Badeværelse, jeg blev henvist til en af de gange jeg forsøgte at opstøve et toilet...
- 19. november blev i 2013 udnævnt som World Toilet Day og skal sætte fokus på vigtigheden af sikre og hygiejniske toiletforhold.
- Ifølge FN har 1 ud af 3 personer i verden ikke adgang til et rent og sikkert toilet.
- Ifølge The Indian Express har 60 % af befolkningen i Indien ikke adgang til private og sikre toiletter.
- Det vurderes, at der på verdensplan dør omkring 1.000 børn om dagen på grund af ringe sanitære forhold.
Tabu, toiletter og kvindelig hygiegne
For ti år siden befandt jeg mig i en ligegyldig, beskidt og kaotisk by i sydinden sammen med min bedste ven. Jeg var 20 år og det var mit første rigtige rygsækeventyr ud i verden. Og selvom jeg ellers havde et tæt forhold til min ven, havde jeg ikke rigtig lyst til at involvere ham i problemstillingen: Jeg havde ikke flere bind! Så jeg smuttede ud på gaden alene, for at opstøve nogle.
Men hvor?
Derhjemme ville jeg købe dem i supermarkedet. Men på det tidspunkt havde jeg stadig ikke set et eneste supermarked i Indien. Der var kun de små gadekiosker. Jeg stirrede intenst på hylderne: Sæbe i små poser. Skinnende karameller i plastikbøtter. Brød. Kiks i massevis.
Men ingen bind.
Videre til næste gadesælger. Sådan fortsatte jeg ned ad gaden.
Det gjorde det ikke lettere, at de ikke snakkede engelsk og jeg ikke et ord Tamil. Eller, at vi nogle dage forinden havde stået og lavet ’tørre sig i numsen’ fagter, for at skaffe mere toiletpapir, hvilket inderne, der kun bruger vand, naturligvis ikke forstod noget som helst af. (Tip: lær at bruge vand, eller spørg efter ’tissue paper’).
Endelig spottede jeg noget i et af de små gadeudsalg. På øverste hylde bagerst i butikken stod en pakke bind. Med fagter og pegen fik jeg forklaret, at det var dén deroppe, som jeg gerne ville have fat i. Manden i kiosken, blev febrilsk og forvirret og brugte udelukkelsesmetoden, og pegede på samtlige andre produkter på reolen, før han endelig konkluderede, at det var den støvede pakke bind, jeg var ude efter. Lettet og forlegen tog jeg imod den.
Og så undrede jeg mig. Hvorfor var den så støvet?
Hvor købte de indiske kvinder selv bind?
Bruger de indiske kvinder ikke bind?
Kvindelige konsekvenser
I dag koster en pakke bind i Indien cika 35 rupees (for 15 stk). Det svarer til 3 kroner og 50 øre.
Eller i indisk kontekst; tre en halv kop the, et måltid mad, eller 35 af mine nye yndlings karameller med kaffesmag.
I et land, hvor over 20 % af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen betyder det naturligt nok, at ikke alle kvinder i Indien har råd til en månedlig pakke bind eller mere.
Som Arunachalam Muruganantham forklarer i ovenstående tedtalk er det for mange indiske kvinder et spørgsmål om at købe ordentlig nærende mad til familien eller bruge pengene på bind.
Så mange indiske kvinder bruger ikke bind. Og nogle kender slet ikke til dem.
I følge Gowri, den kvindelige leder af organisationen Rural Development Council (RDC), benytter mange af Irulakvinderne, som organisationen arbejder med at oplyse om hygiegne og sundhed, sig af stofklude. (Det samme gælder for øvrigt også for mange andre indiske kvinder). Stofklude er naturligvis meget mere miljørigtigt end at bruge bind, men ikke just hygiejnisk. I hvert fald ikke, hvis kludene ikke bliver vasket og tørret ordentligt.
I det distrikt, hvor RDC arbejder døde en kvinde. Hun havde ikke vasket stoffet hun brugte under sin menstruation ordentligt, og da hun tog det i brug igen ved næste cyklus, blev hun inficeret af orm. Det vidste man dog først senere. Kvinden blev tykkere og tykkere, og der blev snakket. Var hun mon gravid uden for ægteskabet? Men så døde hun. Det viste sig at være et særligt slemt tilfælde af orm, som hun var død af.
Det er fem år siden nu. Heldigvis fik det, den konsekvens, at flere lokale organisationer og myndighederne har sat fokus på kvindelig hygiejne, og sundhed.
Hos RDC har man med støtte fra svalerne afholdt gruppemøder med piger i puberteten i de afsides landbyer i Nilgiri bjergene.
Når RDCs medarbejdere kommer til landsbyen samles pigerne gerne. Så er der måske 15 til at starte med. Når RDCs medarbejdere begynder at fortælle om menstruation, eller hvordan man bruger de bind, som et statsfinasieret program distribuerer gratis til pigerne, så bliver pigerne forlegne og fordufter langsomt. Tilbage bliver som regel 2-3 stykker. Men det er helt sikkert, at de andre piger efterfølgende opsøger de mere modige piger, der er blevet gennem hele mødet og spørger: Hvad sagde de?
Og egentligt er det heller ikke så underligt, at det er svært at snakke om. Og slet ikke i en stor gruppe. Gowri og en ung læge, der arbejder på den mobile sundhedsklinik, griner højlydt, da jeg siger, at jeg lærte om bind og seksualundervisning i skolen. ”Det ville jo betyde, at nogen turde undervise i det offentligt!” siger de og ser ud som om det er det mest utænkelige, de kan forestille sig.
Og i Irulalandsbyerne, er det heller ikke noget mødre og døtre snakker meget om. Og det er ikke unormalt, at en teenagedatter, holder en graviditet skjult for sine forældre, og moderen først opdager det når hun er så langt som 7.-8. mdr. henne.
Færre og farlige toiletforhold for kvinder
På vej til Tiruvannamalai, hvor vi skal fange en bus i et kæmpe kryds skal jeg tisse. Det skal jeg altid ved udsigten til en bumlende bustur, som jeg ikke rigtig kender længden af, eller ikke ved om der vil være stop undervejs. ‘Nervøs blære’, hedder det vist.
Jeg diskuterer lidt frem og tilbage. Mest med mig selv. Kan jeg ikke bare lige gå om bag de buske der. Bussen kan komme hvert minut, så hvis jeg bare smutter derom, hvor jeg allerede har set flere mænd gå hen.... Morten lader ikke til at være generet af planen. Han skal nok holde øje med taskerne. Men vores tolk, Rohan, for et nærmest panik-agtigt udtryk i øjnene, da han forstår hvad jeg har i sinde. Nej. Buske er kun for mændene.
Og Rohan har sine grunde til at stoppe mig, dels bliver det opfattet som ganske upassende, for en kvinde at ‘gå på toilet’ så synligt. Dels er der et sikkerhedsissue. I indien voldtages i gennemsnit en kvinde hver 30. minut. Og fordi kvinder, der ikke har adgang til toiletter venter til om aftenen, hvor de mindre synligt kan gå afsides og ‘toilette’ er det et tidspunkt, hvor de er lette(re) ofre.
Så jeg må krydse en firsporet indisk motorvej, forbi fem tykke vagter, der mener, at jeg kan låne et toilet inde i en form for busbygning. En kvinde bliver sat til at følge mig ind gennem et skummelt mørkt rum, hvor to mænd sover, og ind på et toilet med dør og vand. Kvinden kigger opgivende og overbærende på mig, og jeg forstår, at det ikke er normal kutyme, at random kvinder bliver inviteret ind på dette toilet. Da jeg igen er tilbage har vi misset den første bus mod vores destination, og jeg bliver irriteret og forvirret. Hvorfor skal det være så besværligt?
På de næste busture, forsøger jeg ikke at drikke så meget vand (det får man hovedpine af), for jeg har da ikke lyst til at være besværlig. Og naturligvis heller ikke være en kulturel ignorant type, der i bogstaveligste forstand pisser på folks normer og regler.
When in Rome...
Men hvad gør de indiske kvinder? Svaret er simpelt.
Ifølge de indiske kvinder jeg taler med, er der to måder at tackle de dårlige toiletforhold på.
1) Lad vær med at drikke vand, når du skal rejse og derfor har begrænset adgang til klamme toiletter.
2) Bliv hjemme.
Det sidste vælger en hel del piger at gøre hver måned, fordi deres skole ikke har ordentlige toiletter, fortæller Gowri, fra RDC.
Selvom det i dag er et lovkrav for skolerne i Indien at have separate herre- og dametoiletter, er dette dog kun tilfældet på 70% af skolerne. Og så er det for øvrigt ikke et krav, at der er rindende vand på toiletterne, hvilket gør, at mange piger vælger at undvære skole når de menstruerer. Det betyder naturligvis, at de stilles ringere end de drenge de studerer sammen med.
Når man som jeg ikke bare kan blive hjemme, så opstår endnu et problem: Problematikken om, hvor man smider bindene ud, hvis man altså bruger sådan nogle. For indiske toiletter har ikke skraldespande. Men det er en længere historie og forhåbentlig kommer der en dag et længere journalistisk produkt fra min hånd om menstruationens rolle – kulturelt, økonomisk og klimamæssigt.
Tanja
Ingen kommentarer:
Send en kommentar