Så får I ikke mere for den 25-øre....

Sidste indlæg fra partnerskabsrejsen til Bangladesh 2013

Skrevet af Lis Rasmussen Kazal og Birgitte Lebech Pépin

Mens begivenhederne i landet var en positiv kulisse til første del af vores rejse, kom de nærmere på os, før næste del. Vi måtte udsætte afrejsen fra Thanapara på grund af en landsomfattende strejke. Vi tog en skrivedag i stedet for.

19. februar kom vi så af sted under fuld eskorte. Koordinatoren for Net to Rights, Rafiq fulgte med os i bilen. Da vi kom til Nator station ventede Afzal fra Rulfao, som snakkede godt for stationsforstanderen for at få os anbragt i en lukket kupe.  Anwar fra Joupurhat, der tilfældigvis kom ind med toget for at besøge sin datter, blev også indlemmet i afskedskomiteen.  Behørigt installeret kom vi endelig af sted og havde en behagelig togtur til Khulna. Her blev vi modtaget af Babul og Rafiq fra PLEAD, der hjalp os hen på hotellet.

Dagen efter besøgte vi organisationen MUC, som vi har bevilget engangsstøtte. De har ikke fået pengene udbetalt, fordi de endnu ikke har fået godkendelse fra NGO-bureauet. Vi fik at vide at myndighederne i deres område er særligt griske, og ville have hvad der svarer til ca. to tredjedele af det beløb, Svalerne har bevilget. Vi talte om mulige løsninger, bl.a. at de kunne indgå under en større organisations paraply. Vi hører fra dem, når de har bestemt sig til, hvad de vil gøre.

De næste fire dage besøgte vi PLEAD, der arbejder med retsoplysning og retshjælp.

I procession til ære for de faldne i kampen for bangla som modersmål
Den 21. februar fejrede landet den internationale modersmålsdag, som jo er oprettet og lagt på denne dato som en hædersbevisning til bengalerne for deres kamp for modersmålet, mens de var en del af Pakistan. Urdu blev erklæret som landets nationalsprog, men bengalerne aktionerede for at beholde bangla som sprog. Under en demonstration d. 21. februar 1952 blev flere personer dræbt af politiet. Denne begivenhed markeres hvert år over hele landet med optog og ved at lægge kranse eller blomster ved mindesmærker for de døde.  PLEAD havde besluttet, at de i år ville lade nogle fra de nærmeste landsbygrupper få del i denne folkelige kulturelle begivenhed.   Så 10-12 repræsentanter fra landsbygrupperne var stået op før morgengry for at deltage. Birgitte og jeg skulle selvfølgelig også være med.  Kl. 7:30 var vi klar til afgang. Vores lille procession med flot banner i front og en blomsterkrans gik til mindesmærket, det sidste stykke vej på bare fødder, lagde vores krans og gik igen i procession tilbage til PLEADs kontor. Det var en stor oplevelse for landsbykvinderne. Og for os!  Efter lidt morgenmad blev der holdt et diskussionsmøde om betydningen af modersmålsdagen. Mødet blev ledet af en af feltarbejderne, Onita.  En del af kvinderne fortalte om deres oplevelse af sprogdagen og krigen i 1971, også Birgitte og jeg kom på banen. Her fik vi en mulighed for at opleve at vores partnerorganisationer lægger stor vægt på at markere nationale ikke-religiøse mærkedage som et led i deres organiseringsarbejde.

Landsbybesøg med historier om overgreb mod kvinder Vi nåede at besøge to af PLEADs arbejdsområder, hvor vi havde nogle gode møder med grupper. Vi fik nogle eksempler på, hvordan grupperne bruger det de har lært om deres rettigheder, lovene og de muligheder de har, hvis deres rettigheder bliver knægtet.

Den første hos PLEAD dag kørte vi i flere timer for at besøge en blandet mand-kvinde-gruppe i en landsby, Rayenbayr, i Koyra –området.

De fortæller, at mange kvinder her har problemer, fordi der dyrkes polygami, hvilket gør kvindernes liv usikkert. Ofte er mand og kone er meget unge, faktisk kun teenagere, når de bliver gift. Der opstår her let sociale og økonomiske problemer og medfølgende vold i hjemmet.

Grupperne plejer at tale med den voldelige mand. De konfronterer ham med problemet, og om, at hustruvold er ulovlig. Det er tilladt at have flere koner, men kun hvis den første hustru accepterer, at manden gifter sig igen.

 

Vi beder om et konkret eksempel, og Rebekka (med sort prikket tørklæde) fortæller om, hvordan gruppen har hjulpet en kvinde der har været udsat for polygami:

En kvinde, Fatima, blev slået og truet af sin mand, Islam. Han ville have hende til at gå til sin familie for at bede om mere medgift til ham. Han forlangte en ko! Ellers ville han finde en ny kone, som jo så ville kunne give ny medgift.

Fatimas familie havde allerede betalt medgift. De var fattige og havde ikke råd til at købe en ko til svigersønnen. Så nu forlangte Islam skilsmisse!

(Her må vi med vores vestlige traditioner for kærlighedsægteskaber og ligeværd mellem kønnene huske at tage i betragtning, at skilsmisse i denne del af verden er skæbnesvanger og nærmest vejen til undergang for en gift kvinde. Hun vil blive set ned på, være jaget vildt og uforsørget – uanset at vi, med vores øjne, synes at sådan en mand ikke er værd at samle på).

Rebekka prøvede i første omgang at snakke med Islam, men det kom der ikke noget ud af. Så prøvede tre andre gruppemedlemmer, Rina Aktar, Aminur Ahman og Lutfoor Rahman (foto), at gå med hende derhen. Stadig lykkedes det dem dog ikke at overbevise Islam om, at Fatima skulle blive sammen med ham.

Islam var alligevel blevet lidt skræmt efter gruppens pres på ham. Og nu gik han, sammen med sin familie, til de lokale myndigheder (Union Counsil) for at søge om skilsmisse. Da gruppen i landsbyen hørte om det, opsøgte også de myndighederne for at fortælle deres version af historien.

Det endte med, at manden blev bange og trak både skilsmissebegæring og kravet om mere medgift tilbage igen. Fatima og Islam lever nu sammen igen og har fået et lille barn.

Kampen om jord til de fattige

Den sidste dag vi besøgte PLEAD blev vi præsenteret for en ældre mand, der sad og ventede på kontoret. Hans navn var Ansar, han er gruppeleder for en landsbygruppe tilknyttet PLEAD.

 

Vi spurgte, om vi måtte få at vide, hvad han skulle. Her er hans historie:

Ansar er kommet ind fra sin landsby flere timers kørsel væk til byen Khulna, fordi han skal i retten i dag sammen med en af PLEADs advokater pga. en sag om jordrettigheder.

I 1982 fik Ansar, sammen med en gruppe andre fattige bønder fra sin landsby, en jordlod på noget kashland. Halvdelen af denne jordlod er en kanal med fisk, den anden halvdel er til risdyrkning.  (Kashland: Den nye jord der efter regntid ”opstår” fordi flodernes løb er ændret, og som efter gammel tradition og ved lov, tilfalder de fattige og jordløse. Jf. forrige blogindlæg).

I 1997 blev jorden imidlertid taget fra dem. En velhavende og indflydelsesrig jordejer ville have fat i dette område. Han var ikke berettiget til jorden, men havde bestukket den lokale borgmester (Union Chairman) til at give ham falske papirer, så han kunne foregive at være jordløs.

Der har kørt en retssag siden 2003, hvor Ansar og hans gruppe tog jorden tilbage igen fra den rige jordejer.

Eftersom det ikke kunne bevises, at storbonden var jordløs, blev hans overtagelse af jorden annuleret.

Chairmanden sendte nu et tæskehold (musclemen) ud, som slog, mishandlede og forsøgte at true og skræmme landsbygruppen væk fra jorden. Oveni dette gik han til politiet med falske anklager mod den fattige gruppe bønder, hvor han påstod, at det var dem, der var gået til angreb på ham.

Sagen er nu gået fra at være en civil retssag til at blive en kompliceret kriminalsag mod 28 personer, der sammen med PLEAD bl.a. anklages for vold og tyveri af chairmandens fisk. Men, som Ansar siger, det var ikke hans fisk, det var landsbybøndernes. Og dette er ikke noget chairmanden bare kan bestemme på lokalt plan, det er regeringen, der bestemmer. Og den har bestemt, at kashlandet er de fattiges ret!

