Besøg hos RPWO

Det plejer altid at være ret hyggeligt at komme på besøg hos RPWO, fordi vi kender hinanden så godt efter en del års samarbejde. Stemningen er rar og afslappende og der er også plads til privat snak om familie, de andre Svaler etc.

Denne gang var stemningen noget anderledes, desværre. Det skyldes, at organisationen i maj måned mistede deres eneste kvindelige og mangeårige feltarbejder, Mahadevi, på tragisk vis. Hun valgte efter mange skænderier med sin voldelige og drukfældige mand at springe i en brønd uden ret meget vand og omkom af det.

Det er desværre noget, vi hører om af og til i det indiske samfund, altså at mændene drikker og ofte er voldelige overfor deres koner, det er for eksempel ikke usædvanligt i landsbyerne, enten fordi kvinderne har fået for meget magt, eller fordi manden ikke kan acceptere, at han er ude af stand til at forsørge familien. Her kan organisering af kvinder i SHGer – selvhjælpsgrupper, ofte være noget nær en redning for kvinderne. De mødes med de andre kvinder i landsbyen, taler om tingene, finder ud af, at mange har samme oplevelser og taler om, hvad de kan gøre. Bare det at finde ud af, at man ikke er alene om det, kan ofte være en kæmpelettelse.

Mahadevi har hjulpet mange kvinder med at organisere sig, men måske fik hun ikke selv den hjælp, hun havde brug for. Måske syntes manden ikke om hendes arbejde, der ofte involverede aftenarbejde med sene hjemkomster, måske var han misundelig på, at hun arbejdede sammen med andre mænd. Vi ved det ikke. Men trist er det.

En anden ting, det fyldte meget ved besøget var det nyligt overståede lokalvalg. RPWO arbejder med en meget tilbagestående gruppe stammefolk. Hensigten er, at de skal integreres i det indiske samfund. De er kommet et godt stykke vej, og nu er det så ved den tid, at de er klar til at deltage i lokalpolitik. RPWO har opfordret mange af de ledende figurer fra selvhjælpsgrupperne til at blive trænet i at stille op og deltage i lokalrådene for derved at få indflydelse på lokalsamfundet og forbedre forholdene for især stammefolkene. Mange var meget motiverede og stillede op.

Desværre blev det en beskidt affære. Flere af dem, der stillede op, blev truet til at trække sig før valget, andre er blevet snydt, stemmer er talt forkert op, der er manipuleret med tallene etc. etc. Og det er ikke ualmindeligt, at man ’køber’ sig til stemmer, altså giver de fattige gaver mod at de stemmer på én. Så selvom man egentlig har sympati for en person, kan man blive fristet til at stemme på en anden, der giver penge eller gaver. Dette er ikke svært at forstå, når man har været på landsbybesøg hos folk, der nærmest intet har, så vil en husholdningsmaskine, et tv, penge og lign. være kærkomment. Disse korrupte metoder har RPWO i den grad modsat sig, og ingen af de opstillede er faldet for fristelsen – de har ganske enkelt heller ikke råd. Men under vores møde med nogle af de opstillede, hvor vi evaluerede valget, talte flere om, at næste gang måtte de nok også betale folk. Her var RPWO helt klare i spyttet, der skal arbejdes videre med at bevidstgøre dem; valget skal ikke vindes ved korruption. Heldigvis havde ingen af de opstillede trods den enorme skuffelse mistet modet, og alle er klar til at stille op igen om 5 år. Vi overrækker dem hver et sjal for deres gode arbejde. Det er så landsbydemokrati i verdens største demokrati! 

Udover ovennævnte var vi på landsbybesøg i 2 meget afsides liggende landsbyer. Selve køreturen var ufattelig smuk. Måske har det lidt at gøre med, at vi hele tiden får nyheder hjemmefra om, at der er mange graders kulde. Vi kørte igennem meget frodigt landskab med masser af afgrøder mere eller mindre klar til at høste, ris, selvfølgelig, i alle stadier, jordnødder, gurkemeje, bananer, papaya, chili, og masser af palmetræer. Vi savner slet ikke kulden derhjemme.

Til gengæld fik vi for alvor varmen i den ene landsby. Vi ankom lige til frokost, som de havde sørget for, det sædvanlige meal, bestående af masser af ris (alt for meget) + diverse små grønsagsretter, linser, papadum etc. Normalt kan vi sagtens spise det uden problemer, men denne gang var det simpelthen så stærkt, at sveden haglede, og der var ikke nogen fan (ingen elektricitet). Det var på alle måder en MEGET varm affære.

Selv efter en del partnerskabsrejser bliver det ved med at være spændende at komme på landsbybesøg. Det er ret utroligt, hvor lidt de kan klare sig med. Mange steder bor der 2-3 familier sammen i en lille lerhytte med tag af palmeblade. Mange har ikke ret til at bo der, og kan i teorien blive smidt væk af myndighederne. Mange steder må de gå langt efter vand, når det bliver mørkt, bliver det for alvor mørkt. Med RPWOs hjælp har flere dog med tiden fået både vand og el samt en vej etc. De fleste kvinder i landsbyerne har dannet selvhjælpsgrupper og sparer op, sætter penge i banken og kan derved få lov at låne penge til favorable priser, efter en vis periode. Det går fremad, men langsomt.

I en krisetid som den RPWO lige nu oplever, betyder det virkelig meget, at de får både moralsk og økonomisk støtte af Svalerne. De betegner os mere som venner og samarbejdspartnere end donorer, hvilket vel egentlig også er vores overordnede mål.

Besøg i stammelandsbyer

Vi har forladt Trichy og befinder os i Denkanikottai, som ligger tæt på grænsen til Karnataka. Vi tog en natbus, hvilket vist er ved at blive en vane… Denne gang var det en semi-sleeper bus, så vi kunne næsten (!) ligge ned. Vejen lod meget tilbage at ønske i forhold til komfort – ujævn grusvej kan man kalde den, hvis man er positivt indstillet. Vi skulle skifte bus i Hosur, og der ankom vi kl. 04.45. Der var meget koldt og mørkt, og næste bus gik først kl. 07.30. Da vi endelig ankom til Denkanikottai fik vi os derfor en velfortjent lur. Byen er ikke særlig stor og er ikke at finde i vores Lonely Planet (så ved man, at man har bevæget sig uden for turistkomfortzonen). Vi har fået at vide, at her bor 3 lakh (300.000) men det ser bestemt ikke sådan ud! Vi gætter på et nul mindre.

I går var vi på besøg hos RDC, som arbejder med irulaer (et stammefolk). Vi holdt møde på RDCs kontor, og ægteparret, som leder organisationen, havde inviteret de ansatte, frivillige samt nogle af landsbybørnene. Vi var derfor 20-25 mennesker. Vi blev taget rigtig fint imod med velkomstdans og sang.

Først fortalte lederne og de ansatte om det nuværende projekt, som blandt andet drejer sig om at danne uformelle uddannelsescentre og SHG (self help group) i landsbyerne for kvinderne. De arbejder på flere planer, og forsøger eksempelvis også at få oprettet børnecentre til gravide kvinder og små børn, for at de kan få ordentlig mad. Regeringen er forpligtet til at sørge for mad i sådanne centre. RDC har med Svalernes økonomiske støtte lavet en undersøgelse omkring kvinder og børns ernæring for at understøtte deres formodning om målgruppens tilstand. 

RDC er begyndt at arbejde i 20 nye landsbyer, og de fortæller, at der sidste år døde 19 små børn og 3 kvinder under fødsel. Det er derfor påtrængende nødvendigt at arbejde for, at helbredstilstanden bliver bedre i landsbyerne.

Da vi er på landsbybesøg, oplever vi, hvordan nogle af irulaerne lever. Den første landsby er relativt ny i RDC regi og har eksisteret i 5 år. Husene er bygget med regeringsmidler, hvilket er noget, alle landsbyer kan søge om. RDC siger om dem:  ”They just came out of the forest”. Irulaer er traditionelt et stammefolk, som har boet i skoven og ernæret sig gennem skovens produkter. Men de ligger i bunden af hierarkiet. Børnene i den første landsby er utroligt beskidte og har totalt sammenfiltret hår. Først får vi at vide, at de går i skole, men det viser sig ikke helt at stemme overens med den faktiske praksis i landsbyen. 

Nogle forældre klager over, at deres børn diskrimineres i skolen, og pludselig opstår der en større diskussion, hvor læreren hentes og inddrages i problematikken. Alle involverer sig – selv vores chauffør! Det er en højlydt diskussion, og der følger også tårer med. Men heldigvis ender det i al fordragelighed, og alles mening er blevet hørt. Vi håber, at der nu kommer noget godt ud af det, og at forældrene vil sende deres børn i skole og lærerinden være opmærksom på den diskrimination, irula-børnene udsættes for (af børn fra en anden lavtstående kaste, men som ligger lidt højere placeret i hierarkiet end irulaerne).

Alle involverer sig – selv vores chauffør! Det er en højlydt diskussion, og der følger også tårer med. Men heldigvis ender det i al fordragelighed, og alles mening er blevet hørt. Vi håber, at der nu kommer noget godt ud af det, og at forældrene vil sende deres børn i skole og lærerinden være opmærksom på den diskrimination, irula-børnene udsættes for (af børn fra en anden lavtstående kaste, men som ligger lidt højere placeret i hierarkiet end irulaerne).

Til mødet på RDCs kontor møder vi Poongodi, som er 15 år. Hendes ægteskab var blevet arrangeret, og hun var forlovet, hvilket ikke er en ualmindelig alder at blive gift i for irulaerne. Her kan de være helt ned til 12 år, når de bliver gift. RDC kæmper dog for at få forældrene til at vente med at gifte deres børn, og de forsøger at oplyse forældrene om de problemstillinger, der kan følge med meget tidlige ægteskaber. 

RDC hørte om Poongodis forlovelse og opsøgte derfor familien. De fik overtalt familien til at udskyde ægteskabet to år. Manden (eller rettere sagt drengen) og hans familie er indforstået med at udskyde ægteskabet. Poongodis mor samt ældre søster er begge døde under børnefødsler, så nu har hun kun sin far og lillesøster. Hun har gået i skole ind til 7. klasse, men er stoppet, dels fordi drengens forældre ikke vil have, at hun uddanner sig mere, dels fordi hun skal tage sig af faderen og søsteren. 

Skolegang er normalt en god måde at udskyde pigernes ægteskab på, da de så har noget at give sig til, og forældrene er samtidig også mere villige til at vente med ægteskab. En af pigerne, vi mødte, har en ældre søster på 14 år, som ikke går i skole, og hun blev gift tidligt og har nu to børn. Poongodi er kommet under RDCs vinger og er nu leder af en klub for unge piger i landsbyen. Der er 15 medlemmer, og hun lærer dem om at vente med sex til ægteskabet og derefter kun have sex med deres mand, at huske at vaske deres tøj og gå regelmæssigt i bad. 

Nogle af pigerne vil gerne blive medlemmer af en SHG, når de bliver gamle nok, og derfor lærer Poongodi dem at skrive deres signatur, så de kan skrive under på dokumenter. Alle aktiviteter for klubben er fint skrevet ind i notesbøger med dato for møderne og navnene på deltagerne. Poongodi er blevet en rollemodel for de andre piger i landsbyen.

De landsbyer, RDC arbejder i, er svært fremkommelige og ligger i et meget bakket og bjergrigt område. Der er kun asfalteret noget af vejen, og resten består af smalle grusveje og skarpe hårnålesving. Det kuperede terræn gør det svært at komme frem og tilbage, så vi kører i en slags landrover, selvom Svalerne ellers gør meget ud af at anvende lokal transport. De landsbyer, vi besøger, er meget forskellige, og det er nemt at se forskel på de landsbyer, hvor RDC har arbejdet i mange år, og dem hvor de kun har arbejdet kort tid. 

Den sidste landsby, hvor Poongodi bor, er en af deres ’præmielandsbyer’, hvor der er sket mange fremskridt. Beboerne har regeringsbyggede huse, elektricitet, vand og en skole tæt på. Men det, de mangler, er en asfalteret vej til landsbyen. Beboerne har rent tøj på og ser sunde og raske ud. Det står i kontrast til den første landsby, hvor alle er meget beskidte og ser fejlernærede ud. Der er derfor meget arbejde endnu for RDC, men det er en fornøjelse at se den gode forandring, de er med til at skabe!

Proaktive og kreative kvinder

Vi er efterhånden ved at være inde i rytmen med partnerskabsbesøg og har desuden fået sovet, spist og vænnet os til det indiske liv. Fra vores midlertidige base i Trichy tog vi mandag morgen kl. 7 bussen til Dindigul for at besøge vores 1-årige partner NEED. Det var en rigtig behagelig bustur, da hovedvejen mellem de to byer er helt ny og uden bump – hvilket er lidt af en luksus her i Indien!

NEED består af en enkelt kvinde (Mrs. Ethirajam), som er en alvorlig og arbejdsom dame. Vi tog med det samme ud for at besøge de kvinder, hendes projekt når ud til. Vores program bestod af tre dele: besøg på et syværksted, besøg på et gartneri samt besøg på et værksted for gaveartikler. Projektet var egentlig i udgangspunktet centreret omkring at lære kvinder fra en af de laveste dalitgrupper (kasteløse) at sy tasker af jute for at supplere deres indkomst fra dårligt betalt og tvivlsomt rengøringsarbejde eller for helt at skifte ’branche’. Men her kommer det proaktive og kreative ind! 


I starten af projektet gik det hurtigt op for Mrs. Ethirajam, at ikke alle kvinder, der deltog i projektet, havde interessen i eller færdighederne til at lære at sy på en symaskine. Men i stedet for blot at lade stå til tog hun udgangspunkt i hver enkelt kvindes ønsker og færdigheder og trak på sine forbindelser i byen. Derfor besøgte vi ikke kun et syværksted, men også et gartneri samt et værksted hvor de laver gaveartikler. Mrs. Ethirajam havde nemlig fundet på andre erhverv, som kunne være interessante for kvinderne i projektet.

På syværkstedet mødte vi de kvinder, som efter træning i syning har besluttet sig for at forsøge at gøre syning af tasker af jute til deres levevej. Disse kvinder er alle i den samme SHG (self help group). De syr enkle indkøbstasker men tager også imod bestillinger af syning af eksempelvis rissække, små poser til bryllupper etc., som alle laves af samme materiale. En enkelt kvinde er dog beskæftiget med strygning, og vi besøgte hendes lille strygerum, som ligger i forlængelse af familiens hus. Kvinden fortalte, at det er rigtig godt for hende med dette job, da hun både kan passe hjem og børn samtidig med at tjene penge ved at stryge andres tøj fra hjemmet.

På gartneriet så vi, hvordan de gror bomuld, ’lady fingers’ (okra), bønner og betel blade. Vi smagte på betel bladene, og det gav anledning til stor morskab for både vores tolk og rundviser, da vores ansigtsudtryk tydeligt viste, at det var en meget særlig smag! Først smagte det bare lidt af blad for så lige pludselig at blive enormt stærkt. Vi fik efterfølgende en frisk kokosnød, og det hjalp lidt på den kradse fornemmelse i halsen!

Vi besøgte også det værksted, hvor en gruppe kvinder har involveret sig i at lave gaveartikler. Størstedelen af kvinderne laver dekorationer ud af plastikblomster, som sættes på en snor i forskellige mønstre. De bruges som pynt til eksempelvis bryllupper, housewarmings og andre glædelige begivenheder. Vi blev med det samme tilbudt en stor dekoration til at hænge rundt langs dørkarmen med kraftigt gule og grønne blomster. Da vi forklarede, at vi syntes den var mægtig fin men altså lidt for stor i forhold til at skulle pakkes ned i vores rygsæk og for sart til at blive presset ned i samme rygsæk, blev vi tilbudt en mindre. Den takkede vi også pænt nej til. 

Vi mødte fire kvinder fra projektet, og de var enormt søde og begejstrede. En ældre dame viste stolt både smykker, malerier og en slags dekorative tallerkner frem, som hun havde lavet. De forskellige smykker var især udfærdiget med henblik på bryllupper, og en af de unge piger blev udpeget til model, og kvinderne viste os, hvordan smykkerne skal anvendes på bruden. Da kvinderne rigtig gerne ville give os en gave, fandt de også andre ting frem, som de havde lavet, og vi endte med at få en hæklet telefon-underdug (en slags dug hvor telefonen kan stå på) i kraftig gul og blå samt en lille hæklet borddug i rød. De vil pynte hjemme på kontoret.

Formanden for denne SHG var meget glad, engageret og enormt taknemmelig for de muligheder, hun har fået gennem Svalernes støtte til NEED. Det samme udtrykte alle kvinderne. Det var en fornøjelse at se og opleve deres glæde og engagement. Mrs. Ethirajams proaktive tilgang til at lære disse kvinder en ny profession samt kvindernes egen kreativitet, giver kvinderne en ny mulighed for at udforme deres liv i en retning, som de ønsker. – Og det er virkelig positivt!

Mange oplevelser allerede - på alt for lidt søvn! Aivaja & Kirsten er ankommet til Indien

Pyha, så er vi atter på farten i Indien på årets partnerskabsrejse. Denne gang har jeg fået ledsagelse af Aviaja, som er startet i Indiensgruppen for ca. 1½ år siden, men har været i Indien flere gange.

Aviaja & Kirsten

Efter en meget lang tirsdag, 24. januar, som gik med at flyve til Bangalore, og en efterfølgende meget kort nat, vågnede vi onsdag morgen op ad formiddagen. Vi fik dog hurtigt lukket øjnene igen, for lyset var simpelthen alt for skrapt til vores nordlige, og stadig meget søvnige øjne. Vi brugte dagen på praktiske gøremål såsom at veksle penge, købe billet videre, vænne os lidt til den dejlige indiske mad, og få væskeniveauet normaliseret igen, især kaffeniveauet. Samme aften (onsdag) tog vi med natbus videre til Trichy, arriverede næste morgen, hvor vi blev mødt af vores dejlige tolk, Ganga Vidya, som havde arrangeret hotel for os.

Her kommer så den første årsag til at starte indlægget med ’pyha’. Blot 48 timer efter afgang, dvs. 43½ med tidsforskellen, har vi rejst i ca. 24 timer, sovet i 5, spist i 2, og brugt resten af tiden på at finde rundt og få ordnet ting. Især brugte vi lang tid på at få togbilletter, hvilket viste sig at være umuligt, da den afgang, vi ønskede, havde været udsolgt i 10 dage. Men efter flere forespørgsler rundt omkring, fik vi arrangeret busbilletter.

Efter vi var blevet installeret på Kudumbam Trust Hostel i Trichy, fik vi et par timers velfortjent hvile, men så gik det løs igen. Ganga kom, og så skulle der arrangeres og ringes, og for resten skulle vi lige møde hendes professor fra universitetet udi kvindestudier, som inviterede os på frokost. Lettere omtumlede kørte vi bag på hendes scooter, én af gangen, af sted. Hen på eftermiddagen blev vi ladt alene til at forberede næste dags møde med den første partnerskabsorganisation på vores liste: VCWS. Vi var totalt færdige, og kunne overhovedet ikke holde os vågne. Vi gik ud for at spise aftensmad omkring kl. 19, længe før alle andre, så vi måtte bare spise, hvad der var. Kaffen måtte vi tage i en coffee shop på vej hjem, det kunne restauranten ikke klare på den tid. Det er noget man drikker om morgenen og sidst på eftermiddagen. Heldigvis har coffee shoppen altid kaffe til den beskedne pris af 7 rupees, ca. 80 øre. Og så hjem i seng, endelig!!!

coffee shop

Hele fredag (bogstaveligt talt!) og en del af lørdag gik med besøg hos VCWS. Resten af lørdagen arrangerede Ganga alt muligt. Hun ringede, skrev, sendte mails etc. De næste to møder med vores partnerskabsorganisationer er aftalt til fingerspidserne. Det netværksmøde, vi i Indiensgruppen har talt om de sidste par år, er ved at materialisere sig, takket være Ganga. Og så fik hun også lige arrangeret et frokostmøde med Oswald Quintal (fra organisationen Kudumbam) og nogle svenske kvinder fra Red Barnet. Kl. 21.30 tog vi ind til byen for at spise dejlig aftensmad, grøntsager i karrysovs og naanbrød, uhm.

Her kommer det næste ’pyha’. Med Ganga i nærheden sker der hele tiden noget. Det kan være svært at følge med, især fordi vi knapt har fået udsovet og er kommet ovenpå efter den lange rejse hertil og den efterfølgende natlige busrejse. Til gengæld er der styr på tingene! Og vi er i helt trygge hænder.

Søndag er det helligdag, og vi har fri – sådan da. Vi skal på politistationen og anmelde et tyveri af en pung (som højst sandsynligt skete i bussen) samt forberede møde på mandag, men der skulle også være plads til lidt sightseeing, så nu det er slut med at sige ’pyha’ – det skulle da lige være pga. varmen.