Indien (december 2013): Besøg hos én af Svalernes partnere; RDC

Af Aviaja Mose

Vi er nu kommet mere op i højderne, hvilket tydeligt mærkes på temperaturen. Her er koldere, men luften er samtidig også blevet friskere. Vi er i en lille by ikke langt fra Bangalore, som hedder Denkanikottai. Turen hertil var lang og trættende, da vi var på farten i 12 timer. Det kunne mærkes den efterfølgende dag, hvor vi begge var udmattede og stadig kunne føle bussens rytme i kroppen. Vi klarede os dog igennem det 11 timer lange program for dagen. 

I Denkanikottai besøger vi vores partner RDC, som vi har støttet siden 2009. RDC arbejder ligesom SEAS med stammefolket irula. Til forskel fra de andre irulaer, lever denne gruppe tæt på skoven, som de oprindeligt har beboet og ernæret sig ved. RDC arbejder for at skabe økonomisk udvikling blandt irulaer ved at lære dem at forarbejde og sælge de produkter, de samler i skoven. Samtidig vægtes uddannelse højt samt oplysning om sundhed blandt unge piger, og RDC arbejder målrettet for at oplyse om farerne ved at gifte irula pigerne tidligt, såsom børnefødsler i en ung alder. Det er ikke unormalt, at pigerne giftes bort i en alder af 12 år. Målgruppen for RDC’s projekt er gruppen af irulaer generelt, men træningsprogrammerne er primært målrettet kvinder og unge piger.

Da RDC arbejder i landsbyer, som ligger afsides, og som de har svært ved at besøge regelmæssigt alle sammen, er deres tilgang at udvælge lokale irulaer fra hver landsby, som så kommer ind på kontoret til træninger regelmæssigt. Kontoret er åbent for alle, hvilket vi også oplever den første dag. Her starter vi med et møde på kontoret, og der er allerede en del irulaer (primært kvinder) tilstede, og undervejs kommer der flere til. Vi oplever, at RDC har et godt forhold til deres målgruppe, og at kontoret fungerer som et samlingssted. RDC ledes af et ægtepar, og de har deres lejlighed ovenpå kontoret. De fortæller, at de af og til har folk fra landsbyerne overnattende, hvis der er behov for det. Det vidner om stort engagement og åbenhed overfor målgruppen. Samtidig er ægteparret bag RDC oprindeligt fra andre områder i Tamil Nadu, men de har valgt at slå sig ned her langt fra familie og venner for at arbejde med stammefolket irula. Endnu et vidnesbyrd om deres store engagement. 

Billede 1: Møde på kontoret

Da vi er på partnerskabsrejse noget tidligere end normalt (rejsen plejer at foregå i januar/februar), får vi at vide, at det kan være svært at møde landsbyboerne om dagen. Der er fuld gang i høsten, og da flere af irulaerne i dette område enten lejer/ejer et stykke land eller arbejder som daglejere i marken, bliver vi nødt til at ankomme sent på eftermiddage til landsbyerne for at møde beboerne. Den første landsby, vi besøger, ankommer vi til lidt inden solnedgang. Der har været overskyet hele dagen, men hen på eftermiddagen klarer det op, og da vi når ud i landsbyen, er alting badet i et gyldent lys. Det får selvfølgelig det hele til at se mere idyllisk ud, end det i virkeligheden er. Men det er en landsby, hvor der er pænt og ryddeligt, og der er en vandpumpe samt elektricitet. Vi opholder os længere tid i landsbyen, end vi normalt gør, og det er vi rigtig glade for. Vi bliver inviteret ind i et af husene/hytterne og ser, hvordan kvinderne tilbereder det lokale måltid bestående af en afgrøde, der hedder ragi. Vi bliver også inviteret på mad. Det er dog ikke meget, vi kan spise, da sådan en omgang ragi ligger utrolig tungt! Efterfølgende har vi møde med landsbyboerne, og selvom landsbyen umiddelbart ser fin og velfungerende ud, bliver det også tydeligt, at det er svært for dem at spare op fx, da de kun lige har til deres daglige behov. Markerne omkring landsbyen er frodige og veldyrkede, men det er ikke irulaerne, der ejer dette stykke land – de arbejder blot i markerne og skal give halvdelen af afgrøderne til ejeren for at få lov til at dyrke jorden.

Billede 2: landsbyen

 

Billede 3: spiser ragi

Den anden landsby, vi besøger næste eftermiddag, ligger mere afsides. Vi starter med et uformelt møde med nogle af de ældre i byen, og vi bliver bl.a. præsenteret for en af stammelederne. Han er samtidig også helbreder, og han fortæller, hvordan han har helbredt flere af landsbyens børn, selv efter at de var blevet opgivet af hospitalet. Det er en lærdom, som går i arv fra far til søn, og han er nu ved at oplære sin søn i de hemmelige opskrifter. Senere møder vi en gruppe af kvinder, som har deltaget i RDC’s træning, hvor de har lært, hvordan de skal forarbejde de produkter, de samler i skoven, så de kan få flere penge for dem. Det er bl.a. en slags sæbenødder, som kvinderne lærer at gemme og tørre og derefter male til pulver, som kan sælges som shampoo til håret. Således kan de tjene det tredobbelte, end hvis de blot sælger med det samme. Kvinderne er allerede i gang med at bruge det, de har lært. Og de håber, at det kan give dem en stabil indtægt, som de i fremtiden kan bruge på at spare op og dermed forbedre deres livsvilkår.

Billede 4: stammeleder


















Vi er stadig i samme by, for senere i dag kommer vores partner SEAS samt vores partner RPWO, som tilsammen danner netværket CDT, som er finansieret af CISU i Danmark. Vi er spændte på at høre mere om, hvordan det er gået for netværket i løbet af dette år, hvad de har lært og hvilke planer de har for fremtiden.

Indien (december 2013): Gensyn efter 30 år

Af Pia Myrthue

I 1983 var jeg i Indien for Svalerne for første gang. Her mødte jeg 4 engagerede socialarbejdere, som organiserede kasteløse, jordløse og andre af de mest fattige ude i landsbyerne. De ville meget gerne søge støtte hos Svalerne og efter nogen diskussion med vores øvrige partnere her i Tamil Nadu, blev det besluttet at støtte SEAS, som de kaldte sig. Her 30 år senere har jeg haft den kæmpestore glæde at møde dem igen. Ikke kun fordi gensynet er sjovt, og de er nogen dejlige mennesker, men især fordi de fortsat arbejder utroligt engageret og kvalificeret. Det er ydermere et godt tegn, at lederen Samuel Selvam fortsat bor meget beskedent. I 2010 fik han i øvrigt prisen som 'Best Socialworker in India' og senere 'Man of Humanity 2012'

Det er ikke den organisation, som vi får de mest strømlinede rapporter fra. Til gengæld er der ikke tvivl om kvaliteten af deres arbejde, når man er med dem på besøg i landsbyerne. Eller rettere periferen af landsbyerne. Nu arbejder de nemlig med Irulaer, som er mennesker, andre kan koste rundt med. Irulaer er et såkaldt oprindeligt folk, som kommer oppe fra et bjergområde mod grænsen til nabostaten Kerala. Siden de er blevet bortvist fra bjergene, har de fortrinsvis ernæret sig ved at fange rotter og slanger, og i dag er det det, de er mest kendte for. Kun få af dem har faste bosteder / retten til den jord, de bor på. Det er så en af de ting, SEAS hjælper dem med.

Aviaja og jeg fik i øvrigt lov til at se nogen af slangerne hos en af de Irula-grupper, som vi besøgte!

En anden, synes vi, ret genial måde at integrere Irulaer på, er ved at udstyre dem med ID-kort, som beviser, at de er medlem af en såkaldt Sangam (iværksat af SEAS). En Sangam er en lille forening af mennesker fra det samme lokalområde. En af de irulaer, vi mødte, fortalte, at kortet havde reddet ham fra at miste sin knallert. Han blev taget af politiet for at køre uden kørekort. Kørekort får man nemlig kun, hvis man har gået i skole i mindst 5 år. Han blev så bange, at han tilbød betjentene, at de bare kunne tage knallerten. Dog fandt han på at vise betjentene sit Sangam ID-kort, hvilket gjorde, at de lod ham køre.
I øvrigt er det nok temmelig usædvanligt, at en Irula ejer en knallert.

SEAS arbejder altid på flere niveauer, fra det helt basale niveau, hvor de hjælper med umiddelbare problemer, som for eksempel at løse konflikter med naboer, over etablering af sangams og selvhjælpsgrupper (hvor man laver en fælles opsparing, som medlemmerne kan låne af) og til det niveau, hvor de etablerer en føderation af Irula grupper, så de på den måde får større gennemslagskraft.

Slutteligt et billede af Samuel Selvam med familie: Kone, 2 sønner, 2 svigerdøtre og 3 børnebørn + Aviaja og Pia
Kærlig hilsen fra os!

Indien (december 2013): Ankomst

Det er atter blevet tid til partnerskabsbesøg i Indien! Denne gang er Pia og Aviaja taget af sted for at besøge de fire partnere, Svalerne støtter i Tamil Nadu, Sydindien. Pia har været koordinator i Svalerne for omkring 30 år siden, og var i forbindelse med dette på partnerskabsrejse i 1983. Hun har ikke været i Indien siden, så hun er meget spændt! Særligt på at møde partneren SEAS, som hun kan huske fra dengang. Aviaja var på partnerskabsrejse for to år siden, så hun har mødt alle fire partnere før.

Vi ankom i Chennai lige omkring midnat mellem d. 4. og 5. december. Vi ventede længe på vores bagage i lufthavnen, da der var utrolig meget bagage i forhold til passagerer! Vores teori er, at alle havde brugt deres mulighed for at tage 2 x kuffert på 25 kg med, som netop er tilladt hos Lufthansa. Og tillige masser af håndbagage! Flyturen gik nogenlunde smertefrit. I Chennai tog vi straks en taxa til strandbyen Mahabalipuram, hvor vi fik vækket en stakkels medarbejder på det guesthouse, Svalerne plejer at benytte her. Vi blev indlogeret på vores værelser og gik straks til ro.

Vi havde dog begge svært ved at sove, men heldigvis bød den første dag ikke på andet end forberedelse og indkøb af diverse ting til turen. Vi vågnede op til 25 grader og overskyet vejr og blev enige om, at det er perfekt arbejdsvejr!

I dag skal vi først mødes med vores tolk Rohan, som er ny i Svale regi, men som er blevet anbefalet af en god tolk fra sidste år. Vi er spændte på at møde ham. Når man er på partnerskabsrejse, er det vigtigt, at kemien er god, da det er meget intenst at arbejde på denne måde. Samtidig er det også vigtigt, at tolken er god og har forståelse for det arbejde, Svalerne udfører. Men vi tror og håber, at det er et godt match med vores nye tolk! Til frokost skal vi mødes med medarbejderne i SEAS og have et møde med dem. Vi starter med frokost, så alle kan lære hinanden at kende på en uformel måde, og derefter holder vi et mere formelt møde, hvor SEAS’ 3-årige projekt skal diskuteres. Først i morgen skal vi på landsbybesøg.

Vi glæder os meget til at starte arbejdet, og når vi har talt med SEAS og besøgt landsbyer, skriver vi selvfølgelig igen! På genhør! Pia og Aviaja

Så får I ikke mere for den 25-øre....

Sidste indlæg fra partnerskabsrejsen til Bangladesh 2013

Skrevet af Lis Rasmussen Kazal og Birgitte Lebech Pépin

Mens begivenhederne i landet var en positiv kulisse til første del af vores rejse, kom de nærmere på os, før næste del. Vi måtte udsætte afrejsen fra Thanapara på grund af en landsomfattende strejke. Vi tog en skrivedag i stedet for.

19. februar kom vi så af sted under fuld eskorte. Koordinatoren for Net to Rights, Rafiq fulgte med os i bilen. Da vi kom til Nator station ventede Afzal fra Rulfao, som snakkede godt for stationsforstanderen for at få os anbragt i en lukket kupe.  Anwar fra Joupurhat, der tilfældigvis kom ind med toget for at besøge sin datter, blev også indlemmet i afskedskomiteen.  Behørigt installeret kom vi endelig af sted og havde en behagelig togtur til Khulna. Her blev vi modtaget af Babul og Rafiq fra PLEAD, der hjalp os hen på hotellet.

Dagen efter besøgte vi organisationen MUC, som vi har bevilget engangsstøtte. De har ikke fået pengene udbetalt, fordi de endnu ikke har fået godkendelse fra NGO-bureauet. Vi fik at vide at myndighederne i deres område er særligt griske, og ville have hvad der svarer til ca. to tredjedele af det beløb, Svalerne har bevilget. Vi talte om mulige løsninger, bl.a. at de kunne indgå under en større organisations paraply. Vi hører fra dem, når de har bestemt sig til, hvad de vil gøre.

De næste fire dage besøgte vi PLEAD, der arbejder med retsoplysning og retshjælp.

I procession til ære for de faldne i kampen for bangla som modersmål
Den 21. februar fejrede landet den internationale modersmålsdag, som jo er oprettet og lagt på denne dato som en hædersbevisning til bengalerne for deres kamp for modersmålet, mens de var en del af Pakistan. Urdu blev erklæret som landets nationalsprog, men bengalerne aktionerede for at beholde bangla som sprog. Under en demonstration d. 21. februar 1952 blev flere personer dræbt af politiet. Denne begivenhed markeres hvert år over hele landet med optog og ved at lægge kranse eller blomster ved mindesmærker for de døde.  PLEAD havde besluttet, at de i år ville lade nogle fra de nærmeste landsbygrupper få del i denne folkelige kulturelle begivenhed.   Så 10-12 repræsentanter fra landsbygrupperne var stået op før morgengry for at deltage. Birgitte og jeg skulle selvfølgelig også være med.  Kl. 7:30 var vi klar til afgang. Vores lille procession med flot banner i front og en blomsterkrans gik til mindesmærket, det sidste stykke vej på bare fødder, lagde vores krans og gik igen i procession tilbage til PLEADs kontor. Det var en stor oplevelse for landsbykvinderne. Og for os!  Efter lidt morgenmad blev der holdt et diskussionsmøde om betydningen af modersmålsdagen. Mødet blev ledet af en af feltarbejderne, Onita.  En del af kvinderne fortalte om deres oplevelse af sprogdagen og krigen i 1971, også Birgitte og jeg kom på banen. Her fik vi en mulighed for at opleve at vores partnerorganisationer lægger stor vægt på at markere nationale ikke-religiøse mærkedage som et led i deres organiseringsarbejde.

Landsbybesøg med historier om overgreb mod kvinder Vi nåede at besøge to af PLEADs arbejdsområder, hvor vi havde nogle gode møder med grupper. Vi fik nogle eksempler på, hvordan grupperne bruger det de har lært om deres rettigheder, lovene og de muligheder de har, hvis deres rettigheder bliver knægtet.

Den første hos PLEAD dag kørte vi i flere timer for at besøge en blandet mand-kvinde-gruppe i en landsby, Rayenbayr, i Koyra –området.

De fortæller, at mange kvinder her har problemer, fordi der dyrkes polygami, hvilket gør kvindernes liv usikkert. Ofte er mand og kone er meget unge, faktisk kun teenagere, når de bliver gift. Der opstår her let sociale og økonomiske problemer og medfølgende vold i hjemmet.

Grupperne plejer at tale med den voldelige mand. De konfronterer ham med problemet, og om, at hustruvold er ulovlig. Det er tilladt at have flere koner, men kun hvis den første hustru accepterer, at manden gifter sig igen.

 

Vi beder om et konkret eksempel, og Rebekka (med sort prikket tørklæde) fortæller om, hvordan gruppen har hjulpet en kvinde der har været udsat for polygami:

En kvinde, Fatima, blev slået og truet af sin mand, Islam. Han ville have hende til at gå til sin familie for at bede om mere medgift til ham. Han forlangte en ko! Ellers ville han finde en ny kone, som jo så ville kunne give ny medgift.

Fatimas familie havde allerede betalt medgift. De var fattige og havde ikke råd til at købe en ko til svigersønnen. Så nu forlangte Islam skilsmisse!

(Her må vi med vores vestlige traditioner for kærlighedsægteskaber og ligeværd mellem kønnene huske at tage i betragtning, at skilsmisse i denne del af verden er skæbnesvanger og nærmest vejen til undergang for en gift kvinde. Hun vil blive set ned på, være jaget vildt og uforsørget – uanset at vi, med vores øjne, synes at sådan en mand ikke er værd at samle på).

Rebekka prøvede i første omgang at snakke med Islam, men det kom der ikke noget ud af. Så prøvede tre andre gruppemedlemmer, Rina Aktar, Aminur Ahman og Lutfoor Rahman (foto), at gå med hende derhen. Stadig lykkedes det dem dog ikke at overbevise Islam om, at Fatima skulle blive sammen med ham.

Islam var alligevel blevet lidt skræmt efter gruppens pres på ham. Og nu gik han, sammen med sin familie, til de lokale myndigheder (Union Counsil) for at søge om skilsmisse. Da gruppen i landsbyen hørte om det, opsøgte også de myndighederne for at fortælle deres version af historien.

Det endte med, at manden blev bange og trak både skilsmissebegæring og kravet om mere medgift tilbage igen. Fatima og Islam lever nu sammen igen og har fået et lille barn.

Kampen om jord til de fattige

Den sidste dag vi besøgte PLEAD blev vi præsenteret for en ældre mand, der sad og ventede på kontoret. Hans navn var Ansar, han er gruppeleder for en landsbygruppe tilknyttet PLEAD.

 

Vi spurgte, om vi måtte få at vide, hvad han skulle. Her er hans historie:

Ansar er kommet ind fra sin landsby flere timers kørsel væk til byen Khulna, fordi han skal i retten i dag sammen med en af PLEADs advokater pga. en sag om jordrettigheder.

I 1982 fik Ansar, sammen med en gruppe andre fattige bønder fra sin landsby, en jordlod på noget kashland. Halvdelen af denne jordlod er en kanal med fisk, den anden halvdel er til risdyrkning.  (Kashland: Den nye jord der efter regntid ”opstår” fordi flodernes løb er ændret, og som efter gammel tradition og ved lov, tilfalder de fattige og jordløse. Jf. forrige blogindlæg).

I 1997 blev jorden imidlertid taget fra dem. En velhavende og indflydelsesrig jordejer ville have fat i dette område. Han var ikke berettiget til jorden, men havde bestukket den lokale borgmester (Union Chairman) til at give ham falske papirer, så han kunne foregive at være jordløs.

Der har kørt en retssag siden 2003, hvor Ansar og hans gruppe tog jorden tilbage igen fra den rige jordejer.

Eftersom det ikke kunne bevises, at storbonden var jordløs, blev hans overtagelse af jorden annuleret.

Chairmanden sendte nu et tæskehold (musclemen) ud, som slog, mishandlede og forsøgte at true og skræmme landsbygruppen væk fra jorden. Oveni dette gik han til politiet med falske anklager mod den fattige gruppe bønder, hvor han påstod, at det var dem, der var gået til angreb på ham.

