onsdag den 20. februar 2019

Partnerskabsrejse til Bangladesh 2019

Indlæg skrevet af Lis Rasmussen Kazal

3. februar 2019 startede Mette Henriksen og jeg, Lis Rasmussen Kazal, årets partnerskabsbesøg i Bangladesh med at rejse til Khulna for at besøge vores partner PLEAD, der arbejder med retsoplysning og retshjælp i det sydlige Bangladesh. 7 hekstiske dage med landsbybesøg, møder med nogle af organisationens medarbejdere og den sidste dag, kom de fire øvrige partnere i Netværket, Net to Rights, til Khulna, hvor vi sammen gennemgik en ansøgning om et fremtidigt projekt. Vi er begge så heldige at have mulighed for at gøre opholdet i Bangladeh længere, så vi har valgt at holde en pause inden de næste besøg, hvor vi holder ferie. Vores næste program starter 20. februar, men inden da vil vi gerne dele nogle af de gode oplevelser vi havde i Khulna .


1. Hvorfor organiserer landsbykvinder sig?
Det fik vi et bud på, da vi mødte en relativ ny gruppe – under et år gammel, organiseret af en af de frivillige medarbejdere i PLEAD.
Først skal vi lige have kvinderne til at tø op, de har ikke set hvide mennesker før. En af de frivillige sagførere hjælper med at få dem til at slappe af. Han minder dem om, at PLEAD ikke tilbyder lån, men hjælper dem med at blive organiseret og giver dem basal viden om deres rettigheder i bred forstand.
Kvinderne præsenterer sig alle som ”husmødre”, men da vi går dem lidt på klingen, viser det sig, at de alle er markarbejdere, og arbejder for jordejerne for at tjene penge. Et af de emner, som de har diskuteret i gruppen er, at de ikke får den samme løn, som deres mænd; at mændene har mindre arbejdsbyrde end kvinderne både i hjemmet på marken og alligevel får de en lavere løn. Det vil de gerne lave om på, så diskuterer de i gruppen.

De er hindu kvinder, og ifølge lovgivningen for hinduer i Bangladesh har kvinder ingen rettigheder til jord, selv hvis manden er villig til at give dem en del af jorden, er det ikke muligt. Heller ikke selvom de går hele vejen op igennem systemet til regeringen.
De har organiseret sig, for at hæve deres stemme og kræve deres rettigheder. 

Børneægteskaber ser de som en hindring af udviklingen i landet. De har organiseret sig, for at de kan gøre noget ved det og oplyse om det. For at de kan kontakte dem, der er ved at indgå børneægteskab, så de forhåbentlig kan være med til at forhindre det.
Andre emner, de beskæftiger sig med, er vold mod kvinder og trafficking. Før de organiserede sig, kendte de ikke deres rettigheder indenfor disse emner og de kendte i det hele taget ikke til deres rettigheder. Det er i gruppen, at de har hørt om alle emnerne og de fortæller og oplyser også andre om deres rettigheder.
Mændene synes det er i orden, at kvinderne mødes og taler om vold mod kvinder og sådan noget, men da de hørte om, at kvinderne fik viden om landrettigheder, og de sagde, at de også ville have deres del, synes mændene ikke at de skulle mødes og tale om det. At de ikke skulle gå til næste møde. Alle grinte efterfølgende.
De mener, at der er håb for deres børn. Især for pigerne. Før fik drengene al opmærksomheden og pigerne blev overset. Efter de er startet i gruppen har de fundet ud af, at det er vigtigt at tage sig af pigerne, og at de skal have samme muligheder som drengene. De er blevet opmærksomme på, at hvis de gør det, så kan pigerne også bidrage til familien.





 

2. Træning i lovgivning

Vi får mulighed for at side med til undervisning i loven om forebyggelse af vold mod kvinder i hjemmet. Kurset afholdes i Koyra for 22 deltagere, 20 kvinder og 2 mænd. De kommer fra 2 forskellige unions, 15 forskellige grupper, under 3 forskellige feltarbejdere. Grupperne er både hindu og muslimske grupper.  Efter indledende præsentation, fortæller underviseren Mamun om lovgivningen og derefter diskuteres det, hvordan volden kan forhindres og forebygges.

PLEADs frivillige sagførere har lang erfaring med at gøre relevant lovgivning let tilgængelig og har også udarbejdet en populær udgave af loven til forebyggelse af vold mod kvinder i hjemmet, ligesom de har udarbejdet et kursusmodul. 

Mamun fortalte, at der findes to former for lovgivning vedrørende uret mod kvinder. Loven til beskyttelse af kvinder og børn og loven til forebyggelse af vold mod kvinder i hjemmet. Den sidste lov har medtaget psykisk undertrykkelse (sexual harassment), sammen med fysisk vold og økonomisk undertrykkelse.
Han giver nogle eksempler på økonomisk undertrykkelse, f.eks. når konen tjener nogle penge og manden tager pengene fra hende, eller at manden forbyder hende at arbejde uden for hjemmet. Et andet eksempel er, hvis konen har høns for at sælge dem eller æg, og manden forlanger hun slagter den, så han kan spise den. 

Advokaten fortalte, at en kvinde, der udsættes for vold, men ikke tør melde det af frygt for at blive udsat for yderligere vold, i stedet kan få en familie eller bekendte til at anmelde manden. Når myndighederne modtager en anmeldelse har de mulighed for at give manden tilhold om, at han ikke må gøre hende noget. Hvis manden vil smide konen ud, kan magistraten pålægge ham ikke at gøre det og at han ikke engang må sige til hende, at han vil gøre det. Hvis en kvinde udsættes for vold kan hun få gratis behandling og hvis hun ikke har noget sted at tage hen, kan hun bo på et af de offentlige shelters.
Da de når til at tale om vold mod kvinder i hjemmet, er der en af de to mænd, der siger, at det er et familieanliggende. Det skaber en god diskussion. Om hvorfor det ikke er et familieanliggende, men imod loven. Som advokaten siger, er hensigten at gøre familien stærk og en familie består både af en mand og en kvinde. Derfor er det vigtigt at motivere manden til ikke at begå vold mod kvinden og at ændre holdningen til kvinder, så de betragtes som ligeværdige medlemmer af familien og samfundet. De taler om, at det kommer til at tage lang tid og at alle er nødt til at bidrage. 

Da der bliver talt om vold mod børn, har deltagerne svært ved at definere, hvad et barn er. Det medfører, at de også kommer til at tale om børneægteskaber, og hvornår det er man må gifte sig. Det ved de heldigvis godt alle sammen, at alderen er 18 år for kvinder og 21 for mænd. Advokaten fortæller dem, at alle under 18 år er et barn ifølge loven.

Shalish: (mægling)
Deltagerne bliver spurgt om, hvad de vil gøre første, når de udsættes for uret? De siger samstemmende, at de først vil søge lokal mægling (shalish). Retssager er dyre og langvarige. De får at vide, at når de søger mægling er det bedst først at gå de til gamle i landsbyen, for at opnå en shalish ad den vej. Hvis de går til formanden i deres område,  risikerer de, at der kommer til at gå partipolitik ind i mæglingen, fordi formanden vil se på, hvem de stemmer på.

De bliver spurgt om, hvad de først vil gøre, hvis de oplever en kvinde i deres landsby bliver udsat for vold. En gruppe kvinder siger, at det første de gør, er, at sikre kvinden, og først når manden er kølet ned, så tager de en snak med ham om lovgivningen og at han kan blive dømt for det han gør. En anden kvinde siger, at det også er vigtigt at finde ud af, hvorfor manden slår sin kone.
En af de mandlige gruppemedlemmer siger, at de først sikrer kvinden, og at de derefter går til de ældre i familien for at fortælle om lovgivningen. Når manden er kølet ned vil de tale med ham om, hvorfor han slår, og forsøge at stoppe det. Hvis det ikke lykkes, så må de hjælpe kvinden med at rejse en sag i mod ham.
Der kan også være vold fra svigermor mod svigerdatter, de siger, at de vil bruge samme fremgangsmåde, som ved manden. Hvis der er fjendskab mellem svigermor og svigerdatter, vil de fortælle dem, at de skal opfatte hinanden, som mor og datter, i stedet for kombattanter.

Træneren understreger til slut på træningen, at det er vigtigt at de deler den viden de har opnået i dag, med deres gruppemedlemmer, så de alle i gruppen får glæde af den træning, som gruppens repræsentant hat fået.
Efter træningen rejser en af mændene sig op, og tilbyder sig som frivillig i PLEAD.


onsdag den 14. februar 2018

Net to Rights i Bangladesh: et landsbymøde om vold mod kvinder

Landsbymøde i Khadas om vold mod kvinder hjemmet

Af Lis Rasmussen Kazal

Der er allerede sat baldakin op på en åben plads i landsbyen, da vi ankommer. Frivillige er i gang med at lægge stof ud på jorden til siddepladser. Folk fra landsbyen begynder at indfinde sig. Vold mod kvinder i hjemmet er på dagsordenen. Hvad er grunden til volden, hvad betyder volden for kvindernes situation og hvad kan der gøres for at forhindre, at volden fortsætter. Der er livlig debat, både mænd og kvinder deltager. Nogle kvinder fortæller om de overgreb, de har været udsat for. I slutningen af mødet kommer formanden for lokalregeringen og kommer med sit bidrag. Han taler om regeringens indsats gennem lovgivning og oprettelse af fora, hvor kvinder, der udsættes for overgreb kan henvende sig. Han understreger også at regeringen ikke kan ændre noget alene, NGO’er og frivillige må samarbejde for at ændre holdningen om, at vold i hjemmet bare er et internt familieanliggende.

Jeg sidder og glæder mig, jeg må næsten knibe mig i armen. For mange år siden oplevede jeg under et besøg i en landsby, at man tydeligt kunne høre, at en kvinde blev slået af sin mand. Folk hørte det, var måske ikke glade for det, men trak på skulderen og sagde til mig, at det var et familieanliggende. Kvinder, der blev udsat for vold ville derfor ikke tale med andre om det, de skammede sig over det. I dag henvender kvinderne sig til frivillige, der arbejder med fortalervirksomhed og til de fora, som regeringen har nedsat. Men jeg synes, at det er stærkt, at der kan føres en så åben debat om volden i hjemmet og noget er der tydeligt sket med den generelle holdning, tidligere ville der være blevet protesteret over en debat som denne. 
Debatten er også et udtryk for et skift i forholdet mellem landets myndigheder og NGO’er i landet. Hvor NGO’erne i mange år måtte kæmpe med de lokale myndigheder, samarbejder de nu på mange områder. Lokalregeringen har taget initiativ til dagens møde og står for udgifterne, men de har bedt den private organisation Pollo Unuyan Prokolpo (PUP) om at organisere mødet. En frivillig gruppe(Grass Root Changer Group), som PUP har organiseret, etableret og oplært ,arbejder i landsbyerne i området med fortalervirksomhed om vold i hjemmet, hjælper kvinder, der har været udsat for vold. Frivilliggruppen har stået for alt praktiske omkring mødet og leder mødet.

PUP er en af de fem partnerorganisationer under netværket ”Net to Rights”, som arbejder med fortalervirksomhed mod vold mod kvinder i hjemmet og som i øjeblikket arbejder med at klæde frivilliggrupperne på til at fortsætte arbejdet på egen hånd. U-landsforeningen Svalerne støtter ”Net to Rights" via økonomiske midler fra CISU - Civilsamfund i Udvikling.
 


 

tirsdag den 13. februar 2018

Net to Rights i Bangladesh - et netværk med fokus på forebyggelse af vold mod kvinder i hjemmet

Af Lis Rasmussen Kazal

Kan loven til forebyggelse af vold mod kvinder i hjemmet nedbringe volden og ændre holdningen om, at denne vold er et familieanliggende?

