Besøg hos partnere i Bangladesh & Indien

Netværksmøde

2012-02-21T04:47:00.000-08:00

I indiensgruppen har vi i flere år talt om at danne et lille netværk bestående af de 3 af vore partnere, der arbejder med stammefolk, Irulaer. De hører alle til i den nordlige del af Tamil Nadu og arbejder med mange af de samme problemstillinger, selvom der dog også er forskelle. Alligevel havde vi en fornemmelse af, at de kunne profitere af at mødes og få fælles træning etc.

Vi havde på forhånd luftet tanken for vores partnere, og alle var positive, så i år tog vi endelig initiativ til at holde et 2-dages seminar for 3 repræsentanter fra hver organisation efter selve partnerskabsrejsen.

Det var med stor spænding og bekymring vi tog imod dem d. 14. februar. Forud havde været en masse forberedelse med at finde et sted til overnatning og spisning, et mødelokale, en ressourceperson, der kunne fortælle dem noget nyt og spændende, der ville fænge dem etc. Vi havde sammen med vores tolk brugt ret meget tid på det, været forbi og se lokaliteterne, diskuteret forløbet etc.

Efter at alle var ankommet, og vi gik i gang, viste det sig meget hurtigt, at vores bekymring om, at ingen måske ville sige noget, hurtigt blev gjort til skamme. Selve præsentationsrunden tog nærmest en time, men en stor del af intentionen med mødet var også, at folk skulle lære hinanden at kende, så det var vigtigt med lidt baggrundsinformation.

Efter vores velkomst, lidt snacks og drikke – nogle var trods alt kommet langvejs fra – præsenterede vores tolk, Ganga, netværks konceptet. Hun fortalte om diverse netværk, også på højt plan, f.eks. G7 og EU for at sige, at alle har brug for at indgå i relationer med ligesindede. Det gik hurtigt over i en diskussion, og folk var meget deltagende, nogle mere end andre selvfølgelig.

Tiden var desværre alt for knap, for vi havde arrangeret, at vi skulle på restaurant og spise aftensmad. Kl. 19 blev vi hentet af 4 rickshaws og kørt til en restaurant med europæisk præg, dvs. man kan få lov at sidde og hygge sig, og skal ikke bare hurtigt spise og videre, som ellers er standarden på indiske restauranter. Igen var vi spændte på, om det ville fungere, ville de hygge sig, ville de snakke sammen eller kun med dem, de kendte. Igen var vore bekymringer helt grundløse. Folk satte sig tilfældigt, og der blev snakket og grinet, hygget og joket, så man skulle tro, vi drak øl. Faktisk havde vi regnet med, at hele seancen højst kunne tage 2 timer, men snakken gik så livligt og stemningen var så god, at vi blev der dobbelt så længe. Igen er en stor del af dette initiale møde jo, at folk skal lære hinanden at kende.

Dagen efter startede med morgenmad på skift. Nogle startede med at tilse Aviaja, der var syg. 2 mænd var gået sammen om at hente kokosnødder og glukosepulver til hende. Lidt senere sørgede 2 kvinder for at hælde sennepsfrø og vand ned i halsen på hende. Stakkels Avi måtte bare tage imod.

Kl. 10 var alle parate og spændte på at høre Antony Samy, en advokat og Irula forkæmper med 20 års erfaring. Han holdt et meget spændende oplæg og diskuterede med deltagerne i 3 timer. Det var tydeligt, at alle lyttede opmærksomt og deltagende. En af Samy’s væsentligste pointer var, at det er bedre at lære folk at fiske end at give dem fisk. Altså, det er bedre at lære folk, hvordan de selv kan forbedre deres liv, end at kæmpe for, at de får kastecertifikat, så de kan få en masse gratis goder af regeringen.

Faktisk ramte det plet, for alle vore 3 partnere kæmper en brav kamp for at skaffe kastecertifikater til landsbybeboerne. Samy foreslog, at de i stedet meget mere aktivt skal bruge skoven og dens produkter, som jo er Irulaernes naturlige habitat, og hvor deres forfædre har boet i generationer. Hvis de fik træning i at samle og anvende langt flere produkter, ville de reelt være meget bedre stillet end ved ’bare’ at få tildelt et kastecertifikat, var Samys pointe. Altså hjælp til selvhjælp – som jo netop også er Svalernes motto!

Herefter en hurtig frokost, vi skulle også lige nå at afrunde. Næste træk er, at vi i Indiensgruppen skal søge penge til netværket. Hvis vi oplevede, at interessen var der, havde vi hjemmefra aftalt, at vi så vil gå i gang med at søge midler. Og man må sige, at interessen var der! På intet tidspunkt under netværksmødet har det været et spørgsmål om det skulle blive til noget, kun hvordan. Der blev hurtigt opnået konsensus om navn, antal møder, facilitator, emner etc. De udvekslede adresser og kontaktoplysninger. Og hele seancen sluttede med et gruppefoto og stor tilfredshed over vores initiativ. Vi var også selv rigtig godt tilfredse!

Således sluttede vores partnerskabsrejse af på en noget nær fantastisk måde. De sidste dage tilbringer vi i Mahabalipuram med at diskutere, evaluere og ikke mindst skrive. Der er mange ting, der skal færdiggøres, og vi skal gerne være enige om de væsentligste ting.

Aviaja fortsætter sydpå med et par veninder, Kirsten tager først til Chennai for at mødes med vores tolk, Krithika, der blev syg undervejs, og en ny potentiel tolk, Muttu, fordi vores 2 tolke fra i år og sidste år, ikke regner med, at kunne være sammen med os næste gang. Derefter videre til Goa og holde ferie.

Dette er således sidste blog indlæg herfra. Mange varme hilsner, Aviaja og Kirsten

Janakas fortælling

2012-02-21T04:36:00.000-08:00

Janaka er en midaldrende kvinde. Hun er aldrig blevet gift, hvilket er højst usædvanligt i en lille indisk landsby kontekst. Hun har mistet sin mor, og bor nu alene med sin meget gamle far i en lille lerhytte med bambusblade som tag.

I de to øvrige hytter, der ligger ved siden af, bor nogle af hendes familiemedlemmer, hendes bror med familie i den ene hytte og hendes farbrors datter i den anden. Janaka hører således til og er en del af den lille samling hytter. Resten af landsbyen tilhører en anden kaste, og er ikke på samme måde direkte relateret til hende. Til gengæld ligger der kun få km væk en anden lidt større samling hytter, der ligesom Janaka, tilhører Irula stammen. Det er ikke hendes familie, men de har et vist tilhørsforhold, og sammen har de dannet en selvhjælpsgruppe, som Janaka er leder af. De holder møder regelmæssigt, sparer penge op og låner i banken til deres fornødenheder.

Janaka fortæller, at hun har boet i landsbyen altid, og før hende også hendes forældre og bedsteforældre. Alligevel er det endnu ikke lykkedes hende at få brugsret over den jord, hvorpå hendes hytte ligger. De to andre hytter har søgt og fået denne ret, men fordi Janaka er ugift, har den lokale øverste myndighed valgt at slette hende af listen. Tilmed har de valgt at bruge pladsen ved siden af til losseplads for at genere hende mest muligt. Janaka er analfabet og har ikke selv mulighed for at klage over en sådan uretfærdig behandling, men da Svalernes partner Seas for ca. 7-8 mdr. siden er begyndt at arbejde i denne og den nærliggende landsby, har de valgt at støtte Janaka i hendes sag. De har bl.a. skrevet et brev til Chief ministeren i Tamil Nadu, som har taget sagen op, hvilket har ført til, at hun har fået lov at blive boende.

I mellemtiden har der været valg til lokalrådet, og den højeste landsby myndighed er nu udskiftet. Janaka gør rent for den nye leder og har et godt forhold til ham, så hun er overbevist om, at inden for kort tid vil hun få patta, brugsret, over den jord, hvorpå hendes hus ligger.

Dette er bare ét af mange eksempler på, hvad vore partnere laver udover det mere ’almindelige’ arbejde med at organisere kvinder i selvhjælpsgrupper og lære dem at kæmpe for deres rettigheder. Overalt støder de på sager som Janaka’s, som de selvfølgelig tager op og forsøger at klare. Dette giver især i nye landsbyer beboerne en fornemmelse af, at organisationerne kæmper beboernes sag og vinder dermed deres tillid.

Moon walk

2012-02-15T13:07:00.001-08:00

Vi befinder os i Tiruvannamalai, som ligger for foden af at helligt bjerg (Arunachala). Det er en meget spirituel by med flere ashrams og templer. Lige nu er her mange guruer, som holder møder og undervisning, hvilket lokker mange spirituelle vesterlændinge til byen. Det smitter af på udbuddet af restauranter og butikker, så vi har for første gang fået kaffe uden tonsvis af sukker og pandekager! Vi bor lidt i udkanten af byen med en dejlig stor terrasse og udsigt til det hellige bjerg. Vi skal gå et godt stykke for at komme op til hovedvejen, men det er besværet værd. Her er dejlig fredeligt. Og vi har påfugle i baghaven!

I går nat var det fuldmåne. Så går tusindvis af troende rundt om bjerget, hvilket er en strækning på 14 km. Vi havde talt om, at det kunne være rigtig sjovt, hvis det passede med, at vi var i Tiruvannamalai ved fuldmåne, og heldigvis passede det med vores tidsplan. Det bliver mørkt omkring kl. 18 her, så man kan starte ruten forholdsvist tidligt. Man kan begynde, når man vil, men nogle tidspunkter er mere hellige end andre (hvilket kommer an på, hvordan stjernerne står). Nogle går rundt om bjerget tre gange, og der er derfor mennesker hele natten på ruten.

Vi havde været på besøg hos vores partner RPWO hele dagen, og mødet trak lidt ud, så vi var først tilbage i Tiruvannamalai kl. 21.30. Vi skulle lige have lidt at spise og følge vores tolk hjem til værelset, for hun havde ikke lyst til at gå med, og vi kom derfor først af sted kl. 23. Vi var ret nysgerrige omkring det hele og lidt nervøse for, om vi ville kunne finde vej. Det var dog ikke et problem! Når det siges, at der går tusinder rundt om bjerget ved fuldmåne, så er det vist ikke helt forkert! Vi gik op på ’hovedgaden’, og så var det ellers bare at følge strømmen. Normalt går inderne ikke så hurtigt, når man ser dem i bybilledet, men der var god fart på denne aften/nat. Det er sikkert fordi, at temperaturen tillader lidt mere fysisk aktivitet efter solnedgang.

