Partnerbesøg, fuldmånerejse og fyldte indiske busser....

Siden sidste blog-indlæg er der gået en lille, men travlt uge. I tirsdags besøgte vi organisationen TEA Trust (Team for Education and Action Trust), der af Svalerne har fået en etårs bevilling til et projekt til forebyggelse og opfølgning på vold i hjemmet, gennem oplysningsarbejde i Domestic Violence Act af 2005.  

  

Anders og Josefine sammen med Mrs. Kalai, advokaten der leder projektet. Foto: Morten Frederiksen     

 Lederne af kvindegrupperne samt nogle deltagere.

Projektet bliver ledt af advokaten M. Kaila, (Billede), og på trods af at projektet først lige er startet op i december 2016/januar 2017, kort efter Kaila fødte hendes første barn og mens situationen i Tamil Nadu har været ret så uoverskueligt, er kvindegrupperne allerede oprettet, det første møde holdt og pamphleter både printet og udleveret. Det var godt at møde en organisation der arbejder både struktureret og effektiv og overgik vores håb og forventninger på nuværende tidspunkt!

Efter mødet på kontoret, hvor vi også mødte lederne af kvindegrupperne og fik vores obliatoriske kokosnød-drik, viste Mr. Arputham, lederen af Tea Trust, os rundt på den skole, som er organisationens hovedprojekt. Udover et tilhørende hostel og flotte skolebygningerne, kunne vi konstatere at skolen er i vokseværk, i det der både er kommet computerrum og videregående klasser til, siden vores besøg sidste år.

 

                                          Facaden af den skole TEA Trust har bygget

Fuldmånerejse til Tiruvannamalai

Efter vores besøg hos TEA Trust var det i onsdags tid til at forlade Mammalapuram og rejse videre til Tiruvannamalai, hvor vi skulle besøge RPDS og vores mangeårige partner RPWO. En rejse i Indien, der normalt skulle kunne klares på 4-5 timer, kan dog hurtig vise sig resistent overfor vor planlægning. Især hvis man ikke lige holder øje med månekalenderen, og prøver at rejse til Tiruvannamalai lige inden en fuldmåneweekend.

Siden Rajinikanth, en tamilsk skuespiller og superstjerne i hele asien, kendt for hans sublime stil og i lønning kun overgået af kinesiske Jackie Chan, for 20 år siden gik den 16 km lange fuldmånevandring rundt om bjerget ved Tiruvannamalai, er interessen for denne fuldmånevandring eksploderet. Mens det før Rajinikanths vandring har været en håndfuld pilgrimme, der ved fuldmåne tog vandringen, har det siden været omkring en million mennesker, der de sidste 20 år hver måned har taget vandringen. For at folk også kan se hvor de går, har Rajinikanth betalt for vejbelysning hele vejen rundt og da byrådet blev bekymret for elregningen for denne stærkstrøms belysning, har stjernen oprettet en konto for byrådet med nok millioner på, så renterne kan betale for regningen.

Det er derfor en god ide at have hotelreservationerne på plads inden man tager til byen på sådan en weekend, hvilket vi heldigvis også havde, men at det kunne blive umuligt at fange en bus ind til byen, er noget vi måtte lære denne dag. Hvor fyldt busserne var denne dag og kan være her i Tamil Nadu, kan måske anes på billederne nedenunder.  

    

Et billede taget i Chengalpattu. Bemærk hvor                              
meget bussen hælder, takket være folk der hænger                      
på siden.                                                                     

                                                                       

                                  Denne bus kører, mens børnene holder sig fast på siden. Busserne var meget fulde den dag.

Efter at have stået uden held i tre timer ved den hovedvej udenfor Chengalpattu, hvor man skal blaffe den bus ned der kører til Tiruvannamalai og nærmest hoppe på den kørende, og hvor ingen af de 15 busser til Tiruvannamalai der kørte forbi ville lade os komme med, fordi folk allerede stod i døren og de var helt fyldt, og vi også havde kæmpet vej tilbage til Chengalpattu og undersøgt togforbindelser, måtte vi opgive og tage en bil i stedet for. Da vi således sent om aftenen ankom til byen ved bjerget (malai betyder bjerg og Tiru by) og havde tjekket ind i det spøgelseslignende hotel som vores tolk blev decideret bange for, var det eneste tilbage, at forberede os til tidligt næste dags besøg hos RPWO.

                                          Anders bruger ventetiden foran togstationen konstruktiv

En dag på landet

Princippet i mundheldet om at ”en ulykke kommer sjældent alene” kunne vi bevidne denne dag, da vi, heldigvis uden deciderede ulykker hverken denne eller en anden dag, dog igen kom ud for lidt længere rejsetider. Kumar, lederen af RPWO, mødte os en times buskørsel udenfor Tiruvannamalai og på spørgsmålet om vi hellere ville køre med den billigere rickshaw eller med en dyrere og mere komfortable bil, burde vi jo have lært af for dagens hændelser. Som de svaler vi er, tog vi dog selvfølgelig rickshawen, der så 20 km inde på den 40 km lange tur til landsbyen prompt opgav ånden – og efterlod vores lille rejsegruppe ventende i middagssolen på den bil, vi i første omgang havde givet afslag.

