”Der er noget, der er druknet i min lassi!” -
Saaledes udbryder jeg og kigger forundret på et lille insekt, der ad vanvare er havnet i min yoghurtdrik, da vi sidder på tagterrassen i min favoritrestaurant i Mamabalipuram. Hurtigt kommer en opmærksom tjener mig til hjælp, griber glasset og med indisk sædvane begynder at stikke sin finger ned i glasset for at fjerne det uønskede indtil jeg får stoppet ham med et: ”Don´t put your finger in my lassi”. Men da var det for sent! Han undskyldte pænt og jeg fik da også en ny lassi uden druknede elementer.
Hele episoden udløste et grineanfald blandt os, - lige den aften. Andre gange, når vi ser hvordan maden bliver serveret med de bare hænder, kan det være svært at lade være med at tænke på, hvad disse hænder mon sidst har berørt! For at sige det som det er, så er hygiejnen ikke i top her i Indien. Gaderne flyder med affald og man må være forsigtig med ikke at træde i en kokasse, da køerne går frit på fortovene og gaderne mellem bilerne og al øvrig trafik. Det er som om, at de ved at det vil koste den dyrt, som kommer til at køre dem ned både penge- og karmamæssigt, for de går rundt uden at kere sig det fjerneste om noget som helst andet end at finde noget at tygge i.
Men lad mig vende tilbage til vores restaurantbesøg. Her er det nemlig interessant at iagttage, hvordan alle tilsyneladende har deres faste plads og funktion i hierarkiet: Når vi først har sat os ved et bord kommer der typisk en og stiller en kande vand og nogle vandglas. Dette er så hans funktion i restauranten. Ret hurtigt efter kommer en anden og rækker os et menukort og noterer vores bestilling, hvorefter han også serverer maden, når den er færdig. Dette er vores faste tjener og ham vi helst skal henvende os til. Så er der ham, der deler bananblade ud. Det er især frokostmåltidet, som oftest er ris og forskellige små sovse, der indtages på et sådant, når det altså lige er rengjort. Dette foregår ved, at man lige selv pjasker lidt vand på bladet og gnider det lidt rundt og så ryster man det overskydende vand ud på gulvet. I nogle restauranter har de endnu en person til at gå rundt med en lille metalspand og fylde op med karrysovs. Når vi er færdige med at spise kommer der endnu en og fjerner servicet ned i en medbragt spand og til sidst kommer ham, der gør bordet rent. Det foregår ofte med en skraber a la dem vi bruger til at vaske vinduer med og nogen gange også en gammel klud. Meget ofte er det bare drenge, der udfører disse opgaver. Til sidst er der ham, der udskriver regningen; han sidder ofte bag en skranke ved indgangen, nogen gange sågar bagved et glasbur. Som regel ser han også meget alvorlig ud, måske skal han også passe på, at der kun kommer ordentlige mennesker i restauranten. Da vi gerne skal have kvitteringerne med hjem, får han også lejlighed til at udøve endnu en vigtig funktion, nemlig at stemple regningen som betalt.
Sådan ser enhver ud til at have sin faste plads i hierarkiet. Det kan vel give en vis tryghed at vide, hvad man skal og hvad man ikke skal, men samtidig må det blokere for den smidighed, der skal til for at skabe udvikling og forandring.
Den værste form for dette bureaukrati oplevede vi dog i en offentligt drevet butik, der solgte kunsthåndværk. Her var mange ansatte og mange skranker. Regningen blev printet ud i 3 lag med kalkerpapir imellem og vi blev sendt rundt mellem skrankerne for at få vores små souvenirs debiteret, betalt, pakket ind og udleveret. Jeg skal spare jer for detaljerne, blot fortælle, at vi bagefter var forundrede. Især fordi det foregik i Bangalore, verdens it-by nr. 2 efter Silicon Valley, hvor man skulle tro, det var mere effektivt. (Der var dog heldigvis andre mere moderne butikker, hvor man snildt kunne køre visa-kortet igennem).
I samme offentligt drevne butik blev vi også vidner til morgenrengøringen, idet vi ankom omtrent som den åbnede. Dette foregik ved at de fleste ansatte havde en kæp, hvorpå der var bundet en noget snavset klud, som de så daskede på de udskårne figurer, ophængte sjaler, tasker og tæpper med. Jo gulvet blev også vasket, så vi måtte passe på ikke at glide på de våde fliser. Når dette er måden at gøre rent på, er der ikke noget at sige til, at der er ret snavset overalt. Det er i hvert fald ikke noget, der ville udløse smileys i Danmark!
Hele episoden udløste et grineanfald blandt os, - lige den aften. Andre gange, når vi ser hvordan maden bliver serveret med de bare hænder, kan det være svært at lade være med at tænke på, hvad disse hænder mon sidst har berørt! For at sige det som det er, så er hygiejnen ikke i top her i Indien. Gaderne flyder med affald og man må være forsigtig med ikke at træde i en kokasse, da køerne går frit på fortovene og gaderne mellem bilerne og al øvrig trafik. Det er som om, at de ved at det vil koste den dyrt, som kommer til at køre dem ned både penge- og karmamæssigt, for de går rundt uden at kere sig det fjerneste om noget som helst andet end at finde noget at tygge i.
Men lad mig vende tilbage til vores restaurantbesøg. Her er det nemlig interessant at iagttage, hvordan alle tilsyneladende har deres faste plads og funktion i hierarkiet: Når vi først har sat os ved et bord kommer der typisk en og stiller en kande vand og nogle vandglas. Dette er så hans funktion i restauranten. Ret hurtigt efter kommer en anden og rækker os et menukort og noterer vores bestilling, hvorefter han også serverer maden, når den er færdig. Dette er vores faste tjener og ham vi helst skal henvende os til. Så er der ham, der deler bananblade ud. Det er især frokostmåltidet, som oftest er ris og forskellige små sovse, der indtages på et sådant, når det altså lige er rengjort. Dette foregår ved, at man lige selv pjasker lidt vand på bladet og gnider det lidt rundt og så ryster man det overskydende vand ud på gulvet. I nogle restauranter har de endnu en person til at gå rundt med en lille metalspand og fylde op med karrysovs. Når vi er færdige med at spise kommer der endnu en og fjerner servicet ned i en medbragt spand og til sidst kommer ham, der gør bordet rent. Det foregår ofte med en skraber a la dem vi bruger til at vaske vinduer med og nogen gange også en gammel klud. Meget ofte er det bare drenge, der udfører disse opgaver. Til sidst er der ham, der udskriver regningen; han sidder ofte bag en skranke ved indgangen, nogen gange sågar bagved et glasbur. Som regel ser han også meget alvorlig ud, måske skal han også passe på, at der kun kommer ordentlige mennesker i restauranten. Da vi gerne skal have kvitteringerne med hjem, får han også lejlighed til at udøve endnu en vigtig funktion, nemlig at stemple regningen som betalt.
Sådan ser enhver ud til at have sin faste plads i hierarkiet. Det kan vel give en vis tryghed at vide, hvad man skal og hvad man ikke skal, men samtidig må det blokere for den smidighed, der skal til for at skabe udvikling og forandring.
Den værste form for dette bureaukrati oplevede vi dog i en offentligt drevet butik, der solgte kunsthåndværk. Her var mange ansatte og mange skranker. Regningen blev printet ud i 3 lag med kalkerpapir imellem og vi blev sendt rundt mellem skrankerne for at få vores små souvenirs debiteret, betalt, pakket ind og udleveret. Jeg skal spare jer for detaljerne, blot fortælle, at vi bagefter var forundrede. Især fordi det foregik i Bangalore, verdens it-by nr. 2 efter Silicon Valley, hvor man skulle tro, det var mere effektivt. (Der var dog heldigvis andre mere moderne butikker, hvor man snildt kunne køre visa-kortet igennem).
I samme offentligt drevne butik blev vi også vidner til morgenrengøringen, idet vi ankom omtrent som den åbnede. Dette foregik ved at de fleste ansatte havde en kæp, hvorpå der var bundet en noget snavset klud, som de så daskede på de udskårne figurer, ophængte sjaler, tasker og tæpper med. Jo gulvet blev også vasket, så vi måtte passe på ikke at glide på de våde fliser. Når dette er måden at gøre rent på, er der ikke noget at sige til, at der er ret snavset overalt. Det er i hvert fald ikke noget, der ville udløse smileys i Danmark!
Dette blog-indlæg er skrevet af Birthe
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSlet