Køer og jordrettigheder - I en ny landsby med SEAS

I udkanten af landsbyen Kunnavalam bor 10 familier fra Irula stammen, en stamme der er kasteløse og placeres i bunden af kastesystemet.

De bor, ligesom de irulaer i den sidste by vi besøgte, i lerklinede huse med tage af palmeblade og gulv lavet af en blanding af kolort og ler, da materialet er stærkt og lugten (som vi ikke bemærkede) holder insekterne væk. Muren er blot en halv meter høj, og dermed også 'døren', hvilket sikrer at køerne ikke går ind i husene. 

En ko i huset kan nemlig i den grad skabe problemer - prøv selv at høre, hvilken historie kvinden fortæller i videoen (oversat af vores tolk, Leslie). Bemærk, der kan være problemer med at vise videoen på bloggens mobil-version:  

'Patta' betyder i denne sammenhæng et dokument, der beviser en gruppes brugsret til jorden. 

Da det ikke længere er tilladt at bo på områder der hører til skoven, bor Irulaerne nu om dage typisk på udkanter og juridiske gråzoner, når det gælder opholdsretten.  Da de typisk ikke har tilladelse - (patta) – til at bo hvor de gør, er de i konstant fare for at blive jaget væk og sårbare i deres boligforhold. 

Der findes lovgivning i Indien, som giver en retten til at bo et sted (patta) hvis man har boet der x antal år. Men det kan være vanskeligt at få en sådan "patta" - at vide hvor man skal gå hen for at skaffe tilladelsen, at finde medvind blandt landsbyens andre beboere (som har deres rettigheder), at bevise hvor længe man har boet på jorden! Og forsvinder papiret begynder hele sagen om retten tilsyneladende forfra.  At skaffe 'patta' er forståeligt nok en opgave, som vores partner SEAS bruger en del tid på i mange af de byer, de arbejder i. 

Kunnavalam er en ny by for SEAS - samarbejdet opstod for kun 3 måneder siden, da folk fra landsbyen tog kontakt til organisationen. De havde hørt om SEAS-folkene fra irula-landsbyer i området, og bad om også at få hjælp til at starte en 'sangam'. Vores tolk oversætter 'sangam' til 'association' eller fællesskab, og en ’sangam’ fungerer i praksis som et landsbymøde, hvor man vender generelle emner for byen og konkrete private sager. Da der gennem flere møder var opbygget den nødvendige tillid SEAS og byen imellem, begyndte Dorai fra SEAS at indhente de første vigtige dokumenter, der kan sikre dem ret til forskellige sociale ydelser, adgang til deres bankkonto og identitetspapirer. Og som de selv forklarer, er de endnu ikke rigtig klar over hvad dokumenterne kan bruges til, men de er i den grad klar til at lære det af SEAS!

Vi taler om hvem der er gift med hvem, og i den sammenhæng spørger vi om nogle af mændenes alder. De bevæger usikkert hovedet fra side til side på indisk facon. De kan ikke sige det med sikkerhed. Dorai forklarer os, at han gætter sig frem og finder på fødselsdatoer, når han skal skaffe identitetskort. 

Kvinden i videoen, Govindamal, er den ældste af de tilstedeværende og dermed også den der har ordet det meste af tiden. Hun fortæller at hun har to sønner og tre døtre. Flere er gift, og en af dem bor nu i Anjure, selvsamme by som vi besøgte i lørdags. Traditionen i Indien er sådan, at kvinden typisk flytter til mandens by efter ægteskab. 

Vi afslutter det gode møde med at svare på de spørgsmål de har til os. De spørger ind til om der findes lignende grupper i Danmark, og det fører til en kort snak om at stater kan hjælpe med at dække folks vigtigste behov, som SEAS prøver at give folk her adgang til. 

Efter en spændende snak får vi lov at se nogle huse i byen indefra. 

