Dette blog-indlæg er skrevet af Kirsten
Vores faste blog-skribent, Sanne, har desværre forladt os lidt før tid pga. skulderen, der tidligt på turen gik af led og de problemer det har medført. Det betyder, at Birthe og jeg nu må i gang.
Sanne nåede vist at fortælle lidt om de yderst kummerlige vilkår, Irulaerne lever under. De lever nærmest på kanten af samfundet uden de mest basale fornødenheder og rettigheder. Begge dele søger nogle af Svalernes partnere at råde bod på.
Ikke desto mindre er de meget gæstfri, når vi kommer på besøg. Et typisk velkomstritual består først og fremmest af, at der udenfor deres hytter er tegnet fine mønstre på jorden med noget farvet pulver. Når vi er fremme ved det sted, vi skal holde møde, træder et par kvinder frem foran de øvrige, tænder en flamme i en skål med noget rødt vand. Vi får alle et lille skvæt af det i panden som en slags velkomst og måske velsignelse? Og endelig får vi en blomsterkrans om halsen og et sjal eller håndklæde om skuldrene. Det bruges udpræget som en slags udmærkelse/hædrelse. I flere tilfælde har vi også skullet indvie et skilt ved, under store klapsalver og hele landsbyens bevågenhed, at trække et stykke stof væk, så det blev synligt. Skiltet er en slags navngivning, og henviser til, at landsbyen har en velfungerende selvhjælpsgruppe eller sangam, som det også kaldes her, altså en organisering af 12-20 kvinder i en gruppe.
Og så er det tid til at sætte sig – vi på plasticstole, de nøjes med at stimle sammen på nogle måtter på jorden, der bliver serveret te og kiks og snakken går i gang. Det er alt sammen meget fint og ærefuldt, ingen tvivl om, at de sætter stor pris på vores besøg, Vi glæder os hver gang over den utrolige gæstfrihed, men sidder tilbage dels med en underlig fornemmelse af, at de måske ikke får aftensmad den dag, fordi de har ofret alt på os, - dels med en rygsæk fyldt med sjaler og håndklæder!
Vi støtter pt. 3 organisationer, der arbejder med Irulaer, og har i alt været på foreløbig 6 landsbybesøg og alle steder er det det samme. Vi kan tydeligt se de kolossale forandringer, der langsomt men sikkert sker ad åre på godt og ondt. Folk har fået nogle goder, som de ikke tidligere har haft mulighed for, f.eks. adgang til rent drikkevand, elektricitet, en vej etc., men de har også fået en viden om deres rettigheder, en viden, der kan være svær at håndtere, fordi deres rettigheder hele tiden tilsidesættes af lokalmyndighederne.
Vi har aldrig sat spørgsmålstegn ved vigtigheden af at støtte lige netop denne gruppe stammefolk, men i år er vi blevet yderligere bekræftet i, at Svalerne yder en helt speciel opgave. Vores tolk, som er helt ny i Svaleregi, er blevet så dybt betaget af vore partneres arbejde, at hun vil indstille dem til en pris. Som hun siger, alle andre hjælpeorganisationer spørger efter antal medarbejdere, antal biler etc. som parameter for at støtte. Vore partnere er meget små organisationer med kun få mere eller mindre fast tilknyttede feltarbejdere og nogle frivillige og ingen store biler, og så bliver de automatisk sorteret fra af større organisationer. Ingen andre kommer åbenbart helt derud, hvor Svalerne kommer; det er simpelthen for langt væk fra Alfarvej.
Sanne nåede vist at fortælle lidt om de yderst kummerlige vilkår, Irulaerne lever under. De lever nærmest på kanten af samfundet uden de mest basale fornødenheder og rettigheder. Begge dele søger nogle af Svalernes partnere at råde bod på.
Ikke desto mindre er de meget gæstfri, når vi kommer på besøg. Et typisk velkomstritual består først og fremmest af, at der udenfor deres hytter er tegnet fine mønstre på jorden med noget farvet pulver. Når vi er fremme ved det sted, vi skal holde møde, træder et par kvinder frem foran de øvrige, tænder en flamme i en skål med noget rødt vand. Vi får alle et lille skvæt af det i panden som en slags velkomst og måske velsignelse? Og endelig får vi en blomsterkrans om halsen og et sjal eller håndklæde om skuldrene. Det bruges udpræget som en slags udmærkelse/hædrelse. I flere tilfælde har vi også skullet indvie et skilt ved, under store klapsalver og hele landsbyens bevågenhed, at trække et stykke stof væk, så det blev synligt. Skiltet er en slags navngivning, og henviser til, at landsbyen har en velfungerende selvhjælpsgruppe eller sangam, som det også kaldes her, altså en organisering af 12-20 kvinder i en gruppe.
Og så er det tid til at sætte sig – vi på plasticstole, de nøjes med at stimle sammen på nogle måtter på jorden, der bliver serveret te og kiks og snakken går i gang. Det er alt sammen meget fint og ærefuldt, ingen tvivl om, at de sætter stor pris på vores besøg, Vi glæder os hver gang over den utrolige gæstfrihed, men sidder tilbage dels med en underlig fornemmelse af, at de måske ikke får aftensmad den dag, fordi de har ofret alt på os, - dels med en rygsæk fyldt med sjaler og håndklæder!
Vi støtter pt. 3 organisationer, der arbejder med Irulaer, og har i alt været på foreløbig 6 landsbybesøg og alle steder er det det samme. Vi kan tydeligt se de kolossale forandringer, der langsomt men sikkert sker ad åre på godt og ondt. Folk har fået nogle goder, som de ikke tidligere har haft mulighed for, f.eks. adgang til rent drikkevand, elektricitet, en vej etc., men de har også fået en viden om deres rettigheder, en viden, der kan være svær at håndtere, fordi deres rettigheder hele tiden tilsidesættes af lokalmyndighederne.
Vi har aldrig sat spørgsmålstegn ved vigtigheden af at støtte lige netop denne gruppe stammefolk, men i år er vi blevet yderligere bekræftet i, at Svalerne yder en helt speciel opgave. Vores tolk, som er helt ny i Svaleregi, er blevet så dybt betaget af vore partneres arbejde, at hun vil indstille dem til en pris. Som hun siger, alle andre hjælpeorganisationer spørger efter antal medarbejdere, antal biler etc. som parameter for at støtte. Vore partnere er meget små organisationer med kun få mere eller mindre fast tilknyttede feltarbejdere og nogle frivillige og ingen store biler, og så bliver de automatisk sorteret fra af større organisationer. Ingen andre kommer åbenbart helt derud, hvor Svalerne kommer; det er simpelthen for langt væk fra Alfarvej.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar