Svalerne er landet

Så er vi vel ankommet til Indien, nærmere bestemt Mamallapuram.                                                       

Vi ankom til den største by på Indiens østkyst torsdag morgen og tog straks videre til Mamallapuram ca. 50 km sydpå. Her skal vi tilbringe 5-6 dage og besøge to af de ngo’er, som Svalerne yder støtte til.

Vi mødtes med vores tolk Leslie allerede om fredagen. Han har tidligere tolket for os på vores besøgsture, og han er absolut et plus for arbejdet. Udover at hans evner som tolk er upåklagelige, så er han også et yderst sødt, venligt og behageligt bekendtskab og har god indsigt i de problemstillinger, der skal tolkes i.

Vi besøgte lørdag SEAS, som Svalerne i denne omgang har støttet, i første omgang i perioden 1984-1994 og igen siden 2006.

SEAS har en bevilling der løber fra juni 2014 til maj 2017. Hovedopgaverne har i denne periode været defineret som at etablere nye stamme-fora for styrkelsen af stamme-udviklingsbevægelsen, at støtte børn der er droppet ud af skolen, at oprette selvhjælpsgrupper (mini-låns-grupper) og styrke deltagelse og repræsentation i Panchayat Raj (som er de politiske lokaludvalg).

Vi tog en bus lørdag morgen til Thiruporur, hvor vi mødtes med de tre ansatte, Mr. Samuel Selvam, Dorai og Rajaratthinam, i SEAS’ kontorbygning – en bygning uden vand og toilet-faciliteter. Her gennemgik vi resultaterne af det sidste års arbejde og diskuterede deres planer for det fremtidige arbejde.

De er nået langt med deres arbejde og særligt har SEAS været dygtige til at sikre at mange irulaer i de 22 landsbyer, hvor de arbejder nu, har fået diverse (nødvendige) identifikationskort, som bl.a. sikrer retten til at stemme, til hjælp under graviditet, til hjælp til fødevarer i tilfælde af arbejdsløshed, etc.

Senere på dagen besøger vi Anjure, en af de landsbyer, hvor SEAS har gjort et stort arbejde. Der bor her 35 irula-familier. De fleste af familierne bor i små skrøbelige lerklinede hytter med tag af palmeblade, som ikke kan modstå meget regn eller vind. Men 10 af familierne er dog flyttet ind i små betonhuse … eller rettere små betonværelser … som den store internationale NGO World Vision har foræret landsbyen. Huset består af ét værelse på ca. 2½ x 4 m, der fungerer som køkken, soveværelse og opholdsrum. Hvert år opfører World Vision 2-3 af disse huse og de mest trængende af familierne er dem der får lov til at flytte fra lerhytten til det lille betonhus.

Landsbyen har arrangeret en flot modtagelse til os med blomsterkranse og synge- og danseoptrin. Efter den fine modtagelse sætter vi os sammen med de tilstedeværende beboere som hovedsageligt er kvinder, da mændene er på arbejde. Vi taler om deres daglige liv, de udfordringer de møder, og hvortribal-people er nødt til at have for at få adgang til en række forskellige rettigheder.

dan SEAS har hjulpet dem med at få alle de nødvendige identifikationskort, som bl.a. sikrer retten til at stemme, til hjælp under graviditet, til hjælp til fødevarer i tilfælde af arbejdsløshed, etc.

                                                                         

Vi takker dem for deres velvillighed til at dele deres tanker og bekymringer med os og får efterfølgende en rundvisning i den lille landsby inden vi tager afsked. På hjemturen laver vi et lille holdt ved Selvams hjem, for at aflægge besøg hos hans søns familie i nabohuse. 

I morgen mandag skal vi igen mødes med SEAS-folkene og tale videre om deres planer for fremtiden og besøge endnu en af de landsbyer som de arbejder i.