Prakash står foran sit hus. Han bor her sammen med sin kone og deres datter på omkring to år. Hans kone er ikke tilstede i dag; det er mandag og halvdelen af landsbyen er derfor på arbejde. De, der er til stede, er forældre til små børn og folk som ikke kunne skaffe dagens arbejde. De har arbejde fra dag til dag, og fortæller, at de dage, hvor de ikke kan få arbejde, går med at samle og bryde en bestemt type jernstænger i mindre dele, som de så kan sælge til butikker for et beløb, der rækker til dagens mad. 

Besøget afsluttes med at vi hver får overrakt et tørklæde, og vi takker mange gange for et dejligt besøg og i den grad for deres venlighed og åbenhed for at tale med os. 

Tilbage i Mamallapuram spiser vi frokost og holder derefter et afsluttende møde om SEAS´ og Svalernes fremtidige samarbejde. Da vi tager afsked, er det egentlig et 'på gensyn', for vi skal sidst på turen mødes igen med bl.a. SEAS, for at tale om det netværk, som tre af de Svale-støttede organisationer har. 

Svalerne er landet

Så er vi vel ankommet til Indien, nærmere bestemt Mamallapuram.                                                       

Vi ankom til den største by på Indiens østkyst torsdag morgen og tog straks videre til Mamallapuram ca. 50 km sydpå. Her skal vi tilbringe 5-6 dage og besøge to af de ngo’er, som Svalerne yder støtte til.

Vi mødtes med vores tolk Leslie allerede om fredagen. Han har tidligere tolket for os på vores besøgsture, og han er absolut et plus for arbejdet. Udover at hans evner som tolk er upåklagelige, så er han også et yderst sødt, venligt og behageligt bekendtskab og har god indsigt i de problemstillinger, der skal tolkes i.

Vi besøgte lørdag SEAS, som Svalerne i denne omgang har støttet, i første omgang i perioden 1984-1994 og igen siden 2006.

SEAS har en bevilling der løber fra juni 2014 til maj 2017. Hovedopgaverne har i denne periode været defineret som at etablere nye stamme-fora for styrkelsen af stamme-udviklingsbevægelsen, at støtte børn der er droppet ud af skolen, at oprette selvhjælpsgrupper (mini-låns-grupper) og styrke deltagelse og repræsentation i Panchayat Raj (som er de politiske lokaludvalg).

Vi tog en bus lørdag morgen til Thiruporur, hvor vi mødtes med de tre ansatte, Mr. Samuel Selvam, Dorai og Rajaratthinam, i SEAS’ kontorbygning – en bygning uden vand og toilet-faciliteter. Her gennemgik vi resultaterne af det sidste års arbejde og diskuterede deres planer for det fremtidige arbejde.

De er nået langt med deres arbejde og særligt har SEAS været dygtige til at sikre at mange irulaer i de 22 landsbyer, hvor de arbejder nu, har fået diverse (nødvendige) identifikationskort, som bl.a. sikrer retten til at stemme, til hjælp under graviditet, til hjælp til fødevarer i tilfælde af arbejdsløshed, etc.

Senere på dagen besøger vi Anjure, en af de landsbyer, hvor SEAS har gjort et stort arbejde. Der bor her 35 irula-familier. De fleste af familierne bor i små skrøbelige lerklinede hytter med tag af palmeblade, som ikke kan modstå meget regn eller vind. Men 10 af familierne er dog flyttet ind i små betonhuse … eller rettere små betonværelser … som den store internationale NGO World Vision har foræret landsbyen. Huset består af ét værelse på ca. 2½ x 4 m, der fungerer som køkken, soveværelse og opholdsrum. Hvert år opfører World Vision 2-3 af disse huse og de mest trængende af familierne er dem der får lov til at flytte fra lerhytten til det lille betonhus.

Landsbyen har arrangeret en flot modtagelse til os med blomsterkranse og synge- og danseoptrin. Efter den fine modtagelse sætter vi os sammen med de tilstedeværende beboere som hovedsageligt er kvinder, da mændene er på arbejde. Vi taler om deres daglige liv, de udfordringer de møder, og hvortribal-people er nødt til at have for at få adgang til en række forskellige rettigheder.

dan SEAS har hjulpet dem med at få alle de nødvendige identifikationskort, som bl.a. sikrer retten til at stemme, til hjælp under graviditet, til hjælp til fødevarer i tilfælde af arbejdsløshed, etc.

                                                                         

Vi takker dem for deres velvillighed til at dele deres tanker og bekymringer med os og får efterfølgende en rundvisning i den lille landsby inden vi tager afsked. På hjemturen laver vi et lille holdt ved Selvams hjem, for at aflægge besøg hos hans søns familie i nabohuse. 

I morgen mandag skal vi igen mødes med SEAS-folkene og tale videre om deres planer for fremtiden og besøge endnu en af de landsbyer som de arbejder i. 

Svalerne flyver igen

Partnerskabsrejse til Tamil Nadu, Indien, 2017

Nu er tiden på året kommet, hvor Svalerne igen flyver sydpå, for at besøge de projekter vi understøtter, udbygge eksisterende partnerskaber og måske indgå i nye aftaler. Dette år er det Anders Dahl og Morten Frederiksen, der tager afsted 01. februar og på tre uger rejser Tamil Nadu tyndt i opgaven med at følge op på den støtte, medlemmerne og de mange frivillige i Svalernes genbrugsbutikker, loppemarkeder og Fair Trade salg over året har genereret.     

                     

              Anders Dahl                                                       Morten Frederiksen

Som noget særligt, får vi dette år understøttelse fra Josefine Dahl, der kommer med som frivillig agent og kvindelig indslag, i vores arbejde med at organisere de underprivilegeredes kaster, kvinderne og stammefolket Irular, til noget vi helst så kulminere i en social, fredelig revolution nedefra. Med Josefine får vi både en spydspids, når det gælder at interviewe kvinderne i landsbyerne, og den klassiske køns-diversitet i vores lille gruppe, uden hvilken livet ikke var det samme og som virker passende, når man sætter sig op til at gå imod patriarkalske strukturer og kvindeundertrykende praktiker.         

                      

               Josefine Dahl

Rejseruten 

Vi har seks forskellige partner-organisationer, som skal besøges under dette års partnerskabrejse. Selve ruten og tiderne fremgår, med lidt kendskab til Tamil Nadu, fra oversigten nedenunder. Intentionen er, at holde denne blog opdateret under rejsen, hvorved nærmere kendskab til de forskellige organisationer, deres arbejde og vores rejse følger. Hvis man allerede nu vil danne sig et overblik, kan man læse efter i de seneste års indtryk, som beskrevet i rejserapporterne, der findes på svalernes hjemmeside her. 

Program		Overnatning
01/02/2016	Rejse til Indien
02/02/2016	Ank. Chennai	Mammalapuram
03/02/2016	kontakt tolk
04/02/2016	SEAS - landsbybesøg
05/02/2016	Fri (S)
06/02/2016	SEAS - landsbybesøg
07/02/2016	TEA TRUST
08/02/2016	Rejse Thiruvannamalai	Kailash Hotel, tjek noter
09/02/2016	RPWO
10/02/2016	RPWO
11/02/2016	RPDS
12/02/2016	Fri (S)
13/02/2016	Rejse Kumbakonam (Evt ROSED)
14/02/2016	Deepam Trust
15/02/2016	Rejse Chidambaram	Chidambaram
16/02/2016	YACT
17/02/2016	YACT
18/02/2016	Skrivedag + rejse til Pondicherry	Pondicherry
19/02/2016	Fri (S)
20/02/2016	CDT møde
21/02/2016	CDT møde/Rapportskrivning	Pondicherry

Til sidst vil jeg ønske god fornøjelse og læselyst her på bloggen og alt godt hjemme i Danmark, Sverige, Tyskland, eller hvor det nu er du sidder henne. 

