Bangladesh (januar/februar 2014): et kig i en rejsendes dagbog

Af Lis Rasmussen Kazal

30. januar 2014
Hovedhistorien i dagens avis er 14 dødsdomme. Det er ikke nyt for mig, at der er mulighed for at dømme folk til døden i Bangladesh, men det får mig alligevel til at spærre øjnene op. Det handler om en sag fra 2004, læser jeg. Et gigantisk våbensmugleri. Våbnene skulle efter indsmuglingen til Bangladesh have været sendt videre til en muslimsk separatistgruppe i den indiske delstat Assam. Gruppen ønsker et selvstændigt Assam. Den bangladeshiske regering ønsker ikke, at landet skal blive kendt som base for våbensmugleri for terroristgrupper eller andre. Men den daværende regering dyssede sagen ned, angiveligt fordi to ministre var indblandet. Sagen blev genoptaget efter regeringsskiftet i 2009. Blandt de dømte er to tidligere ministre (den ene er leder af et islamisk parti og modtog sidste år en livstidsdom for krigsforbrydelser under befrielseskrigen i 1971). De øvrige dømte er bl.a. tidligere topchefer i det nationale efterretningsvæsen og politiets efterretningsvæsen.  Sagen har ekstra politisk sprængstof på grund af det betændte politiske forhold mellem det nuværende største regeringsparti og de to partier, som ministrene kommer fra. Straks efter dommen kom beskyldninger fra de to partier om, at dommene er politisk motiverede.
Den nuværende regering er netop blevet indsat efter parlamentsvalget den 5. januar i år. Et valg som er meget omdiskuteret. Ud af 300 pladser i parlamentet blev de 157 kandidater valgt uden modkandidat. Det største oppositionsparti og deres allierede, blandt andet de islamiske partier, boykottede valget, fordi de ønskede, at regeringen skulle træde tilbage og overlade ledelsen af landet til et forretningsministerium under valgkampen. Regeringen valgte at gennemføre valget alligevel.
Den gennemgående holdning, jeg møder her i hovedstaden, hvor der diskuteres politik ved alle sammenkomster, er, at man giver det en chance. Efter et år, hvor især de islamiske partier har skabt kaos med strejker og ekstrem vold, ønsker man, at der bliver skabt ordnede forhold og mener heller ikke der var anden vej. I den nuværende situation ville alternativet efter nogles udsagn have været taleban-styre, at alle kvinder skulle være tildækkede og at ingen piger måtte gå i skole mere end 5 år. De henviser til en række krav, som en sammenslutning af islamiske organisationer stillede for at ophøre med at skabe kaos.

1. februar 2014
I går sad jeg i en rickshaw og glædede mig til at komme ud af byen. Det er en hasarderet oplevelse at blive fragtet gennem hovedstadens trafik. Det gælder om at holde fast på sine ejendele og samtidig holde sig fast et eller andet sted på rickshawen. For mens føreren snor sin cykeltaxa gennem trafikken må han af og til stoppe brat op, så holder man ikke fast falder man i heldigste fald forover og i uheldigste fald ned af cyklen.

Et par gange på busturen nordpå tænker jeg, at det nogle gange virker lige så risikabelt at befinde sig i en bus, men glemmer det så for at kigge ud over rismarkerne og den smukke natur.  Jeg når sikkert frem og bliver samlet op af nogle af vores partnere for at blive kørt det sidste stykke til Thanapara-projektet, hvor jeg skal bo i deres gæstehus de næste mange dage. Efter en sen frokost får jeg aftalt de sidste detaljer med vores partner Rulfao, som jeg skal besøge de næste dage.

2. februar 2014
Vi kører til Rulfaos kontor, der ligger i et landsbyområde ca. 40 km væk. Vejene er bumpede. Vi kører igennem mere by-lignende områder undervejs. Jeg bliver fascineret af den lokale persontransport, hvor man har fundet ud af, at pumpeanlægget fra vandpumper kan vendes til en traktorlignende persontransport med lavt siddende lad. Den kan også bruges til transport af gods. Vi så nogle eksempler på disse højtlæssede transporter:

Vi har aftalt, at jeg den første dag taler med Rulfaos personale om deres arbejde.
Rulfao er en lille organisation, der støtter de jordløse i at få den brugsrettighed til regeringsjord, som de ifølge loven har ret til. Svalerne støtter dem i dette arbejde.
På trods af lovgivning og rettigheder er det dog ikke en enkel sag. Dels er der mange, som gerne vil have fingrene i jorden og dels er procedurerne for at få tilkendt brugsrettigheden til jorden komplicerede.

Medarbejdere fra Svalernes partnerorganisation Rulfao

Afzal, som er leder af organisationen, fortæller, at det trods alt er blevet lettere for de jordløse nu. Igennem mange år har organisationen måtte kæmpe hårdt sammen med de jordløse og andre organisationer for at få loven implementeret. De jordløse har været udsat for overgreb og falske retssager samtidig med de formelle procedurer. På grund af organisationernes langvarige arbejde er der i de senere år kommet stor opmærksomhed om sagen og den nuværende regering har også rettet sin opmærksomhed på området, så nu samarbejder lokalregeringerne mange steder med dem, ligesom der sidder repræsentanter for organisationerne i de udvalg, der er involveret i processen. Så hvor de før nærmest måtte optræde som kamporganisationer, ser de nu deres virksomhed som fortalerorganisation. Mens vi sidder på kontoret kommer et par jordløse forbi for at snakke med medarbejderne om forløbet af deres sag:

Den ene (manden i midten af biledet) fortæller om, hvordan der pludselig en dag kom nogle mænd forbi for at fortælle ham, at han omgående skulle flytte. De havde papirer på, at jorden han bor på tilhører dem. Han havde allerede søgt om brugsret til jorden, så han kunne ikke forstå, hvordan de kunne have papir på jorden. Rulfao hjalp ham med at kontakte de forskellige myndigheder. Det viste sig, at den anden mands papirer var falske og myndighederne beroligede ham med at hans egne papirer er ved at være klar.

Rulfao har oprettet nogle støttegrupper som de kalder ”farmers groups”. Medlemmerne i disse har enten selv været igennem processen med at få tildelt jord eller har en større indsigt i processen. Disse grupper får optræning gennem Rulfao, så de kan holde øje med, hvad der sker i området, holde kontakt med dem, der er i gang med at få deres papirer og også andre, der støder på problemer. De henviser dem til Rulfao, hvis de har brug for yderligere hjælp. På det næste administrative niveau  ”upazilla” er Rulfao i gang med at etablere en støttegruppe kaldet ”Land Rights Advocacy Committee” bestående af politikere, journalister, kvindelige medlemmer af lokalregeringen og andre folk fra lokalområdet, der har indsigt i lovgivning og procedurer. Komiteen skal støtte de jordløse i deres forhandlinger med den officielle komité, der behandler ansøgninger om brugsret til jorden.

Strejke og premierministerbesøg
Da jeg kommer hjem fra projektbesøg er dagens arbejde langt fra slut, viser det sig. En strejke, som et islamisk parti havde varslet til 3. februar, er blevet udsat til 6. februar. Og det er netop den dag, hvor netværket Net to Rights, som Svalerne støtter, skal starte planlægningsworkshop for de kommende aktiviteter. Sammen med Netværkets leder og koordinatoren besluttede vi at skyde workshoppen en dag. Da vi havde kontaktet de syv partnerorganisationer i netværket viste det sig heldigvis, at det kunne lade sig gøre for alle at flytte arrangementet en dag. Knap havde vi fået dette på plads, før lederen blev ringet op af den lokale politistation. Han fik at vide, at premierministeren den 8. februar ville komme på besøg på politiakademiet, der ligger lige bag projektet. Af sikkerhedsmæssige årsager kunne der ikke være nogen udefrakommende til stede i landsbyen og dermed heller ikke i projektet. Puha, så kunne vi begynde forfra. Vi snakkede frem og tilbage og fandt frem til, at vi måtte undersøge, om det var muligt at skubbe workshoppen endnu en gang. Vi skulle også finde ud af, om jeg måtte bo her.

