"Tag pengene og stem på den du vil" // Blog 5 - partnerskabsrejse Indien 2016

Til venstre. Mrs. Muttu og til højre den ældre mand, der ikke fik lov at afgive sin stemme ved sidste valg

De sidste rejsereflektioner...

”Tror du de vil låne min kniv?”, spørger Morten. Et stort bander er blevet bredt ud på bordet i konferencehallen på Ammayaii Hotel i Tiruvannamalai. Bagved bordet sidder godt 30 mænd og kvinder på røde og (det, der engang har været) hvide plactikstole. 

Vi er til den sidste CDT-trænning i det tre år gamle Irula-netværk, og arrangørerne er pt, ved at hænge et stort bander op, bag ved det bord, hvor resurseperonen Mr. Engalis skal sidde. 

Supported by the Swallows-SISU, står der på banderet og jeg forsikrer Raj (fra RPWO), der sidder ved siden af mig for at oversætte, om, at det ikke gør noget, at de er kommet til at stave CISU med S.

Imens har Durrai fra den anden af de tre organisationer i netværket, SEAS, fået slidt noget snor over, på en skarp metalkant og banderet er kommet op at hænge uden Mortens kniv. 

På stolene ved siden af mig, kan jeg genkende flere ansigter fra landsbybesøgene i de foregående to uger. Blandt andre Mrs. Muttu, der er en bestemt og smilende kvinde, og som som også er forkvinde for RPWOs Irula-føderation. Trods politisk modstand (her forstået både fysisk og psykisk) kæmper hun ukueligt videre, og har bl.a. været medvirkende til at få etableret et vandtårn i sin landsby. 

Og så er der den ældre mand på første række, med hvidt skæg og bekymrede øjne. Ved mit besøg i hans enklave, fik han et mindre vredes udbrud da jeg spurgte til valget i 2011. Ved sidste Panchayatvalg, havde han og flere af hans naboer ikke fået lov at stemme. Da de var ankommet til valgstedet, fik de at vide, at de allerede hadve stemt (...) og, at de jo derfor ikke kunne afgive deres stemme igen. Den ældre mand blev meget sur og var nær endt med at få bank, af dem, der havde ’stjålet’ deres stemmer. 

Trænning i at få ret

Mr. Angelis er, ligesom ved flere tidligere CDT-træninger, ressourceperson til disse to sidste trænningsdage. Temaet er særligt centreret om politisk forståelse og deltagelse.

Dagen åbnes af Samuel Selvam (SEAS), der understreger, at det er vigtigt, at Irulaerne står sammen og i fællesskab kæmper for deres rettigheder i en stor føderation på tværs af de tre organisationer i CDT-netværket: RDC, SEAS og RPWO.

Særligt er det land/jordrettigheder til det område, hvor  man bor, som Irulaerne oplever som det væsenligste fælles problem. 

Mr. Angelis følger op på Samuel Selvams opfrodring til at danne fælles front. Han fortæller, hvordan en gruppe kvinder i nabostaten Kerala, har haft held til at få rettigheder til jorden gennem en opfindsom aktion. Kvinderne hængte reb op i gummitræerne i deres område. Det var en trussel om, at kvinderne ville hænge sig, hvis ikke de fik ret til jorden. Ingen ville åbenbart havde et kollektiv selvmord på samvittigheden og aktionen blev en succes: Kvinderne fik ret til jorden.

Kan Irulaerne ikke kopiere den aktion, hvisker jeg til Raj. Han kigger skeptisk på mig henover brillen. ”Nej,” siger han ”Vi har ingen gummitræer i vores område”, siger han med et spidsfindigt smil. ”Vi må være innovative på vores egen måde”, understreger han, og vender igen blikket mod Mr. Angelis.

En opmærksom lytter

Tag pengene og stem på den du bedst kan lide

Et andet centralt emne er deltagelse i det politiske system. Får irulaerne lov til at bruge deres stemmeret? Føler de den nytter noget– og forstår man overhovedet det politiske system i verdens største demokrati?
Det sidste vil jeg ikke bebrejde nogen for. Så jeg lytter opmærksomt efter Mr. Angelis indføring i de forskellige demokratiske organer og processer i Indien.

”I skal forstå sammenhængen mellem jeres stemme på en politiker og vedtagelsen af nye love” siger Mr. Angelis og benytter Forest Right Act som eksempel, fordi den har indflydelse på muligheden for mange Irulaers jordrettigheder. 

