Besøg hos RPWO

Det plejer altid at være ret hyggeligt at komme på besøg hos RPWO, fordi vi kender hinanden så godt efter en del års samarbejde. Stemningen er rar og afslappende og der er også plads til privat snak om familie, de andre Svaler etc.

Denne gang var stemningen noget anderledes, desværre. Det skyldes, at organisationen i maj måned mistede deres eneste kvindelige og mangeårige feltarbejder, Mahadevi, på tragisk vis. Hun valgte efter mange skænderier med sin voldelige og drukfældige mand at springe i en brønd uden ret meget vand og omkom af det.

Det er desværre noget, vi hører om af og til i det indiske samfund, altså at mændene drikker og ofte er voldelige overfor deres koner, det er for eksempel ikke usædvanligt i landsbyerne, enten fordi kvinderne har fået for meget magt, eller fordi manden ikke kan acceptere, at han er ude af stand til at forsørge familien. Her kan organisering af kvinder i SHGer – selvhjælpsgrupper, ofte være noget nær en redning for kvinderne. De mødes med de andre kvinder i landsbyen, taler om tingene, finder ud af, at mange har samme oplevelser og taler om, hvad de kan gøre. Bare det at finde ud af, at man ikke er alene om det, kan ofte være en kæmpelettelse.

Mahadevi har hjulpet mange kvinder med at organisere sig, men måske fik hun ikke selv den hjælp, hun havde brug for. Måske syntes manden ikke om hendes arbejde, der ofte involverede aftenarbejde med sene hjemkomster, måske var han misundelig på, at hun arbejdede sammen med andre mænd. Vi ved det ikke. Men trist er det.

En anden ting, det fyldte meget ved besøget var det nyligt overståede lokalvalg. RPWO arbejder med en meget tilbagestående gruppe stammefolk. Hensigten er, at de skal integreres i det indiske samfund. De er kommet et godt stykke vej, og nu er det så ved den tid, at de er klar til at deltage i lokalpolitik. RPWO har opfordret mange af de ledende figurer fra selvhjælpsgrupperne til at blive trænet i at stille op og deltage i lokalrådene for derved at få indflydelse på lokalsamfundet og forbedre forholdene for især stammefolkene. Mange var meget motiverede og stillede op.

Desværre blev det en beskidt affære. Flere af dem, der stillede op, blev truet til at trække sig før valget, andre er blevet snydt, stemmer er talt forkert op, der er manipuleret med tallene etc. etc. Og det er ikke ualmindeligt, at man ’køber’ sig til stemmer, altså giver de fattige gaver mod at de stemmer på én. Så selvom man egentlig har sympati for en person, kan man blive fristet til at stemme på en anden, der giver penge eller gaver. Dette er ikke svært at forstå, når man har været på landsbybesøg hos folk, der nærmest intet har, så vil en husholdningsmaskine, et tv, penge og lign. være kærkomment. Disse korrupte metoder har RPWO i den grad modsat sig, og ingen af de opstillede er faldet for fristelsen – de har ganske enkelt heller ikke råd. Men under vores møde med nogle af de opstillede, hvor vi evaluerede valget, talte flere om, at næste gang måtte de nok også betale folk. Her var RPWO helt klare i spyttet, der skal arbejdes videre med at bevidstgøre dem; valget skal ikke vindes ved korruption. Heldigvis havde ingen af de opstillede trods den enorme skuffelse mistet modet, og alle er klar til at stille op igen om 5 år. Vi overrækker dem hver et sjal for deres gode arbejde. Det er så landsbydemokrati i verdens største demokrati! 

Udover ovennævnte var vi på landsbybesøg i 2 meget afsides liggende landsbyer. Selve køreturen var ufattelig smuk. Måske har det lidt at gøre med, at vi hele tiden får nyheder hjemmefra om, at der er mange graders kulde. Vi kørte igennem meget frodigt landskab med masser af afgrøder mere eller mindre klar til at høste, ris, selvfølgelig, i alle stadier, jordnødder, gurkemeje, bananer, papaya, chili, og masser af palmetræer. Vi savner slet ikke kulden derhjemme.

Til gengæld fik vi for alvor varmen i den ene landsby. Vi ankom lige til frokost, som de havde sørget for, det sædvanlige meal, bestående af masser af ris (alt for meget) + diverse små grønsagsretter, linser, papadum etc. Normalt kan vi sagtens spise det uden problemer, men denne gang var det simpelthen så stærkt, at sveden haglede, og der var ikke nogen fan (ingen elektricitet). Det var på alle måder en MEGET varm affære.

Selv efter en del partnerskabsrejser bliver det ved med at være spændende at komme på landsbybesøg. Det er ret utroligt, hvor lidt de kan klare sig med. Mange steder bor der 2-3 familier sammen i en lille lerhytte med tag af palmeblade. Mange har ikke ret til at bo der, og kan i teorien blive smidt væk af myndighederne. Mange steder må de gå langt efter vand, når det bliver mørkt, bliver det for alvor mørkt. Med RPWOs hjælp har flere dog med tiden fået både vand og el samt en vej etc. De fleste kvinder i landsbyerne har dannet selvhjælpsgrupper og sparer op, sætter penge i banken og kan derved få lov at låne penge til favorable priser, efter en vis periode. Det går fremad, men langsomt.

I en krisetid som den RPWO lige nu oplever, betyder det virkelig meget, at de får både moralsk og økonomisk støtte af Svalerne. De betegner os mere som venner og samarbejdspartnere end donorer, hvilket vel egentlig også er vores overordnede mål.