torsdag den 14. februar 2013

Partnerskabsbesøg i Bangladesh 2013: uroligheder i landet

Breaking news fra Bangladesh - Af Lis Rasmussen Kazal (skrevet 05-02-2013)
De  seneste times tid har en stor del af befolkningen I Bangladesh siddet spændt foran fjernsynet for at følge oplæsningen af de første domme fra Det Internationale Krigsforbrydertribunal vedrørende krigsforbrydelser begået i befrielseskrigen i 1971.

Det fundamentalistiske parti, Jamaat- i Islam har erklæret hartal i dagens anledning. En lokal strejke form, hvor dem der står bag dem prøver at forhindre al form for trafik. I praksis betyder det at al privatkørsel stopper, dog kan man bevæge sig på gåben og med cykelrickshaw. Den offentlige transport fortsætter, men busser bliver ofte angrebet.

Dagens strejke følger efter at samme parti for en uges tid siden gik til angreb på politistationer over hele landet. Der var voldsomme kampe og flere politibetjente, aktivister blandt de strejkende og uskyldige forbipasserende blev dræbt og mange flere sårede.

 Jamaat har erklæret, at de vil strejke fra i dag og fortsætte til de anklagede bliver sat fri.
Der havde været forventet dødsdomme for forbrydelse mod menneskeheden, dommene blev fængsel på livstid.

Baggrunden er at Jamaat-i-Islam i 1971 arbejdede sammen med den Pakistanske hær og deltog i krigshandlinger på deres side, derudover er de anklaget for at have organiseret dødspatruljer, som myrdede tusindvis af mennesker.

Dommene efterlader forvirring og frustration. Der luftes allerede forskellige konspirationsteorier. Har man valgt at lade dommene være livstid for at undgå borgerkrig?

Situationen her i valgåret - der skal være valg til parlamentet i december - er at det største oppositionsparti er udeblevet fra parlamentet størstedelen af valgperioden, de har også gennemført proteststrejker og andre aktioner mod den siddende regering. Omkring aktionerne fra det fundamentalistiske parti har de været tavse eller har deltaget i en eller anden form. Kun i forbindelse med dagens strejke har de taget afstand fra den.

Allerede her kort tid efter afsigelse af dommene frygter folk, at livstidsdommene kan betyde, at de dømte vil blive frigivet, hvis valget medfører at oppositionspartiet BNP kommer til magten. De har tidligere regeret i alliance med de fundamentalistiske partier.

Så de næste dage er usikre. Hvordan reagerer fundamentalisterne?
Kommer der modreaktioner?

Ovenstående situationsberetning er sendt for at holde Jer orienteret ikke for at gøre Jer urolige. Jeg er ikke bekymret for at være her og er også sikker på at vi skal få gennemført vores arbejde. Vores partnere er vant til at der opstår den slags situationer og vant til at tilpasse sig. Vi har allerede flyttet datoen for vores Net To Rights-seminar, så vi kan ankomme en dag, hvor vi gætter på, at der ikke er strejke og sådan vil vi fortsætte fremover, vores partnere er altid opmærksomme på at passe på os og de har gode informationskilder. Da Jamaat angreb for en uge siden ringede et par af partnerne til mig for at sikre sig, at jeg holdt mig fra mulige urocentre og jeg har været her adskillige gange før og under værre omstændigheder. Jeg passer på og vi vil passe på, når Birgitte kommer og bliver altså også passet på af vores partnere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar