"Tag pengene og stem på den du vil" // Blog 5 - partnerskabsrejse Indien 2016

Til venstre. Mrs. Muttu og til højre den ældre mand, der ikke fik lov at afgive sin stemme ved sidste valg

De sidste rejsereflektioner...

”Tror du de vil låne min kniv?”, spørger Morten. Et stort bander er blevet bredt ud på bordet i konferencehallen på Ammayaii Hotel i Tiruvannamalai. Bagved bordet sidder godt 30 mænd og kvinder på røde og (det, der engang har været) hvide plactikstole. 

Vi er til den sidste CDT-trænning i det tre år gamle Irula-netværk, og arrangørerne er pt, ved at hænge et stort bander op, bag ved det bord, hvor resurseperonen Mr. Engalis skal sidde. 

Supported by the Swallows-SISU, står der på banderet og jeg forsikrer Raj (fra RPWO), der sidder ved siden af mig for at oversætte, om, at det ikke gør noget, at de er kommet til at stave CISU med S.

Imens har Durrai fra den anden af de tre organisationer i netværket, SEAS, fået slidt noget snor over, på en skarp metalkant og banderet er kommet op at hænge uden Mortens kniv. 

På stolene ved siden af mig, kan jeg genkende flere ansigter fra landsbybesøgene i de foregående to uger. Blandt andre Mrs. Muttu, der er en bestemt og smilende kvinde, og som som også er forkvinde for RPWOs Irula-føderation. Trods politisk modstand (her forstået både fysisk og psykisk) kæmper hun ukueligt videre, og har bl.a. været medvirkende til at få etableret et vandtårn i sin landsby. 

Og så er der den ældre mand på første række, med hvidt skæg og bekymrede øjne. Ved mit besøg i hans enklave, fik han et mindre vredes udbrud da jeg spurgte til valget i 2011. Ved sidste Panchayatvalg, havde han og flere af hans naboer ikke fået lov at stemme. Da de var ankommet til valgstedet, fik de at vide, at de allerede hadve stemt (...) og, at de jo derfor ikke kunne afgive deres stemme igen. Den ældre mand blev meget sur og var nær endt med at få bank, af dem, der havde ’stjålet’ deres stemmer. 

Trænning i at få ret

Mr. Angelis er, ligesom ved flere tidligere CDT-træninger, ressourceperson til disse to sidste trænningsdage. Temaet er særligt centreret om politisk forståelse og deltagelse.

Dagen åbnes af Samuel Selvam (SEAS), der understreger, at det er vigtigt, at Irulaerne står sammen og i fællesskab kæmper for deres rettigheder i en stor føderation på tværs af de tre organisationer i CDT-netværket: RDC, SEAS og RPWO.

Særligt er det land/jordrettigheder til det område, hvor  man bor, som Irulaerne oplever som det væsenligste fælles problem. 

Mr. Angelis følger op på Samuel Selvams opfrodring til at danne fælles front. Han fortæller, hvordan en gruppe kvinder i nabostaten Kerala, har haft held til at få rettigheder til jorden gennem en opfindsom aktion. Kvinderne hængte reb op i gummitræerne i deres område. Det var en trussel om, at kvinderne ville hænge sig, hvis ikke de fik ret til jorden. Ingen ville åbenbart havde et kollektiv selvmord på samvittigheden og aktionen blev en succes: Kvinderne fik ret til jorden.

Kan Irulaerne ikke kopiere den aktion, hvisker jeg til Raj. Han kigger skeptisk på mig henover brillen. ”Nej,” siger han ”Vi har ingen gummitræer i vores område”, siger han med et spidsfindigt smil. ”Vi må være innovative på vores egen måde”, understreger han, og vender igen blikket mod Mr. Angelis.

En opmærksom lytter

Tag pengene og stem på den du bedst kan lide

Et andet centralt emne er deltagelse i det politiske system. Får irulaerne lov til at bruge deres stemmeret? Føler de den nytter noget– og forstår man overhovedet det politiske system i verdens største demokrati?
Det sidste vil jeg ikke bebrejde nogen for. Så jeg lytter opmærksomt efter Mr. Angelis indføring i de forskellige demokratiske organer og processer i Indien.

”I skal forstå sammenhængen mellem jeres stemme på en politiker og vedtagelsen af nye love” siger Mr. Angelis og benytter Forest Right Act som eksempel, fordi den har indflydelse på muligheden for mange Irulaers jordrettigheder. 

Der er også store problemer med, at folk forsøger at købe Irulaernes stemmer. Det er typisk et sted mellem frugt og mad til 500 rupees (50 kr.), som politikere, eller partisoldater, forsøger at købe Irulaernes stemmer for. 

”Tag pengene og stem på den du bedst kan lide”, lyder Mr. Angelis råd. Ved siden af hører jeg Morten, der er født og opvokset i Tyskland, reflektere over det scenarie. 

”I Tyskland lover politikerne også ting de ikke holder, men der får man ikke engang penge”,mumler han, og Raj løfter øjenbrynet og kigger igen skeptisk og småsmilende hen på os. 

Pengal Talivi

Da træningsdag 2 er forbi, og Morten og jeg, lettere forvirret og som repræsentant for Svalerne har sagt vores ’ode of thanks’, henvender  Mrs. Muttu sig til mig. 

Tydeligt frustreret peger hun på mig og derefter sig selv. Hun kan ikke engelsk. Jeg kan ikke Tamil. 

Næste gang jeg kommer, får hun oversat af Samuel, så synes hun, at jeg skal have lært Tamil. Så vi kan tale sammen, undertreger hun. Og jeg er helt enig.  

Jeg vil sku også gerne kunne tale ordentligt med dig, siger jeg (og ægrer mig over, at have et håbløst sprogøre). Næste gang, nikker vi til hinanden.

Og så lærer jeg det første egentlige tamilske udtryk (udover almene høflighedsfraser): Pengal Talivi.

Stærk kvindelig leder.

Deltagerne til den sidste CDT-træning, her samlet på et fælles gruppefoto.

Tanja