Der er også store problemer med, at folk forsøger at købe Irulaernes stemmer. Det er typisk et sted mellem frugt og mad til 500 rupees (50 kr.), som politikere, eller partisoldater, forsøger at købe Irulaernes stemmer for. 

”Tag pengene og stem på den du bedst kan lide”, lyder Mr. Angelis råd. Ved siden af hører jeg Morten, der er født og opvokset i Tyskland, reflektere over det scenarie. 

”I Tyskland lover politikerne også ting de ikke holder, men der får man ikke engang penge”,mumler han, og Raj løfter øjenbrynet og kigger igen skeptisk og småsmilende hen på os. 

Pengal Talivi

Da træningsdag 2 er forbi, og Morten og jeg, lettere forvirret og som repræsentant for Svalerne har sagt vores ’ode of thanks’, henvender  Mrs. Muttu sig til mig. 

Tydeligt frustreret peger hun på mig og derefter sig selv. Hun kan ikke engelsk. Jeg kan ikke Tamil. 

Næste gang jeg kommer, får hun oversat af Samuel, så synes hun, at jeg skal have lært Tamil. Så vi kan tale sammen, undertreger hun. Og jeg er helt enig.  

Jeg vil sku også gerne kunne tale ordentligt med dig, siger jeg (og ægrer mig over, at have et håbløst sprogøre). Næste gang, nikker vi til hinanden.

Og så lærer jeg det første egentlige tamilske udtryk (udover almene høflighedsfraser): Pengal Talivi.

Stærk kvindelig leder.

Deltagerne til den sidste CDT-træning, her samlet på et fælles gruppefoto.

Tanja 

Den tid på måneden// Blog 4 - partnerskabsbesøg, Indien 2016

Badeværelse, jeg blev henvist til en af de gange jeg forsøgte at opstøve et toilet... 

• 19. november blev i 2013 udnævnt som World Toilet Day og skal sætte fokus på vigtigheden af sikre og hygiejniske toiletforhold. 
• Ifølge FN har 1 ud af 3 personer i verden ikke adgang til et rent og sikkert toilet.
• Ifølge The Indian Express har 60 % af befolkningen i Indien ikke adgang til private og sikre toiletter.
• Det vurderes, at der på verdensplan dør omkring 1.000 børn om dagen på grund af ringe sanitære forhold.

Tabu, toiletter og kvindelig hygiegne

For ti år siden befandt jeg mig i en ligegyldig, beskidt og kaotisk by i sydinden sammen med min bedste ven. Jeg var 20 år og det var mit første rigtige rygsækeventyr ud i verden. Og selvom jeg ellers havde et tæt forhold til min ven, havde jeg ikke rigtig lyst til at involvere ham i problemstillingen: Jeg havde ikke flere bind! Så jeg smuttede ud på gaden alene, for at opstøve nogle. 

Men hvor? 

Derhjemme ville jeg købe dem i supermarkedet. Men på det tidspunkt havde jeg stadig ikke set et eneste supermarked i Indien. Der var kun de små gadekiosker. Jeg stirrede intenst på hylderne: Sæbe i små poser. Skinnende karameller i plastikbøtter. Brød. Kiks i massevis.

Men ingen bind. 

Videre til næste gadesælger. Sådan fortsatte jeg ned ad gaden. 

Det gjorde det ikke lettere, at de ikke snakkede engelsk og jeg ikke et ord Tamil. Eller, at vi nogle dage forinden havde stået og lavet ’tørre sig i numsen’ fagter, for at skaffe mere toiletpapir, hvilket inderne, der kun bruger vand, naturligvis ikke forstod noget som helst af. (Tip: lær at bruge vand, eller spørg efter ’tissue paper’).

Endelig spottede jeg noget i et af de små gadeudsalg. På øverste hylde bagerst i butikken stod en pakke bind. Med fagter og pegen fik jeg forklaret, at det var dén deroppe, som jeg gerne ville have fat i. Manden i kiosken, blev febrilsk og forvirret og brugte udelukkelsesmetoden, og pegede på samtlige andre produkter på reolen, før han endelig konkluderede, at det var den støvede pakke bind, jeg var ude efter. Lettet og forlegen tog jeg imod den. 

Og så undrede jeg mig. Hvorfor var den så støvet? 

Hvor købte de indiske kvinder selv bind? 

Bruger de indiske kvinder ikke bind? 

TED TALK: Arunachalam Muruganantham: How I started a sanitary napkin revolution!

Kvindelige konsekvenser 

I dag koster en pakke bind i Indien cika 35 rupees (for 15 stk). Det svarer til 3 kroner og 50 øre. 

Eller i indisk kontekst; tre en halv kop the, et måltid mad, eller 35 af mine nye yndlings karameller med kaffesmag.

I et land, hvor over 20 % af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen betyder det naturligt nok, at ikke alle kvinder i Indien har råd til en månedlig pakke bind eller mere. 

Som Arunachalam Muruganantham forklarer i ovenstående tedtalk er det for mange indiske kvinder et spørgsmål om at købe ordentlig nærende mad til familien eller bruge pengene på bind.

Så mange indiske kvinder bruger ikke bind. Og nogle kender slet ikke til dem.

I følge Gowri, den kvindelige leder af organisationen Rural Development Council (RDC), benytter mange af Irulakvinderne, som organisationen arbejder med at oplyse om hygiegne og sundhed, sig af stofklude. (Det samme gælder for øvrigt også for mange andre indiske kvinder). Stofklude er naturligvis meget mere miljørigtigt end at bruge bind, men ikke just hygiejnisk. I hvert fald ikke, hvis kludene ikke bliver vasket og tørret ordentligt.

I det distrikt, hvor RDC arbejder døde en kvinde. Hun havde ikke vasket stoffet hun brugte under sin menstruation ordentligt, og da hun tog det i brug igen ved næste cyklus, blev hun inficeret af orm. Det vidste man dog først senere. Kvinden blev tykkere og tykkere, og der blev snakket. Var hun mon gravid uden for ægteskabet? Men så døde hun. Det viste sig at være et særligt slemt tilfælde af orm, som hun var død af. 

Det er fem år siden nu. Heldigvis fik det, den konsekvens, at flere lokale organisationer og myndighederne har sat fokus på kvindelig hygiejne, og sundhed.

Hos RDC har man med støtte fra svalerne afholdt gruppemøder med piger i puberteten i de afsides landbyer i Nilgiri bjergene. 

Når RDCs medarbejdere kommer til landsbyen samles pigerne gerne. Så er der måske 15 til at starte med. Når RDCs medarbejdere begynder at fortælle om menstruation, eller hvordan man bruger de bind, som et statsfinasieret program distribuerer gratis til pigerne, så bliver pigerne forlegne og fordufter langsomt. Tilbage bliver som regel 2-3 stykker. Men det er helt sikkert, at de andre piger efterfølgende opsøger de mere modige piger, der er blevet gennem hele mødet og spørger: Hvad sagde de? 

Og egentligt er det heller ikke så underligt, at det er svært at snakke om. Og slet ikke i en stor gruppe. Gowri og en ung læge, der arbejder på den mobile sundhedsklinik, griner højlydt, da jeg siger, at jeg lærte om bind og seksualundervisning i skolen. ”Det ville jo betyde, at nogen turde undervise i det offentligt!” siger de og ser ud som om det er det mest utænkelige, de kan forestille sig.

Og i Irulalandsbyerne, er det heller ikke noget mødre og døtre snakker meget om. Og det er ikke unormalt, at en teenagedatter, holder en graviditet skjult for sine forældre, og moderen først opdager det når hun er så langt som 7.-8. mdr. henne. 

Færre og farlige toiletforhold for kvinder

På vej til Tiruvannamalai, hvor vi skal fange en bus i et kæmpe kryds skal jeg tisse. Det skal jeg altid ved udsigten til en bumlende bustur, som jeg  ikke rigtig kender længden af, eller ikke ved om der vil være stop undervejs. ‘Nervøs blære’, hedder det vist. 

Jeg diskuterer lidt frem og tilbage. Mest med mig selv. Kan jeg ikke bare lige gå om bag de buske der. Bussen kan komme hvert minut, så hvis jeg bare smutter derom, hvor jeg allerede har set flere mænd gå hen.... Morten lader ikke til at være generet af planen. Han skal nok holde øje med taskerne. Men vores tolk, Rohan, for et nærmest panik-agtigt udtryk i øjnene, da han forstår hvad jeg har i sinde. Nej. Buske er kun for mændene. 

Og Rohan har sine grunde til at stoppe mig, dels bliver det opfattet som ganske upassende, for en kvinde at ‘gå på toilet’ så synligt. Dels er der et sikkerhedsissue. I indien voldtages i gennemsnit en kvinde hver 30. minut. Og fordi kvinder, der ikke har adgang til toiletter venter til om aftenen, hvor de mindre synligt kan gå afsides og ‘toilette’ er det et tidspunkt, hvor de er lette(re) ofre. 