 PLEADs kontor: Atiar, advokat og leder af PLEAD (i rød skjorte) og Ansar, jordløs bonde fra landsby i Koyra-området i det sydlige Bangladesh

 

I ”stuearrest” på hotellet

Møder med feltarbejdere og sagførere og et seminar kunne ikke gennemføres. I frustration over den landsdækkende folkelige bevægelse gik de fundamentalistiske kræfter i aktion. Fra en række moskeer, blev der under fredagsbønnen opfordret til at troende gik til modangreb mod ateisterne, som de benævner den folkelige bevægelse. Kort efter afslutningen af fredagsbønnen så vi fra balkonen på hotellet små grupper af unge mænd med hvide kalotter gå gennem gaden, senere så vi moddemonstrationer gøre klar til moddemonstrationer. Lidt senere ringede PLEADs leder for at sige, at vi ikke skulle komme til deres kontor, vi skulle blive på vores hotel. De kom senere for at forklare at PLEADs kontor ligger i nærheden af et sted, hvor der næsten altid opstår tumulter i sådanne situationer. Vi kunne også høre cocktailbomber der gik af og geværskud, når politiet skød i luften for at opløse slagsmål. Fundamentalisterne brændte nationale flag og ødelagde den platform, som den lokale folkelige bevægelse have opbygget, ligesom de brændte biler af og gik løs på dem, der prøvede at forhindre det.  Der var lignende situationer over hele landet. Den sidste dag i Khulna var der strejke i landet, så deltagerne i et planlagt seminar kunne ikke komme ind til byen. I stedet havde vi en snak på kontoret med lederen af PLEAD og de ansatte.  Men situationen gav ikke mulighed for sightseing, så vi var glade for at der var en hyggelig balkon på hotellet, så vi kunne få lidt luft, mens vi var i ”stuearrest”.

Heldigvis var alt roligt, da vi skulle tilbage til Dhaka dagen efter.

Reklame for Svalerne
Louise Nolle fra Svalerne, som pt arbejder i Bangladesh for ILO, havde arrangeret en sen eftermiddag for de skandinaviske ”expatriates” på Nordic Club i Dhaka, hvor vi 26. februar holdt et lille oplæg om Svalerne og vores arbejde i Bangladesh. Der var ca. 14 tilhørere, og der var stor spørgelyst efter vores oplæg.
D. 27. afsluttede vi to rejsende den officielle del af vores besøg med at sidde sammen og gennemgå organisationerne og vores konklusioner og anbefalinger. Vi afsluttede dagen med at besøge bogmessen, der afholdes hvert år i februar.

Uroen fortsætter

Jeg (Lis) har senere haft lejlighed til at besøge arnestedet for den folkelige bevægelse, hvor de unge mennesker, der startede 5. februar. Der er stadig aktiviteter foreløbig til 7. marts. Det var en mærkelig dag. Det startede med at den Internationale krigsforbryderdomstol afsagde dødsdom over en af de værste krigsforbrydere fra krigen i 1971. Dommen blev efterfulgt af jubelscener i gaderne. Senere blev det kendt at fundamentalistiske kræfter var gået amok flere steder i landet, overgreb på hindufamilier flere steder i landet, forsøg på at nedbrænde et elektricitetsværk et andet sted, afbrændte biler og overfald. Det dæmpede glæden, men ikke lysten til at yde modstand mod de fundamentalistiske kræfter.

Partnerskabsbesøg i Bangladesh 2013: besøg hos vores partner RULFAO

Af Birgitte Lebech Pépin

I de sidste par dage har vi haft møder og været på feltbesøg med RULFAO, en gammel organisation som Svalerne før har støttet i en årrække og nu på det sidste har givet støtte for et enkelt år. RULFAO søger nu Svalerne om støtte for en treårig periode, derfor benytter vi partnerskabsbesøget til nærmere at undersøge hvad de laver og til at besøge et par af deres nuværende projekter, som de får støtte til af andre donorer.

RULFAO har mange forskellige aktiviteter, men deres særlige kendemærke er kashlands-konflikter. Kashland er et fænomen, der er meget karakteristisk for Bangladesh - landet med mange floder. Når det er regntid går floderne over deres bredder, og efter regntiden er deres løb ofte ændret mere eller mindre, således at noget land der før var flod nu ”opstår” som ny jord. Denne nye jord tilfalder efter gammel tradition og ved lov de fattige og jordløse. I realiteten foregår det dog desværre ofte sådan, at det er de stærkeste og rigeste, der tiltager sig retten til jorden. Det er meget svært for de fattige at kræve jorden og i praksis at få lov at beholde den. RULFAO går ind i disse sager, støtter de fattige i deres ret og fører jord-sagerne for dem.

RULFAO tog os med på flere landsby-gruppebesøg. Bl.a. en beboet af adiwasier, dvs oprindelige folk, som bliver stærkt diskrimineret af det omgivende bengalske samfund og i det hele taget ikke regnes for noget som helst.

 

Vores modtagelse i landsbyen var meget speciel. Utroligt varm og rørende. En flok kvinder i farvestrålende sarier kom dansende imod os til spil og trommeakkompagnement. Blomsterblade blev smidt omkring dem og på os. Med en krans om halsen blev Lis og jeg ledt hen til nogle stole og placeret, mens to kvinder nærmede sig med noget vand og to sølvfade, hvorpå der smukt var arrangeret et par grønne blade med en klat gylden olieglinsende substans på. Hvad det her gik ud på fattede jeg ikke, indtil det gik det op for mig, at vi skulle have vasket vores fødder! Placeret på en skammel blev Lis’ og mine tilsammen fire fødder nænsomt vasket, smurt ind i olie, og forsigtigt sat tilbage på vores sandaler! Sådan modtager man gæster!

 

Da mødet gik i gang, fortalte landsby-gruppens leder, en ung bonde ved navn Rajen Hamron, at noget af det der er vigtigst for deres gruppe at bruge RULFAO til er kashlands-problemer. Adiwasierne tager ikke selv land tilbage hvis andre har tiltusket sig den, det er de slet ikke stærke nok til. De ville ikke kunne klare sig uden hjælp fra RULFAO, bl.a. fordi de er analfabeter og derfor let bliver snydt af andre. Men med RULFAOs hjælp lærer de at blive bedre til at gennemskue tingene. For personer med uddannelse er det ikke noget problem, men ellers er det sådan, at bengalerne og adiwasierne ikke opmåler jord på samme måde, og på den måde bliver adiwasierne snydt for den kashland der tilkommer dem. RULFAO hjælper adiwasierne med at føre sager, så de får papir på deres jord.

Foto af gruppeleder Rajen Hamron (tv.) og kashlands-bonden Ladem Soren (th.), de to siddende i front i hvide skjorter.

En af de jordløse mænd, Ladem Soren, fortæller, at han nu dyrker og bor på en jordlod af kashland, som RULFAO for tiden er i gang med at hjælpe ham med at få papir på. Inden dette går i orden formelt kan andre, fx stærke indflydelsesrige bønder eller andre bønder, fratage ham hans jord. Han regner med at sagen nok er klaret i løbet af et par måneder; først til den tid vil han kunne føle sig sikker på at beholde jorden. Forhåbentlig tager floden den ikke fra ham igen foreløbig, for så starter det hele igen…

 

Gruppens leder, Rajen Soren, er en sympatisk og veltalende ung mand. Han giver på alle måder indtryk af at være velbegavet og udstyret med potentiale for at blive til noget. Han siger, han ville ønske, at han havde mulighed for at komme til udlandet og få en uddannelse. Her i Bangladesh er det helt umuligt for ham, som adiwasi. Da vi bagefter spørger RULFAO-folkene om dette virkelig kan passe, og hvilke muligheder der egentlig er i samfundet for en sådan, i vores øjne, lovende ung mand, er svaret nedslående. Selv NGO-arbejderne jo oplyste og socialt indignerede mennesker med et stort engagement i at forsvare de svageste, og selvfølgelig finder de det dybt forkasteligt, hvordan adiwasierne behandles. Men alligevel, nærmest med et skuldertræk fordi det er så selvfølgeligt for dem, svarer de næsten enstemmigt, at sådan en mand er der ingen andre muligheder for end at forblive en fattig bonde. Og at være en god talsmand for de andre adiwasier. Han kan være nok så veltalende og begavet, hvad nytter det, hvis han er udstødt og ingen vil respektere ham?

Når man besøger samfund som fx dette med adiwasier, der har så få muligheder for at få et anstændigt liv, så mærkes det virkelig, at der er en mening med alt det forskellige frivillige arbejde vi går og laver i Svalerne. At støtte og samarbejde med dygtige lokale organisationer, der hjælper de mennesker der er allerfattigst og har allermest brug for at styrkes og kende eget værd og basale rettigheder, er helt klart en rigtig måde at yde støtte på. Og noget det absolut er værd at blive ved med arbejde for i Svalerne!

Partnerskabsbesøg i Bangladesh 2013: En lille situationsrapport fra Thanapara

Af Birgitte Lebech Pépin (skrevet 14-02-2013)

I går ankom jeg, Birgitte, fra et par ”tilvænningsdage” i Dhaka til Thanapara-projektet i Rajshahi, hvor jeg mødtes med Lis, som jo var kommet nogle dage forinden for at afvikle et seminar med Net to Rights, som hun også selv fortalte om i et tidligere indlæg.

I går aftes holdt vi et møde med Dipok, som er leder af organisationen SOVA i den indiske delstat Vestbengalen (lige på den anden side af grænsen mellem Indien og Bangladesh). Dipok har været hyret som mødeleder (facilitator), til seminaret, og derfor var det smart at vi snakkede med ham i partnerskabsrejse-sammenhæng nu han alligevel var her, det sparer både tid og rejsepenge.

Vores snak med ham handlede meget om, hvor svært det er for ham for alvor at komme i gang med det projekt vi i Svalerne har lovet ham økonomisk støtte til. De indiske myndigheder er uhyre bureaukratiske. En jungle af tids- og pengekrævende regler virker som det rene benspænd for et arbejde, der ellers forekommer uhyre vigtigt for landet. SOVAs arbejde går ud på at bevidstgøre dobbelt undertrykte kvinder fra forskellige stammefolk (adiwasier) i forhold til de rettigheder de retformeligt har i deres samfund: I adiwasisamfund er der tradition for, at kvinderne laver alt arbejde mens mændene drikker, lader sig opvarte og bruger alle pengene. Ikke overraskende er vold i hjemmet heller ikke en sjælden ting. Disse kvinder, hvis selvværd kan ligge på et meget lille sted, må altså, samtidig med at de pukler i hjemmet, arbejde som daglejere i det omgivende samfund. Hvor de, som outsidere fra et stammesamfund, ud over at blive underbetalt, bliver set ned på og diskrimineret. SOVA arbejder med at bevidstgøre disse kvinder om deres rettigheder, at få dem til at indse, at hvis de står sammen kan de gøre noget og kræve deres ret. Dipok fortalte en lille succeshistorie om, hvordan rige jordbesiddere, der ansætter kvinder til markarbejde, smider mad til dem på den bare jord. De vil ikke i fysisk kontakt med ”urene” stammefolk! En gruppe kvinder med tilknytning til SOVA fandt her ud af at stå sammen. De sagde til jordejerne: ”I kan godt spise den mad der kommer ud af de korn vi (med ”urene” hænder) har rørt ved. Men I vil ikke røre ved vores hænder, når I giver os mad.” Hvis de ikke kunne give kvinderne deres mad på en værdig måde, ville de nægte at arbejde mere i den landsby. Kvinderne havde valgt et strategisk godt tidspunkt i høsttiden, så mange af arbejdsgiverne lovede at behandle kvinderne ordentligt! På den måde opnåede de at forbedre deres arbejdsforhold, og på samme tid fik de øget deres selvværd.

Det er uforståeligt for os, hvorfor offentlige myndigheder gør det så vanskeligt for velmenende mennesker at komme i gang med opgaver der virker åbenlyst opbyggende for så trængte befolkningsgrupper? Heldigvis ser det lige nu ud til, at SOVA omsider er trængt igennem den værste bureaukrati-jungle, således at arbejdet skulle kunne komme til at glide inden for en overskuelig tid. Det krydser vi fingre for…

Når man er på partnerskabs-rejse kommer man ud for mange forskellige uforudsete opgaver. I går, mens Lis og jeg sad og drak te, blev der kaldt på os, fordi der var nogen der skulle hilse på os. Lidt overrumplede kom vi hen til en flok af mennesker. Foran var der stillet stole op - med hæderspladser til os. I midten stod en lille genert dreng på ca. 8 år. Vi fik forklaret, at denne lille dreng går i skole på Thanapara-projektet, og hans mor arbejder i produktionen på Thanapara Handicrafts. Drengen havde gennem sin skole deltaget i en sangkonkurrence arrangeret for børn uden de privilegier og muligheder middelklassebørn sædvanligvis har. Han var kommet på andenpladsen og havde vundet 10.000 thaka. En stor ære! Og nu blev Lis, der gennem mange år er blevet en kendt person på stedet, bedt om at overrække checken til drengen, som bagefter, med sin smukke stemme, gav os en prøve på sit talent!

Thanapara-projektet er et tekstil-projekt der oprindeligt blev etableret mhp arbejde og udkomme til krigsenker samt pasning og skolegang til deres børn. I dag er det mest de næste generationer der arbejder her, men stadig er projektet for mennesker der uden dette tilbud ikke ville have mange muligheder for at opretholde en tålelig tilværelse. Svalerne har tidligere gennem en længere årrække støttet projektet, som med tiden er blevet stærkt og mere ”selvkørende”. Nu støtter Svalerne dem indirekte via det Danida-støttede netværksarbejde Net to Rights.

