Bangladesh (februar 2015): En anden form for partnerskabsrejse

Lis Rasmussen Kazal & Ebbe Primdahl er i februar 2015 på Partnerskabsrejse til Bangladesh for U-landsforeningen Svalerne

Sikke en start på vores partnerskabsrejse. Først måtte Lis udsætte sin rejse en uge pga. influenza. Inden jeg nåede Dhaka var situationen i landet forværret betydeligt (Læs også: http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/03-02-15/d-dstal-runder-50-efter-b-lge-af-politisk-vold-i-b). Det første jeg fik at vide, da jeg trådte ud af lufthavnen var, at vi måtte ændre planer lidt, fordi der var en brændende bus lige udenfor lufthavnen. Dagen efter læste jeg i avisen, at der var blevet smidt en brandbombe mod en langtursbus. 7 mennesker dræbt øjeblikkelig og 5 hårdt forbrændte. Vores partnere kontaktede Lis for at sige, at det er for risikabelt for os at rejse ud af hovedstaden, Dhaka. En række ambassader har forbudt deres personale at bevæge sig uden for hovedstaden og i byen efter mørkets frembrud.

Der er sket en optrapning af den nationale blokade, som oppositionspartiet BNP sammen med fundamentalisterne har ledet siden den 6. januar. I skrivende stund har minimum 66 mistet livet siden den dag.

Folk er bange, de spørger sig selv, hvordan man bekæmper en usynlig fjende. De fleste fortsætter deres liv, men ser sig over skuldrene.

Situationen førte til, at vi diskuterede om Ebbe skulle aflyse sin rejse, men endte med at beslutte at han tager afsted. Så vi er her, men kan ikke som planlagt rejse ud i landet, fordi vores samarbejdspartnere helst ikke vil have vi rejser ud af Dhaka, da de ikke kan garantere vores sikkerhed. Vi er, som de siger, 'for synlige', vi har derfor aftalt at de kommer herind i stedet for, da de bedre kan gemme sig og kender de ”sikre” veje. Så indtil videre er vi her i Dhaka.

Vi har været i kontakt med partnerne og aftalt hvornår de kommer. Fordi alle medarbejdere ikke kan komme, har vi sendt nogle spørgsmål til dem, så de der kommer til Dhaka på forhånd kan diskutere med deres kolleger.

I morgen skal vi mødes med en ny organisation Protishruti. Det giver selvfølgelig et problem, da en stor del af vores arbejde er at mødes med med medarbejdere og ledelse i organisationerne, samt besøge de landsbyrer og grupper det handler om. I forbindelse med en ny organisation handler det også om at finde ud af om den er virkelig, eller kun findes på et papir. Det kan vi naturligvis ikke i samme grad, når vi ikke kan besøge dem.

Vi har aftalt at mødes med deres leder og en feltarbejder. Vi ved efter at have talt med dem i går og i dag, at de har haft en konsulent til at hjælp dem med at skrive ansøgningen, hvilket er helt normalt, hvis man ikke taler og skriver engelsk. Vi ønsker ikke at konsulenten deltager i mødet, da vi gerne vil have Protishruti egen forståelse af ansøgningen og en fornemmelse af, at det er deres projekt og ikke konsulentens. Vi har derfor hyret en neutral tolk til at hjælpe os.

Protishruti har søgt om støtte til at lave et forberedende arbejde med stammefolk og deres rettigheder. De har kun søgt om støtte i et år og en vores opgaver vil være at høre, hvad der så skal ske efterfølgende og hvordan det videre arbejde skal finansieres.

Vi har siddet i dag og arbejdet med skriveopgaver, lavet aftaler og tilpasset planer. Vi er indstillet på at tage dagene, som de kommer og få det bedst mulige ud af det. Når man bevæger sig rundt i byen mærker man ikke umiddelbart, hvordan situationen er, bortset fra at der er mindre trafik. Men dagen starter som den plejer med råbene fra de forskellige gadehandlere i nabolaget.

Bangladesh (januar/februar 2014): et kig i en rejsendes dagbog

Af Lis Rasmussen Kazal

30. januar 2014
Hovedhistorien i dagens avis er 14 dødsdomme. Det er ikke nyt for mig, at der er mulighed for at dømme folk til døden i Bangladesh, men det får mig alligevel til at spærre øjnene op. Det handler om en sag fra 2004, læser jeg. Et gigantisk våbensmugleri. Våbnene skulle efter indsmuglingen til Bangladesh have været sendt videre til en muslimsk separatistgruppe i den indiske delstat Assam. Gruppen ønsker et selvstændigt Assam. Den bangladeshiske regering ønsker ikke, at landet skal blive kendt som base for våbensmugleri for terroristgrupper eller andre. Men den daværende regering dyssede sagen ned, angiveligt fordi to ministre var indblandet. Sagen blev genoptaget efter regeringsskiftet i 2009. Blandt de dømte er to tidligere ministre (den ene er leder af et islamisk parti og modtog sidste år en livstidsdom for krigsforbrydelser under befrielseskrigen i 1971). De øvrige dømte er bl.a. tidligere topchefer i det nationale efterretningsvæsen og politiets efterretningsvæsen.  Sagen har ekstra politisk sprængstof på grund af det betændte politiske forhold mellem det nuværende største regeringsparti og de to partier, som ministrene kommer fra. Straks efter dommen kom beskyldninger fra de to partier om, at dommene er politisk motiverede.
Den nuværende regering er netop blevet indsat efter parlamentsvalget den 5. januar i år. Et valg som er meget omdiskuteret. Ud af 300 pladser i parlamentet blev de 157 kandidater valgt uden modkandidat. Det største oppositionsparti og deres allierede, blandt andet de islamiske partier, boykottede valget, fordi de ønskede, at regeringen skulle træde tilbage og overlade ledelsen af landet til et forretningsministerium under valgkampen. Regeringen valgte at gennemføre valget alligevel.
Den gennemgående holdning, jeg møder her i hovedstaden, hvor der diskuteres politik ved alle sammenkomster, er, at man giver det en chance. Efter et år, hvor især de islamiske partier har skabt kaos med strejker og ekstrem vold, ønsker man, at der bliver skabt ordnede forhold og mener heller ikke der var anden vej. I den nuværende situation ville alternativet efter nogles udsagn have været taleban-styre, at alle kvinder skulle være tildækkede og at ingen piger måtte gå i skole mere end 5 år. De henviser til en række krav, som en sammenslutning af islamiske organisationer stillede for at ophøre med at skabe kaos.

1. februar 2014
I går sad jeg i en rickshaw og glædede mig til at komme ud af byen. Det er en hasarderet oplevelse at blive fragtet gennem hovedstadens trafik. Det gælder om at holde fast på sine ejendele og samtidig holde sig fast et eller andet sted på rickshawen. For mens føreren snor sin cykeltaxa gennem trafikken må han af og til stoppe brat op, så holder man ikke fast falder man i heldigste fald forover og i uheldigste fald ned af cyklen.

Et par gange på busturen nordpå tænker jeg, at det nogle gange virker lige så risikabelt at befinde sig i en bus, men glemmer det så for at kigge ud over rismarkerne og den smukke natur.  Jeg når sikkert frem og bliver samlet op af nogle af vores partnere for at blive kørt det sidste stykke til Thanapara-projektet, hvor jeg skal bo i deres gæstehus de næste mange dage. Efter en sen frokost får jeg aftalt de sidste detaljer med vores partner Rulfao, som jeg skal besøge de næste dage.

2. februar 2014
Vi kører til Rulfaos kontor, der ligger i et landsbyområde ca. 40 km væk. Vejene er bumpede. Vi kører igennem mere by-lignende områder undervejs. Jeg bliver fascineret af den lokale persontransport, hvor man har fundet ud af, at pumpeanlægget fra vandpumper kan vendes til en traktorlignende persontransport med lavt siddende lad. Den kan også bruges til transport af gods. Vi så nogle eksempler på disse højtlæssede transporter:

Vi har aftalt, at jeg den første dag taler med Rulfaos personale om deres arbejde.
Rulfao er en lille organisation, der støtter de jordløse i at få den brugsrettighed til regeringsjord, som de ifølge loven har ret til. Svalerne støtter dem i dette arbejde.
På trods af lovgivning og rettigheder er det dog ikke en enkel sag. Dels er der mange, som gerne vil have fingrene i jorden og dels er procedurerne for at få tilkendt brugsrettigheden til jorden komplicerede.

Medarbejdere fra Svalernes partnerorganisation Rulfao

Afzal, som er leder af organisationen, fortæller, at det trods alt er blevet lettere for de jordløse nu. Igennem mange år har organisationen måtte kæmpe hårdt sammen med de jordløse og andre organisationer for at få loven implementeret. De jordløse har været udsat for overgreb og falske retssager samtidig med de formelle procedurer. På grund af organisationernes langvarige arbejde er der i de senere år kommet stor opmærksomhed om sagen og den nuværende regering har også rettet sin opmærksomhed på området, så nu samarbejder lokalregeringerne mange steder med dem, ligesom der sidder repræsentanter for organisationerne i de udvalg, der er involveret i processen. Så hvor de før nærmest måtte optræde som kamporganisationer, ser de nu deres virksomhed som fortalerorganisation. Mens vi sidder på kontoret kommer et par jordløse forbi for at snakke med medarbejderne om forløbet af deres sag:

Den ene (manden i midten af biledet) fortæller om, hvordan der pludselig en dag kom nogle mænd forbi for at fortælle ham, at han omgående skulle flytte. De havde papirer på, at jorden han bor på tilhører dem. Han havde allerede søgt om brugsret til jorden, så han kunne ikke forstå, hvordan de kunne have papir på jorden. Rulfao hjalp ham med at kontakte de forskellige myndigheder. Det viste sig, at den anden mands papirer var falske og myndighederne beroligede ham med at hans egne papirer er ved at være klar.

Rulfao har oprettet nogle støttegrupper som de kalder ”farmers groups”. Medlemmerne i disse har enten selv været igennem processen med at få tildelt jord eller har en større indsigt i processen. Disse grupper får optræning gennem Rulfao, så de kan holde øje med, hvad der sker i området, holde kontakt med dem, der er i gang med at få deres papirer og også andre, der støder på problemer. De henviser dem til Rulfao, hvis de har brug for yderligere hjælp. På det næste administrative niveau  ”upazilla” er Rulfao i gang med at etablere en støttegruppe kaldet ”Land Rights Advocacy Committee” bestående af politikere, journalister, kvindelige medlemmer af lokalregeringen og andre folk fra lokalområdet, der har indsigt i lovgivning og procedurer. Komiteen skal støtte de jordløse i deres forhandlinger med den officielle komité, der behandler ansøgninger om brugsret til jorden.

Strejke og premierministerbesøg
Da jeg kommer hjem fra projektbesøg er dagens arbejde langt fra slut, viser det sig. En strejke, som et islamisk parti havde varslet til 3. februar, er blevet udsat til 6. februar. Og det er netop den dag, hvor netværket Net to Rights, som Svalerne støtter, skal starte planlægningsworkshop for de kommende aktiviteter. Sammen med Netværkets leder og koordinatoren besluttede vi at skyde workshoppen en dag. Da vi havde kontaktet de syv partnerorganisationer i netværket viste det sig heldigvis, at det kunne lade sig gøre for alle at flytte arrangementet en dag. Knap havde vi fået dette på plads, før lederen blev ringet op af den lokale politistation. Han fik at vide, at premierministeren den 8. februar ville komme på besøg på politiakademiet, der ligger lige bag projektet. Af sikkerhedsmæssige årsager kunne der ikke være nogen udefrakommende til stede i landsbyen og dermed heller ikke i projektet. Puha, så kunne vi begynde forfra. Vi snakkede frem og tilbage og fandt frem til, at vi måtte undersøge, om det var muligt at skubbe workshoppen endnu en gang. Vi skulle også finde ud af, om jeg måtte bo her.

3. februar 2014
Ud over at arbejde med jordrettigheder er Rulfao også en af partnerorganisationerne i Net to Rights og arbejder med fortalervirksomhed mod Vold mod kvinder i hjemmet. Suchita, feltarbejder, er ansvarlig for aktiviteterne. Hun startede med at samle en gruppe, som de kalder ”Grass Root Changer”, i hvert af de to områder (union, den mindste administrative enhed i Bangladesh) de arbejder i. Medlemmerne er fra forskellige professioner og de kvindelige medlemmer af unionrådet. Gruppen har gennem netværket fået kurser i lovgivningen omkring vold mod kvinder i hjemmet, herunder hvorfra og hvilken hjælp de forulempede kvinder kan få. På kurserne har de også diskuteret hvilke konsekvenser den udbredte vold mod kvinder i hjemmet har for kvindernes mulighed for at deltage i samfundslivet og hvor vigtigt et er at ændre den udbredte holdning om, at vold mod kvinder i hjemmet er en privat sag.

Med støtte fra Suchitra samler medlemmerne af Grass Root Changer (GRC) folk i landsbyen til møder, hvor de fortæller om problematikken og mødedeltagerne fortæller dem om sager fra deres landsby. GRC medlemmerne tager ud til de familier, hvor de har hørt om problemer og forsøger at tale med dem. Hvis en kvinde har brug for hjælp udover hvad de kan give hende, hjælper de hende med at henvende sig de relevante steder.

GRC og feltarbejderen arrangerer også møder på gymnasier, hvor de viser video om emnet og snakker med elever og lærere. Udover dette har de henvendt sig til lokalregeringen, som har et underudvalg, der beskæftiger sig med vold mod kvinder og børn. Disse udvalg har sjældent været aktive, så organisationen har henvendt sig til formanden for at spørge, hvornår de mødes. De har fået positive reaktioner på deres henvendelser, har også givet den informationsmateriale, så de håber på at de efterhånden lykkes at aktivere udvalget for alvor.

Yasin, der er koordinator for aktiviteterne i Rulfao, fortæller, at de ser en god sammenhæng mellem fortalervirksomhed for jordrettigheder og mod vold mod kvinder i hjemmet. Jordløshed opstår i mange tilfælde, fordi en familie sælger det lille stykke jord de har, for at skaffe medgift til deres datter - og vold mod kvinder i hjemmet har ofte utilfredshed med medgift som årsag. Derfor arbejder de ansatte i Rulfao tæt sammen, supplerer hinanden, når der er behov for det og sparrer med hinanden på deres ugentlige møder.

Da jeg kom tilbage til Thanapara om aftenen fortalte lederen Raihan mig, at han havde talt med politiet og de havde givet tilladelse til, at jeg kan bo her og kan bevæge mig frit. Så det bliver lidt specielt at være den eneste udefrakommende i landsbyen i 3 dage – med undtagelse af sikkerhedsfolkene selvfølgelig.

4. februar 2014
I dag mødte jeg en større gruppe medlemmer af en Grass Root Changer gruppe. 

Medlemmer af Grass Root Changer gruppe

De fortalte om deres motivation for at gå ind i dette arbejde, som jo er frivilligt. Nogle af dem var blevet kontaktet af Rulfaos medarbejdere, andre havde hørt om aktiviteterne og henvendte sig selv, fordi de gerne vil yde en indsats. De har været på kursus og mødes som gruppe hver anden måned, hvor medarbejderen fra Rulfao deltager. De udveksler informationer og erfaringer og planlægger og fordeler den kommende tids aktiviteter. De sammenkalder til møder i landsbyerne og reagerer på henvendelser fra kvinder, der søger deres hjælp.  De reagerer også på sager, de har hørt om fra andre. Så opsøger de familierne. De fortæller, at de ofte har mødt modstand, når de henvender sig hos en familie, hvor der har været problemer med vold. Hvorfor kommer I her og blander Jer i vores private forhold? Men de sagde, at de for det meste kan opløse modstanden ved at tale med folk. De fortalte også, at de holder meget øje med børneægteskaber, fordi de mener, at de mange børneægteskaber medvirker til volden i hjemmet. Børneægteskab er ulovligt i Bangladesh, men finder sted i stort omfang. De har i en række tilfælde forhindret børneægteskaber.


