Den 22/01/2013: Landsbybesøg: Arjur og Kodagaraj (Indien 2013)

I dag var vi ude at besøge to landsbyer som RDC arbejder i Arjur og Kodagaraj.

Her besøger vi en kvindegruppe i landsbyen Arjur. Ved at spare op, har gruppen kunne låne penge til at købe geder og køer. De også fået gadelys, og brønde til landsbyen.

Poongodi kommer fra landsbyen Kodagaraj, og er i med i en pigegruppe hvor hun lærer alt fra hygiejne til hvorfor det kan være godt at udsætte ægteskabet til hun er 18.

21/01/2013: Denkanikottai og partnerskabsbesøg med RDC (Indien 2013)

I dag startede vi allerede vores partnerbesøg, og det første møde foregik hos RDC. Vi ankom til Denkanikkotai - en meget lille by, som vi i øvrigt er sikre på ikke har set turister meget længe (vi bliver blandt andet filmet på folks mobiltelefoner) og ingen snakker engelsk. Birthe havde fået anbefalet ’small lodge’ af RDC, så vi gik rundt i byen op og ned ved busstationen flere gange, og ingen vidste hvad eller hvor vi kunne finde ’small lodge’. Det begyndte at blive lidt bekymrende da vi gik med al vores bagage i et stykke tid i 30 graders varme, og vi havde en aftale med både tolk, og RDC. Til sidst var der to kvinder som kom hen og begyndte at snakke med os. De forstod ordet hotel og viste os vejen til byens eneste hotel (som var en ’small lodge’ – og var den RDC havde refereret til fordi den var ’small’).  På hotellet ringede Birthe til tolken, men der var desværre noget galt med linjen og vi fik ikke snakket med ham. Imens stod de to kvinder som havde ført os hen til hotellet og snakkede med Sandra om deres søn som både kunne skrive, (de viste hans underskrift frem), og havde en universitetsgrad som mekanisk ingeniør (det viste de også stolt frem). Til sidst Kom Birthe dog til at tale med RDC over telefonen, og de kom straks og hentede os ved busstationen. Vi kørte et par kilometer ud af byen, hjem til RDC og deres kontor. Her sad ca. 6 af deres frivillige og 2 af deres ansatte, samt Stalin og Gowri – stifterne af RDC. Resten af dagen brugte vi (uden tolk - hvilket gik overraskende godt) med RDC holdet. Det var enormt spændende at snakke med de frivillige som selv havde oplevet fordele ved at stifte bekendtskab med RDC- blandt andet at få udsat ægteskab indtil de var 18 år, og i andens tilfælde, lære at underskrive sit navn, hvilket giver store fordele her i Indien i forhold til at kræve rettigheder fra de lokale myndigheder. I morgen skal vi ud at besøge to landsbyer. Vores tolk ankom heldigvis her til aften, og han kommer selvfølgelig med i morgen.

Ankomst til Indien 20/01/2013

Vi ankom til Indien ca. kl. 9 lokal tid den 20, utrolige trætte men glade og forventningsfulde til vores ophold her, som skal vare 3 uger. Vi ankom i Bangalore, en meget rolig lufthavn. Alt fra pas og visa tjek, til bagage afhentning foregik yderst roligt.  Vi kørte fra lufthavnen til byen med taxa, og det skal hurtigt nævnes her, at udkanten af byen ved lufthavnen er ret flot. Bangalore er en af de rigere byer i Indien som åbenbart svarer lidt til USA’S computer by Silicon Valley.  Det er Indiens IT by som mange af de vestlige IT firmaer outsourcer deres arbejde til. Det har byen nydt godt af, og det kan ses, i hvert fald udenfor bymidten (ikke så meget i selve bymidten).  Den første dag gik ret hurtigt, med at finde hotel, og snuse lidt rundt i Bangalores bymidte.

Besøg hos MUC i det sydlige Bangladesh

Besøget foregik 16. - 17. januar 2012
MUC  (Mohila Unnayan Committee) har sit kontor og virke i det sydlige Bangladesh i distriktet Pirojpur. Det ligger kun 70-80 km sydøst for Khulna, som er det tredjestørste by i Bangladesh. Alligevel, tager en bilkørsel omkring  fire timer pga. de dårlige vejforholde og de fem floder som skal krydses, hvoraf man er nød til at tage en færgebåd over to af dem.

