torsdag den 31. januar 2013

Med Svalernes indiske partner RPWO på besøg i landsbyen Melmathuharur (Indien 2013)

Vi har i disse dage haft spændende møder og landsbybesøg med vores partnerorganisation RPWO i Chengam som ligger lidt udenfor Tiruvannamalai. RPWO arbejder især med at danne Conventional Gram Sabah’er, en slags landsbyråd. De der bliver valgt til ledere i rådene kan tale på hele byens vegne og de kan kæmpe for at få adgang til skovens produkter og landrettigheder ved at gå videre til deres lokal valgte som sidder i byrådet. RPWO bidrager også med at undervise i den lov, der giver ret til at samle og udnytte skovens produkter.

Mens vi var på besøg i landsbyen var vi så heldige at opleve Gram Sabhaen blive oprettet.

Vi sidder under et soltag på terassen foran et lille forsamlingshus. Cirka 20 kvinder, mænd og børn er samlet for at mødes med os og Kumar, som er lederen i RPWO. De svarer velvilligt på vores spørgsmål og vi hører om, at et af deres største problemer er, at der ligger en smugkro lige ved siden af deres område. Her kommer folk langvejsfra for at drikke alkohol og det sker meget ofte, at de chikanerer landsbyens beboere, når de bliver fulde. Især kvinderne er meget utrygge ved dette. Kumar siger til beboerne at de skal oprette en Gram Sabah i landsbyen for derved at stå stærkere overfor problemet. Lederne af rådet kan derved tale på hele landsbyens vegne, når de skal fortælle de rette myndigheder om problemet. Kumar taler selvfølgelig på tamilsk, et klingende sprog, som vi ikke forstår et kuk af. Men ifølge vores tolk, Leslie får de virkelig noget af en peptalk. Det varer heller ikke længe førend der ryger en masse hænder i vejret og folk melder sig til at træde ind i rådet. I løbet af ingen tid har 15 kvinder og mænd meldt sig, navnene bliver omhyggeligt skrevet ned og de, der bliver valgt til ledere går straks til byen for at få stempel på at rådet er oprettet.
Folk ser nu mere håbefulde ud og vi lykønsker dem med oprettelsen af Gram Sabhaen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar