligt tøj.
Når man ser landskabet uden for Dhaka, kan man også nemt komme til at tænke på nogle af de sydlige indiske delstater, såsom Kerala. Selvom det bangladeshiske landskab er meget forskelligt fra nord til syd, er der nogle ting som går igen i de områder, vi har rejst igennem: over alt ser man kokos- og bananpalmer, rismarker, floder og søer. Specielt nu umiddelbart efter monsunen er hele landskabet også utroligt grønt og frodigt.

 

 

Derudover er der andre elementer, som kunne lede tankerne hen på det nordvestlige Indien eller Pakistan, for eksempel når man kan høre muezzinerne kalde til bøn fra de lokale moskéer flere gange om dagen, når de lokale hilser med salaam aleikum og khoda hafez, og hvis man passerer en lokal madrassah med elever iført topi.

 

 

 

Udover den lokale bengalske mad er der kulinarisk set også et mix af velkendte retter, som man måske har smagt andre steder i Sydasien. Der er både roti, ris og daal, fish curries og sabzi-retter med og uden rejer, naan og kebab, lokale mangoer, kokosdesserter, gulab jamun, bombay toasts, samosas og maggi-nudler.

 

Det ville dog være synd at påstå, at Bangladesh ikke adskiller sig betragteligt fra sine naboer eller at landet ikke er andet end et patchwork af oplevelser, som man også kan finde i resten af den sydasiatiske region. For selvom jeg kun har tilbragt en uge i Bangladesh, er det tydeligt at landet alligevel er helt sin egen. Under den første uge sammen med RULFAO blev det for eksempel tydeligt, at for at forstå mange af de problematikker, som bl.a. de jordløse står over for i dag og baggrunden for RULFAO’s langvarige arbejde, er det vigtigt at forstå Bangladesh’ unikke politiske historie, som Lis havde indført mig i, inden vi tog hjemmefra. 

Derudover kan man, når man taler med de lokale, klart fornemme, at der er en stærk national identitet, og at der er en særlig stolthed over de successer som Bangladesh har opnået og de udfordringer, som det bangladeshiske folk har overvundet, på trods af at landet er en relativ ny nation med en turbulent historie og at det stadig står over for mange udfordringer i dag.

Efter den første uge med positive indtryk af et spændende land, glæder jeg mig meget til de oplevelser, der venter forude under resten af vores besøg hos Svalernes partnere i Bangladesh. Efter vores tid i Thanapara fortsætter Lis til Vestbengalen, Indien, for at besøge SOVA, mens jeg fra Thanapara fortsætter direkte til den større by Khulna, som ligger mere sydligt.

 

 

 

 

Svalerne er landet (fra partnerskabsbesøg i Bangladesh, 2017)

Adgangsprøver, lavtryk og ”gademøde” om vold mod kvinder i hjemmetAf Lis Rasmussen Kazal

Vi prøver at forberede os på hvad der kan ske, men at en adgangsprøve til de højere læreanstalter kunne komme i vejen for et partnerskabsbesøg, var ikke lige en af de ting, vi havde set komme.

Lis rejste i forvejen til Bangladesh og regnede med at bruge lidt tid i begyndelsen til at få alt omkring Svalernes partnerskabsrejse til at falde på plads. Det faldt også på plads, men samtidig med at de første lokale flybilletter var i hus, kom der besked fra Khulna, hvor vi skulle være startet. Der er optagelsesprøve til ingeniørakademiet, så folk er strømmet til byen. Håbefulde studenter med deres familier. Så mange så den 3. største by i Bangladesh ikke har kapacitet til at huse dem. Vi kunne simpelthen ikke finde et eneste hotel eller gæstehus. Hvad nu?

Vi søgte længere ud, men her var beskeden, at der var optøjer, så politiet havde bedt organisationerne om at lade være med at invitere udlændinge lige nu, da de var bange for at de ikke kunne garantere for vores sikkerhed.

OK, men så vender vi da bare rejsen om, så vi starter nordpå i stedet for og kommer når optagelsesprøven er overstået.

