Netværksmøde

I indiensgruppen har vi i flere år talt om at danne et lille netværk bestående af de 3 af vore partnere, der arbejder med stammefolk, Irulaer. De hører alle til i den nordlige del af Tamil Nadu og arbejder med mange af de samme problemstillinger, selvom der dog også er forskelle. Alligevel havde vi en fornemmelse af, at de kunne profitere af at mødes og få fælles træning etc.

Vi havde på forhånd luftet tanken for vores partnere, og alle var positive, så i år tog vi endelig initiativ til at holde et 2-dages seminar for 3 repræsentanter fra hver organisation efter selve partnerskabsrejsen.

Det var med stor spænding og bekymring vi tog imod dem d. 14. februar. Forud havde været en masse forberedelse med at finde et sted til overnatning og spisning, et mødelokale, en ressourceperson, der kunne fortælle dem noget nyt og spændende, der ville fænge dem etc. Vi havde sammen med vores tolk brugt ret meget tid på det, været forbi og se lokaliteterne, diskuteret forløbet etc.

Efter at alle var ankommet, og vi gik i gang, viste det sig meget hurtigt, at vores bekymring om, at ingen måske ville sige noget, hurtigt blev gjort til skamme. Selve præsentationsrunden tog nærmest en time, men en stor del af intentionen med mødet var også, at folk skulle lære hinanden at kende, så det var vigtigt med lidt baggrundsinformation.

Efter vores velkomst, lidt snacks og drikke – nogle var trods alt kommet langvejs fra – præsenterede vores tolk, Ganga, netværks konceptet. Hun fortalte om diverse netværk, også på højt plan, f.eks. G7 og EU for at sige, at alle har brug for at indgå i relationer med ligesindede. Det gik hurtigt over i en diskussion, og folk var meget deltagende, nogle mere end andre selvfølgelig.

Tiden var desværre alt for knap, for vi havde arrangeret, at vi skulle på restaurant og spise aftensmad. Kl. 19 blev vi hentet af 4 rickshaws og kørt til en restaurant med europæisk præg, dvs. man kan få lov at sidde og hygge sig, og skal ikke bare hurtigt spise og videre, som ellers er standarden på indiske restauranter. Igen var vi spændte på, om det ville fungere, ville de hygge sig, ville de snakke sammen eller kun med dem, de kendte. Igen var vore bekymringer helt grundløse. Folk satte sig tilfældigt, og der blev snakket og grinet, hygget og joket, så man skulle tro, vi drak øl. Faktisk havde vi regnet med, at hele seancen højst kunne tage 2 timer, men snakken gik så livligt og stemningen var så god, at vi blev der dobbelt så længe. Igen er en stor del af dette initiale møde jo, at folk skal lære hinanden at kende.

Dagen efter startede med morgenmad på skift. Nogle startede med at tilse Aviaja, der var syg. 2 mænd var gået sammen om at hente kokosnødder og glukosepulver til hende. Lidt senere sørgede 2 kvinder for at hælde sennepsfrø og vand ned i halsen på hende. Stakkels Avi måtte bare tage imod.

Kl. 10 var alle parate og spændte på at høre Antony Samy, en advokat og Irula forkæmper med 20 års erfaring. Han holdt et meget spændende oplæg og diskuterede med deltagerne i 3 timer. Det var tydeligt, at alle lyttede opmærksomt og deltagende. En af Samy’s væsentligste pointer var, at det er bedre at lære folk at fiske end at give dem fisk. Altså, det er bedre at lære folk, hvordan de selv kan forbedre deres liv, end at kæmpe for, at de får kastecertifikat, så de kan få en masse gratis goder af regeringen.

Faktisk ramte det plet, for alle vore 3 partnere kæmper en brav kamp for at skaffe kastecertifikater til landsbybeboerne. Samy foreslog, at de i stedet meget mere aktivt skal bruge skoven og dens produkter, som jo er Irulaernes naturlige habitat, og hvor deres forfædre har boet i generationer. Hvis de fik træning i at samle og anvende langt flere produkter, ville de reelt være meget bedre stillet end ved ’bare’ at få tildelt et kastecertifikat, var Samys pointe. Altså hjælp til selvhjælp – som jo netop også er Svalernes motto!

Herefter en hurtig frokost, vi skulle også lige nå at afrunde. Næste træk er, at vi i Indiensgruppen skal søge penge til netværket. Hvis vi oplevede, at interessen var der, havde vi hjemmefra aftalt, at vi så vil gå i gang med at søge midler. Og man må sige, at interessen var der! På intet tidspunkt under netværksmødet har det været et spørgsmål om det skulle blive til noget, kun hvordan. Der blev hurtigt opnået konsensus om navn, antal møder, facilitator, emner etc. De udvekslede adresser og kontaktoplysninger. Og hele seancen sluttede med et gruppefoto og stor tilfredshed over vores initiativ. Vi var også selv rigtig godt tilfredse!

Således sluttede vores partnerskabsrejse af på en noget nær fantastisk måde. De sidste dage tilbringer vi i Mahabalipuram med at diskutere, evaluere og ikke mindst skrive. Der er mange ting, der skal færdiggøres, og vi skal gerne være enige om de væsentligste ting.

Aviaja fortsætter sydpå med et par veninder, Kirsten tager først til Chennai for at mødes med vores tolk, Krithika, der blev syg undervejs, og en ny potentiel tolk, Muttu, fordi vores 2 tolke fra i år og sidste år, ikke regner med, at kunne være sammen med os næste gang. Derefter videre til Goa og holde ferie.

Dette er således sidste blog indlæg herfra. Mange varme hilsner, Aviaja og Kirsten

Janakas fortælling

Janaka er en midaldrende kvinde. Hun er aldrig blevet gift, hvilket er højst usædvanligt i en lille indisk landsby kontekst. Hun har mistet sin mor, og bor nu alene med sin meget gamle far i en lille lerhytte med bambusblade som tag.

I de to øvrige hytter, der ligger ved siden af, bor nogle af hendes familiemedlemmer, hendes bror med familie i den ene hytte og hendes farbrors datter i den anden. Janaka hører således til og er en del af den lille samling hytter. Resten af landsbyen tilhører en anden kaste, og er ikke på samme måde direkte relateret til hende. Til gengæld ligger der kun få km væk en anden lidt større samling hytter, der ligesom Janaka, tilhører Irula stammen. Det er ikke hendes familie, men de har et vist tilhørsforhold, og sammen har de dannet en selvhjælpsgruppe, som Janaka er leder af. De holder møder regelmæssigt, sparer penge op og låner i banken til deres fornødenheder.

Janaka fortæller, at hun har boet i landsbyen altid, og før hende også hendes forældre og bedsteforældre. Alligevel er det endnu ikke lykkedes hende at få brugsret over den jord, hvorpå hendes hytte ligger. De to andre hytter har søgt og fået denne ret, men fordi Janaka er ugift, har den lokale øverste myndighed valgt at slette hende af listen. Tilmed har de valgt at bruge pladsen ved siden af til losseplads for at genere hende mest muligt. Janaka er analfabet og har ikke selv mulighed for at klage over en sådan uretfærdig behandling, men da Svalernes partner Seas for ca. 7-8 mdr. siden er begyndt at arbejde i denne og den nærliggende landsby, har de valgt at støtte Janaka i hendes sag. De har bl.a. skrevet et brev til Chief ministeren i Tamil Nadu, som har taget sagen op, hvilket har ført til, at hun har fået lov at blive boende.

I mellemtiden har der været valg til lokalrådet, og den højeste landsby myndighed er nu udskiftet. Janaka gør rent for den nye leder og har et godt forhold til ham, så hun er overbevist om, at inden for kort tid vil hun få patta, brugsret, over den jord, hvorpå hendes hus ligger.

Dette er bare ét af mange eksempler på, hvad vore partnere laver udover det mere ’almindelige’ arbejde med at organisere kvinder i selvhjælpsgrupper og lære dem at kæmpe for deres rettigheder. Overalt støder de på sager som Janaka’s, som de selvfølgelig tager op og forsøger at klare. Dette giver især i nye landsbyer beboerne en fornemmelse af, at organisationerne kæmper beboernes sag og vinder dermed deres tillid.

Moon walk

Vi befinder os i Tiruvannamalai, som ligger for foden af at helligt bjerg (Arunachala). Det er en meget spirituel by med flere ashrams og templer. Lige nu er her mange guruer, som holder møder og undervisning, hvilket lokker mange spirituelle vesterlændinge til byen. Det smitter af på udbuddet af restauranter og butikker, så vi har for første gang fået kaffe uden tonsvis af sukker og pandekager! Vi bor lidt i udkanten af byen med en dejlig stor terrasse og udsigt til det hellige bjerg. Vi skal gå et godt stykke for at komme op til hovedvejen, men det er besværet værd. Her er dejlig fredeligt. Og vi har påfugle i baghaven!

