Første besøg, hos den ældste partner, SEAS // svalernes partnerskabsrejse Indien 2016 Blog 2

Bharathi og hendes mand i landsbyen Kayrambedu.

“Vandet gik her til,” forklarer Bharathi mig, da vi står i hendes hus. ”Vi måtte bo på skolen derinde, i næsten en måned, fordi alle vores huse var fyldt med vand. Skolen var lukket i den måned - også på grund af regnen, så vi fik lov at bo der.” Sådan lyder det fra Bharathi, der sammen med 14 andre familier bor på et lille område (enklave) klemt ind mellem skolen og nogle private jordlodder i landsbyen Kayrambedu i Tamil Nadu, som Svalernes partner, SEAS, har hjulpet gennem de seneste fem år.

I de lavtliggende områder, hvor Irulaerne (en stamme af Indiens oprindelige befolkning) ofte er forvist til, og hvor (jord)husene er i et plan, har konsekvenserne af den voldsomme regn sidste år været dramatiske.
SEAS (Social Education and Action Society), der understøtter arbejdet med Irulaerne har kendt svalerne i 30 år og har gennem to længerevarende perioder fået støtte, ligesom svalerne også støtter dem nu.

Svalerne giver ikke støtte til nødhjælpsarbejde, men støtter SEAS i deres arbejde med at oplyse og hjælpe Irulaerne til at opnå, de rettigheder, som de allerede er sikret gennem den indiske lov og forskellige statslige programmer/initiativer. Det er muligheden for at få støtte til at bygge huse, beviser på deres jord, rationskort (mad) og ikke mindst valgkort til det forestående Panchayat valg (landsby valg) i september 2016.

Kaos, kompensation og køkkenudstyr
Når SEAS arbejde alligevel spiller en væsentlig rolle i forbindelse med de voldsomme oversvømmelser, er det fordi de gennem deres erfaringer med og forståelse for det officielle system og kontakt med myndighederne, kan hjælpe Irulaerne med at opnå hjælp fx i forbindelse med oversvømmelserne.

Ved oversvømmelserne i Kayrambedu landsbyen, samlede SEAS navne og oplysninger på de 15 familier i enklaven. De blev afleveret direkte til det kontor, som tager sig af kompensation i forbindelse med regnskyllet ( i mange tilfælde 5.000 rupees/500 kr. pr familie) for et ødelagt hus.  Alternativt skulle Irulaerne afvente, at Panchayat-niveauet tog affære og indsamlede disse navne og indleverede begæring om kompensation til myndighederne. Og det ville både tage lang tid, og med det andspændte forhold til Panchayat som Irulaerne i landsbyen har, kan man stille spørgsmålstegn ved om det var sket. Hvert fald er processen gået meget hurtigere med SEAS hjælp. Som en forklarer os, så betyder SEAS brevpapir noget deres stempel giver troværdighed og en organisation i ryggen, og det er vigtigt for en marganiliseret gruppe som Irulaerne.

Inde i Bharathis hytte, hvor hun bor sammen med sin mand, to børn, og broderens familie er jordgulvet stadig fugtigt. “Mit køkkenudstyr forsvandt under regnskyllet” siger Bharathi, “Det her er det nye udstyr, som jeg har fået i kompensation” forklarer hun og peger ned på en masse gryder og skåle, der står ved siden af det lille ildsted i hytten, hvor hun er ved at koge et æg til sin datter.

Retsagen - Hvor må vi være?

Et stort problem for Irulaerne, er jordrettigheder - og ønsket om at få lov at bo bedre steder, end lavtliggende eller afsides egne med langt til skole og transport, og sårbarhed i forhold til regn. 

SEAS forklarer, at valget er vigtig for at lægge pres på det politiske niveau. Selv mener de Irulaer vi taler med, at der ikke er meget at komme efter. Politikere lover ting inden et valg, og så sker der sjældent mere. At få mad, eller andet inden valget mod så at love at stemme på på en bestemt kandidat (det betyder ikke at de så stemmer på dem) kan derfor opleves som det største udbytte i forbindelse med valget. 

I landsbyen Kayrambedu har SEAS derfor en ny strategi. De vil føre Irulaernes sag ved domstolen. 

Sagen er den, at myndighederne, har foreslået et stykke jord, hvor Iulaerne kan flytte hen. Bedre plads og bedre forhold.

Men landsbyens ledere, i Panchayat, vil ikke følge myndighedernes henvisning og give Irulaerne jorden. Istedet siger de, at de vil bygge et tempel der. Konflikten er i hårdknude.

Hvis en retsag kan føre til, at domstol på regeringsniveau / High Court slår fast, at Irulaerne skal have jorden, som regeringen har henvist dem til, så mener SEAS at Pachayat lederne vil blive nødt til at bøje sig. Sammen med Irulaerne i Kayrambedu har SEAS derfor samlet materiale,som kan bruges ved en sag. Der er undskrifter fra 200 mennesker i landsbyen, som giver deres opbakning til at Irulaerne får jorden og der er navne, dokumentation på antallet af Irula-familier, og så er der dokumenter fra den begæring om, at få jorden der er sendt frem og tilbage mellem myndighederne og Irulaerne.

Det er tydeligt, at sagen er vigtig for SEAS og klart, at den vil få betydning, hvis Irulaerne får rettens ord for at de har ret til et nyt jordstykke. For Irulaerne i Kayrambedu vil det betyde, at de kan starte et bedre og mere trygt liv. For Irulaer i andre landbyer vil sagen sikkert kunne danne præsedens og få positive konsekvenser.

Morten & Tanja

Take off // Svalebesøg i Indien 2016

Her ses den rute som vi i de kommende tre uger vil følge rundt i Tamil Nadu, for at besøge tre partnere, og fire nye ansøgere. 

“Vi skal have en avis med,“ siger en dansker foran mig, da vi er på vej til at boarde, og vi passerer en stander med internationale aviser i Kastrup Lufthavn. “Det skal bare ikke være en eller anden ‘krakamut’ avis,” understreger han til sin ven og jeg ærgrer mig over dansk selvtilfredshed og er derfor heller ikke begejstret da Morten afslører min nationalitet, for at bede mig tage en avis med. Heldigvis er det for at få fat i en af de internationale aviser. Åh, ja, det skal blive godt at komme lidt væk fra Danmark, asyldebatten og kulden. At få sat verden lidt i perspektiv. Er det for øvrigt ikke en stor del af det udviklingsarbejde handler om?

To nye svaler på træk 
Det skal ikke være nogen hemmelighed: Morten og jeg er forholdsvis nye i Svale-sammenhænge. Mens Morten har startet sin ‘Svale-karriere’ som frivillige chauffør på Nattergalevej, hvor han har klemt sin to meter lange krop ind i svalernes toyota-kassevogn, er jeg blevet involveret i Svalerne, da der blev søgt efter nye partnerskabsrejsende til de projekter, som svalerne støtter i Indien. En dag i efteråret 2015 befandt jeg mig således i baglokalet til genbrugsbutikken på Århusgade med en kop fair trade Africafe i hånden til mit første møde i Svalernes Indiensudvalg. Hvem vil ikke gerne til Indien? Hvem vil ikke gerne gøre en positiv forskel for de fattigste i Tamil Nadu?

Inden vi mødes med vores tolk i Mamallapuram gennemgår vi papirene for den følgende dags besøg hos Svalernes mangeårige partner, SEAS.

Normalt sender svalerne en erfaren (der har besøgt svale-støttede projekter i Tamil Nadu før) og en ny Svale afsted på partnerksabsrejse. Men, da de erfarne frivillige i Indiensudvalget var forhindret i at  hive tre uger ud af kalenderen i år - og fordi Morten og jeg begge har studeret og rejst i Indien -  blev det belsuttet at sende os afsted. Vores tilgang er derfor en kombination af  respekt overfor det arbejde folk før os har lagt i foreningen men også en god portion ‘hvorfor plejer I egentlig at gøre sådan her?’ og måske, har det vist sig, en række spørgsmål alla; "øhmn.... hvad tror du vi skal gøre nu?"

