onsdag den 29. januar 2020

Partnerskabsbesøg i Indien (januar 2020) - en rejse er slut og Svalerne flyver atter hjem til DK


Af Helena Birkholm og Marie Vahl



Vi takker hermed af fra dette års partnerskabsbesøg. Det har været en fantastisk rejse i Sydindien, hvor vi er kommet helt derud, hvor ingen turister plejer at komme og er blevet lukket ind i folks hjem og hjerter på en måde, man ikke er vant til derhjemme. Med forsikringer om, at vi håber at komme igen næste år, siger vi 'farvel og vi ses' til køer, båthorn og "deluxe" bumlebusser på vejene. Den lækre Sydindiske mad, der består af ris, dosa og idlis med masser af sambar (der rigtig nok smager bedst, når det spises med fingrene). Vi overlader Svalernes partnere til endnu et år med det hårde arbejde, som de gør så fantastisk godt!





tirsdag den 28. januar 2020

Partnerskabsbesøg i Indien (januar 2020) - BESØG HOS SEAS


Af Helena Birkholm og Marie Vahl
(udgivet med forsinkelse pga. dårlig internetforbindelse i Indien)

Ovenpå Pongal-festivallen, som er en høstfestival er vi landet i Mahabalipuram med et glædeligt gensyn med vores dygtige tolk Ajmal.

SEAS er en af Svalernes partnere helt tilbage fra 1980'erne. Det er en organisation, som arbejder i 23 landsbyer langt ude i landdistrikterne, med at oprette lokale foreninger, der skal hjælpe landsbyerne med at stå sammen politisk og kræve deres rettigheder. Vi har besøgt i alt 5 landsbyer, som alle havde nogle spændende og uretfærdige historier at dele. Det er tydeligt, at de landsbyer med det bedste samarbejde kommer længst. F.eks. havde en landsby fået 8 færdige huse og en brønd finansieret af regeringen, mens en anden var blevet snydt af bygherren, som kun lige havde bygget nok til at tage et fint billede af huset forfra som bevis til at få betaling fra regeringen.



Her ovenfor er et billede af Gheeta og hendes bedstemor. Begge forældre arbejder som daglejere for omkring 20 kroner om dagen. De er heldige at arbejde i nærheden og kommer hjem kl. 16 hver dag.

På vej videre fra en landsby var vi så heldige at vi havde tid til at kigge ind forbi skolen. Fordi alle de andre i området har sendt deres børn i privatskole, risikerer Irulaerne at skolen lukker fordi der kun er 6 elever tilbage. SEAS lovede læreren, at de vil lægge pres på beslutningstagerne, så børnene ikke skal til at tage de upålidelige busser hver morgen.
















mandag den 27. januar 2020

Partnerskabsbesøg i Indien (januar 2020) - BESØG HOS RDC

Af Helena Birkholm og Marie Vahl
(udgivet med forsinkelse pga. dårlig internetforbindelse i Indien)


Efter en ordentlig bumletur i bussen er vi nu ankommet til det køligere klima i bjergene. Byen hvor vores partner RDC holder til hedder Denkanikottai. Den er omringet af dybe skove, hvor vilde elefanter vandrer efter bambus og en udfordring for beboerne er faren for slangebid. Vi tilbragte første aften ved at se solnedgang i byens moské efterfulgt af Dosa med lækker kokoschutney.
Dagen efter gik turen til vores partner RDC, som arbejder med at Irula-stammerne skal bibeholde deres ret og adgang til skovens ressourcer, såsom honning, naturfarver og naturligt shampoo, som kvinderne herefter forarbejder og sælger. Vi besøgte to landsbyer: Kottaiyurkollai og Tholuvapettai.

I Kottaiyurkollai fik vi indblik den indiske regerings implementering af en lovgivning, som giver restriktioner for stammefolkene i skovområder, som de ellers plejede at havde adgang til. Dette gør landsbybeboerne ekstra sårbare, da det påvirker deres indkomst og samtidig er de nødsaget til at søge sæsonarbejde langt væk hjemmefra. Vi snakkede med en familie bestående af 11 medlemmer, som alle havde været afsted, men hvis arbejdskraft desværre blev udnyttet i form af menneskeslaveri i 6 år. RDC havde fået dem fri og sørget for at regeringen havde udbetalt den støtte, som familien havde krav på (ifølge loven skal regeringen hjælpe ofre for bonded labour med økonomisk støtte samt land og job i det offentlige).

I Tholuvapettai ser alle husene ens ud, da de er støttet af regeringen. Desværre var toiletterne bygget så dårligt, at de ikke kan benyttes. Derfor går landsbybeboerne i skoven, når de trænger.

Vores partner RDC er stærke i deres rettighedsbaserede arbejde med Irula-stammefolkene, og det var spændende at få indblik i en verden hvor der - til trods for få ressourcer - formås at give udsigt til en bedre fremtid.

Vi er nu sultne, og ville nyde den sidste dag i det køligere klima med (endnu) en dosa, inden vi imorgen har (endnu) en 6 timers bumletur foran os.











tirsdag den 21. januar 2020

Partnerskabsbesøg i Indien (januar 2020) - BESØG HOS RPWO

Af Helena Birkholm og Marie Vahl (udgivet med forsinkelse pga. dårlig internetforbindelse i Indien)


I de sidste par dage er vi blevet både blomsterkranse og håndklæder rigere, da det er sådan man bliver modtaget og velsignet af vores partner RPWO (Rural Peoples' Welfare Organisation). Organisationen er ledet af det mest passionerede makkerpar nogensinde, Mr. Kumar og Mr. Varudhan. Kumar har gennem 20 år opbygget tilliden i 25 Irula-landsbyer og støttet deres rettigheder efter de er blevet bortvist fra den skov, der ellers var deres hjem og levevej. Den største udfordring de møder er, at det er blevet nødvendigt at fremvise et community certificate for at få støtte til uddannelse højere end tiende klasse. Kumar forklarer, at dette er vejen frem, så de kan få bedre jobs end tilfældigt arbejde i markerne, hvor de tjener 10 kroner om dagen.

I de sidste to år har de oprettet 3 lektiehjælpscaféer med passionerede lærerinder. Mange af børnene er bagud i skolen, da de sidder adskilt fra børnene i de højere kaster. Det prøver RPWO at råde bod på.

I den første landsby vi besøgte møder vi Nandini, en pige der går i niende klasse. Hun er glad for at få hjælp til at lave sine lektier. Hendes yndlingsfag er tamilsk og hun vil gerne blive lærer en dag.

Sanju Kumarm, fra den anden landsby vi besøgte, er en dreng, der går i syvende klasse og som blev bedt om at rejse sig op. Han fortæller, at det gode ved tuitioncentret er at han får lavet sine lektier. Det at han er blevet bedre i skolen har givet ham mulighed for at få nye venner i klassen fra de andre kaster. Hvis han kunne blive lige det han ville, ville han blive læge og give gratis medicin til de fattige.

Vi afsluttede begge landsbybesøg med at dele skoletasker, penalhuse og notesbøger ud til børnene for at vise vores støtte til deres skolegang. Børnene fik øvet deres engelske og sagde fint "Thank you".