    I rickshawen der døde undervejs                    Velkomst i dagens første landsby

 Som altid i Indien, er der ikke noget der ikke før eller senere kan lade sig gøre, så langt om længe nåede vi da også ud til Moonrampati, en af de landsbyer RPWO har været i de sidste 15 år og da også var et mønstereksempel på det arbejde de gør. Her mødte vi både Mrs. Muthu, uddannet af RPWO og CDT netværket og kendt fra tidligere besøg. Hun viste sig helt parat til næste Panchayat valg, mens den status hun nyder i landsbyerne og hos RPWO, f.eks. blev antydet af at hun fik lov til at sidde på stolene sammen med os besøgende, mens alle andre som sædvanlig sad nedenfor på måtter lagt ud på jorden. Vi så den skole alle landsbyens børn går i og konstaterede også, at dette var den første Irula landsby vi besøgte, hvor husene faktisk lignede noget der kan klare en storm og stærk regn.   

    Mrs. Muthu i forgrunden og landsbyens andre kvinder i baggrunden

Efter et 4 timer langt møde, hvor vi kom rundt om alle emner på meget tilfredsstillende måde og fik den lækreste Thali til middag, ikke uden at Leslie vores tolk fik opskriften skrevet ned, kørte vi også forbi den anden landsby, der var planlagt til dagen. Efter endnu en varm velkomst, en udførlig Q&A runde og hjertelig rundvisning i hele landsbyen, var solen gået ned inden vi tog hjem til Tiruvannamalai. Klokken blev da også 2 om morgenen, før vi havde diskuteret og skrevet dagens hændelser ned, skaffet et moskitonet til vores tolk og ud fra vores nye erfaringer planlagt næste dags møde på RPWO´s kontor.

    Dagens anden landsby. Børnene var utrolig søde. 

Trodsende søvnen og takket være grundig forberedelse, blev kontor-mødet da også en god, struktureret oplevelse, hvor vi både fik styr på alle løse detaljer, diskuteret RPWO´s planer om at arbejde med aftenskoler, diskuteret budget og afregning og forklaret hvorfor de bliver nødt til at sende os en ny ansøgning, med et mere udførligt budget. 

    Anders forklarer hvordan en ansøgning skrives. 

Køer og jordrettigheder - I en ny landsby med SEAS

I udkanten af landsbyen Kunnavalam bor 10 familier fra Irula stammen, en stamme der er kasteløse og placeres i bunden af kastesystemet.

De bor, ligesom de irulaer i den sidste by vi besøgte, i lerklinede huse med tage af palmeblade og gulv lavet af en blanding af kolort og ler, da materialet er stærkt og lugten (som vi ikke bemærkede) holder insekterne væk. Muren er blot en halv meter høj, og dermed også 'døren', hvilket sikrer at køerne ikke går ind i husene. 

En ko i huset kan nemlig i den grad skabe problemer - prøv selv at høre, hvilken historie kvinden fortæller i videoen (oversat af vores tolk, Leslie). Bemærk, der kan være problemer med at vise videoen på bloggens mobil-version:  

'Patta' betyder i denne sammenhæng et dokument, der beviser en gruppes brugsret til jorden. 

Da det ikke længere er tilladt at bo på områder der hører til skoven, bor Irulaerne nu om dage typisk på udkanter og juridiske gråzoner, når det gælder opholdsretten.  Da de typisk ikke har tilladelse - (patta) – til at bo hvor de gør, er de i konstant fare for at blive jaget væk og sårbare i deres boligforhold. 

Der findes lovgivning i Indien, som giver en retten til at bo et sted (patta) hvis man har boet der x antal år. Men det kan være vanskeligt at få en sådan "patta" - at vide hvor man skal gå hen for at skaffe tilladelsen, at finde medvind blandt landsbyens andre beboere (som har deres rettigheder), at bevise hvor længe man har boet på jorden! Og forsvinder papiret begynder hele sagen om retten tilsyneladende forfra.  At skaffe 'patta' er forståeligt nok en opgave, som vores partner SEAS bruger en del tid på i mange af de byer, de arbejder i. 

Kunnavalam er en ny by for SEAS - samarbejdet opstod for kun 3 måneder siden, da folk fra landsbyen tog kontakt til organisationen. De havde hørt om SEAS-folkene fra irula-landsbyer i området, og bad om også at få hjælp til at starte en 'sangam'. Vores tolk oversætter 'sangam' til 'association' eller fællesskab, og en ’sangam’ fungerer i praksis som et landsbymøde, hvor man vender generelle emner for byen og konkrete private sager. Da der gennem flere møder var opbygget den nødvendige tillid SEAS og byen imellem, begyndte Dorai fra SEAS at indhente de første vigtige dokumenter, der kan sikre dem ret til forskellige sociale ydelser, adgang til deres bankkonto og identitetspapirer. Og som de selv forklarer, er de endnu ikke rigtig klar over hvad dokumenterne kan bruges til, men de er i den grad klar til at lære det af SEAS!

Vi taler om hvem der er gift med hvem, og i den sammenhæng spørger vi om nogle af mændenes alder. De bevæger usikkert hovedet fra side til side på indisk facon. De kan ikke sige det med sikkerhed. Dorai forklarer os, at han gætter sig frem og finder på fødselsdatoer, når han skal skaffe identitetskort. 

Kvinden i videoen, Govindamal, er den ældste af de tilstedeværende og dermed også den der har ordet det meste af tiden. Hun fortæller at hun har to sønner og tre døtre. Flere er gift, og en af dem bor nu i Anjure, selvsamme by som vi besøgte i lørdags. Traditionen i Indien er sådan, at kvinden typisk flytter til mandens by efter ægteskab. 

Vi afslutter det gode møde med at svare på de spørgsmål de har til os. De spørger ind til om der findes lignende grupper i Danmark, og det fører til en kort snak om at stater kan hjælpe med at dække folks vigtigste behov, som SEAS prøver at give folk her adgang til. 

Efter en spændende snak får vi lov at se nogle huse i byen indefra. 

Prakash står foran sit hus. Han bor her sammen med sin kone og deres datter på omkring to år. Hans kone er ikke tilstede i dag; det er mandag og halvdelen af landsbyen er derfor på arbejde. De, der er til stede, er forældre til små børn og folk som ikke kunne skaffe dagens arbejde. De har arbejde fra dag til dag, og fortæller, at de dage, hvor de ikke kan få arbejde, går med at samle og bryde en bestemt type jernstænger i mindre dele, som de så kan sælge til butikker for et beløb, der rækker til dagens mad. 

Besøget afsluttes med at vi hver får overrakt et tørklæde, og vi takker mange gange for et dejligt besøg og i den grad for deres venlighed og åbenhed for at tale med os. 

Tilbage i Mamallapuram spiser vi frokost og holder derefter et afsluttende møde om SEAS´ og Svalernes fremtidige samarbejde. Da vi tager afsked, er det egentlig et 'på gensyn', for vi skal sidst på turen mødes igen med bl.a. SEAS, for at tale om det netværk, som tre af de Svale-støttede organisationer har. 

Svalerne er landet

Så er vi vel ankommet til Indien, nærmere bestemt Mamallapuram.                                                       

Vi ankom til den største by på Indiens østkyst torsdag morgen og tog straks videre til Mamallapuram ca. 50 km sydpå. Her skal vi tilbringe 5-6 dage og besøge to af de ngo’er, som Svalerne yder støtte til.

Vi mødtes med vores tolk Leslie allerede om fredagen. Han har tidligere tolket for os på vores besøgsture, og han er absolut et plus for arbejdet. Udover at hans evner som tolk er upåklagelige, så er han også et yderst sødt, venligt og behageligt bekendtskab og har god indsigt i de problemstillinger, der skal tolkes i.

Vi besøgte lørdag SEAS, som Svalerne i denne omgang har støttet, i første omgang i perioden 1984-1994 og igen siden 2006.

SEAS har en bevilling der løber fra juni 2014 til maj 2017. Hovedopgaverne har i denne periode været defineret som at etablere nye stamme-fora for styrkelsen af stamme-udviklingsbevægelsen, at støtte børn der er droppet ud af skolen, at oprette selvhjælpsgrupper (mini-låns-grupper) og styrke deltagelse og repræsentation i Panchayat Raj (som er de politiske lokaludvalg).

Vi tog en bus lørdag morgen til Thiruporur, hvor vi mødtes med de tre ansatte, Mr. Samuel Selvam, Dorai og Rajaratthinam, i SEAS’ kontorbygning – en bygning uden vand og toilet-faciliteter. Her gennemgik vi resultaterne af det sidste års arbejde og diskuterede deres planer for det fremtidige arbejde.

De er nået langt med deres arbejde og særligt har SEAS været dygtige til at sikre at mange irulaer i de 22 landsbyer, hvor de arbejder nu, har fået diverse (nødvendige) identifikationskort, som bl.a. sikrer retten til at stemme, til hjælp under graviditet, til hjælp til fødevarer i tilfælde af arbejdsløshed, etc.

