Partnerskabsbesøg i Bangladesh 2013: Møde med netværket Net To Rights

Af Lis Rasmussen Kazal (skrevet 14-02-2013)

Den 9. februar 2013 tog jeg fra Dhaka til det nordlige Bangladesh, til landsbyen Thanapara. Mens det stadig er koldt i Danmark, er det her dejlig dansk sommertemperatur om dagen, men ret køligt indendørs, især om aftenen heroppe. Så jeg har trukket et bord ud på verandaen foran mit værelse og sidder og skriver med akkompagnement fra det nærliggende politiakademi, hvor de har paradeøvelser og skolebørnene fra projektets forskole, som slapper af i frikvartererne – ikke de værste arbejdsforhold man kan få.

Partnerorganisationen Thanapara Swallows Development Society er ledende organisation i et netværk bestående af 7 organisationer, der alle arbejder med kvinders rettigheder. Alle organisationer er Svalernes nuværende eller tidligere partnere. Netværket Net to Rights har siden 2006 gennem Svalerne og med støtte fra Projektrådgivningen (nu CISU) gennemført en fælles kapacitetsopbygning. Net to Rights besluttede fremover at fokusere på vold mod kvinder i hjemmet. De 7 organisationer vil i hver deres område lave kampagne- og oplysningsaktiviteter i skoler, landsbyer og ved offentlige møder for at stille skarpt på problematikken og dens konsekvenser.

Svalerne fik allerede i juli 2012 bevilget penge til projektet, men aktiviteterne kan først starte nu, da Net to Rights først i januar 2013 har fået godkendelse fra de bangladeshiske myndigheder. Det har været en lang vej fra planerne om kampagnen blev udklækket til vi for to dage siden kunne underskrive samarbejdsdokumentet, så det var et stort øjeblik for os alle, begivenheden blev selvfølgelig behørigt fotograferet. Endelig kan vi komme i gang.
Vi afsluttede samtidig tre dages intensivt arbejde. Lederne af de syv organisationer i netværket Net to Rights og de syv medarbejdere, der skal udføre det daglige arbejde har været samlet her i det idylliske Thanapara for at gennemgå planen for de kommende 2 års aktiviteter og aftalen om, hvem der er ansvarlig for hvad, så det er klart for alle inden vi starter. Kriterier og metoder til opfølgning på aktiviteterne blev diskuteret og klarlagt.

Stemningen har været positiv og forventningsfuld. Netværkets partnere har udviklet et tæt forhold, så der tales åbent og sommetider går bølgerne højt. De syv medarbejdere, der skal arbejde i landsbyerne er en blanding af gamle og nye medarbejdere i organisationen, de fungerer allerede godt som gruppe og det var dem, der sad og lavede aktivitetsplanen for resten af året.

Lederen af Thanapara-projektet, Raihan Ali, som også er Generalsekretær for netværket, har været igennem et langt genoptræningsforløb efter en hjerneblødning. Han er stadig mærket af sygdommen, men kan nu komme omkring på egen hånd og var meget aktiv i seminaret. Det er rørende at se, hvordan deltagerne og medarbejderne her hele tiden giver opmærksomhed til ham og tilpasser omstændighederne, så han kan deltage. For mig, som har kendt ham igennem mange år og holder utroligt meget af ham, var det også dejligt at se, hvor meget bedre han har det.

Den aktuelle situation i landet med folkelige aktioner i gang mange steder har været et positivt baggrundstæppe til vores seminar, selvom vi befinder os langt fra begivenhedernes centrum. Der er blevet fulgt ivrigt med i fjernsynets nyhedsudsendelser og alle har løbende fået bulletiner fra venner og bekendte. Da de aktionerende i Dhaka opfordrede til 3 minutters stilhed over hele landet på et bestemt tidspunkt, var der hurtigt enighed om, at vi også her skulle afbryde arbejdet og stille os ud og holde de 3 minutters stilhed.

Det er ikke arbejde alt sammen, der har været mange hyggesnakke og traditionen tro har de tre dage også budt på et kulturelt program, hvor vi sammen med medarbejderne her i Thanapara-projektet samledes den ene aften for at nyde sang og dans.

Det var vemodigt at sige farvel til partnerne. Men så fik jeg jo heldigvis selskab af Birgitte, som kom fra Dhaka tidligt på eftermiddagen i går. 

Partnerskabsbesøg i Bangladesh 2013: Progressive kræver dødsstraf til dømte krigsforbrydere

Af Lis Rasmussen Kazal (skrevet 09-02-2013)

Scenen i Bangladesh er skiftet fra frygt til håb.

De første timer efter livstidsdomme over fem krigsforbrydere fra befrielseskrigen i 1971 var fyldt af frustration og vrede, rygter og konspirationsteorier. Her en lille uges tid efter er stemningen vendt. Håbet er tændt.

Nogle unge mennesker opfordrede på nettet folk til at møde op på en central plads i hovedstaden Dhaka. De erklærede området for besat, kulturelle organisationer sluttede sig til og igangsatte aktiviteter, gademaleri, sang og musik. De fremmødte erklærede, at de ville blive på pladsen til dommene bliver ændret. Det spredte sig som en løbeild. Folk strømmede til, i går var der titusinder på pladsen og i de omkringliggende gader. Der kommer spontan støtte i form af drikkevand, mad og opsætning af sanitære faciliteter. Kunstnere kommer og optræder, stemningen er euforisk.

Det er ikke bare i hovedstaden det foregår, flere byer er i gang med lignende aktiviteter. Der tales om, at stemningen fra befrielseskrigen er vendt tilbage.

De samme mennesker, der for bare en uge siden gav udtryk for frustration og håbløshed aner nu lys for enden af tunnelen. De aktionerede har opfordret regeringen til at forbyde de fundamentalistiske partier med udgangspunkt i, at de klart undsiger nationens nationale grundlag. På den korte bane opfordrer de folk til at boykotte de fundamentalistiske institutioner, aviser, skoler og lignende.

Det er fantastisk at opleve. Efter så mange år, hvor aktioner har været ensbetydende med voldsomme slagsmål oplever man i disse dage fredelige protester. Protesternes omfang har tydeligvis taget de politiske organisationer på sengen, de er tydeligvis rådvilde overfor, hvad de skal stille op. Det største oppositionsparti har aflyst et større agitationsprogram. De aktionerende har i dag meddelt, at de vil fortsætte til den internationale modersmålsdag 21. februar, som her i Bangladesh er mindedagen for de martyrer, der på denne dag i 1952 døde i kampen for at bevare deres modersmål.

Midt i jubelen reflekterer jeg over det fænomen, at de progressive kræfter i landet kræver dødsstraf. Dem jeg har talt med om dette siger, at de selv ser det som et dilemma at kæmpe for menneskerettigheder og ytringsfrihed og samtidig kræve dødsstraf. Bevæggrundene, som de fremhæver, er forbrydernes grusomhed, det faktum at de fastholder, at deres handlinger var rigtige, at de mennesker de dræbte var fjender af den islamiske stat Pakistan, at de vil kæmpe for at gøre Bangladesh til en mere islamisk stat. Samtidig stoler folk ikke på at livstidsdommen bliver effektueret, men at forbryderne vil komme hurtigt ud af fængslet.

Partnerskabsbesøg i Bangladesh 2013: uroligheder i landet

Breaking news fra Bangladesh - Af Lis Rasmussen Kazal (skrevet 05-02-2013)

De  seneste times tid har en stor del af befolkningen I Bangladesh siddet spændt foran fjernsynet for at følge oplæsningen af de første domme fra Det Internationale Krigsforbrydertribunal vedrørende krigsforbrydelser begået i befrielseskrigen i 1971.

Det fundamentalistiske parti, Jamaat- i Islam har erklæret hartal i dagens anledning. En lokal strejke form, hvor dem der står bag dem prøver at forhindre al form for trafik. I praksis betyder det at al privatkørsel stopper, dog kan man bevæge sig på gåben og med cykelrickshaw. Den offentlige transport fortsætter, men busser bliver ofte angrebet.

Dagens strejke følger efter at samme parti for en uges tid siden gik til angreb på politistationer over hele landet. Der var voldsomme kampe og flere politibetjente, aktivister blandt de strejkende og uskyldige forbipasserende blev dræbt og mange flere sårede.

 Jamaat har erklæret, at de vil strejke fra i dag og fortsætte til de anklagede bliver sat fri.

Der havde været forventet dødsdomme for forbrydelse mod menneskeheden, dommene blev fængsel på livstid.

Baggrunden er at Jamaat-i-Islam i 1971 arbejdede sammen med den Pakistanske hær og deltog i krigshandlinger på deres side, derudover er de anklaget for at have organiseret dødspatruljer, som myrdede tusindvis af mennesker.

Dommene efterlader forvirring og frustration. Der luftes allerede forskellige konspirationsteorier. Har man valgt at lade dommene være livstid for at undgå borgerkrig?

Situationen her i valgåret - der skal være valg til parlamentet i december - er at det største oppositionsparti er udeblevet fra parlamentet størstedelen af valgperioden, de har også gennemført proteststrejker og andre aktioner mod den siddende regering. Omkring aktionerne fra det fundamentalistiske parti har de været tavse eller har deltaget i en eller anden form. Kun i forbindelse med dagens strejke har de taget afstand fra den.

Allerede her kort tid efter afsigelse af dommene frygter folk, at livstidsdommene kan betyde, at de dømte vil blive frigivet, hvis valget medfører at oppositionspartiet BNP kommer til magten. De har tidligere regeret i alliance med de fundamentalistiske partier.

Så de næste dage er usikre. Hvordan reagerer fundamentalisterne?

Kommer der modreaktioner?

Ovenstående situationsberetning er sendt for at holde Jer orienteret ikke for at gøre Jer urolige. Jeg er ikke bekymret for at være her og er også sikker på at vi skal få gennemført vores arbejde. Vores partnere er vant til at der opstår den slags situationer og vant til at tilpasse sig. Vi har allerede flyttet datoen for vores Net To Rights-seminar, så vi kan ankomme en dag, hvor vi gætter på, at der ikke er strejke og sådan vil vi fortsætte fremover, vores partnere er altid opmærksomme på at passe på os og de har gode informationskilder. Da Jamaat angreb for en uge siden ringede et par af partnerne til mig for at sikre sig, at jeg holdt mig fra mulige urocentre og jeg har været her adskillige gange før og under værre omstændigheder. Jeg passer på og vi vil passe på, når Birgitte kommer og bliver altså også passet på af vores partnere.

Netværksmøde (Partnerskabsrejse til Indien 2013)

Her i de sidste dage på vores partnerskabsrejse har vi holdt netværksmøde med de 3 svale partnere som arbejder med stammefolket Irulaerne.  Vores partnere har haft grundige diskussioner omkring formålet med netværket, succeskriterier, datoer for kommende møder samt indhold af møderne. Vi havde bedt Mr. Angelis; en menneskerettigheds advokat med mange års erfaring i at arbejde sammen med NGO’er, om at facilitere mødet. Tilsammen kunne vi alle nå frem til en fælles forståelse og udgangspunkt for netværket.

Mens størstedelen af tiden gik med arbejde, blev der selvfølgelig også tid til fælles middage og gode snak imellem. Vi føler at netværket er så småt ved at komme på benene, og vi glæder os alle sammen til resultatet. 

Lige nu sidder vi i Mahaballipuram, og i morgen tager vi hjem til Danmark, så det her er det sidste blog indlæg! Vi kommer til at savne Indien, men det har været en hård program med masser af rejse på kort tid, så vi glæder os også til at slappe af derhjemme.