Morten Frederiksen, København, d. 26-01-2017

Smukke landskaber, ”rystende” bilture, giftslanger og jordfordelingspolitik

 Vi er indlogeret i et gæstehus hos organisationen Thanapara Swallows Development Service., som ligger i udkanten af en landsby – bag politiakademiet og ned til floden.  Vi vågner om morgenen til trommer og eksercits, kragernes morgenkoncert. Måske kan vi lige nå en tur ned mod floden eller gennem landsbyen, inden vi skal afsted.

Rulfao, som vi skal besøge holder til ca. 70 kilometer herfra – ingen sag, når der er skøn natur at se på, de sidste 30 kilometer begynder vi at køre ind i mere ufremkommelige egne – vi kan stadig nyde sceneriet, men det handler også om at undgå at knalde hovedet mod billoftet. Vi tager lige et kort ophold på en lokal tebod og får samtidig rettet kroppen ud.

Rishøsten er lige gået i gang, så vi passer vores møder ind efter pauser i markarbejdet. Da vi er næsten fremme ved vores mål, fortæller vores ledsagere at der er fundet giftslanger på de marker, vi netop passerer, så folk er lidt bange for at gå i gang med at høste, men vores ledsagere mente at marken nok ville blive høstet i tide. Arbejderne vil gå samlet til marken og regne med at uroen vil få slangerne til at fortrække. Arbejdssikkerhed har mange elementer.

Den gruppe kvinder, vi besøger, kæmper for at få papirer på jorden de bor på. De har søgt om brugsret til jorden hos myndighederne og har bygget lerhuse på jorden.  Fattige uden jord har ret til at få brugsret til braklagt offentlig jord. Deres sag er på vej gennem systemet og undervejs forsøger de store jordejere at true dem til at trække deres ansøgninger tilbage. Kvinderne er gået sammen for at klare sig igennem situationen sammen med andre. Samtidig bruger kvinderne fællesskabet til at forbedre deres økonomi. De gemmer en kop ris hver gang de laver mad. Risen samler de når de mødes hver 14. dag . De sælger risen, når prisen er højst. De holder opsparingen samlet. Har købt først en ged og siden en ko, som en af kvinderne tager sig af. De satser på med tiden at kunne leje et stykke jord, hvor de kan dyrke kartofler. Grupper som kvindernes kalder sig ”farmers clubs”.

”Land Rights Association Committee ” kalder de sig, en af de grupper som på frivillig basis hjælper de jordløse med den lange og besværlige vej gennem papirjunglen og frem til de eftertragtede lejekontrakter. De frivillige er dels de folkevalgte i lokalregeringen dels andre interesserede fra lokalsamfundet. De fortalte, at de foruden hjælp med at få brugsret på jord også hjælper med mægling i familiestridigheder. Det lykkes som regel for dem at få bilagt stridighederne uden om domstolene.

At det kan være svært at bevare tålmodigheden fik vi et godt eksempel hos den sidste gruppe vi besøgte i går. Da vi var ved at takke af begyndte de at snakke om, at det gik for langsomt med deres sag. Gruppemedlemmerne følte sig udsatte, nogle tvivlede på at de ville opnå deres rettigheder, så der var en længere diskussion mellem gruppen, nogle medlemmer af lokalregeringen og Rulfaos repræsentanter. Der blev snakket om følelse af magtesløshed over for oplysninger om de muligheder der faktisk er for at henvende sig til eksisterende institutioner og organisationer. Der blev udtrykt tvivl om politikernes reelle vilje til at udføre den lovgivning, de vedtager. Det udviklede sig til en længere diskussion om jordfordelingspolitik og lokalpolitik, Konkret endte diskussionen med, at et tidligere medlem af lokalregeringen påtog sig at hjælpe gruppens medlemmer med at opnå nogle konkrete rettigheder de havde til støtte. Både mænd og kvinder i landsbyen arbejder som daglejere for jordejerne. Det er sæsonarbejde, så i perioder har de ikke noget at leve af.

I dag glæder vi os til at få snakket besøgene - ikke mindst den afsluttende diskussion i går - igennem med Rulfaos medarbejdere.