Sagen er nu gået fra at være en civil retssag til at blive en kompliceret kriminalsag mod 28 personer, der sammen med PLEAD bl.a. anklages for vold og tyveri af chairmandens fisk. Men, som Ansar siger, det var ikke hans fisk, det var landsbybøndernes. Og dette er ikke noget chairmanden bare kan bestemme på lokalt plan, det er regeringen, der bestemmer. Og den har bestemt, at kashlandet er de fattiges ret!

 PLEADs kontor: Atiar, advokat og leder af PLEAD (i rød skjorte) og Ansar, jordløs bonde fra landsby i Koyra-området i det sydlige Bangladesh

 

I ”stuearrest” på hotellet

Møder med feltarbejdere og sagførere og et seminar kunne ikke gennemføres. I frustration over den landsdækkende folkelige bevægelse gik de fundamentalistiske kræfter i aktion. Fra en række moskeer, blev der under fredagsbønnen opfordret til at troende gik til modangreb mod ateisterne, som de benævner den folkelige bevægelse. Kort efter afslutningen af fredagsbønnen så vi fra balkonen på hotellet små grupper af unge mænd med hvide kalotter gå gennem gaden, senere så vi moddemonstrationer gøre klar til moddemonstrationer. Lidt senere ringede PLEADs leder for at sige, at vi ikke skulle komme til deres kontor, vi skulle blive på vores hotel. De kom senere for at forklare at PLEADs kontor ligger i nærheden af et sted, hvor der næsten altid opstår tumulter i sådanne situationer. Vi kunne også høre cocktailbomber der gik af og geværskud, når politiet skød i luften for at opløse slagsmål. Fundamentalisterne brændte nationale flag og ødelagde den platform, som den lokale folkelige bevægelse have opbygget, ligesom de brændte biler af og gik løs på dem, der prøvede at forhindre det.  Der var lignende situationer over hele landet. Den sidste dag i Khulna var der strejke i landet, så deltagerne i et planlagt seminar kunne ikke komme ind til byen. I stedet havde vi en snak på kontoret med lederen af PLEAD og de ansatte.  Men situationen gav ikke mulighed for sightseing, så vi var glade for at der var en hyggelig balkon på hotellet, så vi kunne få lidt luft, mens vi var i ”stuearrest”.

Heldigvis var alt roligt, da vi skulle tilbage til Dhaka dagen efter.

Reklame for Svalerne
Louise Nolle fra Svalerne, som pt arbejder i Bangladesh for ILO, havde arrangeret en sen eftermiddag for de skandinaviske ”expatriates” på Nordic Club i Dhaka, hvor vi 26. februar holdt et lille oplæg om Svalerne og vores arbejde i Bangladesh. Der var ca. 14 tilhørere, og der var stor spørgelyst efter vores oplæg.
D. 27. afsluttede vi to rejsende den officielle del af vores besøg med at sidde sammen og gennemgå organisationerne og vores konklusioner og anbefalinger. Vi afsluttede dagen med at besøge bogmessen, der afholdes hvert år i februar.

Uroen fortsætter

Jeg (Lis) har senere haft lejlighed til at besøge arnestedet for den folkelige bevægelse, hvor de unge mennesker, der startede 5. februar. Der er stadig aktiviteter foreløbig til 7. marts. Det var en mærkelig dag. Det startede med at den Internationale krigsforbryderdomstol afsagde dødsdom over en af de værste krigsforbrydere fra krigen i 1971. Dommen blev efterfulgt af jubelscener i gaderne. Senere blev det kendt at fundamentalistiske kræfter var gået amok flere steder i landet, overgreb på hindufamilier flere steder i landet, forsøg på at nedbrænde et elektricitetsværk et andet sted, afbrændte biler og overfald. Det dæmpede glæden, men ikke lysten til at yde modstand mod de fundamentalistiske kræfter.