onsdag den 20. februar 2013

Partnerskabsbesøg i Bangladesh 2013: besøg hos vores partner RULFAO

Af Birgitte Lebech Pépin

I de sidste par dage har vi haft møder og været på feltbesøg med RULFAO, en gammel organisation som Svalerne før har støttet i en årrække og nu på det sidste har givet støtte for et enkelt år. RULFAO søger nu Svalerne om støtte for en treårig periode, derfor benytter vi partnerskabsbesøget til nærmere at undersøge hvad de laver og til at besøge et par af deres nuværende projekter, som de får støtte til af andre donorer.

RULFAO har mange forskellige aktiviteter, men deres særlige kendemærke er kashlands-konflikter. Kashland er et fænomen, der er meget karakteristisk for Bangladesh - landet med mange floder. Når det er regntid går floderne over deres bredder, og efter regntiden er deres løb ofte ændret mere eller mindre, således at noget land der før var flod nu ”opstår” som ny jord. Denne nye jord tilfalder efter gammel tradition og ved lov de fattige og jordløse. I realiteten foregår det dog desværre ofte sådan, at det er de stærkeste og rigeste, der tiltager sig retten til jorden. Det er meget svært for de fattige at kræve jorden og i praksis at få lov at beholde den. RULFAO går ind i disse sager, støtter de fattige i deres ret og fører jord-sagerne for dem.
RULFAO tog os med på flere landsby-gruppebesøg. Bl.a. en beboet af adiwasier, dvs oprindelige folk, som bliver stærkt diskrimineret af det omgivende bengalske samfund og i det hele taget ikke regnes for noget som helst.

 

Vores modtagelse i landsbyen var meget speciel. Utroligt varm og rørende. En flok kvinder i farvestrålende sarier kom dansende imod os til spil og trommeakkompagnement. Blomsterblade blev smidt omkring dem og på os. Med en krans om halsen blev Lis og jeg ledt hen til nogle stole og placeret, mens to kvinder nærmede sig med noget vand og to sølvfade, hvorpå der smukt var arrangeret et par grønne blade med en klat gylden olieglinsende substans på. Hvad det her gik ud på fattede jeg ikke, indtil det gik det op for mig, at vi skulle have vasket vores fødder! Placeret på en skammel blev Lis’ og mine tilsammen fire fødder nænsomt vasket, smurt ind i olie, og forsigtigt sat tilbage på vores sandaler! Sådan modtager man gæster!

 

Da mødet gik i gang, fortalte landsby-gruppens leder, en ung bonde ved navn Rajen Hamron, at noget af det der er vigtigst for deres gruppe at bruge RULFAO til er kashlands-problemer. Adiwasierne tager ikke selv land tilbage hvis andre har tiltusket sig den, det er de slet ikke stærke nok til. De ville ikke kunne klare sig uden hjælp fra RULFAO, bl.a. fordi de er analfabeter og derfor let bliver snydt af andre. Men med RULFAOs hjælp lærer de at blive bedre til at gennemskue tingene. For personer med uddannelse er det ikke noget problem, men ellers er det sådan, at bengalerne og adiwasierne ikke opmåler jord på samme måde, og på den måde bliver adiwasierne snydt for den kashland der tilkommer dem. RULFAO hjælper adiwasierne med at føre sager, så de får papir på deres jord.
Foto af gruppeleder Rajen Hamron (tv.) og kashlands-bonden Ladem Soren (th.), de to siddende i front i hvide skjorter.

En af de jordløse mænd, Ladem Soren, fortæller, at han nu dyrker og bor på en jordlod af kashland, som RULFAO for tiden er i gang med at hjælpe ham med at få papir på. Inden dette går i orden formelt kan andre, fx stærke indflydelsesrige bønder eller andre bønder, fratage ham hans jord. Han regner med at sagen nok er klaret i løbet af et par måneder; først til den tid vil han kunne føle sig sikker på at beholde jorden. Forhåbentlig tager floden den ikke fra ham igen foreløbig, for så starter det hele igen…

 

Gruppens leder, Rajen Soren, er en sympatisk og veltalende ung mand. Han giver på alle måder indtryk af at være velbegavet og udstyret med potentiale for at blive til noget. Han siger, han ville ønske, at han havde mulighed for at komme til udlandet og få en uddannelse. Her i Bangladesh er det helt umuligt for ham, som adiwasi. Da vi bagefter spørger RULFAO-folkene om dette virkelig kan passe, og hvilke muligheder der egentlig er i samfundet for en sådan, i vores øjne, lovende ung mand, er svaret nedslående. Selv NGO-arbejderne jo oplyste og socialt indignerede mennesker med et stort engagement i at forsvare de svageste, og selvfølgelig finder de det dybt forkasteligt, hvordan adiwasierne behandles. Men alligevel, nærmest med et skuldertræk fordi det er så selvfølgeligt for dem, svarer de næsten enstemmigt, at sådan en mand er der ingen andre muligheder for end at forblive en fattig bonde. Og at være en god talsmand for de andre adiwasier. Han kan være nok så veltalende og begavet, hvad nytter det, hvis han er udstødt og ingen vil respektere ham?

Når man besøger samfund som fx dette med adiwasier, der har så få muligheder for at få et anstændigt liv, så mærkes det virkelig, at der er en mening med alt det forskellige frivillige arbejde vi går og laver i Svalerne. At støtte og samarbejde med dygtige lokale organisationer, der hjælper de mennesker der er allerfattigst og har allermest brug for at styrkes og kende eget værd og basale rettigheder, er helt klart en rigtig måde at yde støtte på. Og noget det absolut er værd at blive ved med arbejde for i Svalerne!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar