På partnerskabsbesøg med Svalerne i Bangladesh, 2017

De første indtryk fra Bangladesh

Af Charlotte Wagner Santos Petersen

 

Det er en uges tid siden, at jeg ankom til Bangladesh som ny partnerskabsrejsende for Svalerne. Selvom tiden er gået utroligt hurtigt med et travlt program, føles det alligevel som om, at Lis og jeg har været her meget længere end én uge. Vores program startede mandag den 16. november, hvor Lis hentede mig i lufthavnen i Dhaka og dagen efter rejste vi nordpå til Thanapara, tæt på den indiske grænse. Her har vi haft base hos Thanapara Swallows Development Society, mens vi har besøgt den første partnerorganisation, RULFAO (Rural Underprivileged and Landless Farmers Organization), som arbejder i området med de jordløses rettigheder.

 

Forud for rejsen havde jeg, udover deltagelse i Bangladesh-udvalgets møder, også mødtes et par gange med Lis, som delte ud af hendes mangeårige personlige erfaring med selve landet og Svalernes arbejde, men også hendes store viden om landets politiske historie og sociale forhold. Inden jeg stiftede bekendtskab med Svalerne har mit kendskab til Bangladesh været forholdsvis begrænset og Lis’ beretninger derfor udgjort nogle af mine første indtryk af landet.  
Jeg har tidligere besøgt flere lande i Sydasien, så denne partnerskabsrejse udgjorde ikke mit første møde med subkontinentet. Den første uge i Bangladesh har dog stadig været en ny og spændende oplevelse. Det har særligt været spændende at opleve livet på landet, da meget af Svalernes arbejde i Bangladesh foregår meget langt fra de større byer. Når jeg har forsøgt at forklare bekendte derhjemme om, hvordan Bangladesh er anderledes end naboerne, er det svært ikke at ty til sammenligningerne. Ved første øjekast kan landet minde om Indien: infrastrukturen i Dhaka minder om en indisk storbys, gaderne er travle med både street food-boder, biler, cykel-rickshaws og auto-rickshaws, og folk på gaden klæder sig i en blanding af saris, salwar kameez, kurtaer, lungis og vestligt tøj.
Når man ser landskabet uden for Dhaka, kan man også nemt komme til at tænke på nogle af de sydlige indiske delstater, såsom Kerala. Selvom det bangladeshiske landskab er meget forskelligt fra nord til syd, er der nogle ting som går igen i de områder, vi har rejst igennem: over alt ser man kokos- og bananpalmer, rismarker, floder og søer. Specielt nu umiddelbart efter monsunen er hele landskabet også utroligt grønt og frodigt.

 

 

Derudover er der andre elementer, som kunne lede tankerne hen på det nordvestlige Indien eller Pakistan, for eksempel når man kan høre muezzinerne kalde til bøn fra de lokale moskéer flere gange om dagen, når de lokale hilser med salaam aleikum og khoda hafez, og hvis man passerer en lokal madrassah med elever iført topi.

 

 

 

Udover den lokale bengalske mad er der kulinarisk set også et mix af velkendte retter, som man måske har smagt andre steder i Sydasien. Der er både roti, ris og daal, fish curries og sabzi-retter med og uden rejer, naan og kebab, lokale mangoer, kokosdesserter, gulab jamun, bombay toasts, samosas og maggi-nudler.

 

Det ville dog være synd at påstå, at Bangladesh ikke adskiller sig betragteligt fra sine naboer eller at landet ikke er andet end et patchwork af oplevelser, som man også kan finde i resten af den sydasiatiske region. For selvom jeg kun har tilbragt en uge i Bangladesh, er det tydeligt at landet alligevel er helt sin egen. Under den første uge sammen med RULFAO blev det for eksempel tydeligt, at for at forstå mange af de problematikker, som bl.a. de jordløse står over for i dag og baggrunden for RULFAO’s langvarige arbejde, er det vigtigt at forstå Bangladesh’ unikke politiske historie, som Lis havde indført mig i, inden vi tog hjemmefra. 

Derudover kan man, når man taler med de lokale, klart fornemme, at der er en stærk national identitet, og at der er en særlig stolthed over de successer som Bangladesh har opnået og de udfordringer, som det bangladeshiske folk har overvundet, på trods af at landet er en relativ ny nation med en turbulent historie og at det stadig står over for mange udfordringer i dag.

Efter den første uge med positive indtryk af et spændende land, glæder jeg mig meget til de oplevelser, der venter forude under resten af vores besøg hos Svalernes partnere i Bangladesh. Efter vores tid i Thanapara fortsætter Lis til Vestbengalen, Indien, for at besøge SOVA, mens jeg fra Thanapara fortsætter direkte til den større by Khulna, som ligger mere sydligt.