Senere på dagen besøger vi Anjure, en af de landsbyer, hvor SEAS har gjort et stort arbejde. Der bor her 35 irula-familier. De fleste af familierne bor i små skrøbelige lerklinede hytter med tag af palmeblade, som ikke kan modstå meget regn eller vind. Men 10 af familierne er dog flyttet ind i små betonhuse … eller rettere små betonværelser … som den store internationale NGO World Vision har foræret landsbyen. Huset består af ét værelse på ca. 2½ x 4 m, der fungerer som køkken, soveværelse og opholdsrum. Hvert år opfører World Vision 2-3 af disse huse og de mest trængende af familierne er dem der får lov til at flytte fra lerhytten til det lille betonhus.

Landsbyen har arrangeret en flot modtagelse til os med blomsterkranse og synge- og danseoptrin. Efter den fine modtagelse sætter vi os sammen med de tilstedeværende beboere som hovedsageligt er kvinder, da mændene er på arbejde. Vi taler om deres daglige liv, de udfordringer de møder, og hvortribal-people er nødt til at have for at få adgang til en række forskellige rettigheder.

dan SEAS har hjulpet dem med at få alle de nødvendige identifikationskort, som bl.a. sikrer retten til at stemme, til hjælp under graviditet, til hjælp til fødevarer i tilfælde af arbejdsløshed, etc.

                                                                         

Vi takker dem for deres velvillighed til at dele deres tanker og bekymringer med os og får efterfølgende en rundvisning i den lille landsby inden vi tager afsked. På hjemturen laver vi et lille holdt ved Selvams hjem, for at aflægge besøg hos hans søns familie i nabohuse. 

I morgen mandag skal vi igen mødes med SEAS-folkene og tale videre om deres planer for fremtiden og besøge endnu en af de landsbyer som de arbejder i. 

Svalerne flyver igen

Partnerskabsrejse til Tamil Nadu, Indien, 2017

Nu er tiden på året kommet, hvor Svalerne igen flyver sydpå, for at besøge de projekter vi understøtter, udbygge eksisterende partnerskaber og måske indgå i nye aftaler. Dette år er det Anders Dahl og Morten Frederiksen, der tager afsted 01. februar og på tre uger rejser Tamil Nadu tyndt i opgaven med at følge op på den støtte, medlemmerne og de mange frivillige i Svalernes genbrugsbutikker, loppemarkeder og Fair Trade salg over året har genereret.     

                     

              Anders Dahl                                                       Morten Frederiksen

Som noget særligt, får vi dette år understøttelse fra Josefine Dahl, der kommer med som frivillig agent og kvindelig indslag, i vores arbejde med at organisere de underprivilegeredes kaster, kvinderne og stammefolket Irular, til noget vi helst så kulminere i en social, fredelig revolution nedefra. Med Josefine får vi både en spydspids, når det gælder at interviewe kvinderne i landsbyerne, og den klassiske køns-diversitet i vores lille gruppe, uden hvilken livet ikke var det samme og som virker passende, når man sætter sig op til at gå imod patriarkalske strukturer og kvindeundertrykende praktiker.         

                      

               Josefine Dahl

Rejseruten 

Vi har seks forskellige partner-organisationer, som skal besøges under dette års partnerskabrejse. Selve ruten og tiderne fremgår, med lidt kendskab til Tamil Nadu, fra oversigten nedenunder. Intentionen er, at holde denne blog opdateret under rejsen, hvorved nærmere kendskab til de forskellige organisationer, deres arbejde og vores rejse følger. Hvis man allerede nu vil danne sig et overblik, kan man læse efter i de seneste års indtryk, som beskrevet i rejserapporterne, der findes på svalernes hjemmeside her. 

Program		Overnatning
01/02/2016	Rejse til Indien
02/02/2016	Ank. Chennai	Mammalapuram
03/02/2016	kontakt tolk
04/02/2016	SEAS - landsbybesøg
05/02/2016	Fri (S)
06/02/2016	SEAS - landsbybesøg
07/02/2016	TEA TRUST
08/02/2016	Rejse Thiruvannamalai	Kailash Hotel, tjek noter
09/02/2016	RPWO
10/02/2016	RPWO
11/02/2016	RPDS
12/02/2016	Fri (S)
13/02/2016	Rejse Kumbakonam (Evt ROSED)
14/02/2016	Deepam Trust
15/02/2016	Rejse Chidambaram	Chidambaram
16/02/2016	YACT
17/02/2016	YACT
18/02/2016	Skrivedag + rejse til Pondicherry	Pondicherry
19/02/2016	Fri (S)
20/02/2016	CDT møde
21/02/2016	CDT møde/Rapportskrivning	Pondicherry

Til sidst vil jeg ønske god fornøjelse og læselyst her på bloggen og alt godt hjemme i Danmark, Sverige, Tyskland, eller hvor det nu er du sidder henne. 

Morten Frederiksen, København, d. 26-01-2017