Bangladesh (februar 2015): En anden form for partnerskabsrejse

Lis Rasmussen Kazal & Ebbe Primdahl er i februar 2015 på Partnerskabsrejse til Bangladesh for U-landsforeningen Svalerne

Sikke en start på vores partnerskabsrejse. Først måtte Lis udsætte sin rejse en uge pga. influenza. Inden jeg nåede Dhaka var situationen i landet forværret betydeligt (Læs også: http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/03-02-15/d-dstal-runder-50-efter-b-lge-af-politisk-vold-i-b). Det første jeg fik at vide, da jeg trådte ud af lufthavnen var, at vi måtte ændre planer lidt, fordi der var en brændende bus lige udenfor lufthavnen. Dagen efter læste jeg i avisen, at der var blevet smidt en brandbombe mod en langtursbus. 7 mennesker dræbt øjeblikkelig og 5 hårdt forbrændte. Vores partnere kontaktede Lis for at sige, at det er for risikabelt for os at rejse ud af hovedstaden, Dhaka. En række ambassader har forbudt deres personale at bevæge sig uden for hovedstaden og i byen efter mørkets frembrud.

Der er sket en optrapning af den nationale blokade, som oppositionspartiet BNP sammen med fundamentalisterne har ledet siden den 6. januar. I skrivende stund har minimum 66 mistet livet siden den dag.

Folk er bange, de spørger sig selv, hvordan man bekæmper en usynlig fjende. De fleste fortsætter deres liv, men ser sig over skuldrene.

Situationen førte til, at vi diskuterede om Ebbe skulle aflyse sin rejse, men endte med at beslutte at han tager afsted. Så vi er her, men kan ikke som planlagt rejse ud i landet, fordi vores samarbejdspartnere helst ikke vil have vi rejser ud af Dhaka, da de ikke kan garantere vores sikkerhed. Vi er, som de siger, 'for synlige', vi har derfor aftalt at de kommer herind i stedet for, da de bedre kan gemme sig og kender de ”sikre” veje. Så indtil videre er vi her i Dhaka.

Vi har været i kontakt med partnerne og aftalt hvornår de kommer. Fordi alle medarbejdere ikke kan komme, har vi sendt nogle spørgsmål til dem, så de der kommer til Dhaka på forhånd kan diskutere med deres kolleger.

I morgen skal vi mødes med en ny organisation Protishruti. Det giver selvfølgelig et problem, da en stor del af vores arbejde er at mødes med med medarbejdere og ledelse i organisationerne, samt besøge de landsbyrer og grupper det handler om. I forbindelse med en ny organisation handler det også om at finde ud af om den er virkelig, eller kun findes på et papir. Det kan vi naturligvis ikke i samme grad, når vi ikke kan besøge dem.

Vi har aftalt at mødes med deres leder og en feltarbejder. Vi ved efter at have talt med dem i går og i dag, at de har haft en konsulent til at hjælp dem med at skrive ansøgningen, hvilket er helt normalt, hvis man ikke taler og skriver engelsk. Vi ønsker ikke at konsulenten deltager i mødet, da vi gerne vil have Protishruti egen forståelse af ansøgningen og en fornemmelse af, at det er deres projekt og ikke konsulentens. Vi har derfor hyret en neutral tolk til at hjælpe os.

Protishruti har søgt om støtte til at lave et forberedende arbejde med stammefolk og deres rettigheder. De har kun søgt om støtte i et år og en vores opgaver vil være at høre, hvad der så skal ske efterfølgende og hvordan det videre arbejde skal finansieres.

Vi har siddet i dag og arbejdet med skriveopgaver, lavet aftaler og tilpasset planer. Vi er indstillet på at tage dagene, som de kommer og få det bedst mulige ud af det. Når man bevæger sig rundt i byen mærker man ikke umiddelbart, hvordan situationen er, bortset fra at der er mindre trafik. Men dagen starter som den plejer med råbene fra de forskellige gadehandlere i nabolaget.