I går nat var det fuldmåne. Så går tusindvis af troende rundt om bjerget, hvilket er en strækning på 14 km. Vi havde talt om, at det kunne være rigtig sjovt, hvis det passede med, at vi var i Tiruvannamalai ved fuldmåne, og heldigvis passede det med vores tidsplan. Det bliver mørkt omkring kl. 18 her, så man kan starte ruten forholdsvist tidligt. Man kan begynde, når man vil, men nogle tidspunkter er mere hellige end andre (hvilket kommer an på, hvordan stjernerne står). Nogle går rundt om bjerget tre gange, og der er derfor mennesker hele natten på ruten. 

Vi havde været på besøg hos vores partner RPWO hele dagen, og mødet trak lidt ud, så vi var først tilbage i Tiruvannamalai kl. 21.30. Vi skulle lige have lidt at spise og følge vores tolk hjem til værelset, for hun havde ikke lyst til at gå med, og vi kom derfor først af sted kl. 23. Vi var ret nysgerrige omkring det hele og lidt nervøse for, om vi ville kunne finde vej. Det var dog ikke et problem! Når det siges, at der går tusinder rundt om bjerget ved fuldmåne, så er det vist ikke helt forkert! Vi gik op på ’hovedgaden’, og så var det ellers bare at følge strømmen. Normalt går inderne ikke så hurtigt, når man ser dem i bybilledet, men der var god fart på denne aften/nat. Det er sikkert fordi, at temperaturen tillader lidt mere fysisk aktivitet efter solnedgang. 

Vi gik på en asfalteret vej, og langs vejkanten var der utallige små boder, der solgte frisk juice, kokosnødder, oliestegte snacks, the, tasker, husholdningsudstyr, planter etc.! Vi havde svært ved at fornemme, hvor langt vi var nået, da der ikke var skilte eller lignende. Men vi fulgte bare strømmen og håbede på at komme tilbage til vores udgangspunkt. For at vise deres hengivenhed går inderne på bare fødder, men vi havde taget sandaler/sko på. Det var meget rart, selvom hele turen foregik på asfalt. Vi stoppede et sted og fik et stykke vandmelon og en velfortjent pause.

Vi kom forbi flere templer på vejen, og mange af vores med-måneskinsgængere gjorde holdt for at bede. Flere steder var der lange køer for at komme ind i de små templer og hellige steder. Kun få henvendte sig til os – de fleste var optaget af at gå eller holde pause ved boderne. Efter ca. 2 timer fik vi at vide, at der kun var 3 km. tilbage. Det blev vi ret overraskede over. Men da trætheden var ved at melde sig ovenpå en lang dag, var vi nu også godt tilfredse med, at turen lakkede mod enden. Vi endte ved det store tempel inde i byen, og der var hektisk aktivitet. Ved indgangen til templet stod vi som sild i en tønde. Vi blev enige om at komme lidt væk fra al virakken, og vi gik derfor ned af en mindre gade. Alle steder blev der solgt souvenirs og mad fra små boder. Vi købte frisklavede chips lavet af maniok. Det smagte dejligt, men der var bestemt ikke sparet på chilien! Da vi endelig kom hjem i seng slog kl. præcis 02. Vi havde absolut ingen problemer med at falde i søvn!       

Besøg hos RPWO

Det plejer altid at være ret hyggeligt at komme på besøg hos RPWO, fordi vi kender hinanden så godt efter en del års samarbejde. Stemningen er rar og afslappende og der er også plads til privat snak om familie, de andre Svaler etc.

Denne gang var stemningen noget anderledes, desværre. Det skyldes, at organisationen i maj måned mistede deres eneste kvindelige og mangeårige feltarbejder, Mahadevi, på tragisk vis. Hun valgte efter mange skænderier med sin voldelige og drukfældige mand at springe i en brønd uden ret meget vand og omkom af det.

Det er desværre noget, vi hører om af og til i det indiske samfund, altså at mændene drikker og ofte er voldelige overfor deres koner, det er for eksempel ikke usædvanligt i landsbyerne, enten fordi kvinderne har fået for meget magt, eller fordi manden ikke kan acceptere, at han er ude af stand til at forsørge familien. Her kan organisering af kvinder i SHGer – selvhjælpsgrupper, ofte være noget nær en redning for kvinderne. De mødes med de andre kvinder i landsbyen, taler om tingene, finder ud af, at mange har samme oplevelser og taler om, hvad de kan gøre. Bare det at finde ud af, at man ikke er alene om det, kan ofte være en kæmpelettelse.

Mahadevi har hjulpet mange kvinder med at organisere sig, men måske fik hun ikke selv den hjælp, hun havde brug for. Måske syntes manden ikke om hendes arbejde, der ofte involverede aftenarbejde med sene hjemkomster, måske var han misundelig på, at hun arbejdede sammen med andre mænd. Vi ved det ikke. Men trist er det.

En anden ting, det fyldte meget ved besøget var det nyligt overståede lokalvalg. RPWO arbejder med en meget tilbagestående gruppe stammefolk. Hensigten er, at de skal integreres i det indiske samfund. De er kommet et godt stykke vej, og nu er det så ved den tid, at de er klar til at deltage i lokalpolitik. RPWO har opfordret mange af de ledende figurer fra selvhjælpsgrupperne til at blive trænet i at stille op og deltage i lokalrådene for derved at få indflydelse på lokalsamfundet og forbedre forholdene for især stammefolkene. Mange var meget motiverede og stillede op.

Desværre blev det en beskidt affære. Flere af dem, der stillede op, blev truet til at trække sig før valget, andre er blevet snydt, stemmer er talt forkert op, der er manipuleret med tallene etc. etc. Og det er ikke ualmindeligt, at man ’køber’ sig til stemmer, altså giver de fattige gaver mod at de stemmer på én. Så selvom man egentlig har sympati for en person, kan man blive fristet til at stemme på en anden, der giver penge eller gaver. Dette er ikke svært at forstå, når man har været på landsbybesøg hos folk, der nærmest intet har, så vil en husholdningsmaskine, et tv, penge og lign. være kærkomment. Disse korrupte metoder har RPWO i den grad modsat sig, og ingen af de opstillede er faldet for fristelsen – de har ganske enkelt heller ikke råd. Men under vores møde med nogle af de opstillede, hvor vi evaluerede valget, talte flere om, at næste gang måtte de nok også betale folk. Her var RPWO helt klare i spyttet, der skal arbejdes videre med at bevidstgøre dem; valget skal ikke vindes ved korruption. Heldigvis havde ingen af de opstillede trods den enorme skuffelse mistet modet, og alle er klar til at stille op igen om 5 år. Vi overrækker dem hver et sjal for deres gode arbejde. Det er så landsbydemokrati i verdens største demokrati! 

Udover ovennævnte var vi på landsbybesøg i 2 meget afsides liggende landsbyer. Selve køreturen var ufattelig smuk. Måske har det lidt at gøre med, at vi hele tiden får nyheder hjemmefra om, at der er mange graders kulde. Vi kørte igennem meget frodigt landskab med masser af afgrøder mere eller mindre klar til at høste, ris, selvfølgelig, i alle stadier, jordnødder, gurkemeje, bananer, papaya, chili, og masser af palmetræer. Vi savner slet ikke kulden derhjemme.

Til gengæld fik vi for alvor varmen i den ene landsby. Vi ankom lige til frokost, som de havde sørget for, det sædvanlige meal, bestående af masser af ris (alt for meget) + diverse små grønsagsretter, linser, papadum etc. Normalt kan vi sagtens spise det uden problemer, men denne gang var det simpelthen så stærkt, at sveden haglede, og der var ikke nogen fan (ingen elektricitet). Det var på alle måder en MEGET varm affære.

Selv efter en del partnerskabsrejser bliver det ved med at være spændende at komme på landsbybesøg. Det er ret utroligt, hvor lidt de kan klare sig med. Mange steder bor der 2-3 familier sammen i en lille lerhytte med tag af palmeblade. Mange har ikke ret til at bo der, og kan i teorien blive smidt væk af myndighederne. Mange steder må de gå langt efter vand, når det bliver mørkt, bliver det for alvor mørkt. Med RPWOs hjælp har flere dog med tiden fået både vand og el samt en vej etc. De fleste kvinder i landsbyerne har dannet selvhjælpsgrupper og sparer op, sætter penge i banken og kan derved få lov at låne penge til favorable priser, efter en vis periode. Det går fremad, men langsomt.

I en krisetid som den RPWO lige nu oplever, betyder det virkelig meget, at de får både moralsk og økonomisk støtte af Svalerne. De betegner os mere som venner og samarbejdspartnere end donorer, hvilket vel egentlig også er vores overordnede mål.