Vi gik på en asfalteret vej, og langs vejkanten var der utallige små boder, der solgte frisk juice, kokosnødder, oliestegte snacks, the, tasker, husholdningsudstyr, planter etc.! Vi havde svært ved at fornemme, hvor langt vi var nået, da der ikke var skilte eller lignende. Men vi fulgte bare strømmen og håbede på at komme tilbage til vores udgangspunkt. For at vise deres hengivenhed går inderne på bare fødder, men vi havde taget sandaler/sko på. Det var meget rart, selvom hele turen foregik på asfalt. Vi stoppede et sted og fik et stykke vandmelon og en velfortjent pause.

Vi kom forbi flere templer på vejen, og mange af vores med-måneskinsgængere gjorde holdt for at bede. Flere steder var der lange køer for at komme ind i de små templer og hellige steder. Kun få henvendte sig til os – de fleste var optaget af at gå eller holde pause ved boderne. Efter ca. 2 timer fik vi at vide, at der kun var 3 km. tilbage. Det blev vi ret overraskede over. Men da trætheden var ved at melde sig ovenpå en lang dag, var vi nu også godt tilfredse med, at turen lakkede mod enden. Vi endte ved det store tempel inde i byen, og der var hektisk aktivitet. Ved indgangen til templet stod vi som sild i en tønde. Vi blev enige om at komme lidt væk fra al virakken, og vi gik derfor ned af en mindre gade. Alle steder blev der solgt souvenirs og mad fra små boder. Vi købte frisklavede chips lavet af maniok. Det smagte dejligt, men der var bestemt ikke sparet på chilien! Da vi endelig kom hjem i seng slog kl. præcis 02. Vi havde absolut ingen problemer med at falde i søvn!

Besøg hos RPWO

2012-02-15T12:56:00.001-08:00

Det plejer altid at være ret hyggeligt at komme på besøg hos RPWO, fordi vi kender hinanden så godt efter en del års samarbejde. Stemningen er rar og afslappende og der er også plads til privat snak om familie, de andre Svaler etc.

Denne gang var stemningen noget anderledes, desværre. Det skyldes, at organisationen i maj måned mistede deres eneste kvindelige og mangeårige feltarbejder, Mahadevi, på tragisk vis. Hun valgte efter mange skænderier med sin voldelige og drukfældige mand at springe i en brønd uden ret meget vand og omkom af det.

Det er desværre noget, vi hører om af og til i det indiske samfund, altså at mændene drikker og ofte er voldelige overfor deres koner, det er for eksempel ikke usædvanligt i landsbyerne, enten fordi kvinderne har fået for meget magt, eller fordi manden ikke kan acceptere, at han er ude af stand til at forsørge familien. Her kan organisering af kvinder i SHGer – selvhjælpsgrupper, ofte være noget nær en redning for kvinderne. De mødes med de andre kvinder i landsbyen, taler om tingene, finder ud af, at mange har samme oplevelser og taler om, hvad de kan gøre. Bare det at finde ud af, at man ikke er alene om det, kan ofte være en kæmpelettelse.

Mahadevi har hjulpet mange kvinder med at organisere sig, men måske fik hun ikke selv den hjælp, hun havde brug for. Måske syntes manden ikke om hendes arbejde, der ofte involverede aftenarbejde med sene hjemkomster, måske var han misundelig på, at hun arbejdede sammen med andre mænd. Vi ved det ikke. Men trist er det.

En anden ting, det fyldte meget ved besøget var det nyligt overståede lokalvalg. RPWO arbejder med en meget tilbagestående gruppe stammefolk. Hensigten er, at de skal integreres i det indiske samfund. De er kommet et godt stykke vej, og nu er det så ved den tid, at de er klar til at deltage i lokalpolitik. RPWO har opfordret mange af de ledende figurer fra selvhjælpsgrupperne til at blive trænet i at stille op og deltage i lokalrådene for derved at få indflydelse på lokalsamfundet og forbedre forholdene for især stammefolkene. Mange var meget motiverede og stillede op.

Desværre blev det en beskidt affære. Flere af dem, der stillede op, blev truet til at trække sig før valget, andre er blevet snydt, stemmer er talt forkert op, der er manipuleret med tallene etc. etc. Og det er ikke ualmindeligt, at man ’køber’ sig til stemmer, altså giver de fattige gaver mod at de stemmer på én. Så selvom man egentlig har sympati for en person, kan man blive fristet til at stemme på en anden, der giver penge eller gaver. Dette er ikke svært at forstå, når man har været på landsbybesøg hos folk, der nærmest intet har, så vil en husholdningsmaskine, et tv, penge og lign. være kærkomment. Disse korrupte metoder har RPWO i den grad modsat sig, og ingen af de opstillede er faldet for fristelsen – de har ganske enkelt heller ikke råd. Men under vores møde med nogle af de opstillede, hvor vi evaluerede valget, talte flere om, at næste gang måtte de nok også betale folk. Her var RPWO helt klare i spyttet, der skal arbejdes videre med at bevidstgøre dem; valget skal ikke vindes ved korruption. Heldigvis havde ingen af de opstillede trods den enorme skuffelse mistet modet, og alle er klar til at stille op igen om 5 år. Vi overrækker dem hver et sjal for deres gode arbejde. Det er så landsbydemokrati i verdens største demokrati!

Udover ovennævnte var vi på landsbybesøg i 2 meget afsides liggende landsbyer. Selve køreturen var ufattelig smuk. Måske har det lidt at gøre med, at vi hele tiden får nyheder hjemmefra om, at der er mange graders kulde. Vi kørte igennem meget frodigt landskab med masser af afgrøder mere eller mindre klar til at høste, ris, selvfølgelig, i alle stadier, jordnødder, gurkemeje, bananer, papaya, chili, og masser af palmetræer. Vi savner slet ikke kulden derhjemme.

Til gengæld fik vi for alvor varmen i den ene landsby. Vi ankom lige til frokost, som de havde sørget for, det sædvanlige meal, bestående af masser af ris (alt for meget) + diverse små grønsagsretter, linser, papadum etc. Normalt kan vi sagtens spise det uden problemer, men denne gang var det simpelthen så stærkt, at sveden haglede, og der var ikke nogen fan (ingen elektricitet). Det var på alle måder en MEGET varm affære.

Selv efter en del partnerskabsrejser bliver det ved med at være spændende at komme på landsbybesøg. Det er ret utroligt, hvor lidt de kan klare sig med. Mange steder bor der 2-3 familier sammen i en lille lerhytte med tag af palmeblade. Mange har ikke ret til at bo der, og kan i teorien blive smidt væk af myndighederne. Mange steder må de gå langt efter vand, når det bliver mørkt, bliver det for alvor mørkt. Med RPWOs hjælp har flere dog med tiden fået både vand og el samt en vej etc. De fleste kvinder i landsbyerne har dannet selvhjælpsgrupper og sparer op, sætter penge i banken og kan derved få lov at låne penge til favorable priser, efter en vis periode. Det går fremad, men langsomt.

I en krisetid som den RPWO lige nu oplever, betyder det virkelig meget, at de får både moralsk og økonomisk støtte af Svalerne. De betegner os mere som venner og samarbejdspartnere end donorer, hvilket vel egentlig også er vores overordnede mål.

Besøg i stammelandsbyer

2012-02-12T23:16:00.000-08:00

Vi har forladt Trichy og befinder os i Denkanikottai, som ligger tæt på grænsen til Karnataka. Vi tog en natbus, hvilket vist er ved at blive en vane… Denne gang var det en semi-sleeper bus, så vi kunne næsten (!) ligge ned. Vejen lod meget tilbage at ønske i forhold til komfort – ujævn grusvej kan man kalde den, hvis man er positivt indstillet. Vi skulle skifte bus i Hosur, og der ankom vi kl. 04.45. Der var meget koldt og mørkt, og næste bus gik først kl. 07.30. Da vi endelig ankom til Denkanikottai fik vi os derfor en velfortjent lur. Byen er ikke særlig stor og er ikke at finde i vores Lonely Planet (så ved man, at man har bevæget sig uden for turistkomfortzonen). Vi har fået at vide, at her bor 3 lakh (300.000) men det ser bestemt ikke sådan ud! Vi gætter på et nul mindre.

I går var vi på besøg hos RDC, som arbejder med irulaer (et stammefolk). Vi holdt møde på RDCs kontor, og ægteparret, som leder organisationen, havde inviteret de ansatte, frivillige samt nogle af landsbybørnene. Vi var derfor 20-25 mennesker. Vi blev taget rigtig fint imod med velkomstdans og sang.

Først fortalte lederne og de ansatte om det nuværende projekt, som blandt andet drejer sig om at danne uformelle uddannelsescentre og SHG (self help group) i landsbyerne for kvinderne. De arbejder på flere planer, og forsøger eksempelvis også at få oprettet børnecentre til gravide kvinder og små børn, for at de kan få ordentlig mad. Regeringen er forpligtet til at sørge for mad i sådanne centre. RDC har med Svalernes økonomiske støtte lavet en undersøgelse omkring kvinder og børns ernæring for at understøtte deres formodning om målgruppens tilstand.

RDC er begyndt at arbejde i 20 nye landsbyer, og de fortæller, at der sidste år døde 19 små børn og 3 kvinder under fødsel. Det er derfor påtrængende nødvendigt at arbejde for, at helbredstilstanden bliver bedre i landsbyerne.

Da vi er på landsbybesøg, oplever vi, hvordan nogle af irulaerne lever. Den første landsby er relativt ny i RDC regi og har eksisteret i 5 år. Husene er bygget med regeringsmidler, hvilket er noget, alle landsbyer kan søge om. RDC siger om dem: ”They just came out of the forest”. Irulaer er traditionelt et stammefolk, som har boet i skoven og ernæret sig gennem skovens produkter. Men de ligger i bunden af hierarkiet. Børnene i den første landsby er utroligt beskidte og har totalt sammenfiltret hår. Først får vi at vide, at de går i skole, men det viser sig ikke helt at stemme overens med den faktiske praksis i landsbyen.

Nogle forældre klager over, at deres børn diskrimineres i skolen, og pludselig opstår der en større diskussion, hvor læreren hentes og inddrages i problematikken. Alle involverer sig – selv vores chauffør! Det er en højlydt diskussion, og der følger også tårer med. Men heldigvis ender det i al fordragelighed, og alles mening er blevet hørt. Vi håber, at der nu kommer noget godt ud af det, og at forældrene vil sende deres børn i skole og lærerinden være opmærksom på den diskrimination, irula-børnene udsættes for (af børn fra en anden lavtstående kaste, men som ligger lidt højere placeret i hierarkiet end irulaerne).

Alle involverer sig – selv vores chauffør! Det er en højlydt diskussion, og der følger også tårer med. Men heldigvis ender det i al fordragelighed, og alles mening er blevet hørt. Vi håber, at der nu kommer noget godt ud af det, og at forældrene vil sende deres børn i skole og lærerinden være opmærksom på den diskrimination, irula-børnene udsættes for (af børn fra en anden lavtstående kaste, men som ligger lidt højere placeret i hierarkiet end irulaerne).

Til mødet på RDCs kontor møder vi Poongodi, som er 15 år. Hendes ægteskab var blevet arrangeret, og hun var forlovet, hvilket ikke er en ualmindelig alder at blive gift i for irulaerne. Her kan de være helt ned til 12 år, når de bliver gift. RDC kæmper dog for at få forældrene til at vente med at gifte deres børn, og de forsøger at oplyse forældrene om de problemstillinger, der kan følge med meget tidlige ægteskaber.

RDC hørte om Poongodis forlovelse og opsøgte derfor familien. De fik overtalt familien til at udskyde ægteskabet to år. Manden (eller rettere sagt drengen) og hans familie er indforstået med at udskyde ægteskabet. Poongodis mor samt ældre søster er begge døde under børnefødsler, så nu har hun kun sin far og lillesøster. Hun har gået i skole ind til 7. klasse, men er stoppet, dels fordi drengens forældre ikke vil have, at hun uddanner sig mere, dels fordi hun skal tage sig af faderen og søsteren.

Skolegang er normalt en god måde at udskyde pigernes ægteskab på, da de så har noget at give sig til, og forældrene er samtidig også mere villige til at vente med ægteskab. En af pigerne, vi mødte, har en ældre søster på 14 år, som ikke går i skole, og hun blev gift tidligt og har nu to børn. Poongodi er kommet under RDCs vinger og er nu leder af en klub for unge piger i landsbyen. Der er 15 medlemmer, og hun lærer dem om at vente med sex til ægteskabet og derefter kun have sex med deres mand, at huske at vaske deres tøj og gå regelmæssigt i bad.

Nogle af pigerne vil gerne blive medlemmer af en SHG, når de bliver gamle nok, og derfor lærer Poongodi dem at skrive deres signatur, så de kan skrive under på dokumenter. Alle aktiviteter for klubben er fint skrevet ind i notesbøger med dato for møderne og navnene på deltagerne. Poongodi er blevet en rollemodel for de andre piger i landsbyen.

De landsbyer, RDC arbejder i, er svært fremkommelige og ligger i et meget bakket og bjergrigt område. Der er kun asfalteret noget af vejen, og resten består af smalle grusveje og skarpe hårnålesving. Det kuperede terræn gør det svært at komme frem og tilbage, så vi kører i en slags landrover, selvom Svalerne ellers gør meget ud af at anvende lokal transport. De landsbyer, vi besøger, er meget forskellige, og det er nemt at se forskel på de landsbyer, hvor RDC har arbejdet i mange år, og dem hvor de kun har arbejdet kort tid.

Den sidste landsby, hvor Poongodi bor, er en af deres ’præmielandsbyer’, hvor der er sket mange fremskridt. Beboerne har regeringsbyggede huse, elektricitet, vand og en skole tæt på. Men det, de mangler, er en asfalteret vej til landsbyen. Beboerne har rent tøj på og ser sunde og raske ud. Det står i kontrast til den første landsby, hvor alle er meget beskidte og ser fejlernærede ud. Der er derfor meget arbejde endnu for RDC, men det er en fornøjelse at se den gode forandring, de er med til at skabe!

Proaktive og kreative kvinder

2012-02-05T07:04:00.000-08:00

Vi er efterhånden ved at være inde i rytmen med partnerskabsbesøg og har desuden fået sovet, spist og vænnet os til det indiske liv. Fra vores midlertidige base i Trichy tog vi mandag morgen kl. 7 bussen til Dindigul for at besøge vores 1-årige partner NEED. Det var en rigtig behagelig bustur, da hovedvejen mellem de to byer er helt ny og uden bump – hvilket er lidt af en luksus her i Indien!

NEED består af en enkelt kvinde (Mrs. Ethirajam), som er en alvorlig og arbejdsom dame. Vi tog med det samme ud for at besøge de kvinder, hendes projekt når ud til. Vores program bestod af tre dele: besøg på et syværksted, besøg på et gartneri samt besøg på et værksted for gaveartikler. Projektet var egentlig i udgangspunktet centreret omkring at lære kvinder fra en af de laveste dalitgrupper (kasteløse) at sy tasker af jute for at supplere deres indkomst fra dårligt betalt og tvivlsomt rengøringsarbejde eller for helt at skifte ’branche’. Men her kommer det proaktive og kreative ind!

I starten af projektet gik det hurtigt op for Mrs. Ethirajam, at ikke alle kvinder, der deltog i projektet, havde interessen i eller færdighederne til at lære at sy på en symaskine. Men i stedet for blot at lade stå til tog hun udgangspunkt i hver enkelt kvindes ønsker og færdigheder og trak på sine forbindelser i byen. Derfor besøgte vi ikke kun et syværksted, men også et gartneri samt et værksted hvor de laver gaveartikler. Mrs. Ethirajam havde nemlig fundet på andre erhverv, som kunne være interessante for kvinderne i projektet.

På syværkstedet mødte vi de kvinder, som efter træning i syning har besluttet sig for at forsøge at gøre syning af tasker af jute til deres levevej. Disse kvinder er alle i den samme SHG (self help group). De syr enkle indkøbstasker men tager også imod bestillinger af syning af eksempelvis rissække, små poser til bryllupper etc., som alle laves af samme materiale. En enkelt kvinde er dog beskæftiget med strygning, og vi besøgte hendes lille strygerum, som ligger i forlængelse af familiens hus. Kvinden fortalte, at det er rigtig godt for hende med dette job, da hun både kan passe hjem og børn samtidig med at tjene penge ved at stryge andres tøj fra hjemmet.

På gartneriet så vi, hvordan de gror bomuld, ’lady fingers’ (okra), bønner og betel blade. Vi smagte på betel bladene, og det gav anledning til stor morskab for både vores tolk og rundviser, da vores ansigtsudtryk tydeligt viste, at det var en meget særlig smag! Først smagte det bare lidt af blad for så lige pludselig at blive enormt stærkt. Vi fik efterfølgende en frisk kokosnød, og det hjalp lidt på den kradse fornemmelse i halsen!

Vi besøgte også det værksted, hvor en gruppe kvinder har involveret sig i at lave gaveartikler. Størstedelen af kvinderne laver dekorationer ud af plastikblomster, som sættes på en snor i forskellige mønstre. De bruges som pynt til eksempelvis bryllupper, housewarmings og andre glædelige begivenheder. Vi blev med det samme tilbudt en stor dekoration til at hænge rundt langs dørkarmen med kraftigt gule og grønne blomster. Da vi forklarede, at vi syntes den var mægtig fin men altså lidt for stor i forhold til at skulle pakkes ned i vores rygsæk og for sart til at blive presset ned i samme rygsæk, blev vi tilbudt en mindre. Den takkede vi også pænt nej til.

Vi mødte fire kvinder fra projektet, og de var enormt søde og begejstrede. En ældre dame viste stolt både smykker, malerier og en slags dekorative tallerkner frem, som hun havde lavet. De forskellige smykker var især udfærdiget med henblik på bryllupper, og en af de unge piger blev udpeget til model, og kvinderne viste os, hvordan smykkerne skal anvendes på bruden. Da kvinderne rigtig gerne ville give os en gave, fandt de også andre ting frem, som de havde lavet, og vi endte med at få en hæklet telefon-underdug (en slags dug hvor telefonen kan stå på) i kraftig gul og blå samt en lille hæklet borddug i rød. De vil pynte hjemme på kontoret.

Formanden for denne SHG var meget glad, engageret og enormt taknemmelig for de muligheder, hun har fået gennem Svalernes støtte til NEED. Det samme udtrykte alle kvinderne. Det var en fornøjelse at se og opleve deres glæde og engagement. Mrs. Ethirajams proaktive tilgang til at lære disse kvinder en ny profession samt kvindernes egen kreativitet, giver kvinderne en ny mulighed for at udforme deres liv i en retning, som de ønsker. – Og det er virkelig positivt!

Mange oplevelser allerede - på alt for lidt søvn! Aivaja & Kirsten er ankommet til Indien

2012-02-01T01:55:00.000-08:00

Pyha, så er vi atter på farten i Indien på årets partnerskabsrejse. Denne gang har jeg fået ledsagelse af Aviaja, som er startet i Indiensgruppen for ca. 1½ år siden, men har været i Indien flere gange.

Aviaja & Kirsten

Efter en meget lang tirsdag, 24. januar, som gik med at flyve til Bangalore, og en efterfølgende meget kort nat, vågnede vi onsdag morgen op ad formiddagen. Vi fik dog hurtigt lukket øjnene igen, for lyset var simpelthen alt for skrapt til vores nordlige, og stadig meget søvnige øjne. Vi brugte dagen på praktiske gøremål såsom at veksle penge, købe billet videre, vænne os lidt til den dejlige indiske mad, og få væskeniveauet normaliseret igen, især kaffeniveauet. Samme aften (onsdag) tog vi med natbus videre til Trichy, arriverede næste morgen, hvor vi blev mødt af vores dejlige tolk, Ganga Vidya, som havde arrangeret hotel for os.

Her kommer så den første årsag til at starte indlægget med ’pyha’. Blot 48 timer efter afgang, dvs. 43½ med tidsforskellen, har vi rejst i ca. 24 timer, sovet i 5, spist i 2, og brugt resten af tiden på at finde rundt og få ordnet ting. Især brugte vi lang tid på at få togbilletter, hvilket viste sig at være umuligt, da den afgang, vi ønskede, havde været udsolgt i 10 dage. Men efter flere forespørgsler rundt omkring, fik vi arrangeret busbilletter.

Efter vi var blevet installeret på Kudumbam Trust Hostel i Trichy, fik vi et par timers velfortjent hvile, men så gik det løs igen. Ganga kom, og så skulle der arrangeres og ringes, og for resten skulle vi lige møde hendes professor fra universitetet udi kvindestudier, som inviterede os på frokost. Lettere omtumlede kørte vi bag på hendes scooter, én af gangen, af sted. Hen på eftermiddagen blev vi ladt alene til at forberede næste dags møde med den første partnerskabsorganisation på vores liste: VCWS. Vi var totalt færdige, og kunne overhovedet ikke holde os vågne. Vi gik ud for at spise aftensmad omkring kl. 19, længe før alle andre, så vi måtte bare spise, hvad der var. Kaffen måtte vi tage i en coffee shop på vej hjem, det kunne restauranten ikke klare på den tid. Det er noget man drikker om morgenen og sidst på eftermiddagen. Heldigvis har coffee shoppen altid kaffe til den beskedne pris af 7 rupees, ca. 80 øre. Og så hjem i seng, endelig!!!

coffee shop

Hele fredag (bogstaveligt talt!) og en del af lørdag gik med besøg hos VCWS. Resten af lørdagen arrangerede Ganga alt muligt. Hun ringede, skrev, sendte mails etc. De næste to møder med vores partnerskabsorganisationer er aftalt til fingerspidserne. Det netværksmøde, vi i Indiensgruppen har talt om de sidste par år, er ved at materialisere sig, takket være Ganga. Og så fik hun også lige arrangeret et frokostmøde med Oswald Quintal (fra organisationen Kudumbam) og nogle svenske kvinder fra Red Barnet. Kl. 21.30 tog vi ind til byen for at spise dejlig aftensmad, grøntsager i karrysovs og naanbrød, uhm.

Her kommer det næste ’pyha’. Med Ganga i nærheden sker der hele tiden noget. Det kan være svært at følge med, især fordi vi knapt har fået udsovet og er kommet ovenpå efter den lange rejse hertil og den efterfølgende natlige busrejse. Til gengæld er der styr på tingene! Og vi er i helt trygge hænder.

Søndag er det helligdag, og vi har fri – sådan da. Vi skal på politistationen og anmelde et tyveri af en pung (som højst sandsynligt skete i bussen) samt forberede møde på mandag, men der skulle også være plads til lidt sightseeing, så nu det er slut med at sige ’pyha’ – det skulle da lige være pga. varmen.

Rejsebrev nr. 3 fra Bangladesh….

2011-01-24T05:49:00.000-08:00

Af Susanne Kofoed Pedersen & Birgitte Lebech Pépin

’Hotel New Safe’, hvor jeg sidder på mit værelse, ligger i hjertet af Khulna, den tredjestørste by som ligger i det sydlige Bangladesh. Selvom jeg er indenfor, er her en forfærdelig larm fra gaden, hvor imamers råb på denne fredag konstant høres fra højtalere med mega-forstærkere.

Susanne og jeg føler os som luksus-mennesker, fordi vi har været i bad, fået vasket hår og har fundet det mindst snavsede tøj frem fra kuffertdybet. Samt indleveret bunker af det mest snavsede tøj til vask - og strygning! Vi nyder, at vi nu har egne, rene toiletter, til at sidde på. Og vi nyder at være lidt på egen hånd. De sidste par dage har vi nydt ikke at spise ris, derimod anden lækker mad, gerne fra små halvsnuskede steder med samosa etc.. Ris er dejligt, men det er der jo også så meget andet, der er – i hvert fald en gang imellem. Solen skinner, og vejret er rigtig rart.

Denne luksus-fornemmelse skal ses i kontrast til standarden fra de seneste otte dage, hvor vi har været privat indkvarteret. Det har været spændende og har gjort os en enestående erfaring rigere. Men vi må erkende, at vi er forkælede vesterlændinge og uvante med meget primitive forhold. Det har været hundehamrende koldt! 4-10 grader ude og inde, luften klam af tåge. Faktisk koldest inde i husene. Min påklædning var næsten den samme nat og dag: Undertøj, uldne strømpebukser indenunder de lange bukser, lange uldsokker, to uldne undertrøjer, en ”kamiz”-kjole, en cardigan, en fleecetrøje, en vindjakke, og det obligatoriske tørklæde om halsen. Plus et stort uldent sjal udenpå det hele. Med alt det på holdt jeg varmen nogenlunde. Dog med konstant kolde fingre og tæer! Og vi har været udsat for overfodring! Der øses op og øses op, og noget må man jo spise, både af høflighedshensyn, og så selvfølgelig fordi det tit er utrolig lækkert.

Vi har været i Joypurhat, i den nordvestlige del af landet, hvor vi besøgte RAC, en organisation Svalerne har støttet gennem en årrække for deres arbejde med adiwasier; hvilket er en fællesbetegnelse for de oprindelige stammefolk, der er udsat for høj grad af diskrimination fra det omgivende samfund. Adiwasier er meget fattige, de ernærer sig oftest som daglejere for store jordejere - til en ussel løn svarende til 10 kr. om dagen. De har store problemer med mangel på uddannelse, analfabetisme, og utroligt ringe hygiejnefaciliteter. Og mange af mændene er alkoholikere, hvilket både gør dem voldelige og får dem til at bruge den i forvejen usle løn på sprut.

Og vi har været i Vestbengalen, som ligger i Indien. Geografisk og historisk hører Vestbengalen til Bangladesh; sproget er begge steder bangla. Men da de tidligere britiske koloniherrer forlod det indiske subkontinent i 1947, faldt deres grænsedragning lidt tilfældigt ud, så i dag er Vestbengalen ikke en del af Bangladesh, men en delstat i Indien. I Svalernes Bangladesh-udvalg ”opererer” vi sædvanligvis kun i Bangladesh. Men selv om den organisation, vi skulle besøge, egentlig ligger i Indien, og ikke i Bangladesh, har vi, af ovenstående grunde, alligevel valgt at tage den under overvejelse med henblik på eventuel støtte. Først når vi kommer hjem, skal der, på bestyrelsesniveau, endeligt tages stilling til, om vi vil yde støtte til organisationen.

Det er en omstændelig historie at komme over grænsen til Indien! Først to kontorer med udfyldelse af papirer til MEGET betydningsfulde grænsebetjente på den ene side af grænsen – vi blev bedt om at betale 300 thaka hver i noget de kaldte travel tax. Vi tror, det er bestikkelse, selv om de godt nok gav os en kvittering. Så over grænsen. Og så igen to-tre kontorer og papirer på den anden side. Halvanden times tid tog grænsehalløjet nok.

I Vestbengalen i Indien skulle vi besøge en mulig ny partner for Svalerne. Det drejer sig om en NGO, der hedder SOVA, og som har et nyt projekt under etablering her i området. I lighed med RAC arbejder SOVA med adiwasier. SOVAs leder er Dipok Ghosh, en gammel og respekteret ven af Svalerne. Siden han som ung var ansat som medarbejder i Svalernes Sherpur-projekt, har han været involveret i mange forskellige ting i tilknytning til Svalerne. For et par år siden så han og hans familie sig desværre nødsaget til at forlade Bangladesh. De er hinduer, og følte sig chikaneret i forskellige sammenhænge i det muslimske Bangladesh. Dipok har flere søstre, der i lighed med tusindvis af Bangladesh-hinduer, i årevis, siden 1971, har boet i Vestbengalen.

Susanne og jeg fik dobbeltseng og morgenmad hos søster Bokti og hendes mand. Deres badeværelse var nemlig bedst – et ”tyrkisk” toilet, ikke i cement, men med fine fliser. De øvrige måltider fik vi serveret hos en anden søster, som havde mere plads. Det foregik sådan, at vi først, som så ofte, blev hjulpet med at vaske hænder - eller i hvert fald højre hånd: Man får rakt et stykke sæbe, dernæst bliver lidt vand fra en kande hældt på ens hænder, så sæber man sig lidt ind, der skylles lidt, man gnider sæben af, og så et sidste skyl, hvorefter man får rakt et håndklæde. Vi blev placeret ved et bord for to dækket med rent avispapir hver gang. De andre spiste bagefter. Husene er af ler uden moderne faciliteter, udover at Bokti havde et lille gasapparat i sit udendørs køkken. De har elektricitet, men systemet er uendeligt ustabilt. Vand hejses op fra en brønd. De er slet ikke, hvad man betragter som egentlig fattige. Utroligt at se, hvor lidt mennesker faktisk kan klare sig med. Den søde og yndige Bokti og hendes venlige mand er meget troende hinduer, så om morgenen blev vi vækket af klokkeringning og sang og dans for guderne eller hvem det nu var. Man fandt os yderst eksotiske! Naboer nærmest valfartede til huset og stod simpelt hen og gloede på os i tidsrum på op til et kvarter; selv mens vi lå prøvede at få et middagshvil.

Hos SOVA var vi på tre landsbybesøg hos kvindegrupper; vi holdt et møde med Dipok; og vi deltog i et møde med ”staben”. Stabsmødet blev holdt hos Sjefali, hvis søn handler med ris. Hans lade var lige blevet tømt for tunge rissække aftenen før. SOVA har ikke midler til at leje kontorfaciliteter, så de mødes altid privat. Betegnelsen stab er lidt misvisende, da alle de fire feltarbejdere, der selv er adiwasier, arbejder frivilligt. Med til mødet var også tre unge mænd, der hjælper med at skabe kontakt til landsbyerne, udlån af motorcykel m.m. Alle har været i gang i SOVA i 6 – 8 måneder.

En af SOVAs volontører er adiwasi-kvinden Chompa Hamrorong på 35 år fra landsbyen Karna. Chompa har gået i skole i 11 år, og hun virker som en stærk og intelligent kvinde. Hun ernærer sig selv og familien ved at arbejde i markerne som daglejer for en stor jordbesidder. Hun er gift og har to drenge på 10 og 7 år. Hun fortæller, at hendes mand er konstant beruset, han kan ikke arbejde og sidder og synger hele dagen. Han er ofte voldelig mod hende og børnene. Både hun selv og vi andre bliver bevægede, da hun fortæller om det. Chompa er vidne til, at ingen af adiwasiernes rettigheder bliver respekteret af det omgivende samfund, og det vil hun gerne, sammen med landsbyen, gøre noget ved. Derfor arbejder hun for SOVA!

Desuden brænder hun for Dipoks ide om at lave et ”bibliotek” i landsbyen, hvor børnene kan låne skolebøger, som det ellers er meget svært at få råd til.

Ligesom beretninger vi har hørt fra mange andre kvinder, bekræfter Chompas historie os i, hvor vigtigt det er, at U-landsforeningen Svalerne arbejder i Indiens og Bangladeshs yderste områder. Der hvor hjælpen er allermest tiltrængt, hvor de store organisationer ikke kommer, og hvor Svalernes ”små” penge rækker langt!

Susanne Kofoed Pedersen & Birgitte Lebech Pépin

på farten i Bangladesh

Endnu en rejsehilsen fra Bangladesh...

