mandag den 16. februar 2015

Mere nyt fra Bangladesh: samtale med en ny potentiel partner



Af Lis Rasmussen Kazal og Ebbe Primdahl



Skal der gris på gaflen?

Det kan blive en mulighed for de partnerskabsrejsende Svaler, hvis vi vælger at give støtte til Prostisruti, som vi havde besøg af i går på det hotel, som Ebbe bor på.
Vi havde ud fra deres ansøgning regnet med, at griseopdræt var en biting i det projekt, de havde søgt, men her var det lige omvendt. Omdrejningspunktet skulle være, at de familier, der skulle være med i projektet, skulle have en eller flere grise, de kunne opdrætte med salg for øje.
Gruppen af stammefolk, som projektet handler om, har tradition for at opdrætte grise. Det er dog ikke deres ”egne” grise, de opdrætter, men de gør det for nogle af deres rige stammefolk (”godsejere”).
Godsejeren har så ansat omkring 50 mand, der på skift passer grisene. Det foregår ligesom vi kender det fra får og geder, ved at de vandrer rundt med grisene til forskellige steder, der er udvalgt til, at de kan fouragere. Det er så Godsejeren, der søger for, at de bliver solgt, når de er klar til at blive slagtet. Det er hvad vi her kalder traditionelt grisehold. Er der nogen, der taler økologi og dyrevelfærd?
Nu er der så nogle af de ansatte, der har fået en god ide: i stedet for noget af deres løn har de fået en gris eller to, som det så er kvinderne, der har fodret op og passet, mens mændene har passet deres arbejde. Det foregår på moderne vis ved, at grisene går i en lille fold. Det er da den omvendte verden for os.
Protishruti og de øvrige stammefolk er blevet inspireret af dette og har haft lånt penge til, at 30 kvinder/familier har kunnet købe en gris. De vil nu gerne udvide til 25 familier mere.
Du bliver hvad du spiser eller spiser efter din religion.

I Indien er koen hellig, og i Bangladesh er grisen uren, men intet er jo sort eller hvidt. Prosithruti har dog været fremsynet i forbindelse med dette projekt. De kan godt se, at det kan give problemer at begynde at opdrætte i ”større stil”, når de nærmeste er muslimer. De har derfor tænkt sig at invitere naboerne, kristne, muslimer og hinduer til et møde om, hvordan de vil have det med at være nabo til en ”stor farmer”.
Efter de billeder vi har set, er det meningen, at hver familie, der er med i projektet, skal have en eller to grise. De taler dog både om eksport og større folde, så måske kommer der uventet konkurrence til de danske landmænd.
Den lokale dyrlæge var ikke begejstret, da han blev spurgt, om han kunne hjælpe i forhold til grisene. Han valgte pænt at takke nej til at hjælpe med henvisning til, at han er muslim. En lokal embedsmand spurgte ham så, om han kunne finde noget sted, der sagde, det var ulovligt at holde grise, for hvis ikke måtte han hellere hjælpe til. Så nu er han blevet griselæge. Det offentlige betaler udgifterne til medicin.
En del af ansøgningen handler også om menneskerettigheder, juridisk støtte mv. men det var ikke det, der fyldte mest i samtalen.
Det havde jo været sjovt at komme ud og hilse på nogle grise på landet.


Lidt blandet:
Her på hotellet er der ikke andet end larm fra gaden det meste af døgnets 24 timer. Det ser desværre ikke ud til, at vi kommer ud af byen denne gang. Der bliver stadig smidt bomber rundt omkring, og der er intet der tyder på, det bliver bedre.
Vores gode ven Aitar fra PLEAD, en partnerorgansitation vi skulle have besøgt i Khulna, sagde, at det var godt vi ikke var kommet derned, da der havde været ballade lige ved siden af det hotel, vi skulle have boet på.


Heldigvis er der også fest og farver, i går var det første forårsdag, med dans, musik og oplæsning. Det skriver vi om lidt senere. Der er stor bogmesse i en hel måned. Og i dag er det Valentinesdag og Kajol (Lis' mand, red.) er ved at lave gademaleri, det må vi hellere ind og se, så måske et billede derfra.


OBS: fotos kommer snarest!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar