Partnerskabsbesøg i Indien (januar 2020) - en rejse er slut og Svalerne flyver atter hjem til DK

Af Helena Birkholm og Marie Vahl



Vi takker hermed af fra dette års partnerskabsbesøg. Det har været en fantastisk rejse i Sydindien, hvor vi er kommet helt derud, hvor ingen turister plejer at komme og er blevet lukket ind i folks hjem og hjerter på en måde, man ikke er vant til derhjemme. Med forsikringer om, at vi håber at komme igen næste år, siger vi 'farvel og vi ses' til køer, båthorn og "deluxe" bumlebusser på vejene. Den lækre Sydindiske mad, der består af ris, dosa og idlis med masser af sambar (der rigtig nok smager bedst, når det spises med fingrene). Vi overlader Svalernes partnere til endnu et år med det hårde arbejde, som de gør så fantastisk godt!

Partnerskabsbesøg i Indien (januar 2020) - BESØG HOS SEAS

Af Helena Birkholm og Marie Vahl
(udgivet med forsinkelse pga. dårlig internetforbindelse i Indien)

Ovenpå Pongal-festivallen, som er en høstfestival er vi landet i Mahabalipuram med et glædeligt gensyn med vores dygtige tolk Ajmal.

SEAS er en af Svalernes partnere helt tilbage fra 1980'erne. Det er en organisation, som arbejder i 23 landsbyer langt ude i landdistrikterne, med at oprette lokale foreninger, der skal hjælpe landsbyerne med at stå sammen politisk og kræve deres rettigheder. Vi har besøgt i alt 5 landsbyer, som alle havde nogle spændende og uretfærdige historier at dele. Det er tydeligt, at de landsbyer med det bedste samarbejde kommer længst. F.eks. havde en landsby fået 8 færdige huse og en brønd finansieret af regeringen, mens en anden var blevet snydt af bygherren, som kun lige havde bygget nok til at tage et fint billede af huset forfra som bevis til at få betaling fra regeringen.



Her ovenfor er et billede af Gheeta og hendes bedstemor. Begge forældre arbejder som daglejere for omkring 20 kroner om dagen. De er heldige at arbejde i nærheden og kommer hjem kl. 16 hver dag.

På vej videre fra en landsby var vi så heldige at vi havde tid til at kigge ind forbi skolen. Fordi alle de andre i området har sendt deres børn i privatskole, risikerer Irulaerne at skolen lukker fordi der kun er 6 elever tilbage. SEAS lovede læreren, at de vil lægge pres på beslutningstagerne, så børnene ikke skal til at tage de upålidelige busser hver morgen.

Partnerskabsbesøg i Indien (januar 2020) - BESØG HOS RDC

Af Helena Birkholm og Marie Vahl
(udgivet med forsinkelse pga. dårlig internetforbindelse i Indien)

Efter en ordentlig bumletur i bussen er vi nu ankommet til det køligere klima i bjergene. Byen hvor vores partner RDC holder til hedder Denkanikottai. Den er omringet af dybe skove, hvor vilde elefanter vandrer efter bambus og en udfordring for beboerne er faren for slangebid. Vi tilbragte første aften ved at se solnedgang i byens moské efterfulgt af Dosa med lækker kokoschutney.

Dagen efter gik turen til vores partner RDC, som arbejder med at Irula-stammerne skal bibeholde deres ret og adgang til skovens ressourcer, såsom honning, naturfarver og naturligt shampoo, som kvinderne herefter forarbejder og sælger. Vi besøgte to landsbyer: Kottaiyurkollai og Tholuvapettai.

I Kottaiyurkollai fik vi indblik den indiske regerings implementering af en lovgivning, som giver restriktioner for stammefolkene i skovområder, som de ellers plejede at havde adgang til. Dette gør landsbybeboerne ekstra sårbare, da det påvirker deres indkomst og samtidig er de nødsaget til at søge sæsonarbejde langt væk hjemmefra. Vi snakkede med en familie bestående af 11 medlemmer, som alle havde været afsted, men hvis arbejdskraft desværre blev udnyttet i form af menneskeslaveri i 6 år. RDC havde fået dem fri og sørget for at regeringen havde udbetalt den støtte, som familien havde krav på (ifølge loven skal regeringen hjælpe ofre for bonded labour med økonomisk støtte samt land og job i det offentlige).

I Tholuvapettai ser alle husene ens ud, da de er støttet af regeringen. Desværre var toiletterne bygget så dårligt, at de ikke kan benyttes. Derfor går landsbybeboerne i skoven, når de trænger.

Vores partner RDC er stærke i deres rettighedsbaserede arbejde med Irula-stammefolkene, og det var spændende at få indblik i en verden hvor der - til trods for få ressourcer - formås at give udsigt til en bedre fremtid.

Vi er nu sultne, og ville nyde den sidste dag i det køligere klima med (endnu) en dosa, inden vi imorgen har (endnu) en 6 timers bumletur foran os.

Partnerskabsbesøg i Indien (januar 2020) - BESØG HOS RPWO

Af Helena Birkholm og Marie Vahl (udgivet med forsinkelse pga. dårlig internetforbindelse i Indien)

I de sidste par dage er vi blevet både blomsterkranse og håndklæder rigere, da det er sådan man bliver modtaget og velsignet af vores partner RPWO (Rural Peoples' Welfare Organisation). Organisationen er ledet af det mest passionerede makkerpar nogensinde, Mr. Kumar og Mr. Varudhan. Kumar har gennem 20 år opbygget tilliden i 25 Irula-landsbyer og støttet deres rettigheder efter de er blevet bortvist fra den skov, der ellers var deres hjem og levevej. Den største udfordring de møder er, at det er blevet nødvendigt at fremvise et community certificate for at få støtte til uddannelse højere end tiende klasse. Kumar forklarer, at dette er vejen frem, så de kan få bedre jobs end tilfældigt arbejde i markerne, hvor de tjener 10 kroner om dagen.

I de sidste to år har de oprettet 3 lektiehjælpscaféer med passionerede lærerinder. Mange af børnene er bagud i skolen, da de sidder adskilt fra børnene i de højere kaster. Det prøver RPWO at råde bod på.

I den første landsby vi besøgte møder vi Nandini, en pige der går i niende klasse. Hun er glad for at få hjælp til at lave sine lektier. Hendes yndlingsfag er tamilsk og hun vil gerne blive lærer en dag.

Sanju Kumarm, fra den anden landsby vi besøgte, er en dreng, der går i syvende klasse og som blev bedt om at rejse sig op. Han fortæller, at det gode ved tuitioncentret er at han får lavet sine lektier. Det at han er blevet bedre i skolen har givet ham mulighed for at få nye venner i klassen fra de andre kaster. Hvis han kunne blive lige det han ville, ville han blive læge og give gratis medicin til de fattige.

Vi afsluttede begge landsbybesøg med at dele skoletasker, penalhuse og notesbøger ud til børnene for at vise vores støtte til deres skolegang. Børnene fik øvet deres engelske og sagde fint "Thank you".

Partnerskabsbesøg i Indien (januar 2020) - BESØG HOS CPPD

Af Helena Birkholm og Marie Vahl
(udgivet med forsinkelse pga. dårlig internetforbindelse i Indien)

Vi får drukket chai og taget en masse selfies med inderne vi møder på vores vej både i templer og de nedslidte offentlige busser. Jackfruit er det lækreste Helena har smagt og Marie fik trådt i en kokasse, så alt er som det skal være. Heldigvis var det jo en hellig ko, så det er sikkert bare et godt tegn.

I de sidste par dage har vi været på besøg hos vores partner CPPD i Chidambaram. Organisationen har med støtte fra Svalerne hjulpet fattige kvinder i området til at låne penge til at investere i køer, der med tiden kan blive til mange kalve. Der er oprettet et opsamlingssted for mælk og kvinderne har modtaget træning i at håndtere opsparing, så de ved at låne fra gruppen får råd til livets nødvendigheder, såsom bryllupper, hospitalsregninger og uddannelse.

Derefter tager vi til en landsby, der blev bygget i 2010 af en anden NGO, som nu har stoppet deres arbejde i området. I stedet samarbejder CPPD med dem. En ældre kvinde viser os, hvordan de "blindfisker" efter rejer og krebs uden at kunne se hvad der sker i det mudrede vand. Det foregår på alle fire og kan kun gøres 6-8 måneder om året. Resten af tiden må de ty til lån og arbejde som daglejere langt væk herfra.

I nærheden møder vi også en mand, der med hjælp fra CPPD har bygget sig en krabbefarm. Det var ildeset blandt fiskerne at stammefolket ønskede at benytte landområdet, men med lobbyarbejde fra CPPD blev problemerne løst, og nu har de en fin indkomst fra farmen.

Partnerskabsrejse til Indien - januar 2020 - BESØG HOS CPPD

Af Helena Birkholm & Marie Vahl

Vores ankomst har meldt sig i Indien og efter skiftende hedeture, og forbløffelser over hvor mange man kan samle sig i en tuktuk og indernes rytmiske hovedrysten under alle samtaler, ankom vi til Mahaballipuram. Det er en lille fiskerby med et præg af turisme. Dette er vores pitstop inden turen går til vores første partnerskabsbesøg, CPPD, bedre kendt som Centre for Peoples' Participation and Development. Vi mødes med vores tolk Ajmal, som er en ven af Chennais svale, Leslie. Han introducerer os for '65 krydret blomkål og masala champignoner, og over de varme retter fik vi drøftet Svalernes såvel som hans eget arbejde, og planlagt morgendagens rejse.

Næste dag går turen mod Chidambaram, det foregår ved at man stiller sig på hovedvejen og håber en bus kommer forbi i den rigtige retning. Imens vi ventede fik vi smagt på idli, en typisk sydindisk morgenmad, som særligt Helena blev rigtig glad for. Også busserne kan være pakkede, der blev klemt mange familier ind. Marie kom op foran, Ajmal synes hun ligner en god co-pilot. På et pitstop fik vi også turens første chai - brændende varm skulle den slupres ned i 30 graders varme.

Eftermiddagen gik med at finde et hotel og udforske Chidambarams store tempelkompleks. Der er ikke mange dage til årets Pongal festival, så hotellerne er fulde, templet ligeså. Bestemte statuer i tempelkomplekset var blevet malet hvide, og malerne havde travlt med det nye lag farver til det nye år. Musikerne øvede sig i gangene og vi var så heldige at nyde solnedgangen ved trappebrønden i midten.