Det var spørgsmålet, som skulle diskuteres i en debatkonkurrence på skolen i Gohail School and College den 8. februar. Da jeg kommer til skolen er stemningen forventningsfuld. I klasserummet er der fyldt med elever fra de største klasser. Hvem af deres 8 klassekammerater bliver vinderen af konkurrencen? 
Emnet for debatten: Vil loven om forebyggelse af vold mod kvinder i hjemmet nedbringe volden? Fire af eleverne argumenterer for at loven har betydning, mens fire andre argumenterer imod. De otte debattører kommer med gode velargumenterede oplæg og kommenterer også modpartens indlæg. Afslutningsvis får hver gruppe 10 minutter til at kommentere modpartens indlæg. Efter et pointsystem kårer dommerne den vindende gruppe.
Inden debatkonkurrencen har der været undervisning og diskussion på skolen med oplæg om vold mod kvinder i hjemmet og loven om forebyggelse af vold.
Debatdeltagerne er velformulerede og entusiastiske i deres forsøg på at overbevise modparten. Landets politikere kunne lære meget af den tone, debatten foregår i. Der er stor entusiasme i rummet. Skolekammeraterne følger interesserede med og flere elever står uden for klasserummet og følger med udefra.
Der er små plaketter til alle de deltagende og en stor plakette til det vindende hold. Som gæst skal jeg overrække plaketterne sammen med rektor. Som en anden star, bliver jeg bedt om at skrive min autograf på deltagernes plaketter. En elev bliver så entusiastisk, at han tager min notesbog med hjem som souvenir.
Debatkonkurrencen er en del af fortalervirksomheden udført af netværket Net to Rights (som er et samarbejde på tværs af U-landsforeningen Svalernes partnere i Bangladesh, økonomisk støttet af CISU - Civilsamfund i Udvikling, red.) gennem frivilliggrupper (Grassroot Changer Groups) i landsbyen. Netværket har tidligere haft et program på skoler for at oplyse eleverne om effekten af vold i hjemmet, men har opdaget at eleverne engagerer sig mere i emnet, når der skal være debatkonkurrence – en meget populær konkurrenceform i Bangladesh.




 
 


 

mandag den 29. januar 2018

Besøg i Bangladesh - januar 2018

March, sækkepiber og trommer

Af Lis Rasmussen Kazal

Som udsendt for U-landsforeningen Svalerne må man stå model til lidt af hver. Fotosessions med repræsentanter for lokalregeringer, ja jeg har sågar måttet optræde som model i et katalog for en vores partnerorganisationer. Men naturligvis stiller vi op, hvis det er til gavn for vore partnere.

Thanapara-projektet i det nordlige Bangladesh, hvor jeg opholdt mig for at deltage i en workshop, er nabo til Bangladesh Politi Akademi og sine naboer skal man holde sig gode venner med.
Jeg er tidligere blevet præsenteret for lederen af politiakademiet. Og da der kom en invitation til et arrangement der, var det jo bare at møde op. Arrangementet var et ’farvel-arrangement’ for et hold kursister. Så en tåget kold morgen mødte jeg op på politiakademiet og vandrede ad den røde løber frem til VIP-pladserne. Der var vi vidne til en 2 timers parade, hvor kursisterne viste det bedste de havde lært indenfor march i forskellige formationer til akkompagnement af trommer og sækkepiber.
Kolonitiden har sat sine spor her også; jeg fik at vide, at paraden foregår ned til mindste detalje præcis som i den britiske periode.
Om aftenen underholdt kursisterne med teater, dans, sang og gymnastiske øvelser. De tre timers underholdning sluttede med en fotosession, hvor de optrædende blev fotograferet med ledelsen af militærakademiet og sandelig om jeg ikke blev hevet med op også, som koryfæ. Aftenen sluttede med middag ved midnatstid. Interessant oplevelse.