Den rejse, som Morten og jeg nu er taget afsted på er derfor ikke alene en rejse ud i den del af verden, hvor Svalernes penge skal støtte de allersvageste, fattigste - særligt kvinderne i Tamil Nadu, men også en rejse ind i U-landsforeningen Svalerne (termen "udviklingsland-land", er i øvrigt et begreb vi begge har et anstrengt forhold til).

Take off
Da flyet letter 14.50 fra Kastrup kan vi se frem en lang flyvetur efterfulgt af til 3 tætpakkede uger, med møder og landsby-besøg hos Indiens fattigste og undertrykte i Tamil Nadu. (ja, der er meget at holde styr på).
Indiens-udvalget har inden vores afrejse gjort deres bedste for at forberede os på Svalernes indsats i Indien. Aftener og eftermiddage er brugt på anekdoter, billeder og rapporter om de nuværende partnere, og vi har gennemgået de nye ansøgere. Hovederne er fyldt med information, forkortelser på indiske organisationer og tasken med papirer, diarrepiller og nysgerrighed.
På kortet ovenfor, kan du se vores rute, hvor de røde og grønne punkter indikerer de organisationer vi skal besøge.

Genbrug, der gør gavn  

Fra Nattergalevej i nordvest, København, afhenter svalerne genbrugstøj, køkkenudstyr og møbler i svalebilen, som sorteres og sælges af frivillige svaler. Svalerne er på nær koordinatoren en forening drevet af frivillige i en række genbrugsbutikker landet over, hvor forskellige fair trade varer også sælges. Det er pengene herfra - og fra foreningens medlemmer, der støtter projekter i Bangladesh og Indien. At en masse frivillige bruger meget af deres tid i de forskellige genbrugs og fair trade butikker betyder måske ikke så meget for dem, der handler i butikken, men det betyder noget når man på partnerskabsrejsen forsøger at holde rejseudgifterne lave og når de rejsende fortæller om Svalerne til nuværende og nye partnere.

Valgkamp, klimakamp og ‘kaste’kamp
Svalernes partnere i Tamil Nadu, forsøger med forskellige strategier at hjælpe Irulaerne* til selvhjælp. Udenfor kastesytemet er de udsat og oftets uden reel indflydelse.
Om Indien hører jeg ofte, at det ikke er lovgivningen, der er noget galt med, men det, at den ikke bliver håndhævet. Et godt eksempel er Panchayat valgene, hvor der med en slags kvote er sikret pladser til Irulaer. Desværre er det ikke helt det samme som at dette finder sted i praksis eller, at man af den grund har lige adgang til informationer og indflydelse.
I september 2016 skal der være valg i Tamil Nadu, og det bliver derfor spændende at høre Svalernes partnere, hvordan de forbereder og motiverer Irulaerne til at deltage i demokratiet ved at stille op og/eller stemme til det forestående Panchayat valg og dermed gøre deres stemme hørt i verdens største demokrati, Indien.

En anden væsentlig hændelse, værd at nævne, er den voldsomme regn*. Regntiden i Tamil Nadu i oktober, november og december bød i  2015 på det mest omfattende regn delstaten har oplevet i 100 år. I to gange fem dage regnede det uafbrudt og skaderne har derfor været omfattende.

For de fattige og marginaliserede folk, som Svalernes penge går til at hjælpe, har regnen haft store konsekvenser. Regnen rammer nemlig denne gruppe ekstra hårdt -  og man kan sige - straffer dem dobbelt. Irulaerne, er som folk blevet forvist fra flere af de skov- og landområder de gennem generationer har levet i og ofte ejer de ikke de steder, hvor de bor eller også har de ikke papirer på det. Fælles for dem er, at jorden, og stederne de bor ikke giver dem gode livsvilkår. Områder, der ligger lavt er et dårligt sted at bo, når vandet står ned i fem dage og man i forvejen ikke er repsekteret af det omkringliggende samfund, myndigheder med videre. Klimaforandringerne lader sig ikke sådan adskille fra kastesystem eller valgkamp.

