På besøg hos Net to Rights i Bangladesh

Netværket Net to Rights i Bangladesh

Af Lis Rasmussen Kazal

Der er kuldebølge over Bangladesh; et par nætter tidligere har der været kulderekord i en af de nordligste byer med kun 2,5 grader. I Thanapara, hvor vi befinder os, er der 6 grader. Det er vel ikke noget, der kan imponere en dansker, men hvis man bor udendørs eller i en lerhytte, så er det ingen spøg. Selv i murstensbygninger uden opvarmning er det bare med at finde vattæppet frem om aftenen.

Net to Rights, støttet af U-landsforeningen Svalerne via økonomiske midler fra CISU, er parat til at holde workshop, hvor de første måneder af deres nuværende aktiviteter skal monitoreres. Alle deltagere har flere lag tøj, overtøj, halstørklæde og huer på, men stemningen er varm.

Net to Rights har eksisteret siden 2005 og arbejder med kvinders rettigheder. Senest har de arbejdet fra 2012 til 2015 med fortalervirksomhed vedrørende vold mod kvinder i hjemmet. De fem partnerorganisationer i netværket har oprettet en frivilligorganisation (Grass Root Changer Group) i hver af de to unioner, hvor de arbejder, i alt 10.

Deres nuværende aktivitet har til formål at styrke de 10 GRCs så de kan arbejde videre på egen hånd. Grupperne har fået kurser i lovgivningen omkring vold mod kvinder i hjemmet. De støtter kvinder, der har været udsat for vold på forskellig vis, i første omgang henvender de sig til familien og prøver at løse problemet der. Er det ikke muligt hjælper de kvinderne med at henvende sig til de instanser, regeringen har oprettet til formålet, de arranger også lokal mægling. Medlemsorganisationer har også skabt kontakt mellem de lokale myndigheder og GRC, så det er lettere for GRC at få dem i tale. Der er også medlemmer af lokalregeringerne i GRC. Derudover afholder GRC møder i landsbyerne, hvor de fortæller om lovgivningen og kvindernes rettigheder. Disse møder er velbesøgte og diskussionslysten er stor. Gruppernes aktiviteter har fået kvinderne til selv at henvende sig til GRC, når de har været udsat for vold, hvor de tidligere syntes det var for skamfuldt at tale med andre om den slags. GRC arbejder også mod børneægteskaber, som de anser for at være en væsentlig årsag til vold mod kvinder i hjemmet. Børneægteskaber sker jævnligt, selv om det er forbudt. GRC inddrager også teenagere, i år vil de afholde debatkonkurrencer i skolernes ældste klasser om børneægteskaber og vold i hjemmet. Debatkonkurrencer er populære og får de unge til at sætte sig grundigt ind i emnet.

På workshoppen blev aktiviteterne indtil nu gennemgået og svagheder, styrker, successer og udfordringer gennemdiskuteret og der kom forslag til forbedringer. Det var en produktiv og livlig workshop – trods det kolde vejr. 

Partnerskabsrejse til Indien - januar 2018

Svalerne i Indien: situationen i Tamil Nadu

Af Morten Frederiksen, frivillig for U-landsforeningen Svalerne i Indien

Igen i år er Svalerne landet i Tamil Nadu, Indien, for at besøge vores partnere og se hvordan arbejdet skrider frem.  Allerede i lufthavnen kan vi se at der er blevet moderniseret og renoveret og de mange nye bygninger vi ser på vores vej fra Chennai til Mahabalipuram vidner da også om den udvikling, der er i gang i hele Indien. Under vores første aftensmad hos en familiedrevet restaurant får vi da også at vide, at vi ikke behøver betale drikkepenge til tjenerne i restauranterne rundt omkring, da lønningsniveauet har hævet sig drastisk gennem det sidste år og tjenerne ikke længere er afhængige af disse. Senest under vores første landsbybesøg ser vi dog også, at det der altid har kendetegnet Indien, nemlig ekstremernes eksistens side om side, stadig gør sig gældende og at udviklingen langt fra har spredt sig til alle dele af det indiske samfund og specielt ikke til de oprindelige folk vi besøger denne dag. Mens daliterne har fået det synligt bedre, er det specielt Irulaerne, der stadigvæk udgør bunden af et nærmest bundløst samfund. Men mere om det senere.

