Partnerskabsbesøg i Bangladesh 2013: En lille situationsrapport fra Thanapara

Af Birgitte Lebech Pépin (skrevet 14-02-2013)

I går ankom jeg, Birgitte, fra et par ”tilvænningsdage” i Dhaka til Thanapara-projektet i Rajshahi, hvor jeg mødtes med Lis, som jo var kommet nogle dage forinden for at afvikle et seminar med Net to Rights, som hun også selv fortalte om i et tidligere indlæg.

I går aftes holdt vi et møde med Dipok, som er leder af organisationen SOVA i den indiske delstat Vestbengalen (lige på den anden side af grænsen mellem Indien og Bangladesh). Dipok har været hyret som mødeleder (facilitator), til seminaret, og derfor var det smart at vi snakkede med ham i partnerskabsrejse-sammenhæng nu han alligevel var her, det sparer både tid og rejsepenge.

Vores snak med ham handlede meget om, hvor svært det er for ham for alvor at komme i gang med det projekt vi i Svalerne har lovet ham økonomisk støtte til. De indiske myndigheder er uhyre bureaukratiske. En jungle af tids- og pengekrævende regler virker som det rene benspænd for et arbejde, der ellers forekommer uhyre vigtigt for landet. SOVAs arbejde går ud på at bevidstgøre dobbelt undertrykte kvinder fra forskellige stammefolk (adiwasier) i forhold til de rettigheder de retformeligt har i deres samfund: I adiwasisamfund er der tradition for, at kvinderne laver alt arbejde mens mændene drikker, lader sig opvarte og bruger alle pengene. Ikke overraskende er vold i hjemmet heller ikke en sjælden ting. Disse kvinder, hvis selvværd kan ligge på et meget lille sted, må altså, samtidig med at de pukler i hjemmet, arbejde som daglejere i det omgivende samfund. Hvor de, som outsidere fra et stammesamfund, ud over at blive underbetalt, bliver set ned på og diskrimineret. SOVA arbejder med at bevidstgøre disse kvinder om deres rettigheder, at få dem til at indse, at hvis de står sammen kan de gøre noget og kræve deres ret. Dipok fortalte en lille succeshistorie om, hvordan rige jordbesiddere, der ansætter kvinder til markarbejde, smider mad til dem på den bare jord. De vil ikke i fysisk kontakt med ”urene” stammefolk! En gruppe kvinder med tilknytning til SOVA fandt her ud af at stå sammen. De sagde til jordejerne: ”I kan godt spise den mad der kommer ud af de korn vi (med ”urene” hænder) har rørt ved. Men I vil ikke røre ved vores hænder, når I giver os mad.” Hvis de ikke kunne give kvinderne deres mad på en værdig måde, ville de nægte at arbejde mere i den landsby. Kvinderne havde valgt et strategisk godt tidspunkt i høsttiden, så mange af arbejdsgiverne lovede at behandle kvinderne ordentligt! På den måde opnåede de at forbedre deres arbejdsforhold, og på samme tid fik de øget deres selvværd.

Det er uforståeligt for os, hvorfor offentlige myndigheder gør det så vanskeligt for velmenende mennesker at komme i gang med opgaver der virker åbenlyst opbyggende for så trængte befolkningsgrupper? Heldigvis ser det lige nu ud til, at SOVA omsider er trængt igennem den værste bureaukrati-jungle, således at arbejdet skulle kunne komme til at glide inden for en overskuelig tid. Det krydser vi fingre for…

Når man er på partnerskabs-rejse kommer man ud for mange forskellige uforudsete opgaver. I går, mens Lis og jeg sad og drak te, blev der kaldt på os, fordi der var nogen der skulle hilse på os. Lidt overrumplede kom vi hen til en flok af mennesker. Foran var der stillet stole op - med hæderspladser til os. I midten stod en lille genert dreng på ca. 8 år. Vi fik forklaret, at denne lille dreng går i skole på Thanapara-projektet, og hans mor arbejder i produktionen på Thanapara Handicrafts. Drengen havde gennem sin skole deltaget i en sangkonkurrence arrangeret for børn uden de privilegier og muligheder middelklassebørn sædvanligvis har. Han var kommet på andenpladsen og havde vundet 10.000 thaka. En stor ære! Og nu blev Lis, der gennem mange år er blevet en kendt person på stedet, bedt om at overrække checken til drengen, som bagefter, med sin smukke stemme, gav os en prøve på sit talent!

Thanapara-projektet er et tekstil-projekt der oprindeligt blev etableret mhp arbejde og udkomme til krigsenker samt pasning og skolegang til deres børn. I dag er det mest de næste generationer der arbejder her, men stadig er projektet for mennesker der uden dette tilbud ikke ville have mange muligheder for at opretholde en tålelig tilværelse. Svalerne har tidligere gennem en længere årrække støttet projektet, som med tiden er blevet stærkt og mere ”selvkørende”. Nu støtter Svalerne dem indirekte via det Danida-støttede netværksarbejde Net to Rights.