Vi vender tilbage med flere beskrivelse af turen, når den store Airbus-Svale er landet i Chennai.

Morten & Tanja

*REGN: Læs mere om den volsomme regn her eller se billeder her.

*IRULAER

Irula-stammen er oprindelig en samlerkultur, som lever af de rødder og planter, de kan finde i skoven. De høster honning, holder høns, samler brænde og jager og spiser kaniner og rotter. Mange er ansat som daglejere enten i landbruget eller på rismøller. Ofte er de blevet stavnsbundet til dette arbejde. IIrula-samfundene er mænd og kvinder ligeværdige, men i takt med, at de bliver indlemmet i den almindelige indiske kultur, ændrer dette forhold sig også.

Irulaernes religion er centreret omkring guden Kanniammal, som er en laverestående gud i Hinduismen. Traditionelt har Irulaerne levet isoleret i områder omkring skovene og har ikke haft kontakt med andre mennesker; har været bange for verden omkring dem og følt sig ude af stand til at kontrollere deres egen skæbne, hvilket især skyldes den diskrimination, de i generationer har været udsat for.

Festival
Tusindvis af irula’er havde samlet sig på stranden i Mahamalipuram i dagene omkring fuldmåne til en årlig festival. Tæt pakket i kilometervis havde de slået lejr på stranden. De fleste irulaer er som resten af Tamil Nadu regionen og resten af Indien primært hinduer, men der findes forskellige traditioner i de forskellige samfund. Det var derfor interessant at gå på stranden en tidlig morgen og opleve et virvar af candy floss-sælgere, mennesker der havde camperet bag små indhegninger, vielser og dramatiske ceremonier med ofringer til guder for at tilkalde ånder.

Samme aften var der kulturelle indslag med sang, dans og taler om Irulaernes problemer og rettigheder. Da vores partnere alligevel var i byen, tog de os med på stranden for at opleve disse ting og vores partner Selvam fra SEAS fortalte, at de for mange år siden havde været med til at starte traditionen med kulturelle indslag. Forskellige organisationer som dem selv skiftes til at stå for programmet.


















Netværksseminar
Svalerne støtter, ved hjælp af penge fra Danida/CISU, at vores tre partnere er sammen i et netværk. De holder seminarer sammen, hvor deltagerne fra forskellige landsbyer mødes og lærer af hinanden. Seminarerne giver meget viden og motivation til både lederne i organisationerne og de 30 deltagere fra landsbyerne, der hver gang er med. Denne gang er programmet sammensat af SEAS, som Svalerne har kendt igennem 30 år.
Vi skulle blot observere lidt, men blev taget flot i mod med denne hilsen.

Der afholdes tre om året og temaerne er fx menneskerettigheder, ledelse og organisering – altid med mulighed for at dele erfaringer og med indslag fra oplægsholdere udefra. Der er gruppearbejder og præsentationer – suppleret med øvelser og en sang eller to.

Det lyder til, at foråret er på vej til Danmark og som svaler nu gør i foråret, vil disse to svaler også vende tilbage fra de varme lande. Tak for at du læser med. Der er varme hilsner fra de stærke rettighedsforkæmpere i Indien til de frivillige Svaler og alle støtterne i Danmark!

God 8. marts derude.

Bangladesh 2015: partnerskabsrejsen uden landsbybesøg

 Af Lis Rasmussen Kazal

Partnerskabsrejsen uden landsbybesøg – det er nok sådan vi vil huske denne partnerskabsrejse. For selv om vi har arbejdet og også fået mange gode diskussioner og ny indsigt i vore partneres arbejde, så er vi vendt tilbage til det samme punkt igen og igen – hvis vi bare havde været ude i landsbyerne og mødt grupperne. Men vi har prøvet at få det bedste ud af den situation, der nu var. Vi har respekteret vore partneres vurdering af, at det var for farligt for os at rejse ud i landet. De var bange for vores sikkerhed. Denne gang er udlændinge også et mål, sagde de – sådan har det aldrig været før, hvor alle altid har forsøgt at beskytte udlændinge.  

Vi har besøgt et land i krise. De har prøvet det mange gange før, siden landet blev selvstændigt i 1971 efter en bloddig befrielseskrig. De har levet under militærstyre og under militærlignende styre. De har kæmpet og overvundet også disse forhold.

Og nu oplever de en opposition, der vil afsætte den siddende regering og har erklæret at de vil ”besætte” landet og erklæret strejker konstant til de opnår målet. Også det har de oplevet før, også afbrænding af køretøjer og andre voldsomheder. Men alligevel er det de oplever lige nu helt anderledes. Fremtrædende og mest aktiv i oppositionen er de fundamentalistiske kræfter, nogle af dem grupper, der under befrielseskrigen støttede det pakistanske militær i at forhindre dannelsen af Bangladesh. De voldsomme begivenheder falder sammen med, at en international krigsforbryderdomstol arbejder med retssager mod krigsforbrydere fra 1971. De fleste dømte eller under anklage kommer fra de fundamentalistiske, islamiske partier.

Fremgangsmåden i protesterne er også anderledes end set tidligere. Det er ikke den siddende regering og dens allierede eller bestemte grupper, de går til angreb på. Det er tilfældige, uskyldige mennesker volden går ud over. Benzinbomber kastes mod busser og lastbiler og anden vare- eller persontransport. Hensigten er klart at lamme landet og skabe kaos, så regeringen går af. Over 100 mennesker er omkommet som følge af angrebene og flere gange så mange er sårede, vansirede.

I hovedstaden Dhaka er situationen nogenlunde under kontrol, men alligevel lykkedes det for ekstremister at dræbe en mand, der har blogget for et ikke religiøst baseret Bangladesh. Biler sattes i brand så sent som i går aftes.

Folk er bange og frustrerede, især fordi det er svært at bekæmpe ukendte fjender, angsten kommer efterhånden til udtryk i vrede og trods – de skal ikke få os og ødelægge, det vi har opnået. Folk slutter op om de arrangementer, der er og er begyndt at protestere på forskellig måde. Men hele tiden det underliggende – ingen kan føle sig sikker. Som en af vores partnere galgenhumoristisk sagde; 'hver dag jeg tager afsted til arbejde tænker jeg – vender jeg hjem i aften uden mén?' Men han tager afsted.

En af de lejligheder, hvor vi har oplevet, hvordan folk trodser truslen var ved markeringen af modersmålsdagen 21. februar. Denne dag i 1952 trodsede en række mennesker et forbud mod store forsamlinger i det daværende Østpakistan, for at protestere at Urdu alene skulle være nationalsprog, ikke Bangla. Flere døde, da politiet åbnede ild mod demonstrationen. De bliver mindet denne dag med store optog gennem byen og nedlæggelse af kranse og blomster ved det store mindesmærke i området, hvor mordene skete i 1952. Det er meget stemningsfuldt. Arrangementet starter ved midnat 20. februar, hvor præsidenten og premierministeren lægger de første kranse og det fortsætter hele natten og formiddagen 21. februar.

Ebbe og jeg havde taget fri for møder og skriveri denne dag for at kunne opleve begivenheden. Vi fulgte med op til mindesmærket og kom helt op for at lægge blomster. Vi havde god lejlighed til at kigge på blomsterhavet – se hvordan unge kunststuderende sidder og tager blomsterhoveder fra kranse og buketter og med dem skaber smukke billeder, der lægges foran mindesmærket. Et fantastisk skue. Det er et arrangement, der viser folks følelser for deres land og deres sprog.

Disse linjer skrives efter, at Ebbe er nået til Danmark og partnerskabsrejsen er slut. Vi vil sikkert komme til at diskutere, som vi har gjort undervejs, ”skulle vi have insisteret på at komme ud”, men det blev altså partnerskabsrejsen uden landsbybesøg og derfor ikke så mange indslag undervejs. Lis bliver her en måned endnu og følger udviklingen.