Så jeg må krydse en firsporet indisk motorvej, forbi fem tykke vagter, der mener, at jeg kan låne et toilet inde i en form for busbygning. En kvinde bliver sat til at følge mig ind gennem et skummelt mørkt rum, hvor to mænd sover, og ind på et toilet med dør og vand. Kvinden kigger opgivende og overbærende på mig, og jeg forstår, at det ikke er normal kutyme, at random kvinder bliver inviteret ind på dette toilet. Da jeg igen er tilbage har vi misset den første bus mod vores destination, og jeg bliver irriteret og forvirret. Hvorfor skal det være så besværligt? 

På de næste busture, forsøger jeg ikke at drikke så meget vand (det får man hovedpine af), for jeg har da ikke lyst til at være besværlig. Og naturligvis heller ikke være en kulturel ignorant type, der i bogstaveligste forstand pisser på folks normer og regler. 

When in Rome...

Men hvad gør de indiske kvinder? Svaret er simpelt.

Ifølge de indiske kvinder jeg taler med, er der to måder at tackle de dårlige toiletforhold på. 

1) Lad vær med at drikke vand, når du skal rejse og derfor har begrænset adgang til klamme toiletter.  

2) Bliv hjemme.

Det sidste vælger en hel del piger at gøre hver måned, fordi deres skole ikke har ordentlige toiletter, fortæller Gowri, fra RDC.

Selvom det i dag er et lovkrav for skolerne i Indien at have separate herre- og dametoiletter, er dette dog kun tilfældet på 70% af skolerne. Og så er det for øvrigt ikke et krav, at der er rindende vand på toiletterne, hvilket gør, at mange piger vælger at undvære skole når de menstruerer. Det betyder naturligvis, at de stilles ringere end de drenge de studerer sammen med.  

Når man som jeg ikke bare kan blive hjemme, så opstår endnu et problem: Problematikken om, hvor man smider bindene ud, hvis man altså bruger sådan nogle. For indiske toiletter har ikke skraldespande. Men det er en længere historie og  forhåbentlig kommer der en dag et længere journalistisk produkt fra min hånd om menstruationens rolle – kulturelt, økonomisk og klimamæssigt.

Tanja

Statusopgørelse i Denkanikottai / Blog 3

Tanja og Morten sammen med RPWO teamet foran deres kontor udenfor Thiruvannamalai

Efter nogle varme dage (og endnu varmere hotelværelser) i tempelbyen Thiruvannamalai, hvor vi besøgte den anden af Svalernes efterhånden mangeårige partner RPWO (Rural Peoples Welfare Organization) og vores nye partner-organisation RPDS (Rural People Development Society), og Morten ellers lå syg en dag med de klassiske symptomer de fleste Indiensrejsende kender nøje (kendt som Delhi belly), nyder vi nu det køligere klima i højlandet, hvor Denkanikottai ligger, og hvor vi lige nu gør os klar til at besøge RDC i de kommende dage, den tredje af Svalernes nuværende partner-organisationer i Tamil Nadu.

Mr. Selvarasu forklarer Tanja og vores tolk Rohan hvordan mikrolån fungerer i haven af RPDS´ kontor

Da vi (indholdsmæssigt) siden sidste indlæg på denne blog, også har besøgt den potentielt nye partner-organisation Tea Trust, er vi både tids- og indholdsmæssigt ved at være halvvejs i vores rejse. Dermed har vi nået et passende tidspunkt til en første, lille statusopgørelse på det projekt vi er i gang med. 

Indisk socialarbejde – organiseret kaos med hjerteblod og en tråd til højere (eller udenlandske) magter

Hvis tendensen fortsætter, kunne det blive lange og seje forhandlinger ved Svalernes kommende bestyrelsesmøder, omkring spørgsmålet, hvilke (især nye) organisationer der skal gives støtte til! For det er helt tydeligt; støtten ville hver gang lande et tørt (og varmt) sted. Alle organisationer og deres formænd og medarbejdere vi har mødt indtil videre, er inspirerede væsener, kompetente og erfarne i deres arbejde og har hjertet på rette sted. Nogle gange i forskellige blandingsforhold. Således synes det tydeligt at både SEAS og RPWO's medarbejdere er fuldhjertet ved sagen og har et stort kendskab til og respekt for de folk de arbejder med. At de arbejder på en måde, hvor de nærmest selv bliver en del af landsbyenklaven og således operer indefra og udadtil i deres advokerings- og oplysningsarbejde for Irulaerne, bliver tydeligt, når man ser dem interagere med Irulaerne i de landsbyer vi besøger. På deres asketiske kontor-fasciliteter og (fraværet af) andet udstyr kan vi også se, at de nok ikke har flere penge end den støtte Svalerne giver. Denne hengivenhed, hvor de både planlægger meget langsigtet og samtidig prøver at gøre det hele på engang (med et pænt ord, kunne vi attestere dem en ”holistisk tilgang”), resulterer typisk i at det de faktisk gør, er det der situativt synes påtrængende (såsom kompensation for vandskader eller konkret konflikt-mægling), hvorved der både kan opstå divergens mellem de fra svalerne ønskede handlings-planer og de faktiske handlinger, ligesom det hele set udefra derfor godt kan virke lidt kaotisk, langsomt og uigennemskueligt.

