Indien (december 2013): Netværksmøde

Svalerne har i samarbejde med tre af partnerorganisationer dannet netværket CDT (Chengam – Denkanikottai – Thiruporur). Netværket et støttet økonomisk af CISU (Civilsamfund i Udvikling), og formålet med netværket er at kapacitetsopbygge de tre partnerorganisationer, som arbejder med stammefolket irula, således at deres daglige arbejde kvalificeres yderligere, og organisationerne får mulighed for at udveksle erfaringer og advokere for stammefolkenes rettigheder med samlet stemme.

Svalerne besøger netværket i alt tre gange i den tre-årige projektperiode, og på denne partnerskabsrejse havde vi fornøjelsen af at deltage i et netværksmøde. Og en fornøjelse var det virkelig! Alle tre organisationer inviterer frivillige, stammeledere og politisk aktive irulaer med til netværksmøderne. Således inddrager de altså målgruppen direkte i netværkets aktiviteter. Vi fulgte med på sidelinjen i de aktiviteter, der foregik, og blev enormt overvældede af det store engagement, alle deltagere udviste.

De tre organisationer har lederskabet et år på skift, og denne gang foregik mødet for første gang i Denkanikottai hos RDC. RDC havde sørget for at få en ressourceperson udefra til at lave oplæg og gruppearbejde for deltagerne. Det var en blanding af oplæg om samfundet generelt, gruppearbejde og sjove lege som skulle styrke sammenholdet og løsne stemningen op. Det fungerede særdeles godt, og alle deltog aktivt.   

Vi var også på et feltbesøg i en af RDC’s landsbyer, hvor de andre organisationer og deres medlemmer kunne se, hvordan RDC arbejder og høre om de resultater, der er opnået i landsbyen samt de problematikker, de oplever i dette område. To kvinder og en mand trådte frem og fortalte om deres oplevelser med samarbejdet med RDC. Efterfølgende fortalte medlemmerne af de andre organisationer, at det havde været en stor oplevelse at være på feltbesøg, og særligt de irulaer, som deltog i netværksmødet, fik stor inspiration og gå-på-mod til arbejdet i deres egne landsbyer.

Alt i alt en kæmpe fornøjelse at deltage i et CDT netværksmøde med så engagerede og dygtige folk!   

Nu sidder vi i Bangalore og venter på at tage ud i lufthavnen, hvorfra vi hver især vil flyve til andre destinationer i Indien for at holde ferie. Det har været nogle oplevelsesrige uger at arbejde for Svalerne, og nu er det tid til at fordøje alle indtrykkene.

Rigtig glædelig jul og godt nytår her fra Indien!

Indien (december 2013): Kampen om resurser og magt blandt de dårligst stillede

Der er sket store fremskridt i løbet af de 30 år, der er gået, siden Pia sidst var i Indien. Vores partnerorganisationer bekræfter indtrykket af, at dalitterne (kasteløse og andre lavkastefolk) har fået adgang til flere goder, og de står relativt stærkt, fordi de er så mange. Relativt, det vil sige set i forhold til nogle af de oprindelige folk. Irula er en ret lille ’stamme’. De udgør ca. 1% af befolkningen i Tamil Nadu. 3 af Svalernes 4 partnerorganisationer arbejder på at forbedre forholdene for irula. De beskriver alle irulaerne som meget beskedne og frygtsomme folk, som tager flugten, hvis de får problemer med andre.

 Ind imellem kommer det til åben konfrontation mellem dalitter og irulaer. Mrs. Muthu er irula og frivillig i RPWO, Rual Peoples Wellfare Organisation. Hun har over et par år fået forskellige former for træning i organisationen og i 2011 stillede hun op til valg i lokalrådet (Panchayatraj). Hun vandt en plads, og hun vandt ret stort, i forhold til modkandidaten, en dalit. Ikke så overraskende i betragtning af, at hun har skaffet landsbyen goder i form at ID papirer (Community Certificate), valgkort samt ’rationeringskort’, som giver adgang til en vis mængde gratis ris og flere andre ting.

En aften opstår der skænderi i landsbyen. Den mand, som var Mrs. Muthus modkandidat ved valget, tæver en kvinde. Som ward-medlem i Panchayatraj føler hun sig forpligtiget til at forsøge at standse voldsudøvelsen. Det var præcist, hvad denne mand havde planlagt, og han gennemtæver nu Mrs. Muthu i en grad, så hun får flere knoglebrud. Ingen i landsbyen hjælper hende. De gemmer sig i deres huse, fordi de er bange.

Lederen af RPWO hjælper hende, mens hun er på hospitalet og efterfølgende med at melde overfaldet til politiet. Efter nogen tid med yderligere trusler, beder overfaldsmanden hende dog trække anmeldelsen tilbage, fordi det tegner til at blive en stor sag, som vil stille ham og hele hans familie i et meget dårligt lys. Mrs. Muthu indvilger, hvilket angiveligt styrker hendes position i lokalsamfundet yderligere.

Er hun ikke bange? Jo, hun er bange, men hun fortsætter sit frivillige arbejde. Nu er hun kommet så langt i kraft af træning og støtte fra RPWO  og ”I det mindste vil jeg gerne prøve at gøre noget før jeg dør!”. Irulaerne bor omgivet af dalitter i landsbyen, og det giver anledning til mange konflikter. Irulaerne har nu fået tildelt er stykke jord udenfor landsbyen, men dalitterne hævder, at det er deres jord, og det kræverstadig meget arbejde med de lokale myndigheder, før det hele går i orden og irulaerne kan leve mindre udsat i Mrs. Muthus landsby.

Aviaja og Pia

Indien (december 2013): Besøg hos én af Svalernes partnere; RDC

Af Aviaja Mose

Vi er nu kommet mere op i højderne, hvilket tydeligt mærkes på temperaturen. Her er koldere, men luften er samtidig også blevet friskere. Vi er i en lille by ikke langt fra Bangalore, som hedder Denkanikottai. Turen hertil var lang og trættende, da vi var på farten i 12 timer. Det kunne mærkes den efterfølgende dag, hvor vi begge var udmattede og stadig kunne føle bussens rytme i kroppen. Vi klarede os dog igennem det 11 timer lange program for dagen. 

I Denkanikottai besøger vi vores partner RDC, som vi har støttet siden 2009. RDC arbejder ligesom SEAS med stammefolket irula. Til forskel fra de andre irulaer, lever denne gruppe tæt på skoven, som de oprindeligt har beboet og ernæret sig ved. RDC arbejder for at skabe økonomisk udvikling blandt irulaer ved at lære dem at forarbejde og sælge de produkter, de samler i skoven. Samtidig vægtes uddannelse højt samt oplysning om sundhed blandt unge piger, og RDC arbejder målrettet for at oplyse om farerne ved at gifte irula pigerne tidligt, såsom børnefødsler i en ung alder. Det er ikke unormalt, at pigerne giftes bort i en alder af 12 år. Målgruppen for RDC’s projekt er gruppen af irulaer generelt, men træningsprogrammerne er primært målrettet kvinder og unge piger.

Da RDC arbejder i landsbyer, som ligger afsides, og som de har svært ved at besøge regelmæssigt alle sammen, er deres tilgang at udvælge lokale irulaer fra hver landsby, som så kommer ind på kontoret til træninger regelmæssigt. Kontoret er åbent for alle, hvilket vi også oplever den første dag. Her starter vi med et møde på kontoret, og der er allerede en del irulaer (primært kvinder) tilstede, og undervejs kommer der flere til. Vi oplever, at RDC har et godt forhold til deres målgruppe, og at kontoret fungerer som et samlingssted. RDC ledes af et ægtepar, og de har deres lejlighed ovenpå kontoret. De fortæller, at de af og til har folk fra landsbyerne overnattende, hvis der er behov for det. Det vidner om stort engagement og åbenhed overfor målgruppen. Samtidig er ægteparret bag RDC oprindeligt fra andre områder i Tamil Nadu, men de har valgt at slå sig ned her langt fra familie og venner for at arbejde med stammefolket irula. Endnu et vidnesbyrd om deres store engagement. 

Billede 1: Møde på kontoret

Da vi er på partnerskabsrejse noget tidligere end normalt (rejsen plejer at foregå i januar/februar), får vi at vide, at det kan være svært at møde landsbyboerne om dagen. Der er fuld gang i høsten, og da flere af irulaerne i dette område enten lejer/ejer et stykke land eller arbejder som daglejere i marken, bliver vi nødt til at ankomme sent på eftermiddage til landsbyerne for at møde beboerne. Den første landsby, vi besøger, ankommer vi til lidt inden solnedgang. Der har været overskyet hele dagen, men hen på eftermiddagen klarer det op, og da vi når ud i landsbyen, er alting badet i et gyldent lys. Det får selvfølgelig det hele til at se mere idyllisk ud, end det i virkeligheden er. Men det er en landsby, hvor der er pænt og ryddeligt, og der er en vandpumpe samt elektricitet. Vi opholder os længere tid i landsbyen, end vi normalt gør, og det er vi rigtig glade for. Vi bliver inviteret ind i et af husene/hytterne og ser, hvordan kvinderne tilbereder det lokale måltid bestående af en afgrøde, der hedder ragi. Vi bliver også inviteret på mad. Det er dog ikke meget, vi kan spise, da sådan en omgang ragi ligger utrolig tungt! Efterfølgende har vi møde med landsbyboerne, og selvom landsbyen umiddelbart ser fin og velfungerende ud, bliver det også tydeligt, at det er svært for dem at spare op fx, da de kun lige har til deres daglige behov. Markerne omkring landsbyen er frodige og veldyrkede, men det er ikke irulaerne, der ejer dette stykke land – de arbejder blot i markerne og skal give halvdelen af afgrøderne til ejeren for at få lov til at dyrke jorden.

Billede 2: landsbyen

 

Billede 3: spiser ragi

Den anden landsby, vi besøger næste eftermiddag, ligger mere afsides. Vi starter med et uformelt møde med nogle af de ældre i byen, og vi bliver bl.a. præsenteret for en af stammelederne. Han er samtidig også helbreder, og han fortæller, hvordan han har helbredt flere af landsbyens børn, selv efter at de var blevet opgivet af hospitalet. Det er en lærdom, som går i arv fra far til søn, og han er nu ved at oplære sin søn i de hemmelige opskrifter. Senere møder vi en gruppe af kvinder, som har deltaget i RDC’s træning, hvor de har lært, hvordan de skal forarbejde de produkter, de samler i skoven, så de kan få flere penge for dem. Det er bl.a. en slags sæbenødder, som kvinderne lærer at gemme og tørre og derefter male til pulver, som kan sælges som shampoo til håret. Således kan de tjene det tredobbelte, end hvis de blot sælger med det samme. Kvinderne er allerede i gang med at bruge det, de har lært. Og de håber, at det kan give dem en stabil indtægt, som de i fremtiden kan bruge på at spare op og dermed forbedre deres livsvilkår.

Billede 4: stammeleder


















Vi er stadig i samme by, for senere i dag kommer vores partner SEAS samt vores partner RPWO, som tilsammen danner netværket CDT, som er finansieret af CISU i Danmark. Vi er spændte på at høre mere om, hvordan det er gået for netværket i løbet af dette år, hvad de har lært og hvilke planer de har for fremtiden.

Indien (december 2013): Gensyn efter 30 år

Af Pia Myrthue

I 1983 var jeg i Indien for Svalerne for første gang. Her mødte jeg 4 engagerede socialarbejdere, som organiserede kasteløse, jordløse og andre af de mest fattige ude i landsbyerne. De ville meget gerne søge støtte hos Svalerne og efter nogen diskussion med vores øvrige partnere her i Tamil Nadu, blev det besluttet at støtte SEAS, som de kaldte sig. Her 30 år senere har jeg haft den kæmpestore glæde at møde dem igen. Ikke kun fordi gensynet er sjovt, og de er nogen dejlige mennesker, men især fordi de fortsat arbejder utroligt engageret og kvalificeret. Det er ydermere et godt tegn, at lederen Samuel Selvam fortsat bor meget beskedent. I 2010 fik han i øvrigt prisen som 'Best Socialworker in India' og senere 'Man of Humanity 2012'

Det er ikke den organisation, som vi får de mest strømlinede rapporter fra. Til gengæld er der ikke tvivl om kvaliteten af deres arbejde, når man er med dem på besøg i landsbyerne. Eller rettere periferen af landsbyerne. Nu arbejder de nemlig med Irulaer, som er mennesker, andre kan koste rundt med. Irulaer er et såkaldt oprindeligt folk, som kommer oppe fra et bjergområde mod grænsen til nabostaten Kerala. Siden de er blevet bortvist fra bjergene, har de fortrinsvis ernæret sig ved at fange rotter og slanger, og i dag er det det, de er mest kendte for. Kun få af dem har faste bosteder / retten til den jord, de bor på. Det er så en af de ting, SEAS hjælper dem med.

Aviaja og jeg fik i øvrigt lov til at se nogen af slangerne hos en af de Irula-grupper, som vi besøgte!

En anden, synes vi, ret genial måde at integrere Irulaer på, er ved at udstyre dem med ID-kort, som beviser, at de er medlem af en såkaldt Sangam (iværksat af SEAS). En Sangam er en lille forening af mennesker fra det samme lokalområde. En af de irulaer, vi mødte, fortalte, at kortet havde reddet ham fra at miste sin knallert. Han blev taget af politiet for at køre uden kørekort. Kørekort får man nemlig kun, hvis man har gået i skole i mindst 5 år. Han blev så bange, at han tilbød betjentene, at de bare kunne tage knallerten. Dog fandt han på at vise betjentene sit Sangam ID-kort, hvilket gjorde, at de lod ham køre.
I øvrigt er det nok temmelig usædvanligt, at en Irula ejer en knallert.

SEAS arbejder altid på flere niveauer, fra det helt basale niveau, hvor de hjælper med umiddelbare problemer, som for eksempel at løse konflikter med naboer, over etablering af sangams og selvhjælpsgrupper (hvor man laver en fælles opsparing, som medlemmerne kan låne af) og til det niveau, hvor de etablerer en føderation af Irula grupper, så de på den måde får større gennemslagskraft.

Slutteligt et billede af Samuel Selvam med familie: Kone, 2 sønner, 2 svigerdøtre og 3 børnebørn + Aviaja og Pia
Kærlig hilsen fra os!

Indien (december 2013): Ankomst

Det er atter blevet tid til partnerskabsbesøg i Indien! Denne gang er Pia og Aviaja taget af sted for at besøge de fire partnere, Svalerne støtter i Tamil Nadu, Sydindien. Pia har været koordinator i Svalerne for omkring 30 år siden, og var i forbindelse med dette på partnerskabsrejse i 1983. Hun har ikke været i Indien siden, så hun er meget spændt! Særligt på at møde partneren SEAS, som hun kan huske fra dengang. Aviaja var på partnerskabsrejse for to år siden, så hun har mødt alle fire partnere før.

Vi ankom i Chennai lige omkring midnat mellem d. 4. og 5. december. Vi ventede længe på vores bagage i lufthavnen, da der var utrolig meget bagage i forhold til passagerer! Vores teori er, at alle havde brugt deres mulighed for at tage 2 x kuffert på 25 kg med, som netop er tilladt hos Lufthansa. Og tillige masser af håndbagage! Flyturen gik nogenlunde smertefrit. I Chennai tog vi straks en taxa til strandbyen Mahabalipuram, hvor vi fik vækket en stakkels medarbejder på det guesthouse, Svalerne plejer at benytte her. Vi blev indlogeret på vores værelser og gik straks til ro.

Vi havde dog begge svært ved at sove, men heldigvis bød den første dag ikke på andet end forberedelse og indkøb af diverse ting til turen. Vi vågnede op til 25 grader og overskyet vejr og blev enige om, at det er perfekt arbejdsvejr!

I dag skal vi først mødes med vores tolk Rohan, som er ny i Svale regi, men som er blevet anbefalet af en god tolk fra sidste år. Vi er spændte på at møde ham. Når man er på partnerskabsrejse, er det vigtigt, at kemien er god, da det er meget intenst at arbejde på denne måde. Samtidig er det også vigtigt, at tolken er god og har forståelse for det arbejde, Svalerne udfører. Men vi tror og håber, at det er et godt match med vores nye tolk! Til frokost skal vi mødes med medarbejderne i SEAS og have et møde med dem. Vi starter med frokost, så alle kan lære hinanden at kende på en uformel måde, og derefter holder vi et mere formelt møde, hvor SEAS’ 3-årige projekt skal diskuteres. Først i morgen skal vi på landsbybesøg.

Vi glæder os meget til at starte arbejdet, og når vi har talt med SEAS og besøgt landsbyer, skriver vi selvfølgelig igen! På genhør! Pia og Aviaja