Så får I ikke mere for den 25-øre....

Sidste indlæg fra partnerskabsrejsen til Bangladesh 2013

Skrevet af Lis Rasmussen Kazal og Birgitte Lebech Pépin

Mens begivenhederne i landet var en positiv kulisse til første del af vores rejse, kom de nærmere på os, før næste del. Vi måtte udsætte afrejsen fra Thanapara på grund af en landsomfattende strejke. Vi tog en skrivedag i stedet for.

19. februar kom vi så af sted under fuld eskorte. Koordinatoren for Net to Rights, Rafiq fulgte med os i bilen. Da vi kom til Nator station ventede Afzal fra Rulfao, som snakkede godt for stationsforstanderen for at få os anbragt i en lukket kupe.  Anwar fra Joupurhat, der tilfældigvis kom ind med toget for at besøge sin datter, blev også indlemmet i afskedskomiteen.  Behørigt installeret kom vi endelig af sted og havde en behagelig togtur til Khulna. Her blev vi modtaget af Babul og Rafiq fra PLEAD, der hjalp os hen på hotellet.

Dagen efter besøgte vi organisationen MUC, som vi har bevilget engangsstøtte. De har ikke fået pengene udbetalt, fordi de endnu ikke har fået godkendelse fra NGO-bureauet. Vi fik at vide at myndighederne i deres område er særligt griske, og ville have hvad der svarer til ca. to tredjedele af det beløb, Svalerne har bevilget. Vi talte om mulige løsninger, bl.a. at de kunne indgå under en større organisations paraply. Vi hører fra dem, når de har bestemt sig til, hvad de vil gøre.

De næste fire dage besøgte vi PLEAD, der arbejder med retsoplysning og retshjælp.

I procession til ære for de faldne i kampen for bangla som modersmål
Den 21. februar fejrede landet den internationale modersmålsdag, som jo er oprettet og lagt på denne dato som en hædersbevisning til bengalerne for deres kamp for modersmålet, mens de var en del af Pakistan. Urdu blev erklæret som landets nationalsprog, men bengalerne aktionerede for at beholde bangla som sprog. Under en demonstration d. 21. februar 1952 blev flere personer dræbt af politiet. Denne begivenhed markeres hvert år over hele landet med optog og ved at lægge kranse eller blomster ved mindesmærker for de døde.  PLEAD havde besluttet, at de i år ville lade nogle fra de nærmeste landsbygrupper få del i denne folkelige kulturelle begivenhed.   Så 10-12 repræsentanter fra landsbygrupperne var stået op før morgengry for at deltage. Birgitte og jeg skulle selvfølgelig også være med.  Kl. 7:30 var vi klar til afgang. Vores lille procession med flot banner i front og en blomsterkrans gik til mindesmærket, det sidste stykke vej på bare fødder, lagde vores krans og gik igen i procession tilbage til PLEADs kontor. Det var en stor oplevelse for landsbykvinderne. Og for os!  Efter lidt morgenmad blev der holdt et diskussionsmøde om betydningen af modersmålsdagen. Mødet blev ledet af en af feltarbejderne, Onita.  En del af kvinderne fortalte om deres oplevelse af sprogdagen og krigen i 1971, også Birgitte og jeg kom på banen. Her fik vi en mulighed for at opleve at vores partnerorganisationer lægger stor vægt på at markere nationale ikke-religiøse mærkedage som et led i deres organiseringsarbejde.

Landsbybesøg med historier om overgreb mod kvinder Vi nåede at besøge to af PLEADs arbejdsområder, hvor vi havde nogle gode møder med grupper. Vi fik nogle eksempler på, hvordan grupperne bruger det de har lært om deres rettigheder, lovene og de muligheder de har, hvis deres rettigheder bliver knægtet.

Den første hos PLEAD dag kørte vi i flere timer for at besøge en blandet mand-kvinde-gruppe i en landsby, Rayenbayr, i Koyra –området.

De fortæller, at mange kvinder her har problemer, fordi der dyrkes polygami, hvilket gør kvindernes liv usikkert. Ofte er mand og kone er meget unge, faktisk kun teenagere, når de bliver gift. Der opstår her let sociale og økonomiske problemer og medfølgende vold i hjemmet.

Grupperne plejer at tale med den voldelige mand. De konfronterer ham med problemet, og om, at hustruvold er ulovlig. Det er tilladt at have flere koner, men kun hvis den første hustru accepterer, at manden gifter sig igen.

 

Vi beder om et konkret eksempel, og Rebekka (med sort prikket tørklæde) fortæller om, hvordan gruppen har hjulpet en kvinde der har været udsat for polygami:

En kvinde, Fatima, blev slået og truet af sin mand, Islam. Han ville have hende til at gå til sin familie for at bede om mere medgift til ham. Han forlangte en ko! Ellers ville han finde en ny kone, som jo så ville kunne give ny medgift.

Fatimas familie havde allerede betalt medgift. De var fattige og havde ikke råd til at købe en ko til svigersønnen. Så nu forlangte Islam skilsmisse!

(Her må vi med vores vestlige traditioner for kærlighedsægteskaber og ligeværd mellem kønnene huske at tage i betragtning, at skilsmisse i denne del af verden er skæbnesvanger og nærmest vejen til undergang for en gift kvinde. Hun vil blive set ned på, være jaget vildt og uforsørget – uanset at vi, med vores øjne, synes at sådan en mand ikke er værd at samle på).

Rebekka prøvede i første omgang at snakke med Islam, men det kom der ikke noget ud af. Så prøvede tre andre gruppemedlemmer, Rina Aktar, Aminur Ahman og Lutfoor Rahman (foto), at gå med hende derhen. Stadig lykkedes det dem dog ikke at overbevise Islam om, at Fatima skulle blive sammen med ham.

Islam var alligevel blevet lidt skræmt efter gruppens pres på ham. Og nu gik han, sammen med sin familie, til de lokale myndigheder (Union Counsil) for at søge om skilsmisse. Da gruppen i landsbyen hørte om det, opsøgte også de myndighederne for at fortælle deres version af historien.

Det endte med, at manden blev bange og trak både skilsmissebegæring og kravet om mere medgift tilbage igen. Fatima og Islam lever nu sammen igen og har fået et lille barn.

Kampen om jord til de fattige

Den sidste dag vi besøgte PLEAD blev vi præsenteret for en ældre mand, der sad og ventede på kontoret. Hans navn var Ansar, han er gruppeleder for en landsbygruppe tilknyttet PLEAD.

 

Vi spurgte, om vi måtte få at vide, hvad han skulle. Her er hans historie:

Ansar er kommet ind fra sin landsby flere timers kørsel væk til byen Khulna, fordi han skal i retten i dag sammen med en af PLEADs advokater pga. en sag om jordrettigheder.

I 1982 fik Ansar, sammen med en gruppe andre fattige bønder fra sin landsby, en jordlod på noget kashland. Halvdelen af denne jordlod er en kanal med fisk, den anden halvdel er til risdyrkning.  (Kashland: Den nye jord der efter regntid ”opstår” fordi flodernes løb er ændret, og som efter gammel tradition og ved lov, tilfalder de fattige og jordløse. Jf. forrige blogindlæg).

I 1997 blev jorden imidlertid taget fra dem. En velhavende og indflydelsesrig jordejer ville have fat i dette område. Han var ikke berettiget til jorden, men havde bestukket den lokale borgmester (Union Chairman) til at give ham falske papirer, så han kunne foregive at være jordløs.

Der har kørt en retssag siden 2003, hvor Ansar og hans gruppe tog jorden tilbage igen fra den rige jordejer.

Eftersom det ikke kunne bevises, at storbonden var jordløs, blev hans overtagelse af jorden annuleret.

Chairmanden sendte nu et tæskehold (musclemen) ud, som slog, mishandlede og forsøgte at true og skræmme landsbygruppen væk fra jorden. Oveni dette gik han til politiet med falske anklager mod den fattige gruppe bønder, hvor han påstod, at det var dem, der var gået til angreb på ham.

Sagen er nu gået fra at være en civil retssag til at blive en kompliceret kriminalsag mod 28 personer, der sammen med PLEAD bl.a. anklages for vold og tyveri af chairmandens fisk. Men, som Ansar siger, det var ikke hans fisk, det var landsbybøndernes. Og dette er ikke noget chairmanden bare kan bestemme på lokalt plan, det er regeringen, der bestemmer. Og den har bestemt, at kashlandet er de fattiges ret!

 PLEADs kontor: Atiar, advokat og leder af PLEAD (i rød skjorte) og Ansar, jordløs bonde fra landsby i Koyra-området i det sydlige Bangladesh

 

I ”stuearrest” på hotellet

Møder med feltarbejdere og sagførere og et seminar kunne ikke gennemføres. I frustration over den landsdækkende folkelige bevægelse gik de fundamentalistiske kræfter i aktion. Fra en række moskeer, blev der under fredagsbønnen opfordret til at troende gik til modangreb mod ateisterne, som de benævner den folkelige bevægelse. Kort efter afslutningen af fredagsbønnen så vi fra balkonen på hotellet små grupper af unge mænd med hvide kalotter gå gennem gaden, senere så vi moddemonstrationer gøre klar til moddemonstrationer. Lidt senere ringede PLEADs leder for at sige, at vi ikke skulle komme til deres kontor, vi skulle blive på vores hotel. De kom senere for at forklare at PLEADs kontor ligger i nærheden af et sted, hvor der næsten altid opstår tumulter i sådanne situationer. Vi kunne også høre cocktailbomber der gik af og geværskud, når politiet skød i luften for at opløse slagsmål. Fundamentalisterne brændte nationale flag og ødelagde den platform, som den lokale folkelige bevægelse have opbygget, ligesom de brændte biler af og gik løs på dem, der prøvede at forhindre det.  Der var lignende situationer over hele landet. Den sidste dag i Khulna var der strejke i landet, så deltagerne i et planlagt seminar kunne ikke komme ind til byen. I stedet havde vi en snak på kontoret med lederen af PLEAD og de ansatte.  Men situationen gav ikke mulighed for sightseing, så vi var glade for at der var en hyggelig balkon på hotellet, så vi kunne få lidt luft, mens vi var i ”stuearrest”.

Heldigvis var alt roligt, da vi skulle tilbage til Dhaka dagen efter.

Reklame for Svalerne
Louise Nolle fra Svalerne, som pt arbejder i Bangladesh for ILO, havde arrangeret en sen eftermiddag for de skandinaviske ”expatriates” på Nordic Club i Dhaka, hvor vi 26. februar holdt et lille oplæg om Svalerne og vores arbejde i Bangladesh. Der var ca. 14 tilhørere, og der var stor spørgelyst efter vores oplæg.
D. 27. afsluttede vi to rejsende den officielle del af vores besøg med at sidde sammen og gennemgå organisationerne og vores konklusioner og anbefalinger. Vi afsluttede dagen med at besøge bogmessen, der afholdes hvert år i februar.

Uroen fortsætter

Jeg (Lis) har senere haft lejlighed til at besøge arnestedet for den folkelige bevægelse, hvor de unge mennesker, der startede 5. februar. Der er stadig aktiviteter foreløbig til 7. marts. Det var en mærkelig dag. Det startede med at den Internationale krigsforbryderdomstol afsagde dødsdom over en af de værste krigsforbrydere fra krigen i 1971. Dommen blev efterfulgt af jubelscener i gaderne. Senere blev det kendt at fundamentalistiske kræfter var gået amok flere steder i landet, overgreb på hindufamilier flere steder i landet, forsøg på at nedbrænde et elektricitetsværk et andet sted, afbrændte biler og overfald. Det dæmpede glæden, men ikke lysten til at yde modstand mod de fundamentalistiske kræfter.