Af Aviaja Mose
Vi er nu kommet mere op i højderne, hvilket tydeligt mærkes på temperaturen. Her er koldere, men luften er samtidig også blevet friskere. Vi er i en lille by ikke langt fra Bangalore, som hedder Denkanikottai. Turen hertil var lang og trættende, da vi var på farten i 12 timer. Det kunne mærkes den efterfølgende dag, hvor vi begge var udmattede og stadig kunne føle bussens rytme i kroppen. Vi klarede os dog igennem det 11 timer lange program for dagen.
I Denkanikottai besøger vi vores partner RDC, som vi har støttet siden 2009. RDC arbejder ligesom SEAS med stammefolket irula. Til forskel fra de andre irulaer, lever denne gruppe tæt på skoven, som de oprindeligt har beboet og ernæret sig ved. RDC arbejder for at skabe økonomisk udvikling blandt irulaer ved at lære dem at forarbejde og sælge de produkter, de samler i skoven. Samtidig vægtes uddannelse højt samt oplysning om sundhed blandt unge piger, og RDC arbejder målrettet for at oplyse om farerne ved at gifte irula pigerne tidligt, såsom børnefødsler i en ung alder. Det er ikke unormalt, at pigerne giftes bort i en alder af 12 år. Målgruppen for RDC’s projekt er gruppen af irulaer generelt, men træningsprogrammerne er primært målrettet kvinder og unge piger.
Da RDC arbejder i landsbyer, som ligger afsides, og som de har svært ved at besøge regelmæssigt alle sammen, er deres tilgang at udvælge lokale irulaer fra hver landsby, som så kommer ind på kontoret til træninger regelmæssigt. Kontoret er åbent for alle, hvilket vi også oplever den første dag. Her starter vi med et møde på kontoret, og der er allerede en del irulaer (primært kvinder) tilstede, og undervejs kommer der flere til. Vi oplever, at RDC har et godt forhold til deres målgruppe, og at kontoret fungerer som et samlingssted. RDC ledes af et ægtepar, og de har deres lejlighed ovenpå kontoret. De fortæller, at de af og til har folk fra landsbyerne overnattende, hvis der er behov for det. Det vidner om stort engagement og åbenhed overfor målgruppen. Samtidig er ægteparret bag RDC oprindeligt fra andre områder i Tamil Nadu, men de har valgt at slå sig ned her langt fra familie og venner for at arbejde med stammefolket irula. Endnu et vidnesbyrd om deres store engagement.
Billede 1: Møde på kontoret
Da vi er på partnerskabsrejse noget tidligere end normalt (rejsen plejer at foregå i januar/februar), får vi at vide, at det kan være svært at møde landsbyboerne om dagen. Der er fuld gang i høsten, og da flere af irulaerne i dette område enten lejer/ejer et stykke land eller arbejder som daglejere i marken, bliver vi nødt til at ankomme sent på eftermiddage til landsbyerne for at møde beboerne. Den første landsby, vi besøger, ankommer vi til lidt inden solnedgang. Der har været overskyet hele dagen, men hen på eftermiddagen klarer det op, og da vi når ud i landsbyen, er alting badet i et gyldent lys. Det får selvfølgelig det hele til at se mere idyllisk ud, end det i virkeligheden er. Men det er en landsby, hvor der er pænt og ryddeligt, og der er en vandpumpe samt elektricitet. Vi opholder os længere tid i landsbyen, end vi normalt gør, og det er vi rigtig glade for. Vi bliver inviteret ind i et af husene/hytterne og ser, hvordan kvinderne tilbereder det lokale måltid bestående af en afgrøde, der hedder ragi. Vi bliver også inviteret på mad. Det er dog ikke meget, vi kan spise, da sådan en omgang ragi ligger utrolig tungt! Efterfølgende har vi møde med landsbyboerne, og selvom landsbyen umiddelbart ser fin og velfungerende ud, bliver det også tydeligt, at det er svært for dem at spare op fx, da de kun lige har til deres daglige behov. Markerne omkring landsbyen er frodige og veldyrkede, men det er ikke irulaerne, der ejer dette stykke land – de arbejder blot i markerne og skal give halvdelen af afgrøderne til ejeren for at få lov til at dyrke jorden.
Billede 2: landsbyen
Den anden landsby, vi besøger næste eftermiddag, ligger mere afsides. Vi starter med et uformelt møde med nogle af de ældre i byen, og vi bliver bl.a. præsenteret for en af stammelederne. Han er samtidig også helbreder, og han fortæller, hvordan han har helbredt flere af landsbyens børn, selv efter at de var blevet opgivet af hospitalet. Det er en lærdom, som går i arv fra far til søn, og han er nu ved at oplære sin søn i de hemmelige opskrifter. Senere møder vi en gruppe af kvinder, som har deltaget i RDC’s træning, hvor de har lært, hvordan de skal forarbejde de produkter, de samler i skoven, så de kan få flere penge for dem. Det er bl.a. en slags sæbenødder, som kvinderne lærer at gemme og tørre og derefter male til pulver, som kan sælges som shampoo til håret. Således kan de tjene det tredobbelte, end hvis de blot sælger med det samme. Kvinderne er allerede i gang med at bruge det, de har lært. Og de håber, at det kan give dem en stabil indtægt, som de i fremtiden kan bruge på at spare op og dermed forbedre deres livsvilkår.
Billede 4: stammeleder
Vi er stadig i samme by, for senere i dag kommer vores partner SEAS samt vores partner RPWO, som tilsammen danner netværket CDT, som er finansieret af CISU i Danmark. Vi er spændte på at høre mere om, hvordan det er gået for netværket i løbet af dette år, hvad de har lært og hvilke planer de har for fremtiden.
Vi er nu kommet mere op i højderne, hvilket tydeligt mærkes på temperaturen. Her er koldere, men luften er samtidig også blevet friskere. Vi er i en lille by ikke langt fra Bangalore, som hedder Denkanikottai. Turen hertil var lang og trættende, da vi var på farten i 12 timer. Det kunne mærkes den efterfølgende dag, hvor vi begge var udmattede og stadig kunne føle bussens rytme i kroppen. Vi klarede os dog igennem det 11 timer lange program for dagen.
I Denkanikottai besøger vi vores partner RDC, som vi har støttet siden 2009. RDC arbejder ligesom SEAS med stammefolket irula. Til forskel fra de andre irulaer, lever denne gruppe tæt på skoven, som de oprindeligt har beboet og ernæret sig ved. RDC arbejder for at skabe økonomisk udvikling blandt irulaer ved at lære dem at forarbejde og sælge de produkter, de samler i skoven. Samtidig vægtes uddannelse højt samt oplysning om sundhed blandt unge piger, og RDC arbejder målrettet for at oplyse om farerne ved at gifte irula pigerne tidligt, såsom børnefødsler i en ung alder. Det er ikke unormalt, at pigerne giftes bort i en alder af 12 år. Målgruppen for RDC’s projekt er gruppen af irulaer generelt, men træningsprogrammerne er primært målrettet kvinder og unge piger.
Da RDC arbejder i landsbyer, som ligger afsides, og som de har svært ved at besøge regelmæssigt alle sammen, er deres tilgang at udvælge lokale irulaer fra hver landsby, som så kommer ind på kontoret til træninger regelmæssigt. Kontoret er åbent for alle, hvilket vi også oplever den første dag. Her starter vi med et møde på kontoret, og der er allerede en del irulaer (primært kvinder) tilstede, og undervejs kommer der flere til. Vi oplever, at RDC har et godt forhold til deres målgruppe, og at kontoret fungerer som et samlingssted. RDC ledes af et ægtepar, og de har deres lejlighed ovenpå kontoret. De fortæller, at de af og til har folk fra landsbyerne overnattende, hvis der er behov for det. Det vidner om stort engagement og åbenhed overfor målgruppen. Samtidig er ægteparret bag RDC oprindeligt fra andre områder i Tamil Nadu, men de har valgt at slå sig ned her langt fra familie og venner for at arbejde med stammefolket irula. Endnu et vidnesbyrd om deres store engagement.
Billede 1: Møde på kontoret
Da vi er på partnerskabsrejse noget tidligere end normalt (rejsen plejer at foregå i januar/februar), får vi at vide, at det kan være svært at møde landsbyboerne om dagen. Der er fuld gang i høsten, og da flere af irulaerne i dette område enten lejer/ejer et stykke land eller arbejder som daglejere i marken, bliver vi nødt til at ankomme sent på eftermiddage til landsbyerne for at møde beboerne. Den første landsby, vi besøger, ankommer vi til lidt inden solnedgang. Der har været overskyet hele dagen, men hen på eftermiddagen klarer det op, og da vi når ud i landsbyen, er alting badet i et gyldent lys. Det får selvfølgelig det hele til at se mere idyllisk ud, end det i virkeligheden er. Men det er en landsby, hvor der er pænt og ryddeligt, og der er en vandpumpe samt elektricitet. Vi opholder os længere tid i landsbyen, end vi normalt gør, og det er vi rigtig glade for. Vi bliver inviteret ind i et af husene/hytterne og ser, hvordan kvinderne tilbereder det lokale måltid bestående af en afgrøde, der hedder ragi. Vi bliver også inviteret på mad. Det er dog ikke meget, vi kan spise, da sådan en omgang ragi ligger utrolig tungt! Efterfølgende har vi møde med landsbyboerne, og selvom landsbyen umiddelbart ser fin og velfungerende ud, bliver det også tydeligt, at det er svært for dem at spare op fx, da de kun lige har til deres daglige behov. Markerne omkring landsbyen er frodige og veldyrkede, men det er ikke irulaerne, der ejer dette stykke land – de arbejder blot i markerne og skal give halvdelen af afgrøderne til ejeren for at få lov til at dyrke jorden.
Billede 2: landsbyen
Billede 3: spiser ragi
Den anden landsby, vi besøger næste eftermiddag, ligger mere afsides. Vi starter med et uformelt møde med nogle af de ældre i byen, og vi bliver bl.a. præsenteret for en af stammelederne. Han er samtidig også helbreder, og han fortæller, hvordan han har helbredt flere af landsbyens børn, selv efter at de var blevet opgivet af hospitalet. Det er en lærdom, som går i arv fra far til søn, og han er nu ved at oplære sin søn i de hemmelige opskrifter. Senere møder vi en gruppe af kvinder, som har deltaget i RDC’s træning, hvor de har lært, hvordan de skal forarbejde de produkter, de samler i skoven, så de kan få flere penge for dem. Det er bl.a. en slags sæbenødder, som kvinderne lærer at gemme og tørre og derefter male til pulver, som kan sælges som shampoo til håret. Således kan de tjene det tredobbelte, end hvis de blot sælger med det samme. Kvinderne er allerede i gang med at bruge det, de har lært. Og de håber, at det kan give dem en stabil indtægt, som de i fremtiden kan bruge på at spare op og dermed forbedre deres livsvilkår.
Billede 4: stammeleder
Vi er stadig i samme by, for senere i dag kommer vores partner SEAS samt vores partner RPWO, som tilsammen danner netværket CDT, som er finansieret af CISU i Danmark. Vi er spændte på at høre mere om, hvordan det er gået for netværket i løbet af dette år, hvad de har lært og hvilke planer de har for fremtiden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar