tirsdag den 2. februar 2016

Statusopgørelse i Denkanikottai / Blog 3


Tanja og Morten sammen med RPWO teamet foran deres kontor udenfor Thiruvannamalai

Efter nogle varme dage (og endnu varmere hotelværelser) i tempelbyen Thiruvannamalai, hvor vi besøgte den anden af Svalernes efterhånden mangeårige partner RPWO (Rural Peoples Welfare Organization) og vores nye partner-organisation RPDS (Rural People Development Society), og Morten ellers lå syg en dag med de klassiske symptomer de fleste Indiensrejsende kender nøje (kendt som Delhi belly), nyder vi nu det køligere klima i højlandet, hvor Denkanikottai ligger, og hvor vi lige nu gør os klar til at besøge RDC i de kommende dage, den tredje af Svalernes nuværende partner-organisationer i Tamil Nadu.



Mr. Selvarasu forklarer Tanja og vores tolk Rohan hvordan mikrolån fungerer i haven af RPDS´ kontor


Da vi (indholdsmæssigt) siden sidste indlæg på denne blog, også har besøgt den potentielt nye partner-organisation Tea Trust, er vi både tids- og indholdsmæssigt ved at være halvvejs i vores rejse. Dermed har vi nået et passende tidspunkt til en første, lille statusopgørelse på det projekt vi er i gang med. 

Indisk socialarbejde – organiseret kaos med hjerteblod og en tråd til højere (eller udenlandske) magter

Hvis tendensen fortsætter, kunne det blive lange og seje forhandlinger ved Svalernes kommende bestyrelsesmøder, omkring spørgsmålet, hvilke (især nye) organisationer der skal gives støtte til! For det er helt tydeligt; støtten ville hver gang lande et tørt (og varmt) sted. Alle organisationer og deres formænd og medarbejdere vi har mødt indtil videre, er inspirerede væsener, kompetente og erfarne i deres arbejde og har hjertet på rette sted. Nogle gange i forskellige blandingsforhold. Således synes det tydeligt at både SEAS og RPWO's medarbejdere er fuldhjertet ved sagen og har et stort kendskab til og respekt for de folk de arbejder med. At de arbejder på en måde, hvor de nærmest selv bliver en del af landsbyenklaven og således operer indefra og udadtil i deres advokerings- og oplysningsarbejde for Irulaerne, bliver tydeligt, når man ser dem interagere med Irulaerne i de landsbyer vi besøger. På deres asketiske kontor-fasciliteter og (fraværet af) andet udstyr kan vi også se, at de nok ikke har flere penge end den støtte Svalerne giver. Denne hengivenhed, hvor de både planlægger meget langsigtet og samtidig prøver at gøre det hele på engang (med et pænt ord, kunne vi attestere dem en ”holistisk tilgang”), resulterer typisk i at det de faktisk gør, er det der situativt synes påtrængende (såsom kompensation for vandskader eller konkret konflikt-mægling), hvorved der både kan opstå divergens mellem de fra svalerne ønskede handlings-planer og de faktiske handlinger, ligesom det hele set udefra derfor godt kan virke lidt kaotisk, langsomt og uigennemskueligt.

Landsbybesøg med SEAS

Helt anderledes er ”blandingsforholdet” hos vores potentielt nye partnere. Både RPDS og Tea Trust er velfungerende, godt strukturerede organisationer, der kan fremvise konkrete bedrifter og dermed beviser kompetencen til at udføre de projekter de har ansøgt svalerne om. RPDS manden Mr. Selvarasu viste sig som ekspert i statsstøttede projekter og fonds-midler og fungerer nærmest som en slags ”outsourced” statslig projektkoordinator. Vi kunne konstatere, at han både fordeler statsstøttede mikrolån (samt efter eget udsagn ud af egen lomme) og har en statsfinanseret skrædderskole i forlængelse af kontoret i Chengam, ved siden af mange successfuldt gennemførte projekter før i tiden. At han vil være i stand til at organisere uformel undervisning til børn der er droppet ud af skolen, som er det projekt han har ansøgt om, har vi derfor al grund til at antage.

Mr. Arphutam fra Tea Trust giver os en varm velkomst med skilt og det hele

Stifteren af Tea Trust, Mr. Arphutam (navnet betyder ”vidunder” på dansk), som vi mødte i hans kontor/hus i Reddypaiam, viser sig til fulde at leve op til sit navn. Tea Trust's flagskib er den velfungerende skole, han enemand har stampet ud af Sydindiens støvede sand. Mens han for 30 år siden begyndte med at undervise 20 lokale børn i en bambushytte, er han nu forstander for en stor, flot skole med 230 børn, hvoraf mange kommer langvejsfra og bor i det til skolen hørende hostel. Selve bygningen og grunden er finansieret med støtte fra 4 forskellige nationer, mens den daglige drift er sikret fra en privat donor i Tyskland – og det blev også tydeligt at Mr. Arphutam forstår at smigre potentielle donorer. Den velformulerede ansøgning svalerne fik, blev skrevet af hans svigerdatter Kaila, der til daglig er advokat og ligeledes er tænkt at stå for det projekt Svalerne har mulighed for at finansiere og vedrører juridisk støtte og oplysning til voldsramte kvinder i samme landsby.

Her svarer børnene på Tea Trusts skole på spørgsmålet om, hvis forældre arbejder i murstensproduktionen

Vi kunne således konstatere, at de to nye organisationer i sig selv er velfungerende og kompetente, men synes det er meget svært at vurdere i hvilket omfang kvinderne i Reddypaiam har behov for juridisk oplysning og støtte i det ene tilfælde, eller stenbrudsarbejdernes børn mangler mulighed for normalt skolegang i det andet. Mens en enkelt eftermiddag kan være knap nok tid til at komme rigtig under huden på organisations-medarbejdere man møder for første gang og der samtidig flyver rundt med en fra den ene aktivitet til den næste, mens man bliver overdynget med tørklæder, girlander og andre hædersbeviser - bliver det helt umuligt at lave research på de problemstillinger ude i landsbyerne og stenbrudene, som organisationerne ønsker at arbejde med. Her må vi tye til de informationer vi har tilgang til fra andre kilder. Med andre ord, der er ingen grænser for den insigt i (Syd)Indiens politiske og sociale sammenhænge der ville være ønskværdigt, for til fulde at kunne leve op til den opgave vi er sat til. Og hvor meget indsigt i verdens største demokratis jungle-agtige masala-blanding af ældgamle (kaste)struktur og moderne overbygninger kan man forvente af danske svaler, der kommer flyvende engang om året og i skiftende besætning? I forlængelse heraf kan man også spørge, som vores tolks veninde Reeka spurgte os; hvorfor vil nogle folk i Danmark overhovedet gerne hjælpe de aller-svageste i Indien?

Tanja og Morten


Ingen kommentarer:

Send en kommentar