Take off // Svalebesøg i Indien 2016

Her ses den rute som vi i de kommende tre uger vil følge rundt i Tamil Nadu, for at besøge tre partnere, og fire nye ansøgere. 

“Vi skal have en avis med,“ siger en dansker foran mig, da vi er på vej til at boarde, og vi passerer en stander med internationale aviser i Kastrup Lufthavn. “Det skal bare ikke være en eller anden ‘krakamut’ avis,” understreger han til sin ven og jeg ærgrer mig over dansk selvtilfredshed og er derfor heller ikke begejstret da Morten afslører min nationalitet, for at bede mig tage en avis med. Heldigvis er det for at få fat i en af de internationale aviser. Åh, ja, det skal blive godt at komme lidt væk fra Danmark, asyldebatten og kulden. At få sat verden lidt i perspektiv. Er det for øvrigt ikke en stor del af det udviklingsarbejde handler om?

To nye svaler på træk 
Det skal ikke være nogen hemmelighed: Morten og jeg er forholdsvis nye i Svale-sammenhænge. Mens Morten har startet sin ‘Svale-karriere’ som frivillige chauffør på Nattergalevej, hvor han har klemt sin to meter lange krop ind i svalernes toyota-kassevogn, er jeg blevet involveret i Svalerne, da der blev søgt efter nye partnerskabsrejsende til de projekter, som svalerne støtter i Indien. En dag i efteråret 2015 befandt jeg mig således i baglokalet til genbrugsbutikken på Århusgade med en kop fair trade Africafe i hånden til mit første møde i Svalernes Indiensudvalg. Hvem vil ikke gerne til Indien? Hvem vil ikke gerne gøre en positiv forskel for de fattigste i Tamil Nadu?

Inden vi mødes med vores tolk i Mamallapuram gennemgår vi papirene for den følgende dags besøg hos Svalernes mangeårige partner, SEAS.

Normalt sender svalerne en erfaren (der har besøgt svale-støttede projekter i Tamil Nadu før) og en ny Svale afsted på partnerksabsrejse. Men, da de erfarne frivillige i Indiensudvalget var forhindret i at  hive tre uger ud af kalenderen i år - og fordi Morten og jeg begge har studeret og rejst i Indien -  blev det belsuttet at sende os afsted. Vores tilgang er derfor en kombination af  respekt overfor det arbejde folk før os har lagt i foreningen men også en god portion ‘hvorfor plejer I egentlig at gøre sådan her?’ og måske, har det vist sig, en række spørgsmål alla; "øhmn.... hvad tror du vi skal gøre nu?"

Den rejse, som Morten og jeg nu er taget afsted på er derfor ikke alene en rejse ud i den del af verden, hvor Svalernes penge skal støtte de allersvageste, fattigste - særligt kvinderne i Tamil Nadu, men også en rejse ind i U-landsforeningen Svalerne (termen "udviklingsland-land", er i øvrigt et begreb vi begge har et anstrengt forhold til).

Take off
Da flyet letter 14.50 fra Kastrup kan vi se frem en lang flyvetur efterfulgt af til 3 tætpakkede uger, med møder og landsby-besøg hos Indiens fattigste og undertrykte i Tamil Nadu. (ja, der er meget at holde styr på).
Indiens-udvalget har inden vores afrejse gjort deres bedste for at forberede os på Svalernes indsats i Indien. Aftener og eftermiddage er brugt på anekdoter, billeder og rapporter om de nuværende partnere, og vi har gennemgået de nye ansøgere. Hovederne er fyldt med information, forkortelser på indiske organisationer og tasken med papirer, diarrepiller og nysgerrighed.
På kortet ovenfor, kan du se vores rute, hvor de røde og grønne punkter indikerer de organisationer vi skal besøge.

Genbrug, der gør gavn  

Fra Nattergalevej i nordvest, København, afhenter svalerne genbrugstøj, køkkenudstyr og møbler i svalebilen, som sorteres og sælges af frivillige svaler. Svalerne er på nær koordinatoren en forening drevet af frivillige i en række genbrugsbutikker landet over, hvor forskellige fair trade varer også sælges. Det er pengene herfra - og fra foreningens medlemmer, der støtter projekter i Bangladesh og Indien. At en masse frivillige bruger meget af deres tid i de forskellige genbrugs og fair trade butikker betyder måske ikke så meget for dem, der handler i butikken, men det betyder noget når man på partnerskabsrejsen forsøger at holde rejseudgifterne lave og når de rejsende fortæller om Svalerne til nuværende og nye partnere.

Valgkamp, klimakamp og ‘kaste’kamp
Svalernes partnere i Tamil Nadu, forsøger med forskellige strategier at hjælpe Irulaerne* til selvhjælp. Udenfor kastesytemet er de udsat og oftets uden reel indflydelse.
Om Indien hører jeg ofte, at det ikke er lovgivningen, der er noget galt med, men det, at den ikke bliver håndhævet. Et godt eksempel er Panchayat valgene, hvor der med en slags kvote er sikret pladser til Irulaer. Desværre er det ikke helt det samme som at dette finder sted i praksis eller, at man af den grund har lige adgang til informationer og indflydelse.
I september 2016 skal der være valg i Tamil Nadu, og det bliver derfor spændende at høre Svalernes partnere, hvordan de forbereder og motiverer Irulaerne til at deltage i demokratiet ved at stille op og/eller stemme til det forestående Panchayat valg og dermed gøre deres stemme hørt i verdens største demokrati, Indien.

En anden væsentlig hændelse, værd at nævne, er den voldsomme regn*. Regntiden i Tamil Nadu i oktober, november og december bød i  2015 på det mest omfattende regn delstaten har oplevet i 100 år. I to gange fem dage regnede det uafbrudt og skaderne har derfor været omfattende.

For de fattige og marginaliserede folk, som Svalernes penge går til at hjælpe, har regnen haft store konsekvenser. Regnen rammer nemlig denne gruppe ekstra hårdt -  og man kan sige - straffer dem dobbelt. Irulaerne, er som folk blevet forvist fra flere af de skov- og landområder de gennem generationer har levet i og ofte ejer de ikke de steder, hvor de bor eller også har de ikke papirer på det. Fælles for dem er, at jorden, og stederne de bor ikke giver dem gode livsvilkår. Områder, der ligger lavt er et dårligt sted at bo, når vandet står ned i fem dage og man i forvejen ikke er repsekteret af det omkringliggende samfund, myndigheder med videre. Klimaforandringerne lader sig ikke sådan adskille fra kastesystem eller valgkamp.

Vi vender tilbage med flere beskrivelse af turen, når den store Airbus-Svale er landet i Chennai.

Morten & Tanja

*REGN: Læs mere om den volsomme regn her eller se billeder her.

*IRULAER

Irula-stammen er oprindelig en samlerkultur, som lever af de rødder og planter, de kan finde i skoven. De høster honning, holder høns, samler brænde og jager og spiser kaniner og rotter. Mange er ansat som daglejere enten i landbruget eller på rismøller. Ofte er de blevet stavnsbundet til dette arbejde. IIrula-samfundene er mænd og kvinder ligeværdige, men i takt med, at de bliver indlemmet i den almindelige indiske kultur, ændrer dette forhold sig også.

Irulaernes religion er centreret omkring guden Kanniammal, som er en laverestående gud i Hinduismen. Traditionelt har Irulaerne levet isoleret i områder omkring skovene og har ikke haft kontakt med andre mennesker; har været bange for verden omkring dem og følt sig ude af stand til at kontrollere deres egen skæbne, hvilket især skyldes den diskrimination, de i generationer har været udsat for.