Bangladesh 2015: partnerskabsrejsen uden landsbybesøg

 Af Lis Rasmussen Kazal

Partnerskabsrejsen uden landsbybesøg – det er nok sådan vi vil huske denne partnerskabsrejse. For selv om vi har arbejdet og også fået mange gode diskussioner og ny indsigt i vore partneres arbejde, så er vi vendt tilbage til det samme punkt igen og igen – hvis vi bare havde været ude i landsbyerne og mødt grupperne. Men vi har prøvet at få det bedste ud af den situation, der nu var. Vi har respekteret vore partneres vurdering af, at det var for farligt for os at rejse ud i landet. De var bange for vores sikkerhed. Denne gang er udlændinge også et mål, sagde de – sådan har det aldrig været før, hvor alle altid har forsøgt at beskytte udlændinge.  

Vi har besøgt et land i krise. De har prøvet det mange gange før, siden landet blev selvstændigt i 1971 efter en bloddig befrielseskrig. De har levet under militærstyre og under militærlignende styre. De har kæmpet og overvundet også disse forhold.

Og nu oplever de en opposition, der vil afsætte den siddende regering og har erklæret at de vil ”besætte” landet og erklæret strejker konstant til de opnår målet. Også det har de oplevet før, også afbrænding af køretøjer og andre voldsomheder. Men alligevel er det de oplever lige nu helt anderledes. Fremtrædende og mest aktiv i oppositionen er de fundamentalistiske kræfter, nogle af dem grupper, der under befrielseskrigen støttede det pakistanske militær i at forhindre dannelsen af Bangladesh. De voldsomme begivenheder falder sammen med, at en international krigsforbryderdomstol arbejder med retssager mod krigsforbrydere fra 1971. De fleste dømte eller under anklage kommer fra de fundamentalistiske, islamiske partier.

Fremgangsmåden i protesterne er også anderledes end set tidligere. Det er ikke den siddende regering og dens allierede eller bestemte grupper, de går til angreb på. Det er tilfældige, uskyldige mennesker volden går ud over. Benzinbomber kastes mod busser og lastbiler og anden vare- eller persontransport. Hensigten er klart at lamme landet og skabe kaos, så regeringen går af. Over 100 mennesker er omkommet som følge af angrebene og flere gange så mange er sårede, vansirede.

I hovedstaden Dhaka er situationen nogenlunde under kontrol, men alligevel lykkedes det for ekstremister at dræbe en mand, der har blogget for et ikke religiøst baseret Bangladesh. Biler sattes i brand så sent som i går aftes.

Folk er bange og frustrerede, især fordi det er svært at bekæmpe ukendte fjender, angsten kommer efterhånden til udtryk i vrede og trods – de skal ikke få os og ødelægge, det vi har opnået. Folk slutter op om de arrangementer, der er og er begyndt at protestere på forskellig måde. Men hele tiden det underliggende – ingen kan føle sig sikker. Som en af vores partnere galgenhumoristisk sagde; 'hver dag jeg tager afsted til arbejde tænker jeg – vender jeg hjem i aften uden mén?' Men han tager afsted.

En af de lejligheder, hvor vi har oplevet, hvordan folk trodser truslen var ved markeringen af modersmålsdagen 21. februar. Denne dag i 1952 trodsede en række mennesker et forbud mod store forsamlinger i det daværende Østpakistan, for at protestere at Urdu alene skulle være nationalsprog, ikke Bangla. Flere døde, da politiet åbnede ild mod demonstrationen. De bliver mindet denne dag med store optog gennem byen og nedlæggelse af kranse og blomster ved det store mindesmærke i området, hvor mordene skete i 1952. Det er meget stemningsfuldt. Arrangementet starter ved midnat 20. februar, hvor præsidenten og premierministeren lægger de første kranse og det fortsætter hele natten og formiddagen 21. februar.

Ebbe og jeg havde taget fri for møder og skriveri denne dag for at kunne opleve begivenheden. Vi fulgte med op til mindesmærket og kom helt op for at lægge blomster. Vi havde god lejlighed til at kigge på blomsterhavet – se hvordan unge kunststuderende sidder og tager blomsterhoveder fra kranse og buketter og med dem skaber smukke billeder, der lægges foran mindesmærket. Et fantastisk skue. Det er et arrangement, der viser folks følelser for deres land og deres sprog.

Disse linjer skrives efter, at Ebbe er nået til Danmark og partnerskabsrejsen er slut. Vi vil sikkert komme til at diskutere, som vi har gjort undervejs, ”skulle vi have insisteret på at komme ud”, men det blev altså partnerskabsrejsen uden landsbybesøg og derfor ikke så mange indslag undervejs. Lis bliver her en måned endnu og følger udviklingen.