2011-01-13T03:55:00.000-08:00

Af Birgitte Lebech Pépin & Susanne Kofoed Pedersen

Vi er nu nået til Bogra, hovedstaden i nord. En noget større by end da jeg var her for 30 år siden. Der er meget fine bygninger og i flere etager, men med åbne rendestene med stillestående ”vand”, er det en blandet fornøjelse. Vi ville nødig være her om sommeren.

Vi har her besøgt PUP, en organisation, som Svalerne støtter. Vi har været i to forskellige landsbyer og set, hvordan PUP arbejder.

Den første landsby, Digholkandi, ligger noget fra Bogra og der blev proppet 5 personer incl. chaufføren ind i en "babytaxi", eller rettere en CNG som det kaldes i Bangladesh, da den kører på gas. Det er bare hundekoldt her, vi ved det ikke, men skyder på 10 til 12 grader.

Nå, men efter en halv time i en åben CNG kom vi til landsbyen og blev mødt af en gruppe kvinder i farvestrålende sarier. De broderede på fine sjaler og sengetæpper samtidig med, at vi spurgte dem om de ting vi havde forberedt. Hvordan er deres dagligdag? Hvad laver de ved deres møder? Sparer de penge op, og hvad vil de bruge dem til? Og meget mere som de beredvelligt svarede på. Vi bad dem også fortælle, hvad der er ændret i deres liv siden de er begyndt at brodere og tjene deres egne penge.

En ung kvinde, Jesmin på 22 år, fortalte, at hendes mor også havde været med i denne gruppe, men nu er hendes øjne blevet for dårlige, så nu tjener hun i stedet lidt penge ved, at hun har en ko der skal fedes op til videre salg og ved at passe sine kyllinger. Dengang moderen stadig var i gruppen, var hun i stand til at betale for skolebøger, samt betale for ekstra privatundervisning (som man er nødt til at have udover offentlig skolegang i Bangladesh, hvis man vil lidt frem). Så Jesmin er nu på 2. år på college i Bogra. Hun vil gerne være computeringeniør.

Det er meget rørende historier vi hører, og vi bliver dybt grebet over at møde disse skæbner, der ved hjælp af ganske små økonomiske midler kan nå meget langt.

I næste landsby, Madla Hindudupara, møder vi en pige, Shamuti på 17 år, fra den fattigste familie i landsbyen. Hendes mor er 3. hustru, og faren har ikke råd til at give hende og hendes 3 børn penge. Shamuti tjener penge ved at brodere og har råd til at købe bøger samt ekstraundervisning. Hun er i stand til at passe sine timer i gymnasiet samtidig med, at hun også broderer. Hun kan endda give penge til sin familie og købe sig lidt tøj også. Hendes fremtidsdrøm er at blive lærer i skolen fra 0. til 4. klasse, som en af hendes veninder i gruppen også er. Vi blev vist rundt i hendes families lerklinede hus , hvor der var rent, pænt og ryddeligt. Deres få ejendele hang på en stang under taget.

Jeg synes, det er meget grænseoverskridende pludselig at vade ind hos folk og fotografere dem i deres fattige hjem. Men vi fortæller hinanden, at på den anden side er det jo også vigtigt at få den slags historier ud, for at fremme forståelsen af, hvor vigtigt det er med støtte til Svalernes partner-organisationer.

I dag har vi holdt skrivedag, bla. for at skrive dette indlæg, men vi har også været ude i en noget mere rolig by end sædvanligt. Der er nemlig i dag valg til forskellige råd - vi kalder det af forståelighedsgrunde valg til ”kommuner” og ”amter”. Så alt er nærmest lukket ned. Folk er i deres pæneste skrud og spadserer sammen med deres familier til deres stemmested. Nogle tager langt væk for at stemme sammen med deres familier, og jeg tror også de gør det til en social begivenhed. Vi besøgte et par valgsteder, og flere troede, at vi var internationale valgobservatører, og det spillede vi så lidt. Alle var meget engagerede, og flere ældre kom hen til os og fortalte, hvor vigtigt det var at stemme. Vi samlede nogle valgpropagandasedler. Det særlige er, at sedlerne, af hensyn til analfabeter, er forsynet med et symbol, som kan være f.eks. en fodbold, et kamera, en krukke, en guitar eller et rådyr. Så kan man nemlig se hvilken kandidat man kan stemme på, også selvom man ikke kan læse. Vi så flere folk med lilla fingerspidser – fordi man for at undgå, at folk stemmer mere end en gang, giver dem dette ”mærke”.

Nu er vi ved at forberede næste besøg hos Svalernes partnere. Vi skal tidlig op i morgen og videre til Joypurhat.

Svalernes udsendte i Bangladesh,

Birgitte & Susanne.

Rejsebrev fra Bangladesh

2011-01-07T08:11:00.000-08:00

Af Susanne Kofoed og Birgitte Lebeh Pépin

Det er fredag og helligdag i Bangladesh – derfor er der usædvanligt stille omkring mig, her hvor jeg sidder og skriver på verandaen på 1. sal ud for Susannes og mine hyggelige værelser på vores guesthouse ved Thanapara Swallows Development Society (TSDS), som vi i Svalerne har samarbejdet med i mange år. Der plejer at være masser af glad råben og skrigen fra børnene i skolegården lige nedenunder. Og når de får øje på os, et nysgerrigt ”What's your name?” og efterfølgende, når vi har svaret, et ”bye-bye”, som afslutning på den korte samtale. Hvorefter vi kan høre, at der fnises...
Glade børn kan i dag alligevel høres i baggrunden, lydene kommer i dag bare hjemme fra landsbyen tre minutter væk herfra.

Og så er der jo mullaherne, der samtidigt indkalder til bøn fra minareter forskellige steder - det lyder som om de konkurrerer om at have den kraftigste forstærker.

De seneste par dage har været skrivedage. Vi havde hjemmefra påtaget os at levere et par artikler fra Thanapara til det kommende Svaleblad, der i anledning af 40-året for uafhængigheden skal omhandle Bangladesh.

Vi skriver dels om et anlæg til rensning af spildevand fra garnfarvning til handicraft-projektet her på TSDS, dels om en ældre kvinde, hvis mand og brødre blev dræbt under massakren her i landsbyen i april 1971, og som har arbejdet her siden projektets start i 1973.

Skrivearbejdet skulle være så let at gå til! Vi har hver vores labtop, en digital diktafon, digitalkamera, memorysticks og sågar den helt store luksus, et lille modem-stick, der sammen med vores mobiltelefoner tillader os at være ”connected” næsten hvor og nårsomhelst. Meeen... helt uproblematisk er det jo ikke. Vi har fx taget en masse dejlige foto til blog og interviews. Men så hurtig er net-forbindelsen jo heller ikke, og det tager mindst ti minutter for hvert billede der skal sendes hjem. Samt en masse mail hjem, om det nu også kan bruges? Sanne på kontoret i København er altid til at få fat på, når man har brug for hende. Og hun udøver skrap kvalitetsskontrol! I morges stod jeg op klokken fem for at sende billeder, for det går nemlig LIDT hurtigere om natten!

Forud for skrivearbejdet har vi researchet, lavet interviews, fotograferet og brugt en del energi på at lave aftaler og finde ud af alle mulige praktiske ting. Og vi har haft møde med vores tolk, Raj, som virkelig er blevet dygtig til at forstå, hvordan vi gerne vil have ham til at udføre oversættelsesarbejdet. Overordentlig vigtigt for vores arbejde!

Noget af det vi har bøvlet lidt med, illustreres af denne lille historie:

Om en uges tid er det planen, at vi skal besøge en ny organisation, SOVA, som Svalerne overvejer at støtte. Sova arbejder med uddannelse af unge piger fra udstødte stammefolk. SOVA ligger ganske vist i Indien, men i Vestbengalen, og kun 30 km væk fra RAC, en organisation vi nu støtter, og som vi også skal besøge. Det lyder ret nemt lige at smutte over grænsen og besøge dem. SOVAs hovedkontor ligger i Calcutta, og planen var, at der skulle vi køre til og se en anden del af projektet, da vi nemlig bagefter skal til Khulna, der også ligger sydligt og nogenlunde ud for, og ikke langt fra Calcutta, bare på Bangladesh-siden af grænsen.
Den plan må vi imidlertid revidere kraftigt. For ganske vist har vi visa til Indien, men de indiske myndigheder tillader ikke, at man rejser ud af deres land fra en anden grænsepost end den man kom ind ad!!! Og det hjælper overhovedet ikke, at man smiler sødt! Alle siger, at den plan må vi opgive. Og da vi ikke vil bruge hverken penge og to dagsrejser ekstra på at zig-zagge op og ned mellem nord og syd, må vi nøjes med den første del af den planlagte tur og derfor droppe Calcutta.

Nok om det, og tilbage her til Thanapara…

Lakkhi Rani, den ældre kvinde fra TSDS, som vi skulle interviewe, bor i en landsby, der egentlig ligger lige ved siden af hendes arbejdsplads. Men Bangladeshs store politiakademie, som også er nabo til TSDS, har lukket for adgang til en del af området, fordi de holder skydeøvelser. Det betyder, at Lakkhi Rani skal en lang omvej på 3 km, så hun kører med rickshaw på arbejde hver dag. Vi kørte med hende på ladcykel-rickshaw, da vi skulle besøge hende.

Da vi kørte gennem hendes landsby blev der selvfølgelig lagt mærke til os, og vi blev endda ”forfulgt” af en lille dreng, der kunne løbe stærkt.

Vi blev installeret med te på sivmåtter foran huset. Det var ikke helt let at holde fokus hele tiden, hverken for hende eller os, da mange naboer stod og fulgte nøje med i, hvad vi snakkede om.

TSDS huser også kontoret for Net2right, der er et netværk af alle de partnerorganisationer, som Svalerne samarbejder med i Bangladesh, og som er financieret af Danida. Den dygtige og uhyre engagerede koordinator for netværket, der hedder Rufiq, er en meget vigtig kontakt for os her på stedet, han hjælper os med alt - lige fra at skaffe ekstra stole til vores værelser, til at give os rådgivning i forhold til visaproblemer. Ved maden har vi mange gode samtaler med Rufiq om det både han og vi arbejder med, og vi synes vist alle tre vi bliver meget kloge!

Vi har også besøgt RULFAO, der er med i vores Net2right. De har i mange år har været en af vores økonomiske partnere. Organisationen arbejder især med at støtte jordløse i deres rettigheder til kash-land. Kash-land er den næringsrige jord, der fremkommer efter oversvømmelser, og som jordløse har lovmæssigt krav på, men som de store jordbesiddere gør alt for at narre fra dem eller ved brug af korruption eller fysisk magt afholder dem fra at få.

U-landsforeningen Svalerne søger nye partnere og overvejer derfor at genoptage den økonomiske støtte til RULFAO.
Vi og vores tolk blev hjerteligt modtaget af lederen Afzal og hans sekretær Khurshit, og inden mødet fik vi beundret deres lidt støvede, men ikke desto mindre imponerende samling af billeder af gamle koryfæer, fx Marx, Lenin, Gandhi, Nehru og Che Guevara. Gamle marxister finder man jo overalt!

Vi har oplevet en masse ting, og jeg kunne blive ved med at fortælle, men nu siger Susanne jeg skal stoppe...

Partnerskabsbesøg i Bangladesh

2010-12-16T03:17:00.001-08:00

I slutningen af december 2010 rejser 2 frivillige fra Svalerne i Odense, Birgitte & Susanne, til Bangladesh for at besøge vores partnere. De vil løbende berette om oplevelserne her på bloggen.

2010-11-18T12:07:00.000-08:00

Fra kontaktrejse til Indien, 2010

Besøg i en landsby

”Hello! Hwart is your name?” Efter at have kigget småfnisende og undrende på os et stykke tid, var der endelig et af de mange børn i stammelandsbyen Kayrambadu, der tog mod til sig og spurgte om vores navne. Og pludselig turde de alle sammen spørge om vores navne. Og så føg det rundt med spørgsmålet alle vegne fra. Og der blev trykket hænder. Selvfølgelig gentog vi spørgsmålet og måtte have gentaget de fremmedartede navne flere gange. ”Nice name” eller ”nice to meet you” var vores svar, som blev modtaget med endnu en fnisen.

Denne lille landsby består af 10-12 lerklinede hytter med stråtag, lavet af bananblade. Der er 25 familier, så i de fleste hytter bor der flere familier. Hytterne ligger på et smalt stykke jord mellem nogle marker og en skole. Her har den ligget i 45 år. Jorden er ikke ejet af nogen, heller ikke de, der bor der. De er flere gange blevet bedt om at flytte, men som de siger; ”Hvor skal vi flytte hen?”. De får ikke anvist andre steder, og de er flere gange blevet chikaneret af højere kaster, som har revet tagene af hytterne. For at få anvist et andet sted, skal landsbybeboerne bevise, at de tilhører stammefolket og tidligere har levet i skoven. Det kan de ikke, og da en emsig lokal myndighedsperson har erklæret dem for ikke-stammefolk er udsigterne til forbedringer langvarige.

Det er blevet mørkt, da vi skal fra landsbyen og med bussen videre. Der er et stykke vej til busstoppestedet, og vi bliver fulgt af en lille gruppe af børnene. Jeg mærker en hånd i min. Det er 11-årige Lakshmi. Ved siden af går hendes lillebror, og forsigtigt lægger han også sin hånd i min. Vi går forbi nogle butikker og de peger og fortæller; ”Here is a shop”, ”Here is movies and videogamesl”. Lidt efter spørger Lakshmi: ”Your house, swimmingpool?”. Jeg ryster benægtende på hovedet og tænker på, hvor svært det må være for hende at leve så fattigt og så fjernt fra den verden, som hun ser på film.

Selvhjælpsgrupper

I hele Indien bliver der i disse år dannet selvhjælpsgrupper blandt kvinder. Det er et program som regeringen står bag, og det er ngo´er som Svalernes partnere, der udfører programmet. De tager ud i landsbyerne, fortæller om fordelene og hjælper dem til at danne grupperne. Der skal mellem 12 og 20 kvinder til for at danne en gruppe. Der skal vælges en leder, en kasserer og en sekretær, og de får undervisning i, hvad det vil sige at være i en selvhjælpsgruppe. Alle skal spare 50 rupies op om måneden. Når de har gjort det regelmæssigt i 6 måneder, får gruppen 10.000 rupies af regeringen. Disse sættes i banken, og kvinderne kan individuelt låne op til 2000 af disse penge. Meget ofte bruges dette lån til at betale af på gæld. Efter et år kan de låne 30.000 rupier, dernæst 60.000 og så fremdeles.

Mange selvhjælpsgrupper vælger at starte små virksomheder op. Vi besøgte en landsby, hvor de har købt geder for lånene. Hver kvinde har fået råd til et par geder. Samtidig har de sørget for, at gederne er forsikret. Gederne kræver ikke meget arbejde, og de giver et tiltrængt tilskud til familiens økonomi, når kiddene kan sælges.
Selvhjælpsgrupperne er kun for kvinder. Mange af de mænd vi mødte i landsbyerne bakker op om konceptet. Programmet er snart udbredt til selv de mindste landsbyer, og det må siges at være en succes. Ikke alene lærer kvinderne at spare op og håndtere penge, de får også et større selvværd, når de således kan bidrage til familiens overlevelse.

Ngo´erne hjælper i starten kvinderne med at føre logbog i selvhjælpsgrupperne og med at gå i banken. Kvinderne skal selv skrive deres navn i logbogen, men da mange, især blandt stammefolkene, er analfabeter, sætter de i stedet deres fingeraftryk. En af Svalernes partnere, RDC, har lært en gruppe stammekvinder at skrive deres navn. Vi mødte T. Nilamma, som viste os hvordan hun skrev det. Det tog lang tid og blev meget sirligt. Hun var tydeligvis meget stolt af sin nye kunnen. Den feltarbejder, der havde undervist dem, fortalte, at det havde taget 3 måneder at lære disse kvinder at skrive; de skulle nemlig først lære at holde på pennen.
Vi hørte fra den landsby, hvor de havde fået geder, at beboerne løb væk, da ngo’en først kom til landsbyen. De blev simpelthen bange. Det siger noget om, hvor isoleret stammefolkene har levet fra det øvrige samfund. Kvinderne i denne landsby fortalte, at de nu er blevet rigtig glade for samarbejdet og synes, at de har lært en masse.

Stammefolk

Der er 574.000 stammefolk alene i Tamil Nadu, hvor der bor 62,1 mio indbyggere i alt. Der er 36 forskellige stammer.

For vores utrænede blik er det svært at se forskel på dem og de øvrige indbyggere i Tamil Nadu, men stammefolkene har eller har haft deres egen kultur, religion og sprog som er meget forskelligt fra andres.Stammefolkene har tidligere levet i skoven, hvor de har ernæret sig ved jagt og ved at samle rødder og urter. Det har dog været problematisk i mange årtier. Helt tilbage til 1927 besluttede briterne, at skovene og vildtet skulle bevares, men i virkeligheden handlede det om, at de fik lettere adgang til tømmer. Dengang blev der indsat skovfogeder, som fik stor magt og chikanerede stammefolkene. I 1980 kom der endnu en lov til bevarelse af skovene, og fra den ene dag til den anden betød det, at stammefolkene blev illegale beboere i skovene. Selvom mange stammefolk blev fordrevet fra skovene. undlod regeringen at genhuse dem, og de slog sig ned, hvor de kunne finde egnede steder. I 2006 kom en lov som gav stammefolkene retten tilbage til at ernære sig fra skovene. De skal dog bevise, at de tidligere har levet i skovene, og at deres forfædre de sidste 75 år har levet af skoven. Desuden skal de bevise, at de tilhører stammefolkene. Vi har hørt om nogle, som er blevet nægtet identitetskort, fordi de ikke længere gik i deres originale tøj, eller børnene ikke længere kunne synge deres traditionelle sange. I en af de landsbyer, vi besøgte, havde de ventet i 6 år på at få deres identitetskort. Disse kort giver dem mulighed for at få ret til ordentlige huse og andre faciliteter såsom elektricitet, rent drikkevand mm. Desuden er identitetskortene vigtige for de børn, som skal til 10. klasses eksamen. Det er ikke mange børn fra de samfund, der går i skole så længe, og har de ikke identitetskortene, kan de bare ikke faa deres eksamen.

2010-11-18T12:03:00.000-08:00

Fra kontaktrejse til Indien, 2010
”Ganga, jeg skal tisse”!
En ikke ualmindelig sætning, når man er på landsbybesøg i mange timer i træk. For god ordens skyld, skal det nævnes,at Ganga er vores fantastiske tolk. ”åh åh” var hendes forståelige svar, for hun anede garanteret, hvilke problemer, det kunne afstedkomme. Hun kontaktede den kvindelige feltarbejder for at høre, om der var et toilet i landsbyen. Uden tøven var svaret benægtende, men som hun tilføjede, ”man kan bare sætte sig hvor som helst udenfor landsbyen”. Og det er lige præcist, hvad de lokale gør. Det kan føles temmelig grænseoverskridende for os andre, der ikke går med en lang sari, der trods alt kan skjule det meste.
I netop denne landsby er regeringen endda i gang med at bygge nye og relativt store huse til nogle af de fattige stammefolk som et led i regeringens plan med at give de fattigste bedre boliger - MED toiletter. Men som den kvindelige feltarbejder sagde, ”det er fint nok, men ingen kommer til at bruge dem”. Og det har hun sikkert ret i. Vi har tidligere set eksempler på, at folk har fået huse med toiletter, som de bruger til gedehold, opbevaring el. lign. Det er simpelthen så indgroet i folk, at man går ud i busken. Vi har tilmed fået en ansøgning gående ud på at lære folk at bruge toiletter – det viser lidt om behovet.
Toiletpapir er heller ikke nogen almindelig forbrugsvare. Det er både dyrt og ofte svært at købe, og hvad skulle man ellers bruge venstre hånd til? Da vi spurgte efter det i en halvstor by på apoteket var svaret, at de ikke havde noget, og det var i øvrigt slet ikke muligt at købe i byen. Hmmm, og vi var på det tidspunkt 3 kvinder med ’tynde’ maver, snotnæse etc.
Nå, men det endte med at vi måtte sætte os bag en busk, den kvindelige feltarbejder følte åbenbart samme trang, men satte sig midt på stien. Knapt havde hun rejst sig, før en gruppe mænd kom gående…. Alternativt skulle vi holde os i 13 timer!
PS Ingen billeder denne gang!!!

Dette indlæg er skrevet af Kirsten

”Der er noget, der er druknet i min lassi!”

2010-11-07T22:25:00.000-08:00

Fra kontaktrejse til Indien, 2010

”Der er noget, der er druknet i min lassi!” -

Saaledes udbryder jeg og kigger forundret på et lille insekt, der ad vanvare er havnet i min yoghurtdrik, da vi sidder på tagterrassen i min favoritrestaurant i Mamabalipuram. Hurtigt kommer en opmærksom tjener mig til hjælp, griber glasset og med indisk sædvane begynder at stikke sin finger ned i glasset for at fjerne det uønskede indtil jeg får stoppet ham med et: ”Don´t put your finger in my lassi”. Men da var det for sent! Han undskyldte pænt og jeg fik da også en ny lassi uden druknede elementer.
Hele episoden udløste et grineanfald blandt os, - lige den aften. Andre gange, når vi ser hvordan maden bliver serveret med de bare hænder, kan det være svært at lade være med at tænke på, hvad disse hænder mon sidst har berørt! For at sige det som det er, så er hygiejnen ikke i top her i Indien. Gaderne flyder med affald og man må være forsigtig med ikke at træde i en kokasse, da køerne går frit på fortovene og gaderne mellem bilerne og al øvrig trafik. Det er som om, at de ved at det vil koste den dyrt, som kommer til at køre dem ned både penge- og karmamæssigt, for de går rundt uden at kere sig det fjerneste om noget som helst andet end at finde noget at tygge i.
Men lad mig vende tilbage til vores restaurantbesøg. Her er det nemlig interessant at iagttage, hvordan alle tilsyneladende har deres faste plads og funktion i hierarkiet: Når vi først har sat os ved et bord kommer der typisk en og stiller en kande vand og nogle vandglas. Dette er så hans funktion i restauranten. Ret hurtigt efter kommer en anden og rækker os et menukort og noterer vores bestilling, hvorefter han også serverer maden, når den er færdig. Dette er vores faste tjener og ham vi helst skal henvende os til. Så er der ham, der deler bananblade ud. Det er især frokostmåltidet, som oftest er ris og forskellige små sovse, der indtages på et sådant, når det altså lige er rengjort. Dette foregår ved, at man lige selv pjasker lidt vand på bladet og gnider det lidt rundt og så ryster man det overskydende vand ud på gulvet. I nogle restauranter har de endnu en person til at gå rundt med en lille metalspand og fylde op med karrysovs. Når vi er færdige med at spise kommer der endnu en og fjerner servicet ned i en medbragt spand og til sidst kommer ham, der gør bordet rent. Det foregår ofte med en skraber a la dem vi bruger til at vaske vinduer med og nogen gange også en gammel klud. Meget ofte er det bare drenge, der udfører disse opgaver. Til sidst er der ham, der udskriver regningen; han sidder ofte bag en skranke ved indgangen, nogen gange sågar bagved et glasbur. Som regel ser han også meget alvorlig ud, måske skal han også passe på, at der kun kommer ordentlige mennesker i restauranten. Da vi gerne skal have kvitteringerne med hjem, får han også lejlighed til at udøve endnu en vigtig funktion, nemlig at stemple regningen som betalt.
Sådan ser enhver ud til at have sin faste plads i hierarkiet. Det kan vel give en vis tryghed at vide, hvad man skal og hvad man ikke skal, men samtidig må det blokere for den smidighed, der skal til for at skabe udvikling og forandring.
Den værste form for dette bureaukrati oplevede vi dog i en offentligt drevet butik, der solgte kunsthåndværk. Her var mange ansatte og mange skranker. Regningen blev printet ud i 3 lag med kalkerpapir imellem og vi blev sendt rundt mellem skrankerne for at få vores små souvenirs debiteret, betalt, pakket ind og udleveret. Jeg skal spare jer for detaljerne, blot fortælle, at vi bagefter var forundrede. Især fordi det foregik i Bangalore, verdens it-by nr. 2 efter Silicon Valley, hvor man skulle tro, det var mere effektivt. (Der var dog heldigvis andre mere moderne butikker, hvor man snildt kunne køre visa-kortet igennem).
I samme offentligt drevne butik blev vi også vidner til morgenrengøringen, idet vi ankom omtrent som den åbnede. Dette foregik ved at de fleste ansatte havde en kæp, hvorpå der var bundet en noget snavset klud, som de så daskede på de udskårne figurer, ophængte sjaler, tasker og tæpper med. Jo gulvet blev også vasket, så vi måtte passe på ikke at glide på de våde fliser. Når dette er måden at gøre rent på, er der ikke noget at sige til, at der er ret snavset overalt. Det er i hvert fald ikke noget, der ville udløse smileys i Danmark!

Dette blog-indlæg er skrevet af Birthe

Smaa ceremonier

2010-11-07T22:09:00.000-08:00

Dette blog-indlæg er skrevet af Kirsten

Vores faste blog-skribent, Sanne, har desværre forladt os lidt før tid pga. skulderen, der tidligt på turen gik af led og de problemer det har medført. Det betyder, at Birthe og jeg nu må i gang.
Sanne nåede vist at fortælle lidt om de yderst kummerlige vilkår, Irulaerne lever under. De lever nærmest på kanten af samfundet uden de mest basale fornødenheder og rettigheder. Begge dele søger nogle af Svalernes partnere at råde bod på.
Ikke desto mindre er de meget gæstfri, når vi kommer på besøg. Et typisk velkomstritual består først og fremmest af, at der udenfor deres hytter er tegnet fine mønstre på jorden med noget farvet pulver. Når vi er fremme ved det sted, vi skal holde møde, træder et par kvinder frem foran de øvrige, tænder en flamme i en skål med noget rødt vand. Vi får alle et lille skvæt af det i panden som en slags velkomst og måske velsignelse? Og endelig får vi en blomsterkrans om halsen og et sjal eller håndklæde om skuldrene. Det bruges udpræget som en slags udmærkelse/hædrelse. I flere tilfælde har vi også skullet indvie et skilt ved, under store klapsalver og hele landsbyens bevågenhed, at trække et stykke stof væk, så det blev synligt. Skiltet er en slags navngivning, og henviser til, at landsbyen har en velfungerende selvhjælpsgruppe eller sangam, som det også kaldes her, altså en organisering af 12-20 kvinder i en gruppe.
Og så er det tid til at sætte sig – vi på plasticstole, de nøjes med at stimle sammen på nogle måtter på jorden, der bliver serveret te og kiks og snakken går i gang. Det er alt sammen meget fint og ærefuldt, ingen tvivl om, at de sætter stor pris på vores besøg, Vi glæder os hver gang over den utrolige gæstfrihed, men sidder tilbage dels med en underlig fornemmelse af, at de måske ikke får aftensmad den dag, fordi de har ofret alt på os, - dels med en rygsæk fyldt med sjaler og håndklæder!
Vi støtter pt. 3 organisationer, der arbejder med Irulaer, og har i alt været på foreløbig 6 landsbybesøg og alle steder er det det samme. Vi kan tydeligt se de kolossale forandringer, der langsomt men sikkert sker ad åre på godt og ondt. Folk har fået nogle goder, som de ikke tidligere har haft mulighed for, f.eks. adgang til rent drikkevand, elektricitet, en vej etc., men de har også fået en viden om deres rettigheder, en viden, der kan være svær at håndtere, fordi deres rettigheder hele tiden tilsidesættes af lokalmyndighederne.
Vi har aldrig sat spørgsmålstegn ved vigtigheden af at støtte lige netop denne gruppe stammefolk, men i år er vi blevet yderligere bekræftet i, at Svalerne yder en helt speciel opgave. Vores tolk, som er helt ny i Svaleregi, er blevet så dybt betaget af vore partneres arbejde, at hun vil indstille dem til en pris. Som hun siger, alle andre hjælpeorganisationer spørger efter antal medarbejdere, antal biler etc. som parameter for at støtte. Vore partnere er meget små organisationer med kun få mere eller mindre fast tilknyttede feltarbejdere og nogle frivillige og ingen store biler, og så bliver de automatisk sorteret fra af større organisationer. Ingen andre kommer åbenbart helt derud, hvor Svalerne kommer; det er simpelthen for langt væk fra Alfarvej.

Besøg hos partner & på landsby-besøg

2010-11-05T05:18:00.000-07:00

Dette blog-indlæg er skrevet af Sanne
Fra kontaktrejse til Indien, 2010

At komme fra Chennai (storby – med fed streg under stor – med ca. 8 millioner indbyggere og alt hvad dertil hører af larm, kaos, menneskemylder og køer i trafikken; og i forhold til sidstnævnte tænkes både på lange bilkøer, men også drøvtyggende muhkøer) og til det landlige Indien, hvor Svalernes partnere arbejder, er så sandelig at komme fra én yderlighed til en anden.

Generelt for vores partnere i Indien gør det sig gældende, at de arbejder i afsidesliggende landsbyer, hvor de fattigste kasteløse og ’stammefolk’ (dalitter og irulaer) oftest er bosat. Irulaer er et kasteløst stammefolk og hører til i bunden af det traditionelle kaste-system, hvor de typisk lever isoleret fra resten af samfundet, som end ikke opfatter dem som mennesker (køer i Indien har det bedre end Irula-folket).

Uden rettigheder og uden adgang til selv de mest basale samfundsgoder lever Irula-folket oftest meget afsides, hvor de opretter deres livsgrundlag ved at finde rødder og andet spiseligt i skovene og ved at tage sæsonarbejde indenfor landbruget til kummerlig løn. Her bor de i grupperinger/små lokalsamfund på ”ingenmandsland” – typisk jordlodder med knap 20 familier bosat i 3-4 siv & jord-hytter uden nogen legal ret til at være bosat, hvor de er.

På besøget hos en af Svalernes partnere i Indien, SEAS, og på besøg i de landsbyer, hvor organisationen arbejder, bliver vi igen og igen mindet om, hvorfor der stadig er meget arbejde at udføre, før end man kan tale om et retfærdigt Indien, hvor befolkningen på lige kår har adgang til det offentlige system.

Vi har hørt historier om lavkaste-kvinder, der voldtages og som bliver afvist ved politiet, når de vil anmelde det; om hvordan højkaster nægter at dele landsbyernes eneste adgang til rent drikkevand med de kasteløse; om udelukkelse fra skolesystemet og sygehusvæsenet pga. manglende ID-kort (lidt á la vores danske sygesikringsbevis), som kun kan fås ved, at man er registreret ved indiske folketællinger, som mange stammefolk ikke er, og meget mere.

Historier om elendigheden, urimelighederne og skævheden i det indiske samfund er der desværre rigelige af og vi har på vores rejse mødt mange af de mennesker, som til daglig er hovedpersoner i historierne. Alle har de det til fælles, at deres grundlæggende rettigheder som mennesker krænkes massivt. Derfor er den vigtigste del af U-landsforeningen Svalernes udviklingsarbejde netop arbejdet med rettigheder og kapacitetsopbygning. Folk skal vide, hvad de har ret til – og hvad de har ret til at blive fri for. Herunder skal de lære, hvordan de siger fra og hvordan de kræver deres ret.

Svalernes partnere arbejder på at organisere folkene i grupper, hvor de lærer vigtigheden af at stå sammen, fordi man i samlet flok opnår meget mere og lettere kan lægge pres på f.eks. myndighederne. Desuden tjener organiseringen det formål at give folk en tro på, at de selv kan forbedre deres økonomiske og sociale situation. Gennem støtte til uddannelse og bevidstgørelse, opsparing, retshjælp og indkomstskabende aktiviteter, bidrager vi til at mobilisere menneskelige ressourcer - såkaldt ’hjælp til selvhjælp’, som det populært formuleres.

Men tilbage til vores landsby-besøg… Af hullede mudderveje gik turen i lokalbusser, auto-rickshaw (i andre lande bedre kendt som en ’tuk-tuk’) og bag på motorcykler ud til små spartanske landsbyer, hvor vi blev modtaget med store smil af samtlige børn i landsbyen. Foran landsbylederens hus var der i anledning af besøget fremsat plastikstole til os, hvorfra vi fik serveret the og Marie-kiks. Stort set alle i landsbyen var stimlet sammen for at se os, og iført det fineste tøj og med vandkæmmet hår stod der i omegnen af 20 børn i alle aldre og kiggede nysgerrigt på os og vi på dem… mens svalerne (og her menes bogstaveligt talt fugletypen) symbolsk fløj over hovedet på os og tordenskyerne lurede i det fjerne.

Vi har ved selvsyn set, at U-landsforeningen Svalernes støtte til organisationer i Indien virkelig batter noget, selvom ”kapacitetsopbygning” ikke kan vejes og måles på samme måde, som det f.eks. er tilfældet ved støtte til materielle ting. Fattigdom er dog ikke kun et spørgsmål om mangel på ressourcer eller social og økonomisk ulighed. Det er i lige så høj grad et spørgsmål om undertrykkelse og mangel på viden om egne rettigheder. Derfor støtter vi det vigtige arbejde med at give folk en stemme.

Endelig nyt fra Indien!

2010-10-30T18:08:00.000-07:00

Dette blog-indlæg er skrevet af Sanne

Ankomst til Indien
Jeg beklager den rungende tavshed, der indtil nu har været på bloggen – dette har flere forklaringer, men den primære, som jeg vil lade det blive ved indtil videre, er den, at vi simpelthen har haft lynende travlt og derfor slet ikke haft tid til at komme på internet-café. Det er nemlig langt fra en badeferie at være af sted for Svalerne på kontaktrejse....

Men nok udenomssnak, og i gang med historierne fra de varme lande (og I må så bære over med, at indlæggene nu falder på stribe)…

Vi er ankommet til Indien og for en førstegangsbesøgende som undertegnede var det noget af en brat ankomst at lande i Chennai (tidligere Madras), som med sine 8 millioner indbyggere må siges at være noget anderledes i tempo end København. Hvis jeg skal forsøge at beskrive Chennai, så må det være med ord som larmende, mennesker overalt, vild (for ikke at bruge det mere oplagte ord ’sindssyg’) trafik og smog, duften af eksotiske krydderier blandet med stanken af menneskeligt affald, bilers dytten, hellige køer på gader og fortove, og frem for alt VARME (og her menes både temperaturmæssig varme med sine omtrent 35 grader, men også menneskelig varme med en utrolig imødekommenhed og store smil fra alle kanter). Indtrykkene er rigtig mange og generelt er Indien svær at indfange på et foto, endsige beskrive med ord.

Og apropos ord, så taler vi ikke det lokale og mest udbredte sprog i Tamil Nadu, tamilsk (som blot er 1 ud af 22 andre officielt anerkendte sprog i Indien), på samme måde som vores partnere og projekt-målgruppe ikke taler engelsk, hvorfor vi rejser rundt med en lokal tolk, som dagen lang oversætter for os.

Det fattige Indien
Selvom dansk udviklingsbistand til Indien blev afsluttet i 2005 med det argument, at Indien – ifølge sit Brutto National Produkt (BNP) – nu var for rigt og udviklet til fortsat at modtage støtte, så er faktum desværre, at den fattigste del af Indien stadig er ekstremt fattigt og kløften mellem rig og fattig bliver fortsat større.

I procentvise termer lyder det f.eks. godt, at kun 1 % lever under FN’s fattigdomsgrænse, men med en estimeret befolkning på 1,15 milliarder svarer det til 10 millioner mennesker, som lever på sultegrænsen.

Det fattige Indien er dog ikke kun fattig i økonomiske termer, men også fattig på basale rettigheder, såsom adgang til drikkevand, skolegang, stemmeret og andre lovmæssige rettigheder.

U-landsforeningen Svalernes partnere arbejder blandt de fattigste i Indien, som primært er kasteløse. Formelt set blev kastesystemet forbudt ved lov i Indien i 1947, men i praksis fungerer det desværre i værste velgående. Kaster er den gennemgribende struktur i det indiske samfund og bestemmer det enkelte individs sociale og økonomiske position lige fra fødslen. Forældrenes kaste arves af børnene og personer af forskellig kaste gifter sig normalt ikke. Folk er inddelt i fire grundlæggende kaster, der yderligere er inddelt i tusinder af grupper, som ofte men ikke altid er forbundet med erhverv. Under de fire kaster er de kasteløse. Kasteløse (som igen udgøres af flere forskellige grupper med forskellige navne, såsom ’dalitter’, og forskellige stammefolk, bl.a. ’irulaer’, m.fl.) udgør cirka 25 % af befolkningen i Indien. Kasteløse lever under apartheid-lignende forhold, hvor de diskrimineres og tilsidesættes på næsten alle områder i samfundet. De udfører traditionelt kun de ringeste jobs som gadefejere, toiletrensere og andre erhverv der betragtes som urene.

Kastesystemet er en virkelig kompliceret størrelse, som på alle plan er svær at forstå. Dels er det svært at begribe, at et så gammeldags system stadig eksisterer, men også dets opbygning er et sindrigt system, som for udefrakommende er svær at hitte rede i – f.eks. er det umuligt for danskere som os at se på folk i Indien, hvilken kaste de tilhører, mens de selv kan genkende kaste-tilhørsforhold med blot et enkelt blik.

Det indiske sygehusvæsen indefra
Min anden undskyldning for, at der først nu er kommet indlæg på bloggen, er, at jeg (ufrivilligt) har studeret det indiske sygehusvæsen indefra….

En monsun-regnvåd morgen i plastic-sandaler på vej ned af den udendørs trappe på vores hotel resulterede kort fortalt i et fald med en afvredet skulder som følge. Så med venstre arm dinglende fra en deform skulder gik turen mod feltstudie på indisk hospital, og jeg kan med glæde berette, at den nu igen - efter en kort tuk-tuk-bumletur, en højlydt og længerevarende diskussion mellem vores ellers rolige & gemytlige tolk og en taxichauffør om prisen for at køre os på nærmeste hospital, noget der føltes som en meget lang køretur, en masse bureaukrati og ineffektivitet på et ellers yderst fint og velfungerende hospital, 2 bedøvelser uden virkning, en røntgen og slutteligt en halv narkose og et par hurtige vrid fra en kompetent læge – sidder som den skal, dog fastholdt i en slynge de næste par uger…. Men så fik jeg lejlighed til ved selvsyn at se, at indiske læger virkelig kan deres kram og dermed lever op til deres gode ry.

Med ovenstående in mente og det faktum at jeg nu kun kan bruge 1- og 2-finger systemet mod mit normale 8-10-fingersystem, mener jeg at have endnu en legal undskyldning for forsinkede blog-indlæg. At skrive med én hånd tager en del tid, men heldigvis kan jeg glæde mig over, at det er den venstre hånd, her i Indien bedre kendt som ’toilet-hånden’, og ikke min højre hånd, ’spise-hånden’, som er sat ud af drift for en stund.

Følg fortsættelsen af vores rejse, når der igen snarligt kommer indlæg på bloggen….

Kontaktrejse er hårdt arbejde - allerede før afrejse!

2010-10-23T04:51:00.000-07:00

Dette blog-indlæg er skrevet af Sanne

Jeg har aldrig været i tvivl om, at de frivillige i U-landsforeningen Svalerne yder et kæmpe stykke arbejde (og her tænker jeg faktisk på alle frivillige i butikker, loppemarkeder, udvalg, lokalafdelinger, bestyrelsen, etc., som vitterligt udgør drivkraften i U-landsforeningen Svalerne).

Jeg har heller aldrig været i tvivl om, at partnerskabsbesøg til Indien og Bangladesh ikke er badeferier for de frivillige rejsende.

Til gengæld har jeg nu virkelig fået slået fast med syvtommersøm, at det er hårdt arbejde - allerede inden afrejse. De sidste mange uger har jeg været inde over processen med forberedelser til rejsen til Indien - og jeg tager virkelig hatten af for de frivillige i Indiens- og Bangladesh-udvalgene, som år efter år lægger et gigantisk slid i kontaktrejserne. Der er masser af forberedelse inden afgang (rejserute planlægges; mails og breve, der skal skrives og sendes afsted til de partnere (nuværende og nye) der skal besøges; lange ansøgninger skal læses; der skal findes tolk; korresponderes og laves aftaler med tolk; spørgsmål til partnere skal formuleres, bearbejdes og diskuteres; og meget mere...) og udvalgene og især de rejsende knokler for at være forberedte til mødet med vores partnere.

Partnerskabsbesøg i Indien 2010

2010-10-18T20:59:00.000-07:00

Dette blog-indlæg er skrevet af Sanne

Hvert år rejser 2 frivillige fra U-landsforeningen Svalerne til henholdsvis Indien og Bangladesh for at besøge nuværende og nye potentielle partnere. Disse rejser, kaldet kontaktrejser eller partnerskabsbesøg, har bl.a. til formål at holde tæt kontakt med eksisterende partnere, at sparre og yde rådgivning, hvis der måtte være brug for det, at evaluere afsluttede projekter, samt at vurdere nye fremtidige partnere og projekter.

I efteråret 2010 deltager koordinator i U-landsforeningen Svalerne (Sanne) sammen med 2 frivillige (Birthe og Kirsten) i den årlige kontaktrejse til Indien.

På denne blog vil der løbende være opdateringer fra kontaktrejsen i Indien, så følg med, når det snart går løs...

Blog-indlæggene er baseret på de rejsendes egne oplevelser og indtryk og er derfor ikke nødvendigvis udtryk for U-landsforeningen Svalernes holdninger.