Besøg i stammelandsbyer

Vi har forladt Trichy og befinder os i Denkanikottai, som ligger tæt på grænsen til Karnataka. Vi tog en natbus, hvilket vist er ved at blive en vane… Denne gang var det en semi-sleeper bus, så vi kunne næsten (!) ligge ned. Vejen lod meget tilbage at ønske i forhold til komfort – ujævn grusvej kan man kalde den, hvis man er positivt indstillet. Vi skulle skifte bus i Hosur, og der ankom vi kl. 04.45. Der var meget koldt og mørkt, og næste bus gik først kl. 07.30. Da vi endelig ankom til Denkanikottai fik vi os derfor en velfortjent lur. Byen er ikke særlig stor og er ikke at finde i vores Lonely Planet (så ved man, at man har bevæget sig uden for turistkomfortzonen). Vi har fået at vide, at her bor 3 lakh (300.000) men det ser bestemt ikke sådan ud! Vi gætter på et nul mindre.

I går var vi på besøg hos RDC, som arbejder med irulaer (et stammefolk). Vi holdt møde på RDCs kontor, og ægteparret, som leder organisationen, havde inviteret de ansatte, frivillige samt nogle af landsbybørnene. Vi var derfor 20-25 mennesker. Vi blev taget rigtig fint imod med velkomstdans og sang.

Først fortalte lederne og de ansatte om det nuværende projekt, som blandt andet drejer sig om at danne uformelle uddannelsescentre og SHG (self help group) i landsbyerne for kvinderne. De arbejder på flere planer, og forsøger eksempelvis også at få oprettet børnecentre til gravide kvinder og små børn, for at de kan få ordentlig mad. Regeringen er forpligtet til at sørge for mad i sådanne centre. RDC har med Svalernes økonomiske støtte lavet en undersøgelse omkring kvinder og børns ernæring for at understøtte deres formodning om målgruppens tilstand. 

RDC er begyndt at arbejde i 20 nye landsbyer, og de fortæller, at der sidste år døde 19 små børn og 3 kvinder under fødsel. Det er derfor påtrængende nødvendigt at arbejde for, at helbredstilstanden bliver bedre i landsbyerne.

Da vi er på landsbybesøg, oplever vi, hvordan nogle af irulaerne lever. Den første landsby er relativt ny i RDC regi og har eksisteret i 5 år. Husene er bygget med regeringsmidler, hvilket er noget, alle landsbyer kan søge om. RDC siger om dem:  ”They just came out of the forest”. Irulaer er traditionelt et stammefolk, som har boet i skoven og ernæret sig gennem skovens produkter. Men de ligger i bunden af hierarkiet. Børnene i den første landsby er utroligt beskidte og har totalt sammenfiltret hår. Først får vi at vide, at de går i skole, men det viser sig ikke helt at stemme overens med den faktiske praksis i landsbyen. 

Nogle forældre klager over, at deres børn diskrimineres i skolen, og pludselig opstår der en større diskussion, hvor læreren hentes og inddrages i problematikken. Alle involverer sig – selv vores chauffør! Det er en højlydt diskussion, og der følger også tårer med. Men heldigvis ender det i al fordragelighed, og alles mening er blevet hørt. Vi håber, at der nu kommer noget godt ud af det, og at forældrene vil sende deres børn i skole og lærerinden være opmærksom på den diskrimination, irula-børnene udsættes for (af børn fra en anden lavtstående kaste, men som ligger lidt højere placeret i hierarkiet end irulaerne).

Alle involverer sig – selv vores chauffør! Det er en højlydt diskussion, og der følger også tårer med. Men heldigvis ender det i al fordragelighed, og alles mening er blevet hørt. Vi håber, at der nu kommer noget godt ud af det, og at forældrene vil sende deres børn i skole og lærerinden være opmærksom på den diskrimination, irula-børnene udsættes for (af børn fra en anden lavtstående kaste, men som ligger lidt højere placeret i hierarkiet end irulaerne).

Til mødet på RDCs kontor møder vi Poongodi, som er 15 år. Hendes ægteskab var blevet arrangeret, og hun var forlovet, hvilket ikke er en ualmindelig alder at blive gift i for irulaerne. Her kan de være helt ned til 12 år, når de bliver gift. RDC kæmper dog for at få forældrene til at vente med at gifte deres børn, og de forsøger at oplyse forældrene om de problemstillinger, der kan følge med meget tidlige ægteskaber. 

RDC hørte om Poongodis forlovelse og opsøgte derfor familien. De fik overtalt familien til at udskyde ægteskabet to år. Manden (eller rettere sagt drengen) og hans familie er indforstået med at udskyde ægteskabet. Poongodis mor samt ældre søster er begge døde under børnefødsler, så nu har hun kun sin far og lillesøster. Hun har gået i skole ind til 7. klasse, men er stoppet, dels fordi drengens forældre ikke vil have, at hun uddanner sig mere, dels fordi hun skal tage sig af faderen og søsteren. 

Skolegang er normalt en god måde at udskyde pigernes ægteskab på, da de så har noget at give sig til, og forældrene er samtidig også mere villige til at vente med ægteskab. En af pigerne, vi mødte, har en ældre søster på 14 år, som ikke går i skole, og hun blev gift tidligt og har nu to børn. Poongodi er kommet under RDCs vinger og er nu leder af en klub for unge piger i landsbyen. Der er 15 medlemmer, og hun lærer dem om at vente med sex til ægteskabet og derefter kun have sex med deres mand, at huske at vaske deres tøj og gå regelmæssigt i bad. 

Nogle af pigerne vil gerne blive medlemmer af en SHG, når de bliver gamle nok, og derfor lærer Poongodi dem at skrive deres signatur, så de kan skrive under på dokumenter. Alle aktiviteter for klubben er fint skrevet ind i notesbøger med dato for møderne og navnene på deltagerne. Poongodi er blevet en rollemodel for de andre piger i landsbyen.

De landsbyer, RDC arbejder i, er svært fremkommelige og ligger i et meget bakket og bjergrigt område. Der er kun asfalteret noget af vejen, og resten består af smalle grusveje og skarpe hårnålesving. Det kuperede terræn gør det svært at komme frem og tilbage, så vi kører i en slags landrover, selvom Svalerne ellers gør meget ud af at anvende lokal transport. De landsbyer, vi besøger, er meget forskellige, og det er nemt at se forskel på de landsbyer, hvor RDC har arbejdet i mange år, og dem hvor de kun har arbejdet kort tid. 

Den sidste landsby, hvor Poongodi bor, er en af deres ’præmielandsbyer’, hvor der er sket mange fremskridt. Beboerne har regeringsbyggede huse, elektricitet, vand og en skole tæt på. Men det, de mangler, er en asfalteret vej til landsbyen. Beboerne har rent tøj på og ser sunde og raske ud. Det står i kontrast til den første landsby, hvor alle er meget beskidte og ser fejlernærede ud. Der er derfor meget arbejde endnu for RDC, men det er en fornøjelse at se den gode forandring, de er med til at skabe!