Rulfao får også direkte henvendelse vedrørende vold i hjemmene og børneægteskaber på deres kontor. Mens jeg var på kontoret kom der en giftefoged, der fortalte, at han havde fået nys om et børneægteskab, som en falsk giftefoged var gået med til at udføre. Han fik vejledning i, hvor han kunne henvende sig.
Da jeg senere på dagen var sammen med en Land Rights Advocacy Committee fortalte også de om, hvordan de møder modstand og i deres tilfælde også trusler, når de støtter de jordløse i deres krav. Vi havde en lang snak om, hvad det kan medføre at gå imod strømmen og hvordan man kan støtte hinanden i at modstå presset.

Rulfao-medlemmerne fortalte bagefter, at de i nogle tilfælde har måttet udskifte medlemmer af komitéer og Grass Root Changer grupper. De mener dog ikke, at det nødvendigvis skyldes modstand eller trusler, men også at medlemmerne ikke helt havde forstået, hvad der forventedes af dem.

5. februar 2014
I dag begynder projektet i Thanapara at kunne mærke sikkerhedsforanstaltningerne i forbindelse med premierministerens besøg. Repræsentanter for Statens Efterretningstjeneste er mødt op. Politi og militær har været forbi og en major kom for at kigge efter om der var gæster og hvor de to majorer fra Premierministerens vagtregiment skulle bo.

Jeg havde regnet med, at jeg i dag skulle slippe for at køre rundt på landevejene og få rettet min krop ud efter 4 dages køren og sidden. Men, men….

Thanapara-projektets skole fra 3. til 5. klasse skulle på picnic og det ville jo bare være så herligt, hvis jeg kunne deltage i alt fald noget af tiden. Jo, det kunne jeg jo nok. Det er jo altid herligt at se børnenes begejstring og medarbejderne dygtighed i at organisere den slags. 

Picnic (for 3.-5. klasse i Thanapara-projektets skole)

Så det blev altså køretur igen i dag. Det var nu rigtig hyggeligt, men i realiteten gik det meste af dagen med det.

Om aftenen fik jeg snakket med Mette (Svalernes anden frivillige udsendte, red.), der kom til Dhaka 3. februar. Hun skulle være kommet her i dag, men på grund af de ændrede planer, tog hun i stedet til en af de andre partnere, PUP, for at se på deres aktiviteter omkring vold mod kvinder i hjemmet. Vi havde planlagt, at vi skulle bruge en dag før workshoppen sammen med Net to Rights leder og koordinator, nu må vi i stedet arbejde lidt hver for sig og koordinere per telefon indtil hun kommer hertil 8. februar om aftenen.

I de sidste mange år, hvor jeg har arbejdet i Københavns kommune under beskæftigelsesindsatsen har omstillingsparathed været en meget vigtig faktor. Den er lige så vigtig på en partnerskabsrejse. Og jeg vil rose alle vore partnere for deres store omstillingsparathed, uden den havde de ikke kunnet navigere gennem især sidste års kaos og have gennemført stort set alle deres planlagte aktiviteter.

Bangladesh (januar/februar 2014): Partnerskabsrejsen til Bangladesh skudt i gang

Så er jeg landet. Her i Dhaka er der behagelig temperatur, selv om det er lidt køligt om aftenen. Folk her i byen tager trafikpropperne mere roligt på baggrund af flere måneder med strejker og uro, hvor mange har holdt sig inde. Nu er her roligt og derfor tør man bevæge sig ud igen og på den baggrund er trafikpropperne et mindre onde.

Jeg mærker, at jeg er kommet til Bangladesh, når jeg vågner op om morgenen. Jeg hører råb fra de omvandrende handelsfolk. Jeg kan næsten stille uret efter dem, for sælgerne af fisk, grøntsager og kyllinger, køberne af papir, flasker og metal har deres faste tidspunkter. Ringeklokkerne fra cykelrickshaws er også en del af musikken.

Jeg har været i kontakt med vores partnere. Jeg tager til Thanapara 1. februar, hvor jeg bor mens jeg besøger Rulfao. Rulfao startede sidste år med vores støtte et nyt retshjælpsprogram. Det bliver spændende at se, hvordan de er kommet i gang. 2013 var jo et uroligt år i Bangladesh, endnu en udfordring for vore partnere.