3. februar 2014
Ud over at arbejde med jordrettigheder er Rulfao også en af partnerorganisationerne i Net to Rights og arbejder med fortalervirksomhed mod Vold mod kvinder i hjemmet. Suchita, feltarbejder, er ansvarlig for aktiviteterne. Hun startede med at samle en gruppe, som de kalder ”Grass Root Changer”, i hvert af de to områder (union, den mindste administrative enhed i Bangladesh) de arbejder i. Medlemmerne er fra forskellige professioner og de kvindelige medlemmer af unionrådet. Gruppen har gennem netværket fået kurser i lovgivningen omkring vold mod kvinder i hjemmet, herunder hvorfra og hvilken hjælp de forulempede kvinder kan få. På kurserne har de også diskuteret hvilke konsekvenser den udbredte vold mod kvinder i hjemmet har for kvindernes mulighed for at deltage i samfundslivet og hvor vigtigt et er at ændre den udbredte holdning om, at vold mod kvinder i hjemmet er en privat sag.

Med støtte fra Suchitra samler medlemmerne af Grass Root Changer (GRC) folk i landsbyen til møder, hvor de fortæller om problematikken og mødedeltagerne fortæller dem om sager fra deres landsby. GRC medlemmerne tager ud til de familier, hvor de har hørt om problemer og forsøger at tale med dem. Hvis en kvinde har brug for hjælp udover hvad de kan give hende, hjælper de hende med at henvende sig de relevante steder.

GRC og feltarbejderen arrangerer også møder på gymnasier, hvor de viser video om emnet og snakker med elever og lærere. Udover dette har de henvendt sig til lokalregeringen, som har et underudvalg, der beskæftiger sig med vold mod kvinder og børn. Disse udvalg har sjældent været aktive, så organisationen har henvendt sig til formanden for at spørge, hvornår de mødes. De har fået positive reaktioner på deres henvendelser, har også givet den informationsmateriale, så de håber på at de efterhånden lykkes at aktivere udvalget for alvor.

Yasin, der er koordinator for aktiviteterne i Rulfao, fortæller, at de ser en god sammenhæng mellem fortalervirksomhed for jordrettigheder og mod vold mod kvinder i hjemmet. Jordløshed opstår i mange tilfælde, fordi en familie sælger det lille stykke jord de har, for at skaffe medgift til deres datter - og vold mod kvinder i hjemmet har ofte utilfredshed med medgift som årsag. Derfor arbejder de ansatte i Rulfao tæt sammen, supplerer hinanden, når der er behov for det og sparrer med hinanden på deres ugentlige møder.

Da jeg kom tilbage til Thanapara om aftenen fortalte lederen Raihan mig, at han havde talt med politiet og de havde givet tilladelse til, at jeg kan bo her og kan bevæge mig frit. Så det bliver lidt specielt at være den eneste udefrakommende i landsbyen i 3 dage – med undtagelse af sikkerhedsfolkene selvfølgelig.

4. februar 2014
I dag mødte jeg en større gruppe medlemmer af en Grass Root Changer gruppe. 

Medlemmer af Grass Root Changer gruppe

De fortalte om deres motivation for at gå ind i dette arbejde, som jo er frivilligt. Nogle af dem var blevet kontaktet af Rulfaos medarbejdere, andre havde hørt om aktiviteterne og henvendte sig selv, fordi de gerne vil yde en indsats. De har været på kursus og mødes som gruppe hver anden måned, hvor medarbejderen fra Rulfao deltager. De udveksler informationer og erfaringer og planlægger og fordeler den kommende tids aktiviteter. De sammenkalder til møder i landsbyerne og reagerer på henvendelser fra kvinder, der søger deres hjælp.  De reagerer også på sager, de har hørt om fra andre. Så opsøger de familierne. De fortæller, at de ofte har mødt modstand, når de henvender sig hos en familie, hvor der har været problemer med vold. Hvorfor kommer I her og blander Jer i vores private forhold? Men de sagde, at de for det meste kan opløse modstanden ved at tale med folk. De fortalte også, at de holder meget øje med børneægteskaber, fordi de mener, at de mange børneægteskaber medvirker til volden i hjemmet. Børneægteskab er ulovligt i Bangladesh, men finder sted i stort omfang. De har i en række tilfælde forhindret børneægteskaber.


Rulfao får også direkte henvendelse vedrørende vold i hjemmene og børneægteskaber på deres kontor. Mens jeg var på kontoret kom der en giftefoged, der fortalte, at han havde fået nys om et børneægteskab, som en falsk giftefoged var gået med til at udføre. Han fik vejledning i, hvor han kunne henvende sig.
Da jeg senere på dagen var sammen med en Land Rights Advocacy Committee fortalte også de om, hvordan de møder modstand og i deres tilfælde også trusler, når de støtter de jordløse i deres krav. Vi havde en lang snak om, hvad det kan medføre at gå imod strømmen og hvordan man kan støtte hinanden i at modstå presset.

Rulfao-medlemmerne fortalte bagefter, at de i nogle tilfælde har måttet udskifte medlemmer af komitéer og Grass Root Changer grupper. De mener dog ikke, at det nødvendigvis skyldes modstand eller trusler, men også at medlemmerne ikke helt havde forstået, hvad der forventedes af dem.

5. februar 2014
I dag begynder projektet i Thanapara at kunne mærke sikkerhedsforanstaltningerne i forbindelse med premierministerens besøg. Repræsentanter for Statens Efterretningstjeneste er mødt op. Politi og militær har været forbi og en major kom for at kigge efter om der var gæster og hvor de to majorer fra Premierministerens vagtregiment skulle bo.

Jeg havde regnet med, at jeg i dag skulle slippe for at køre rundt på landevejene og få rettet min krop ud efter 4 dages køren og sidden. Men, men….

Thanapara-projektets skole fra 3. til 5. klasse skulle på picnic og det ville jo bare være så herligt, hvis jeg kunne deltage i alt fald noget af tiden. Jo, det kunne jeg jo nok. Det er jo altid herligt at se børnenes begejstring og medarbejderne dygtighed i at organisere den slags. 

Picnic (for 3.-5. klasse i Thanapara-projektets skole)

Så det blev altså køretur igen i dag. Det var nu rigtig hyggeligt, men i realiteten gik det meste af dagen med det.

Om aftenen fik jeg snakket med Mette (Svalernes anden frivillige udsendte, red.), der kom til Dhaka 3. februar. Hun skulle være kommet her i dag, men på grund af de ændrede planer, tog hun i stedet til en af de andre partnere, PUP, for at se på deres aktiviteter omkring vold mod kvinder i hjemmet. Vi havde planlagt, at vi skulle bruge en dag før workshoppen sammen med Net to Rights leder og koordinator, nu må vi i stedet arbejde lidt hver for sig og koordinere per telefon indtil hun kommer hertil 8. februar om aftenen.

I de sidste mange år, hvor jeg har arbejdet i Københavns kommune under beskæftigelsesindsatsen har omstillingsparathed været en meget vigtig faktor. Den er lige så vigtig på en partnerskabsrejse. Og jeg vil rose alle vore partnere for deres store omstillingsparathed, uden den havde de ikke kunnet navigere gennem især sidste års kaos og have gennemført stort set alle deres planlagte aktiviteter.