Landsbybesøg med SEAS

Helt anderledes er ”blandingsforholdet” hos vores potentielt nye partnere. Både RPDS og Tea Trust er velfungerende, godt strukturerede organisationer, der kan fremvise konkrete bedrifter og dermed beviser kompetencen til at udføre de projekter de har ansøgt svalerne om. RPDS manden Mr. Selvarasu viste sig som ekspert i statsstøttede projekter og fonds-midler og fungerer nærmest som en slags ”outsourced” statslig projektkoordinator. Vi kunne konstatere, at han både fordeler statsstøttede mikrolån (samt efter eget udsagn ud af egen lomme) og har en statsfinanseret skrædderskole i forlængelse af kontoret i Chengam, ved siden af mange successfuldt gennemførte projekter før i tiden. At han vil være i stand til at organisere uformel undervisning til børn der er droppet ud af skolen, som er det projekt han har ansøgt om, har vi derfor al grund til at antage.

Mr. Arphutam fra Tea Trust giver os en varm velkomst med skilt og det hele

Stifteren af Tea Trust, Mr. Arphutam (navnet betyder ”vidunder” på dansk), som vi mødte i hans kontor/hus i Reddypaiam, viser sig til fulde at leve op til sit navn. Tea Trust's flagskib er den velfungerende skole, han enemand har stampet ud af Sydindiens støvede sand. Mens han for 30 år siden begyndte med at undervise 20 lokale børn i en bambushytte, er han nu forstander for en stor, flot skole med 230 børn, hvoraf mange kommer langvejsfra og bor i det til skolen hørende hostel. Selve bygningen og grunden er finansieret med støtte fra 4 forskellige nationer, mens den daglige drift er sikret fra en privat donor i Tyskland – og det blev også tydeligt at Mr. Arphutam forstår at smigre potentielle donorer. Den velformulerede ansøgning svalerne fik, blev skrevet af hans svigerdatter Kaila, der til daglig er advokat og ligeledes er tænkt at stå for det projekt Svalerne har mulighed for at finansiere og vedrører juridisk støtte og oplysning til voldsramte kvinder i samme landsby.

Her svarer børnene på Tea Trusts skole på spørgsmålet om, hvis forældre arbejder i murstensproduktionen

Vi kunne således konstatere, at de to nye organisationer i sig selv er velfungerende og kompetente, men synes det er meget svært at vurdere i hvilket omfang kvinderne i Reddypaiam har behov for juridisk oplysning og støtte i det ene tilfælde, eller stenbrudsarbejdernes børn mangler mulighed for normalt skolegang i det andet. Mens en enkelt eftermiddag kan være knap nok tid til at komme rigtig under huden på organisations-medarbejdere man møder for første gang og der samtidig flyver rundt med en fra den ene aktivitet til den næste, mens man bliver overdynget med tørklæder, girlander og andre hædersbeviser - bliver det helt umuligt at lave research på de problemstillinger ude i landsbyerne og stenbrudene, som organisationerne ønsker at arbejde med. Her må vi tye til de informationer vi har tilgang til fra andre kilder. Med andre ord, der er ingen grænser for den insigt i (Syd)Indiens politiske og sociale sammenhænge der ville være ønskværdigt, for til fulde at kunne leve op til den opgave vi er sat til. Og hvor meget indsigt i verdens største demokratis jungle-agtige masala-blanding af ældgamle (kaste)struktur og moderne overbygninger kan man forvente af danske svaler, der kommer flyvende engang om året og i skiftende besætning? I forlængelse heraf kan man også spørge, som vores tolks veninde Reeka spurgte os; hvorfor vil nogle folk i Danmark overhovedet gerne hjælpe de aller-svageste i Indien?

Tanja og Morten