Mette Henriksen kommer for at deltage sammen med mig i planlægningsworkshoppen for Net to Rights (N2R), netværket for kampagnen mod vold mod kvinder i hjemmet. Jeg glæder mig meget til at møde alle partnerne og høre deres reflektioner over det første år. En af de ting jeg allerede nu ved, vi kommer til at diskutere er partnernes samarbejde med lokalregeringerne. For nogle partnere har det været sværere at etablere dette samarbejde end for andre, så de skal hjælpe hinanden gennem at udveksle erfaringer. Vi skal selvfølgelig også planlægge dette års aktiviteter og tænke længere frem også.

Efter workshoppen deler Mette og jeg os op og besøger hver sin partner for at se og høre mere om deres netværksaktiviteter. Jeg bliver i Thanapara et par dage, mens Mette tager til PUP i Bogra. Vi mødes igen i Dhaka for at samle op og skrive statusrapport til CISU - tidligere Projektrådgivningen, der har givet os financiering til netværksprogrammet.

I aften skal jeg mødes med lederen af PLEAD for at planlægge mit besøg hos dem. Her skal jeg se og høre om deres netværksaktiviteter og organisationens retsoplysnings- og retshjælpsprogram. PLEAD holder til i Khulna og jeg benytter lejligheden til at besøge en anden af partnerne i netværket, Bhumijja, for at få indblik i deres netværksaktiviteter.

Hvis det bliver muligt vil jeg i slutningen af min rejse besøge endnu en partner; REMOLD.

Foreløbig mange varme hilsener,
Lis Rasmussen Kazal

Indien (december 2013): Netværksmøde

Svalerne har i samarbejde med tre af partnerorganisationer dannet netværket CDT (Chengam – Denkanikottai – Thiruporur). Netværket et støttet økonomisk af CISU (Civilsamfund i Udvikling), og formålet med netværket er at kapacitetsopbygge de tre partnerorganisationer, som arbejder med stammefolket irula, således at deres daglige arbejde kvalificeres yderligere, og organisationerne får mulighed for at udveksle erfaringer og advokere for stammefolkenes rettigheder med samlet stemme.

Svalerne besøger netværket i alt tre gange i den tre-årige projektperiode, og på denne partnerskabsrejse havde vi fornøjelsen af at deltage i et netværksmøde. Og en fornøjelse var det virkelig! Alle tre organisationer inviterer frivillige, stammeledere og politisk aktive irulaer med til netværksmøderne. Således inddrager de altså målgruppen direkte i netværkets aktiviteter. Vi fulgte med på sidelinjen i de aktiviteter, der foregik, og blev enormt overvældede af det store engagement, alle deltagere udviste.

De tre organisationer har lederskabet et år på skift, og denne gang foregik mødet for første gang i Denkanikottai hos RDC. RDC havde sørget for at få en ressourceperson udefra til at lave oplæg og gruppearbejde for deltagerne. Det var en blanding af oplæg om samfundet generelt, gruppearbejde og sjove lege som skulle styrke sammenholdet og løsne stemningen op. Det fungerede særdeles godt, og alle deltog aktivt.   

Vi var også på et feltbesøg i en af RDC’s landsbyer, hvor de andre organisationer og deres medlemmer kunne se, hvordan RDC arbejder og høre om de resultater, der er opnået i landsbyen samt de problematikker, de oplever i dette område. To kvinder og en mand trådte frem og fortalte om deres oplevelser med samarbejdet med RDC. Efterfølgende fortalte medlemmerne af de andre organisationer, at det havde været en stor oplevelse at være på feltbesøg, og særligt de irulaer, som deltog i netværksmødet, fik stor inspiration og gå-på-mod til arbejdet i deres egne landsbyer.

Alt i alt en kæmpe fornøjelse at deltage i et CDT netværksmøde med så engagerede og dygtige folk!   

Nu sidder vi i Bangalore og venter på at tage ud i lufthavnen, hvorfra vi hver især vil flyve til andre destinationer i Indien for at holde ferie. Det har været nogle oplevelsesrige uger at arbejde for Svalerne, og nu er det tid til at fordøje alle indtrykkene.

Rigtig glædelig jul og godt nytår her fra Indien!