Modsat de sidste år bliver vi ikke mødt med skrækhistorier om monsunens ødelæggelser, men får derimod at vide, at der har været alt for lidt regn de sidste måneder, hvilket stiller Tamil Nadu overfor en snarlig vandmangel, oveni i den vandknaphed, der generelt hersker i Sydindien. Efter at den populære delstatsminister Jaalalilath døde kort før vores besøg i 2017 og hendes efterfølger blev fængslet under vores besøg, står den nuværende delstatsminister ikke særlig stærk og den gængse opfattelse er da også, at den aktuelle regering mest af alt er en dummy-regering, mens Tamil Nadu effektivt bliver styret fra Delhi og Modis regering.  Samtidigt møder vi en udbredt diskurs om, at der ikke er meget velvilje overfor Tamilerne fra den nordlige del af Indien og de konservative kræfter, der for tiden hersker i Hovedstaden. Derfor frygter tamilerne også, at den fra Delhi planlagte methangasudvinding kommer til at blive en realitet, trods de protester og den modstand tamilerne yder, da dette projekt ville kunne betyde en erodering af jordbundsforholdene i Tamil Nadu, hvilket ville have katastrofale følger for et land, hvis langt største hovederhverv stadig er landbrug. En af de største bekymringer vi møder blandt vores partnere er da også omkring de neo-konservative kræfter, der hersker i Hovedstaden og har en hindu-dagsorden – altså en genoplivelse af traditionelle hindu-værdier – der blandt andet betyder en styrkelse af kaste-systemet og dermed en systematisk undertrykkelse af dalitterne og de oprindelige folk.
En af konsekvenserne af denne politik er blandt andet at en masse græsrodsorganisationer, der arbejder for kasteløses rettigheder har fået frataget deres licenser. Noget vores partnere frygter og også en af grundende til, at vi selv rejser på turist-visum. På den anden side er den moderne udvikling i det unge Indien heller ikke til at stoppe og betegnende er det, at de to bøger, der på den seneste store bogmesse i Chennai solgte mest, er en bog fra Anbedkhar imod kaste-systemet og en der taler for ateisme. Dette er så noget af den kontekst vi har bevæget os ind og navigerer rundt i. 

 

 

Morten tester en brøndpumpe, som Svalernes
partner SEAS har hjulpet med at skaffe til en landsby.

 

På partnerskabsbesøg med Svalerne i Bangladesh, 2017

De første indtryk fra Bangladesh

Af Charlotte Wagner Santos Petersen

 

Det er en uges tid siden, at jeg ankom til Bangladesh som ny partnerskabsrejsende for Svalerne. Selvom tiden er gået utroligt hurtigt med et travlt program, føles det alligevel som om, at Lis og jeg har været her meget længere end én uge. Vores program startede mandag den 16. november, hvor Lis hentede mig i lufthavnen i Dhaka og dagen efter rejste vi nordpå til Thanapara, tæt på den indiske grænse. Her har vi haft base hos Thanapara Swallows Development Society, mens vi har besøgt den første partnerorganisation, RULFAO (Rural Underprivileged and Landless Farmers Organization), som arbejder i området med de jordløses rettigheder.

 

Forud for rejsen havde jeg, udover deltagelse i Bangladesh-udvalgets møder, også mødtes et par gange med Lis, som delte ud af hendes mangeårige personlige erfaring med selve landet og Svalernes arbejde, men også hendes store viden om landets politiske historie og sociale forhold. Inden jeg stiftede bekendtskab med Svalerne har mit kendskab til Bangladesh været forholdsvis begrænset og Lis’ beretninger derfor udgjort nogle af mine første indtryk af landet.  
Jeg har tidligere besøgt flere lande i Sydasien, så denne partnerskabsrejse udgjorde ikke mit første møde med subkontinentet. Den første uge i Bangladesh har dog stadig været en ny og spændende oplevelse. Det har særligt været spændende at opleve livet på landet, da meget af Svalernes arbejde i Bangladesh foregår meget langt fra de større byer. Når jeg har forsøgt at forklare bekendte derhjemme om, hvordan Bangladesh er anderledes end naboerne, er det svært ikke at ty til sammenligningerne. Ved første øjekast kan landet minde om Indien: infrastrukturen i Dhaka minder om en indisk storbys, gaderne er travle med både street food-boder, biler, cykel-rickshaws og auto-rickshaws, og folk på gaden klæder sig i en blanding af saris, salwar kameez, kurtaer, lungis og vestligt tøj.
Når man ser landskabet uden for Dhaka, kan man også nemt komme til at tænke på nogle af de sydlige indiske delstater, såsom Kerala. Selvom det bangladeshiske landskab er meget forskelligt fra nord til syd, er der nogle ting som går igen i de områder, vi har rejst igennem: over alt ser man kokos- og bananpalmer, rismarker, floder og søer. Specielt nu umiddelbart efter monsunen er hele landskabet også utroligt grønt og frodigt.

 

 

Derudover er der andre elementer, som kunne lede tankerne hen på det nordvestlige Indien eller Pakistan, for eksempel når man kan høre muezzinerne kalde til bøn fra de lokale moskéer flere gange om dagen, når de lokale hilser med salaam aleikum og khoda hafez, og hvis man passerer en lokal madrassah med elever iført topi.

 

 

 

Udover den lokale bengalske mad er der kulinarisk set også et mix af velkendte retter, som man måske har smagt andre steder i Sydasien. Der er både roti, ris og daal, fish curries og sabzi-retter med og uden rejer, naan og kebab, lokale mangoer, kokosdesserter, gulab jamun, bombay toasts, samosas og maggi-nudler.

 

Det ville dog være synd at påstå, at Bangladesh ikke adskiller sig betragteligt fra sine naboer eller at landet ikke er andet end et patchwork af oplevelser, som man også kan finde i resten af den sydasiatiske region. For selvom jeg kun har tilbragt en uge i Bangladesh, er det tydeligt at landet alligevel er helt sin egen. Under den første uge sammen med RULFAO blev det for eksempel tydeligt, at for at forstå mange af de problematikker, som bl.a. de jordløse står over for i dag og baggrunden for RULFAO’s langvarige arbejde, er det vigtigt at forstå Bangladesh’ unikke politiske historie, som Lis havde indført mig i, inden vi tog hjemmefra. 

Derudover kan man, når man taler med de lokale, klart fornemme, at der er en stærk national identitet, og at der er en særlig stolthed over de successer som Bangladesh har opnået og de udfordringer, som det bangladeshiske folk har overvundet, på trods af at landet er en relativ ny nation med en turbulent historie og at det stadig står over for mange udfordringer i dag.

Efter den første uge med positive indtryk af et spændende land, glæder jeg mig meget til de oplevelser, der venter forude under resten af vores besøg hos Svalernes partnere i Bangladesh. Efter vores tid i Thanapara fortsætter Lis til Vestbengalen, Indien, for at besøge SOVA, mens jeg fra Thanapara fortsætter direkte til den større by Khulna, som ligger mere sydligt.

 

 

 

 

Svalerne er landet (fra partnerskabsbesøg i Bangladesh, 2017)

Adgangsprøver, lavtryk og ”gademøde” om vold mod kvinder i hjemmetAf Lis Rasmussen Kazal

Vi prøver at forberede os på hvad der kan ske, men at en adgangsprøve til de højere læreanstalter kunne komme i vejen for et partnerskabsbesøg, var ikke lige en af de ting, vi havde set komme.

Lis rejste i forvejen til Bangladesh og regnede med at bruge lidt tid i begyndelsen til at få alt omkring Svalernes partnerskabsrejse til at falde på plads. Det faldt også på plads, men samtidig med at de første lokale flybilletter var i hus, kom der besked fra Khulna, hvor vi skulle være startet. Der er optagelsesprøve til ingeniørakademiet, så folk er strømmet til byen. Håbefulde studenter med deres familier. Så mange så den 3. største by i Bangladesh ikke har kapacitet til at huse dem. Vi kunne simpelthen ikke finde et eneste hotel eller gæstehus. Hvad nu?

