Endnu en rejsehilsen fra Bangladesh...

Af Birgitte Lebech Pépin & Susanne Kofoed Pedersen

Vi er nu nået til Bogra, hovedstaden i nord. En noget større by end da jeg var her for 30 år siden. Der er meget fine bygninger og i flere etager, men med åbne rendestene med stillestående ”vand”, er det en blandet fornøjelse. Vi ville nødig være her om sommeren.

Vi har her besøgt PUP, en organisation, som Svalerne støtter. Vi har været i to forskellige landsbyer og set, hvordan PUP arbejder.

Den første landsby, Digholkandi, ligger noget fra Bogra og der blev proppet 5 personer incl. chaufføren ind i en "babytaxi", eller rettere en CNG som det kaldes i Bangladesh, da den kører på gas. Det er bare hundekoldt her, vi ved det ikke, men skyder på 10 til 12 grader.

Nå, men efter en halv time i en åben CNG kom vi til landsbyen og blev mødt af en gruppe kvinder i farvestrålende sarier. De broderede på fine sjaler og sengetæpper samtidig med, at vi spurgte dem om de ting vi havde forberedt. Hvordan er deres dagligdag? Hvad laver de ved deres møder? Sparer de penge op, og hvad vil de bruge dem til? Og meget mere som de beredvelligt svarede på. Vi bad dem også fortælle, hvad der er ændret i deres liv siden de er begyndt at brodere og tjene deres egne penge.

En ung kvinde, Jesmin på 22 år, fortalte, at hendes mor også havde været med i denne gruppe, men nu er hendes øjne blevet for dårlige, så nu tjener hun i stedet lidt penge ved, at hun har en ko der skal fedes op til videre salg og ved at passe sine kyllinger. Dengang moderen stadig var i gruppen, var hun i stand til at betale for skolebøger, samt betale for ekstra privatundervisning (som man er nødt til at have udover offentlig skolegang i Bangladesh, hvis man vil lidt frem). Så Jesmin er nu på 2. år på college i Bogra. Hun vil gerne være computeringeniør.

Det er meget rørende historier vi hører, og vi bliver dybt grebet over at møde disse skæbner, der ved hjælp af ganske små økonomiske midler kan nå meget langt.

I næste landsby, Madla Hindudupara, møder vi en pige, Shamuti på 17 år, fra den fattigste familie i landsbyen. Hendes mor er 3. hustru, og faren har ikke råd til at give hende og hendes 3 børn penge. Shamuti tjener penge ved at brodere og har råd til at købe bøger samt ekstraundervisning. Hun er i stand til at passe sine timer i gymnasiet samtidig med, at hun også broderer. Hun kan endda give penge til sin familie og købe sig lidt tøj også. Hendes fremtidsdrøm er at blive lærer i skolen fra 0. til 4. klasse, som en af hendes veninder i gruppen også er. Vi blev vist rundt i hendes families lerklinede hus , hvor der var rent, pænt og ryddeligt. Deres få ejendele hang på en stang under taget.

 

Jeg synes, det er meget grænseoverskridende pludselig at vade ind hos folk og fotografere dem i deres fattige hjem. Men vi fortæller hinanden, at på den anden side er det jo også vigtigt at få den slags historier ud, for at fremme forståelsen  af, hvor vigtigt det er med støtte til Svalernes partner-organisationer.

I dag har vi holdt skrivedag, bla. for at skrive dette indlæg, men vi har også været ude i en noget mere rolig by end sædvanligt. Der er nemlig i dag valg til forskellige råd - vi kalder det af forståelighedsgrunde valg til ”kommuner” og ”amter”. Så alt er nærmest lukket ned. Folk er i deres pæneste skrud og spadserer sammen med deres familier til deres stemmested. Nogle tager langt væk for at stemme sammen med deres familier, og jeg tror også de gør det til en social begivenhed. Vi besøgte et par valgsteder, og flere troede, at vi var internationale valgobservatører, og det spillede vi så lidt. Alle var meget engagerede, og flere ældre kom hen til os og fortalte, hvor vigtigt det var at stemme. Vi samlede nogle valgpropagandasedler. Det særlige er, at sedlerne, af hensyn til analfabeter, er forsynet med et symbol, som kan være f.eks. en fodbold, et kamera, en krukke, en guitar eller et rådyr. Så kan man nemlig se hvilken kandidat man kan stemme på, også selvom man ikke kan læse. Vi så flere folk med lilla fingerspidser – fordi man for at undgå, at folk stemmer mere end en gang, giver dem dette ”mærke”.

 Nu er vi ved at forberede næste besøg hos Svalernes partnere. Vi skal tidlig op i morgen og videre til Joypurhat.

Svalernes udsendte i Bangladesh, 

Birgitte & Susanne.