Vores partner er vant til at ting sker, så de er dejligt fleksible, så i løbet af et par dage var den nye plan faldet på plads og alt var klart til, at Charlotte stod i lufthavnen den 16. oktober.

Det var med lidt bæven vi tog afsted næste morgen; ville der mon være aflysninger. Nej, vi kom afsted. Da vi landede fik vi det første tegn på, at politiet virkelig har strammet op på sikkerheden omkring udlændinge. Vi blev trukket til side og bedt om oplysninger om, hvor vi skulle bo og hvor vi eller skulle hen.

Endelig kom vi frem til vores gæstehus i Thanapara, hvor vi blev varmt modtaget. Næste dag gik programmet for alvor i gang med et møde med sekretariatet for netværket ”Net to Rights”. Dagen efter besøgte vi organisationen RULFAO (Rural Underprivileged and Landless Farmers Organization), der arbejder med jordrettigheder og som partnerorganisation i netværket ”Net to Rights” arbejder med forebyggelse af vold mod kvinder i hjemmet.

RULFAO har et godt samarbejde med lokalregeringen. Det hjælper, når de jordløse skal søge om brugsret til offentlig jord. De skal igennem en møjsommelig proces, hvor papirerne bliver flyttet fra den ene instans til den anden. RULFAO har fået nogle medlemmer i lokalregeringen med i en støttegruppe, der hjælper den vanskelige papirgang. Vi holdt møde med en af disse støttegrupper. Mødet foregik i  lokalregeringens mødesal. Inden vi kunne gå i gang med mødet bad formanden for lokalregeringen os om at komme ind til en forfriskning. Efter den obligatoriske ”foto session”, fortalte formanden om de udfordringer de har i kommunen. Først derefter kom vi ind til mødet med støttegruppen, hvor vi blev placeret på et podium i den ene ende af salen. Vi synes det er en lidt akavet mødesituation, men deltagerne lader sig ikke påvirke af det, men fortæller løs om deres arbejde.

Næste dag havde vi planlagt et møde med RULFAO medarbejdere i gæstehuset, hvor vi bor. Heldigvis, for det blev et frygteligt uvejr med sjaskregn. Vi ville ikke have kunnet køre nogen steder, men nu kunne vi gennemføre mødet også med en lang strømafbrydelse.

Uvejret forværredes i løbet af aftenen, så næste dag var vi nødt til at aflyse møder med tre jordløse grupper. Der var oversvømmelser overalt, så ingen kunne komme nogle steder. Der var strømafbrydelse næsten hele dagen, men heldigvis havde vi strøm på batterierne, så vi kunne arbejde med vores rapport.


Den sidste dag af besøget hos RULFAO kunne vi se resultatet af de to dages uvejr. Hver eneste rismark havde pletter, hvor kornet lå ned og vandet lå der stadig. Det forventes, at 30 til 40% af høsten går tabt. Det er en alvorlig sag for bønderne, da sidste høst også blev delvist ødelagt på grund af kraftige oversvømmelser i regntiden.

Denne dag var det RULFAOs arbejde med fortalervirksomhed mod vold mod kvinder i hjemmet, som vi skulle beskæftige os med. Det sidste møde blev et interessant ”gademøde”, hvor vi sad på bænke på et gadehjørne og diskuterede vold mod hjemmet og hvordan man kan bekæmpe den. Der kom mange tilskuere undervejs. Mod sædvane var det ikke forstyrrende, fordi tilskuerne blev meget interesserede og fulgte med i diskussionerne. Så det blev også et offentligt informationsmøde. Som ved sidste besøg i landsbyerne havde vi politieskorte med, fordi myndighederne vil gøre alt for at beskytte besøgende udlændinge. Lederen af politieskorten lyttede med under mødet og gav til sidst også sit besyv med, idet han fortalte om, hvilke tiltag politiet har taget mod volden i hjemmet, og hvem kvinder kunne henvende sig til, hvis de bliver udsat for overgreb.