Af Lis Rasmussen Kazal (skrevet 09-02-2013)
Scenen i Bangladesh er skiftet fra frygt til håb.
De første timer efter livstidsdomme over fem krigsforbrydere fra befrielseskrigen i 1971 var fyldt af frustration og vrede, rygter og konspirationsteorier. Her en lille uges tid efter er stemningen vendt. Håbet er tændt.
Nogle unge mennesker opfordrede på nettet folk til at møde op på en central plads i hovedstaden Dhaka. De erklærede området for besat, kulturelle organisationer sluttede sig til og igangsatte aktiviteter, gademaleri, sang og musik. De fremmødte erklærede, at de ville blive på pladsen til dommene bliver ændret. Det spredte sig som en løbeild. Folk strømmede til, i går var der titusinder på pladsen og i de omkringliggende gader. Der kommer spontan støtte i form af drikkevand, mad og opsætning af sanitære faciliteter. Kunstnere kommer og optræder, stemningen er euforisk.
Det er ikke bare i hovedstaden det foregår, flere byer er i gang med lignende aktiviteter. Der tales om, at stemningen fra befrielseskrigen er vendt tilbage.
De samme mennesker, der for bare en uge siden gav udtryk for frustration og håbløshed aner nu lys for enden af tunnelen. De aktionerede har opfordret regeringen til at forbyde de fundamentalistiske partier med udgangspunkt i, at de klart undsiger nationens nationale grundlag. På den korte bane opfordrer de folk til at boykotte de fundamentalistiske institutioner, aviser, skoler og lignende.
Det er fantastisk at opleve. Efter så mange år, hvor aktioner har været ensbetydende med voldsomme slagsmål oplever man i disse dage fredelige protester. Protesternes omfang har tydeligvis taget de politiske organisationer på sengen, de er tydeligvis rådvilde overfor, hvad de skal stille op. Det største oppositionsparti har aflyst et større agitationsprogram. De aktionerende har i dag meddelt, at de vil fortsætte til den internationale modersmålsdag 21. februar, som her i Bangladesh er mindedagen for de martyrer, der på denne dag i 1952 døde i kampen for at bevare deres modersmål.
Midt i jubelen reflekterer jeg over det fænomen, at de progressive kræfter i landet kræver dødsstraf. Dem jeg har talt med om dette siger, at de selv ser det som et dilemma at kæmpe for menneskerettigheder og ytringsfrihed og samtidig kræve dødsstraf. Bevæggrundene, som de fremhæver, er forbrydernes grusomhed, det faktum at de fastholder, at deres handlinger var rigtige, at de mennesker de dræbte var fjender af den islamiske stat Pakistan, at de vil kæmpe for at gøre Bangladesh til en mere islamisk stat. Samtidig stoler folk ikke på at livstidsdommen bliver effektueret, men at forbryderne vil komme hurtigt ud af fængslet.
Scenen i Bangladesh er skiftet fra frygt til håb.
De første timer efter livstidsdomme over fem krigsforbrydere fra befrielseskrigen i 1971 var fyldt af frustration og vrede, rygter og konspirationsteorier. Her en lille uges tid efter er stemningen vendt. Håbet er tændt.
Nogle unge mennesker opfordrede på nettet folk til at møde op på en central plads i hovedstaden Dhaka. De erklærede området for besat, kulturelle organisationer sluttede sig til og igangsatte aktiviteter, gademaleri, sang og musik. De fremmødte erklærede, at de ville blive på pladsen til dommene bliver ændret. Det spredte sig som en løbeild. Folk strømmede til, i går var der titusinder på pladsen og i de omkringliggende gader. Der kommer spontan støtte i form af drikkevand, mad og opsætning af sanitære faciliteter. Kunstnere kommer og optræder, stemningen er euforisk.
Det er ikke bare i hovedstaden det foregår, flere byer er i gang med lignende aktiviteter. Der tales om, at stemningen fra befrielseskrigen er vendt tilbage.
De samme mennesker, der for bare en uge siden gav udtryk for frustration og håbløshed aner nu lys for enden af tunnelen. De aktionerede har opfordret regeringen til at forbyde de fundamentalistiske partier med udgangspunkt i, at de klart undsiger nationens nationale grundlag. På den korte bane opfordrer de folk til at boykotte de fundamentalistiske institutioner, aviser, skoler og lignende.
Det er fantastisk at opleve. Efter så mange år, hvor aktioner har været ensbetydende med voldsomme slagsmål oplever man i disse dage fredelige protester. Protesternes omfang har tydeligvis taget de politiske organisationer på sengen, de er tydeligvis rådvilde overfor, hvad de skal stille op. Det største oppositionsparti har aflyst et større agitationsprogram. De aktionerende har i dag meddelt, at de vil fortsætte til den internationale modersmålsdag 21. februar, som her i Bangladesh er mindedagen for de martyrer, der på denne dag i 1952 døde i kampen for at bevare deres modersmål.
Midt i jubelen reflekterer jeg over det fænomen, at de progressive kræfter i landet kræver dødsstraf. Dem jeg har talt med om dette siger, at de selv ser det som et dilemma at kæmpe for menneskerettigheder og ytringsfrihed og samtidig kræve dødsstraf. Bevæggrundene, som de fremhæver, er forbrydernes grusomhed, det faktum at de fastholder, at deres handlinger var rigtige, at de mennesker de dræbte var fjender af den islamiske stat Pakistan, at de vil kæmpe for at gøre Bangladesh til en mere islamisk stat. Samtidig stoler folk ikke på at livstidsdommen bliver effektueret, men at forbryderne vil komme hurtigt ud af fængslet.
Kære Lis,
SvarSletMange mange tak for de spændende up-dates - særligt denne beskrivelse af et Bangladesh fuld af håb...det var dagens nyhed. Jeg var slet ikke klar over denne bevægelse. I må nyde jeres rejse og hilse hvor I kommer frem! Kram til dig og alle vennerne i netværket fra Stine