Vi søgte længere ud, men her var beskeden, at der var optøjer, så politiet havde bedt organisationerne om at lade være med at invitere udlændinge lige nu, da de var bange for at de ikke kunne garantere for vores sikkerhed.

OK, men så vender vi da bare rejsen om, så vi starter nordpå i stedet for og kommer når optagelsesprøven er overstået.

Vores partner er vant til at ting sker, så de er dejligt fleksible, så i løbet af et par dage var den nye plan faldet på plads og alt var klart til, at Charlotte stod i lufthavnen den 16. oktober.

Det var med lidt bæven vi tog afsted næste morgen; ville der mon være aflysninger. Nej, vi kom afsted. Da vi landede fik vi det første tegn på, at politiet virkelig har strammet op på sikkerheden omkring udlændinge. Vi blev trukket til side og bedt om oplysninger om, hvor vi skulle bo og hvor vi eller skulle hen.

Endelig kom vi frem til vores gæstehus i Thanapara, hvor vi blev varmt modtaget. Næste dag gik programmet for alvor i gang med et møde med sekretariatet for netværket ”Net to Rights”. Dagen efter besøgte vi organisationen RULFAO (Rural Underprivileged and Landless Farmers Organization), der arbejder med jordrettigheder og som partnerorganisation i netværket ”Net to Rights” arbejder med forebyggelse af vold mod kvinder i hjemmet.

RULFAO har et godt samarbejde med lokalregeringen. Det hjælper, når de jordløse skal søge om brugsret til offentlig jord. De skal igennem en møjsommelig proces, hvor papirerne bliver flyttet fra den ene instans til den anden. RULFAO har fået nogle medlemmer i lokalregeringen med i en støttegruppe, der hjælper den vanskelige papirgang. Vi holdt møde med en af disse støttegrupper. Mødet foregik i  lokalregeringens mødesal. Inden vi kunne gå i gang med mødet bad formanden for lokalregeringen os om at komme ind til en forfriskning. Efter den obligatoriske ”foto session”, fortalte formanden om de udfordringer de har i kommunen. Først derefter kom vi ind til mødet med støttegruppen, hvor vi blev placeret på et podium i den ene ende af salen. Vi synes det er en lidt akavet mødesituation, men deltagerne lader sig ikke påvirke af det, men fortæller løs om deres arbejde.

Næste dag havde vi planlagt et møde med RULFAO medarbejdere i gæstehuset, hvor vi bor. Heldigvis, for det blev et frygteligt uvejr med sjaskregn. Vi ville ikke have kunnet køre nogen steder, men nu kunne vi gennemføre mødet også med en lang strømafbrydelse.

Uvejret forværredes i løbet af aftenen, så næste dag var vi nødt til at aflyse møder med tre jordløse grupper. Der var oversvømmelser overalt, så ingen kunne komme nogle steder. Der var strømafbrydelse næsten hele dagen, men heldigvis havde vi strøm på batterierne, så vi kunne arbejde med vores rapport.


Den sidste dag af besøget hos RULFAO kunne vi se resultatet af de to dages uvejr. Hver eneste rismark havde pletter, hvor kornet lå ned og vandet lå der stadig. Det forventes, at 30 til 40% af høsten går tabt. Det er en alvorlig sag for bønderne, da sidste høst også blev delvist ødelagt på grund af kraftige oversvømmelser i regntiden.

Denne dag var det RULFAOs arbejde med fortalervirksomhed mod vold mod kvinder i hjemmet, som vi skulle beskæftige os med. Det sidste møde blev et interessant ”gademøde”, hvor vi sad på bænke på et gadehjørne og diskuterede vold mod hjemmet og hvordan man kan bekæmpe den. Der kom mange tilskuere undervejs. Mod sædvane var det ikke forstyrrende, fordi tilskuerne blev meget interesserede og fulgte med i diskussionerne. Så det blev også et offentligt informationsmøde. Som ved sidste besøg i landsbyerne havde vi politieskorte med, fordi myndighederne vil gøre alt for at beskytte besøgende udlændinge. Lederen af politieskorten lyttede med under mødet og gav til sidst også sit besyv med, idet han fortalte om, hvilke tiltag politiet har taget mod volden i hjemmet, og hvem kvinder kunne henvende sig til, hvis de bliver udsat for overgreb.