Fra kontaktrejse til Indien, 2010

Besøg i en landsby

”Hello! Hwart is your name?” Efter at have kigget småfnisende og undrende på os et stykke tid, var der endelig et af de mange børn i stammelandsbyen Kayrambadu, der tog mod til sig og spurgte om vores navne. Og pludselig turde de alle sammen spørge om vores navne. Og så føg det rundt med spørgsmålet alle vegne fra. Og der blev trykket hænder. Selvfølgelig gentog vi spørgsmålet og måtte have gentaget de fremmedartede navne flere gange. ”Nice name” eller ”nice to meet you” var vores svar, som blev modtaget med endnu en fnisen.

Denne lille landsby består af 10-12 lerklinede hytter med stråtag, lavet af bananblade. Der er 25 familier, så i de fleste hytter bor der flere familier. Hytterne ligger på et smalt stykke jord mellem nogle marker og en skole. Her har den ligget i 45 år. Jorden er ikke ejet af nogen, heller ikke de, der bor der. De er flere gange blevet bedt om at flytte, men som de siger; ”Hvor skal vi flytte hen?”. De får ikke anvist andre steder, og de er flere gange blevet chikaneret af højere kaster, som har revet tagene af hytterne. For at få anvist et andet sted, skal landsbybeboerne bevise, at de tilhører stammefolket og tidligere har levet i skoven. Det kan de ikke, og da en emsig lokal myndighedsperson har erklæret dem for ikke-stammefolk er udsigterne til forbedringer langvarige.

Det er blevet mørkt, da vi skal fra landsbyen og med bussen videre. Der er et stykke vej til busstoppestedet, og vi bliver fulgt af en lille gruppe af børnene. Jeg mærker en hånd i min. Det er 11-årige Lakshmi. Ved siden af går hendes lillebror, og forsigtigt lægger han også sin hånd i min. Vi går forbi nogle butikker og de peger og fortæller; ”Here is a shop”, ”Here is movies and videogamesl”. Lidt efter spørger Lakshmi: ”Your house, swimmingpool?”. Jeg ryster benægtende på hovedet og tænker på, hvor svært det må være for hende at leve så fattigt og så fjernt fra den verden, som hun ser på film.


Selvhjælpsgrupper

I hele Indien bliver der i disse år dannet selvhjælpsgrupper blandt kvinder. Det er et program som regeringen står bag, og det er ngo´er som Svalernes partnere, der udfører programmet. De tager ud i landsbyerne, fortæller om fordelene og hjælper dem til at danne grupperne. Der skal mellem 12 og 20 kvinder til for at danne en gruppe. Der skal vælges en leder, en kasserer og en sekretær, og de får undervisning i, hvad det vil sige at være i en selvhjælpsgruppe. Alle skal spare 50 rupies op om måneden. Når de har gjort det regelmæssigt i 6 måneder, får gruppen 10.000 rupies af regeringen. Disse sættes i banken, og kvinderne kan individuelt låne op til 2000 af disse penge. Meget ofte bruges dette lån til at betale af på gæld. Efter et år kan de låne 30.000 rupier, dernæst 60.000 og så fremdeles.

Mange selvhjælpsgrupper vælger at starte små virksomheder op. Vi besøgte en landsby, hvor de har købt geder for lånene. Hver kvinde har fået råd til et par geder. Samtidig har de sørget for, at gederne er forsikret. Gederne kræver ikke meget arbejde, og de giver et tiltrængt tilskud til familiens økonomi, når kiddene kan sælges.
Selvhjælpsgrupperne er kun for kvinder. Mange af de mænd vi mødte i landsbyerne bakker op om konceptet. Programmet er snart udbredt til selv de mindste landsbyer, og det må siges at være en succes. Ikke alene lærer kvinderne at spare op og håndtere penge, de får også et større selvværd, når de således kan bidrage til familiens overlevelse.

Ngo´erne hjælper i starten kvinderne med at føre logbog i selvhjælpsgrupperne og med at gå i banken. Kvinderne skal selv skrive deres navn i logbogen, men da mange, især blandt stammefolkene, er analfabeter, sætter de i stedet deres fingeraftryk. En af Svalernes partnere, RDC, har lært en gruppe stammekvinder at skrive deres navn. Vi mødte T. Nilamma, som viste os hvordan hun skrev det. Det tog lang tid og blev meget sirligt. Hun var tydeligvis meget stolt af sin nye kunnen. Den feltarbejder, der havde undervist dem, fortalte, at det havde taget 3 måneder at lære disse kvinder at skrive; de skulle nemlig først lære at holde på pennen.
Vi hørte fra den landsby, hvor de havde fået geder, at beboerne løb væk, da ngo’en først kom til landsbyen. De blev simpelthen bange. Det siger noget om, hvor isoleret stammefolkene har levet fra det øvrige samfund. Kvinderne i denne landsby fortalte, at de nu er blevet rigtig glade for samarbejdet og synes, at de har lært en masse.



Stammefolk

Der er 574.000 stammefolk alene i Tamil Nadu, hvor der bor 62,1 mio indbyggere i alt. Der er 36 forskellige stammer.

For vores utrænede blik er det svært at se forskel på dem og de øvrige indbyggere i Tamil Nadu, men stammefolkene har eller har haft deres egen kultur, religion og sprog som er meget forskelligt fra andres.Stammefolkene har tidligere levet i skoven, hvor de har ernæret sig ved jagt og ved at samle rødder og urter. Det har dog været problematisk i mange årtier. Helt tilbage til 1927 besluttede briterne, at skovene og vildtet skulle bevares, men i virkeligheden handlede det om, at de fik lettere adgang til tømmer. Dengang blev der indsat skovfogeder, som fik stor magt og chikanerede stammefolkene. I 1980 kom der endnu en lov til bevarelse af skovene, og fra den ene dag til den anden betød det, at stammefolkene blev illegale beboere i skovene. Selvom mange stammefolk blev fordrevet fra skovene. undlod regeringen at genhuse dem, og de slog sig ned, hvor de kunne finde egnede steder. I 2006 kom en lov som gav stammefolkene retten tilbage til at ernære sig fra skovene. De skal dog bevise, at de tidligere har levet i skovene, og at deres forfædre de sidste 75 år har levet af skoven. Desuden skal de bevise, at de tilhører stammefolkene. Vi har hørt om nogle, som er blevet nægtet identitetskort, fordi de ikke længere gik i deres originale tøj, eller børnene ikke længere kunne synge deres traditionelle sange. I en af de landsbyer, vi besøgte, havde de ventet i 6 år på at få deres identitetskort. Disse kort giver dem mulighed for at få ret til ordentlige huse og andre faciliteter såsom elektricitet, rent drikkevand mm. Desuden er identitetskortene vigtige for de børn, som skal til 10. klasses eksamen. Det er ikke mange børn fra de samfund, der går i skole så længe, og har de ikke identitetskortene, kan de bare ikke faa deres eksamen.