Partnerskabsbesøg i Bangladesh 2013: Møde med netværket Net To Rights

Af Lis Rasmussen Kazal (skrevet 14-02-2013)

Den 9. februar 2013 tog jeg fra Dhaka til det nordlige Bangladesh, til landsbyen Thanapara. Mens det stadig er koldt i Danmark, er det her dejlig dansk sommertemperatur om dagen, men ret køligt indendørs, især om aftenen heroppe. Så jeg har trukket et bord ud på verandaen foran mit værelse og sidder og skriver med akkompagnement fra det nærliggende politiakademi, hvor de har paradeøvelser og skolebørnene fra projektets forskole, som slapper af i frikvartererne – ikke de værste arbejdsforhold man kan få.

Partnerorganisationen Thanapara Swallows Development Society er ledende organisation i et netværk bestående af 7 organisationer, der alle arbejder med kvinders rettigheder. Alle organisationer er Svalernes nuværende eller tidligere partnere. Netværket Net to Rights har siden 2006 gennem Svalerne og med støtte fra Projektrådgivningen (nu CISU) gennemført en fælles kapacitetsopbygning. Net to Rights besluttede fremover at fokusere på vold mod kvinder i hjemmet. De 7 organisationer vil i hver deres område lave kampagne- og oplysningsaktiviteter i skoler, landsbyer og ved offentlige møder for at stille skarpt på problematikken og dens konsekvenser.

Svalerne fik allerede i juli 2012 bevilget penge til projektet, men aktiviteterne kan først starte nu, da Net to Rights først i januar 2013 har fået godkendelse fra de bangladeshiske myndigheder. Det har været en lang vej fra planerne om kampagnen blev udklækket til vi for to dage siden kunne underskrive samarbejdsdokumentet, så det var et stort øjeblik for os alle, begivenheden blev selvfølgelig behørigt fotograferet. Endelig kan vi komme i gang.
Vi afsluttede samtidig tre dages intensivt arbejde. Lederne af de syv organisationer i netværket Net to Rights og de syv medarbejdere, der skal udføre det daglige arbejde har været samlet her i det idylliske Thanapara for at gennemgå planen for de kommende 2 års aktiviteter og aftalen om, hvem der er ansvarlig for hvad, så det er klart for alle inden vi starter. Kriterier og metoder til opfølgning på aktiviteterne blev diskuteret og klarlagt.

Stemningen har været positiv og forventningsfuld. Netværkets partnere har udviklet et tæt forhold, så der tales åbent og sommetider går bølgerne højt. De syv medarbejdere, der skal arbejde i landsbyerne er en blanding af gamle og nye medarbejdere i organisationen, de fungerer allerede godt som gruppe og det var dem, der sad og lavede aktivitetsplanen for resten af året.

Lederen af Thanapara-projektet, Raihan Ali, som også er Generalsekretær for netværket, har været igennem et langt genoptræningsforløb efter en hjerneblødning. Han er stadig mærket af sygdommen, men kan nu komme omkring på egen hånd og var meget aktiv i seminaret. Det er rørende at se, hvordan deltagerne og medarbejderne her hele tiden giver opmærksomhed til ham og tilpasser omstændighederne, så han kan deltage. For mig, som har kendt ham igennem mange år og holder utroligt meget af ham, var det også dejligt at se, hvor meget bedre han har det.

Den aktuelle situation i landet med folkelige aktioner i gang mange steder har været et positivt baggrundstæppe til vores seminar, selvom vi befinder os langt fra begivenhedernes centrum. Der er blevet fulgt ivrigt med i fjernsynets nyhedsudsendelser og alle har løbende fået bulletiner fra venner og bekendte. Da de aktionerende i Dhaka opfordrede til 3 minutters stilhed over hele landet på et bestemt tidspunkt, var der hurtigt enighed om, at vi også her skulle afbryde arbejdet og stille os ud og holde de 3 minutters stilhed.

Det er ikke arbejde alt sammen, der har været mange hyggesnakke og traditionen tro har de tre dage også budt på et kulturelt program, hvor vi sammen med medarbejderne her i Thanapara-projektet samledes den ene aften for at nyde sang og dans.

Det var vemodigt at sige farvel til partnerne. Men så fik jeg jo heldigvis selskab af Birgitte, som kom fra Dhaka tidligt på eftermiddagen i går.