Ved bådkajen er der altid muligheder for at købe friske kokosnødder til 20 taka (ca. 1,30 kr) til at slukke tørsten. Denne herre havde ikke længere kræfter til at arbejde som daglejer for de lokale storbønder og har i de sidste 4-5 år ernæret sig ved at købe og sælge kokosnødder til de rejsende. Under vintertiden køber han normalt 50-60 kokosnødder som han kan sælge i løbet af to dage. Det tjener han ca. 250 taka (ca. 16 kr) per dag på. Når vejret bliver varmere kan salget blive dobbelt så stort.

MUC er en lille organisation som drives af frivillige kræfter og blev i 2001 oprettet af en gruppe kvinder fra middel- og over middelklassen i området, som ville gøre en social indsats for at forbedre livsvilkårene for de lokale kvinder og piger.

Den daglige leder er Moinul, som ses til venstre, sammen med tre øvrige frivillige. De har alle et fuldtidsarbejde ved siden af og siger at deres engagement i MUC drives af deres ønske om, at udvikle det samfund de og deres familier lever i.

Svalerne vil i 2012 støtte MUCs træningsprogram af 125 unge piger mellem 11-18 år, hvis forældre har taget dem ud af skolen pga. økonomiske vanskeligheder. MUC har etableret et 6 måneder lang træningsprogram, som kører to gange om året. Målet med træningen er at give pigerne nogle praktiske færdigheder til at kvalificere dem yderligere til at kunne tage mikrolån fra andre organisationer så de kan starte noget for dem selv. Dermed vil de have muligheden for at skabe deres egen indkomst og blive en indtægtskilde for deres familier.

Ved ikke at være en økonomisk belastning for deres familie kan pigerne reducere chancen for at blive giftet bort i en ung alder. Det anslås at to tredjedele af alle pigerne i Bangladesh bliver gift før den juridiske minimumsalder på 18 år, mange endda før de fylder 16, med stor risiko for at de får efterfølgende sundhedsproblemer fordi de bliver gravide i en så ung en alder.

Denne pige er et eksempel på, at det er muligt for en ung pige at tjene sine egne penge hjemmefra så hun kan støtte sin familie økonomisk. Faderen blev arbejdsudygtig fem år tilbage, ellers ernærer familien sig ved at moderen rejser en gang om måneden til hovedstaden Dhaka for at købe og sælge tøj. Pigen har haft to forskellige sykurser siden 2008 og syr nogle timer om formiddagen og igen om eftermiddagen ved siden af hendes huslige gøremål. Hun kan tjene ca. 20 taka per tøjstykke. Symaskinen havde hendes mor købt ved at tage et mikrolån. Folk fra Japan kommer engang imellem og køber fra hende, ellers sælger hun normalt til en mellemmand som kommer til huset eller til de andre landsbyboer.

Pigen som står til venstre blev taget ud af skolen i 4. klasse da hun havde skadet hendes fod og dermed ikke var i stand til selv at gå til og fra skolen. Efter at have deltaget i MUCs træningsprogram blev hun bevilget et mikrolån så hun købe sig nogle geder og ejer idag syv stykker.

Under det 6 måneders lange træningsprogram er hovedvægten lagt på at pigerne får træning i indkomstgenererende aktiviteter såsom grøntsagsdyrkning, køkkenhaver samt opdræt af geder, køer, høns og ænder. Pigerne får også basale kundskaber om hygiejne, sundhed for mor og barn, vand og sanitet, ligestilling, menneskelige rettigheder, handel med børn og kvinder, samt katastrofeberedskab. Gennem oplysning og vejledning opfordres pigerne også til at virke som ’agents of change’ i deres nærmiljø. Bland andet har de i fællesskab fået afværget at en 11-årige veninde til en af pigerne blev bortgift. En af pigerne fik reduceret diarréproblemet hos en nabo ved at informere om sundhedsfaren ved at anvende drikkevandet fra floden som går gennem landsbyen. En anden pige fik overbevist hendes forældre om sundhedsrisikoen ved anvendelse af åbne latriner, som derefter sparede op og fik bygget en latrin til familiens brug.