Rejsebrev nr. 3 fra Bangladesh….

Af Susanne Kofoed Pedersen & Birgitte Lebech Pépin

 

’Hotel New Safe’, hvor jeg sidder på mit værelse, ligger i hjertet af Khulna, den tredjestørste by som ligger i det sydlige Bangladesh. Selvom jeg er indenfor, er her en forfærdelig larm fra gaden, hvor imamers råb på denne fredag konstant høres fra højtalere med mega-forstærkere.

Susanne og jeg føler os som luksus-mennesker, fordi vi har været i bad, fået vasket hår og har fundet det mindst snavsede tøj frem fra kuffertdybet. Samt indleveret bunker af det mest snavsede tøj til vask - og strygning! Vi nyder, at vi nu har egne, rene toiletter, til at sidde på.  Og vi nyder at være lidt på egen hånd. De sidste par dage har vi nydt ikke at spise ris, derimod anden lækker mad, gerne fra små halvsnuskede steder med samosa etc.. Ris er dejligt, men det er der jo også så meget andet, der er – i hvert fald en gang imellem. Solen skinner, og vejret er rigtig rart.

Denne luksus-fornemmelse skal ses i kontrast til standarden fra de seneste otte dage, hvor vi har været privat indkvarteret. Det har været spændende og har gjort os en enestående erfaring rigere. Men vi må erkende, at vi er forkælede vesterlændinge og uvante med meget primitive forhold. Det har været hundehamrende koldt! 4-10 grader ude og inde, luften klam af tåge. Faktisk koldest inde i husene. Min påklædning var næsten den samme nat og dag: Undertøj, uldne strømpebukser indenunder de lange bukser, lange uldsokker, to uldne undertrøjer, en ”kamiz”-kjole, en cardigan, en fleecetrøje, en vindjakke, og det obligatoriske tørklæde om halsen. Plus et stort uldent sjal udenpå det hele. Med alt det på holdt jeg varmen nogenlunde. Dog med konstant kolde fingre og tæer! Og vi har været udsat for overfodring! Der øses op og øses op, og noget må man jo spise, både af høflighedshensyn, og så selvfølgelig fordi det tit er utrolig lækkert.

Vi har været i Joypurhat, i den nordvestlige del af landet, hvor vi besøgte RAC, en organisation Svalerne har støttet gennem en årrække for deres arbejde med adiwasier; hvilket er en fællesbetegnelse for de oprindelige stammefolk, der er udsat for høj grad af diskrimination fra det omgivende samfund. Adiwasier er meget fattige, de ernærer sig oftest som daglejere for store jordejere - til en ussel løn svarende til 10 kr. om dagen. De har store problemer med mangel på uddannelse, analfabetisme, og utroligt ringe hygiejnefaciliteter. Og mange af mændene er alkoholikere, hvilket både gør dem voldelige og får dem til at bruge den i forvejen usle løn på sprut. 

Og vi har været i Vestbengalen, som ligger i Indien. Geografisk og historisk hører Vestbengalen til Bangladesh; sproget er begge steder bangla. Men da de tidligere britiske koloniherrer forlod det indiske subkontinent i 1947, faldt deres grænsedragning lidt tilfældigt ud, så i dag er Vestbengalen ikke en del af Bangladesh, men en delstat i Indien. I Svalernes Bangladesh-udvalg ”opererer” vi sædvanligvis kun i Bangladesh. Men selv om den organisation, vi skulle besøge, egentlig ligger i Indien, og ikke i Bangladesh, har vi, af ovenstående grunde, alligevel valgt at tage den under overvejelse med henblik på eventuel støtte. Først når vi kommer hjem, skal der, på bestyrelsesniveau, endeligt tages stilling til, om vi vil yde støtte til organisationen.

Det er en omstændelig historie at komme over grænsen til Indien! Først to kontorer med udfyldelse af papirer til MEGET betydningsfulde grænsebetjente på den ene side af grænsen – vi blev bedt om at betale 300 thaka hver i noget de kaldte travel tax. Vi tror, det er bestikkelse, selv om de godt nok gav os en kvittering. Så over grænsen. Og så igen to-tre kontorer og papirer på den anden side. Halvanden times tid tog grænsehalløjet nok.

I Vestbengalen i Indien skulle vi besøge en mulig ny partner for Svalerne. Det drejer sig om en NGO, der hedder SOVA, og som har et nyt projekt under etablering her i området. I lighed med RAC arbejder SOVA med adiwasier. SOVAs leder er Dipok Ghosh, en gammel og respekteret ven af Svalerne. Siden han som ung var ansat som medarbejder i Svalernes Sherpur-projekt, har han været involveret i mange forskellige ting i tilknytning til Svalerne. For et par år siden så han og hans familie sig desværre nødsaget til at forlade Bangladesh. De er hinduer, og følte sig chikaneret i forskellige sammenhænge i det muslimske Bangladesh. Dipok har flere søstre, der i lighed med tusindvis af Bangladesh-hinduer, i årevis, siden 1971, har boet i Vestbengalen.

Susanne og jeg fik dobbeltseng og morgenmad hos søster Bokti og hendes mand. Deres badeværelse var nemlig bedst – et ”tyrkisk” toilet, ikke i cement, men med fine fliser. De øvrige måltider fik vi serveret hos en anden søster, som havde mere plads. Det foregik sådan, at vi først, som så ofte, blev hjulpet med at vaske hænder - eller i hvert fald højre hånd: Man får rakt et stykke sæbe, dernæst bliver lidt vand fra en kande hældt på ens hænder, så sæber man sig lidt ind, der skylles lidt, man gnider sæben af, og så et sidste skyl, hvorefter man får rakt et håndklæde. Vi blev placeret ved et bord for to dækket med rent avispapir hver gang. De andre spiste bagefter. Husene er af ler uden moderne faciliteter, udover at Bokti havde et lille gasapparat i sit udendørs køkken. De har elektricitet, men systemet er uendeligt ustabilt. Vand hejses op fra en brønd. De er slet ikke, hvad man betragter som egentlig fattige. Utroligt at se, hvor lidt mennesker faktisk kan klare sig med. Den søde og yndige Bokti og hendes venlige mand er meget troende hinduer, så om morgenen blev vi vækket af klokkeringning og sang og dans for guderne eller hvem det nu var. Man fandt os yderst eksotiske! Naboer nærmest valfartede til huset og stod simpelt hen og gloede på os i tidsrum på op til et kvarter; selv mens vi lå prøvede at få et middagshvil. 

Hos SOVA var vi på tre landsbybesøg hos kvindegrupper; vi holdt et møde med Dipok; og vi deltog i et møde med ”staben”. Stabsmødet blev holdt hos Sjefali, hvis søn handler med ris. Hans lade var lige blevet tømt for tunge rissække aftenen før. SOVA har ikke midler til at leje kontorfaciliteter, så de mødes altid privat. Betegnelsen stab er lidt misvisende, da alle de fire feltarbejdere, der selv er adiwasier, arbejder frivilligt.  Med til mødet var også tre unge mænd, der hjælper med at skabe kontakt til landsbyerne, udlån af motorcykel m.m. Alle har været i gang i SOVA i 6 – 8 måneder.

En af SOVAs volontører er adiwasi-kvinden Chompa Hamrorong på 35 år fra landsbyen Karna. Chompa har gået i skole i 11 år, og hun virker som en stærk og intelligent kvinde. Hun ernærer sig selv og familien ved at arbejde i markerne som daglejer for en stor jordbesidder. Hun er gift og har to drenge på 10 og 7 år. Hun fortæller, at hendes mand er konstant beruset, han kan ikke arbejde og sidder og synger hele dagen. Han er ofte voldelig mod hende og børnene. Både hun selv og vi andre bliver bevægede, da hun fortæller om det. Chompa er vidne til, at ingen af adiwasiernes rettigheder bliver respekteret af det omgivende samfund, og det vil hun gerne, sammen med landsbyen, gøre noget ved. Derfor arbejder hun for SOVA!

Desuden brænder hun for Dipoks ide om at lave et ”bibliotek” i landsbyen, hvor børnene kan låne skolebøger, som det ellers er meget svært at få råd til.

Ligesom beretninger vi har hørt fra mange andre kvinder, bekræfter Chompas historie os i, hvor vigtigt det er, at U-landsforeningen Svalerne arbejder i Indiens og Bangladeshs yderste områder. Der hvor hjælpen er allermest tiltrængt, hvor de store organisationer ikke kommer, og hvor Svalernes ”små” penge rækker langt! 

Susanne Kofoed Pedersen & Birgitte Lebech Pépin

på farten i Bangladesh