Smukke landskaber, ”rystende” bilture, giftslanger og jordfordelingspolitik

 Vi er indlogeret i et gæstehus hos organisationen Thanapara Swallows Development Service., som ligger i udkanten af en landsby – bag politiakademiet og ned til floden.  Vi vågner om morgenen til trommer og eksercits, kragernes morgenkoncert. Måske kan vi lige nå en tur ned mod floden eller gennem landsbyen, inden vi skal afsted.

Rulfao, som vi skal besøge holder til ca. 70 kilometer herfra – ingen sag, når der er skøn natur at se på, de sidste 30 kilometer begynder vi at køre ind i mere ufremkommelige egne – vi kan stadig nyde sceneriet, men det handler også om at undgå at knalde hovedet mod billoftet. Vi tager lige et kort ophold på en lokal tebod og får samtidig rettet kroppen ud.

Rishøsten er lige gået i gang, så vi passer vores møder ind efter pauser i markarbejdet. Da vi er næsten fremme ved vores mål, fortæller vores ledsagere at der er fundet giftslanger på de marker, vi netop passerer, så folk er lidt bange for at gå i gang med at høste, men vores ledsagere mente at marken nok ville blive høstet i tide. Arbejderne vil gå samlet til marken og regne med at uroen vil få slangerne til at fortrække. Arbejdssikkerhed har mange elementer.

Den gruppe kvinder, vi besøger, kæmper for at få papirer på jorden de bor på. De har søgt om brugsret til jorden hos myndighederne og har bygget lerhuse på jorden.  Fattige uden jord har ret til at få brugsret til braklagt offentlig jord. Deres sag er på vej gennem systemet og undervejs forsøger de store jordejere at true dem til at trække deres ansøgninger tilbage. Kvinderne er gået sammen for at klare sig igennem situationen sammen med andre. Samtidig bruger kvinderne fællesskabet til at forbedre deres økonomi. De gemmer en kop ris hver gang de laver mad. Risen samler de når de mødes hver 14. dag . De sælger risen, når prisen er højst. De holder opsparingen samlet. Har købt først en ged og siden en ko, som en af kvinderne tager sig af. De satser på med tiden at kunne leje et stykke jord, hvor de kan dyrke kartofler. Grupper som kvindernes kalder sig ”farmers clubs”.

”Land Rights Association Committee ” kalder de sig, en af de grupper som på frivillig basis hjælper de jordløse med den lange og besværlige vej gennem papirjunglen og frem til de eftertragtede lejekontrakter. De frivillige er dels de folkevalgte i lokalregeringen dels andre interesserede fra lokalsamfundet. De fortalte, at de foruden hjælp med at få brugsret på jord også hjælper med mægling i familiestridigheder. Det lykkes som regel for dem at få bilagt stridighederne uden om domstolene.

At det kan være svært at bevare tålmodigheden fik vi et godt eksempel hos den sidste gruppe vi besøgte i går. Da vi var ved at takke af begyndte de at snakke om, at det gik for langsomt med deres sag. Gruppemedlemmerne følte sig udsatte, nogle tvivlede på at de ville opnå deres rettigheder, så der var en længere diskussion mellem gruppen, nogle medlemmer af lokalregeringen og Rulfaos repræsentanter. Der blev snakket om følelse af magtesløshed over for oplysninger om de muligheder der faktisk er for at henvende sig til eksisterende institutioner og organisationer. Der blev udtrykt tvivl om politikernes reelle vilje til at udføre den lovgivning, de vedtager. Det udviklede sig til en længere diskussion om jordfordelingspolitik og lokalpolitik, Konkret endte diskussionen med, at et tidligere medlem af lokalregeringen påtog sig at hjælpe gruppens medlemmer med at opnå nogle konkrete rettigheder de havde til støtte. Både mænd og kvinder i landsbyen arbejder som daglejere for jordejerne. Det er sæsonarbejde, så i perioder har de ikke noget at leve af.

I dag glæder vi os til at få snakket besøgene - ikke mindst den afsluttende diskussion i går - igennem med Rulfaos medarbejdere.